min mand vil ikke have min mor med, til fødsel.

Jeg skal også føde lige om ingen tid. Min kæreste ønsker ikke min mor med inde. Jeg havde selv glædeligt haft hende med. 

MEN det er min kæreste og jeg,  som er forældre til vores lille vidunder. Så selvfølgelig respekterer jeg at han gerne vil have oplevelsen kun med mig og vores lille pige !  

Han har altså været lige så meget med til at lave vores baby. Jeg bærer hende i min krop, men det gør altså ikke at jeg har mere at skulle have sagt. Det er en fælles baby og derfor også en fælles beslutning. 

Desuden hvis det handler om tryghed under fødslen, så er det da ens mand/kæreste som burde være den der kunne give en rigeligt med tryghed. Ellers var det vel ikke ham, som man havde valgt at bruge sit liv med.  

Anonym skriver:

Hej alle. 

Sagen er den at jeg står med termin lige om lidt. Min mor og mand var med mig til min første fødsel og det var bare så dejligt at have støtte i dem begge to og føle en enorm tryghed. 

 

Allerede dengang vores datter kom til verden, sagde min mand:

det har intet med din mor at gøre, for synes hun var en god støtte osv. Men jeg kunne så godt tænke mig at have denne oplevelse med dig alene næste gang. Jeg sagde ja ja og har ikke tænkt over det siden. 

Jeg har vendt det for min mor at jeg bestemt regner med at hun skal med igen, men at min mand ikke er sikker. 

Igår havde vi så snakken min mand og jeg, hvor jeg sagde hvad det betød for mig, at have dem begge to ved min side, og min mand var paf. Han troede virkelig vi havde en aftale, så han blev godt nok noget skuffet. Og sagde derefter at jeg måtte vælge mellem ham eller hans mor. 

Kan han tillade sig det? Og hvad ville i have gjort? Jeg har lyst til bare at sige okay til min mand, men er så bange for at skuffe min mor og når jeg nu er tryg ved, at hun også er ved min side. 

 

Hvad ville i have gjort?? 

Du skulle aldrig bare have sagt ja, ja til noget du ikke mener, slet ikke noget så ""vigtigt" som en fødsel.

Men når det så er sagt er jeg af den holdning at den fødende bestemmer og alle andre skal knytte sylten.

Til min fødsel havde vi min gamle kontakt person (fra da jeg var med i et program for udsatte unge uden netværk) med, vi var blevet meget tætte og jeg var tryg ved hende, jeg har ingen mor og hun er ligesom en slags erstatningsmor for mig. hvis min kæreste havde stillet sig på bagben, havde han fået afvide at han kunne komme med sammen med hende eller slet ikke. Jeg vil selvfølgelig helst have dem begge med, hvilket jeg også fik, for han synes det var dejligt at han kuyn skulle fokusere på mig og det er faktisk bare enormt dejligt at have 2 med, en til at gøre alle de praktiske ting og en til at holde i hånd.

på den måde havde jeg altid min kæreste ved min side og altid en frisk klud/drikkelse and so on klar fordi det sørgede hun for.

Men.. jeg kan godt forstå han synes det er træls at du kommer og siger nu, at du vil have hende med, når du nu dengang sagde jaja, til noget andet.

Er faktisk målløs over din mands adfærd, manglende omsorg og forståelse. Slet slet ikke okay, man stiller bare ikke den slags ultimatummer. 

Jeg synes det er både barnligt og egoistisk. Jeg kan forstå hans ønsker, og tildels skuffelse.. Men hvis din mors tilstedeværelse hjælpe dig igennem en fødsel, giver dig tryghed og støtte.. Hvordan kan han så ikke sætte sig selv til siden? Det ville såre mig dybt. Det er dig der skal føde, og ja, det er altså det altafgørende her. Du skal være så tryg og tilpas som muligt. Han bør være din støtte og kærlighed, ikke det modsatte. 

Kram til dig, håber du er okay 

Sedigfor skriver:

Der må jeg gå mod de andre. Det er dig der skal føde så det os dig der skal bestemme hvem der skal med. Det jo dig der skal føle dig tryk ved det hele (: 

min mor gad godt med men det sagde jeg faktisk ik rigtig noget til men hun kom ikke med men kom så tre timer senere (: 

Så vil jeg mene at der er noget galt hvis man ikke føler sig tryg med sin partner. 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Sagen er den at jeg står med termin lige om lidt. Min mor og mand var med mig til min første fødsel og det var bare så dejligt at have støtte i dem begge to og føle en enorm tryghed. 

 

Allerede dengang vores datter kom til verden, sagde min mand:

det har intet med din mor at gøre, for synes hun var en god støtte osv. Men jeg kunne så godt tænke mig at have denne oplevelse med dig alene næste gang. Jeg sagde ja ja og har ikke tænkt over det siden. 

Jeg har vendt det for min mor at jeg bestemt regner med at hun skal med igen, men at min mand ikke er sikker. 

Igår havde vi så snakken min mand og jeg, hvor jeg sagde hvad det betød for mig, at have dem begge to ved min side, og min mand var paf. Han troede virkelig vi havde en aftale, så han blev godt nok noget skuffet. Og sagde derefter at jeg måtte vælge mellem ham eller hans mor. 

Kan han tillade sig det? Og hvad ville i have gjort? Jeg har lyst til bare at sige okay til min mand, men er så bange for at skuffe min mor og når jeg nu er tryg ved, at hun også er ved min side. 

 

Hvad ville i have gjort?? 

Puh det kan virkelig tænde min indre (ellers meget sjældent oplevet) feminist. Hvis du er den der føder, så er det dig der bestemmer. Sådan har jeg det. Og jeg bliver faktisk vred over at nogen prøver at gøre det til et spørgsmål om fader-rettigheder. Så længe du er ved at føde er baby for det første ikke ude og for det andet er det en medicinsk ting der sker med DIN krop. Jeg fatter heller ikke dem der mener at far har KRAV på at komme med til lægeundersøgelse og jordemoderbesøg. Der har jeg det sådan at det handler rigtigt meget om mig og min krop og det er personligt, ligesom jeg ikke ville kunne kræve at være med til mandens lægebesøg uanset hvor meget jeg selv føler det er vedkommende.

Selvfølgelig er det rart med en engageret far, men jeg mener der er en grænse der ikke må overskrides og der synes jeg din mand har bevæget sig hen.

Hvorfor han ikke bare bakker dig 100% op det fatter jeg ikke. Men jeg synes du skal fortælle ham at du forstår ham, men det er din beslutning og du regner selvfølgelig med han vil støtte dig. Personligt synes jeg det er enormt groft at sige til dig at du skal vælge! men mon ikke han kommer med alligevel hvis du holder på at din mor skal med. Jeg ville i hvert fald være bekymret for at du fortryder hvis du bare giver ham lov til at bestemme.

JLS1993 skriver:

Jeg skal også føde lige om ingen tid. Min kæreste ønsker ikke min mor med inde. Jeg havde selv glædeligt haft hende med. 

MEN det er min kæreste og jeg,  som er forældre til vores lille vidunder. Så selvfølgelig respekterer jeg at han gerne vil have oplevelsen kun med mig og vores lille pige !  

Han har altså været lige så meget med til at lave vores baby. Jeg bærer hende i min krop, men det gør altså ikke at jeg har mere at skulle have sagt. Det er en fælles baby og derfor også en fælles beslutning. 

Desuden hvis det handler om tryghed under fødslen, så er det da ens mand/kæreste som burde være den der kunne give en rigeligt med tryghed. Ellers var det vel ikke ham, som man havde valgt at bruge sit liv med.  

Jeg kunne slet ikke være mere uenig  jeg er mega meget for ligestilling, og har selv to drenge som selvfølgelig skal behandles ordentligt selv om de ikke kan føde børn. Men! De er nu bare engang ikke udstyret til at presse børn ud af kroppen, eller for den sags skyld være gravide og jeg kan love dig for at hvis min mand påstår han har været lige så meget med til at lave vores børn, så stikker jeg ham en flad  (selvfølgelig i overført betydning).

Det har ikke en dyt med forældreskab at gøre, men ALT at gøre med ret til at bestemme over egen krop og der skal vores grænser respekteres. Ellers er det et overgreb i mine.øjne.

Ts føder, ts bestemmer på fødestuen. Begge bliver lige meget forældre, men vi kan altså ikke lave om på den fysiske forskel der er på mænd og kvinder.

Jeg kan ikke forstå, at alle lægger så meget vægt på at Far er den tarvelige, i det her scenario fordi han opstiller et "ultimatum" (hvilket nok er sket i desperation). 

Det er uden tvivl Mor her, som skal til at få styr på hvad hun lover, og måske mærke efter i sig selv en anden gang, inden hun bare lukker noget ud til sin mand, uden egentlig at mene det (om noget som åbenbart betyder alverden for hende). 

Jeg syntes det er besynderligt, at love noget for derefter at bryde det, og så kaste bussemanden over på den forurettede, som efter min mening er din mand. 

Stakkels ham. 

Carina:-) skriver:

Jeg synes du skal lytte til din mands ønske Det er jeres fælles barn og må indrømme at jeg forstår slet ikke at man vil have andre end sin mand ( og personalet) med til noget så privat og intimt en fødsel er.

Det er kun hvis min mand er forhindret at jeg ville overveje at andre skal se mit underliv .

Jeg var 16 første gang og 19 anden gang. 

Jeg følte mig mest tryg ved at have min mor med, hun havde været igennem det før. Min mand havde dog heller ikke noget i mod det. 

Jeg synes i dette tilfælde ikke at man skal tage hensyn til faren, det er jo alligevel ikke ham der ligger blottet og skal presse. 

Jeg synes man skal gøre det man de mest tryg ved, om det så betyder man vil have sin mor, søster, svigermor eller lignende med. 

sne190810 skriver:

Jeg kan ikke forstå, at alle lægger så meget vægt på at Far er den tarvelige, i det her scenario fordi han opstiller et "ultimatum" (hvilket nok er sket i desperation). 

Det er uden tvivl Mor her, som skal til at få styr på hvad hun lover, og måske mærke efter i sig selv en anden gang, inden hun bare lukker noget ud til sin mand, uden egentlig at mene det (om noget som åbenbart betyder alverden for hende). 

Jeg syntes det er besynderligt, at love noget for derefter at bryde det, og så kaste bussemanden over på den forurettede, som efter min mening er din mand. 

Stakkels ham. 

Ej. Stop dog. Undskyld mig, men jeg har aldrig sagt at jeg vælger hende frem for ham. Og det betyder ikke alverden for mig, jeg ville da til en hver tid vælge min mand. Men ville ønske jeg kunne tage dem begge med. Jeg kunne da aldrig finde på at sige "okay, så vælger jeg min mor" 

jeg har allerede sagt til ham, samme dag som vi snakkede at jeg respekterede hans ønske. 

Det er da overhovedet ikke stakkels ham. Du snakker som om jeg er en ond heks overfor ham 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Sagen er den at jeg står med termin lige om lidt. Min mor og mand var med mig til min første fødsel og det var bare så dejligt at have støtte i dem begge to og føle en enorm tryghed. 

 

Allerede dengang vores datter kom til verden, sagde min mand:

det har intet med din mor at gøre, for synes hun var en god støtte osv. Men jeg kunne så godt tænke mig at have denne oplevelse med dig alene næste gang. Jeg sagde ja ja og har ikke tænkt over det siden. 

Jeg har vendt det for min mor at jeg bestemt regner med at hun skal med igen, men at min mand ikke er sikker. 

Igår havde vi så snakken min mand og jeg, hvor jeg sagde hvad det betød for mig, at have dem begge to ved min side, og min mand var paf. Han troede virkelig vi havde en aftale, så han blev godt nok noget skuffet. Og sagde derefter at jeg måtte vælge mellem ham eller hans mor. 

Kan han tillade sig det? Og hvad ville i have gjort? Jeg har lyst til bare at sige okay til min mand, men er så bange for at skuffe min mor og når jeg nu er tryg ved, at hun også er ved min side. 

 

Hvad ville i have gjort?? 

Uha, en svær en :-) 

Jeg kan godt forstå din mand, jeg tror mange syntes en fødsel er en intim oplevelse som kun vedrøre mor og far. Måske var han heller ikke vild med at have din mor med sidste gang men gav sig alligevel, jeg havde sagt okay til ham og sagt til mutti pænt at i har besluttet at tage denne gang alene men at hun selvfølgelig kan komme ind lige bagefter :-)