min mand vil ikke have min mor med, til fødsel.

Smølfine123 skriver:

Du har vendt det med din mor og regner bestemt med at hun skal være med....samtidig med I Har aftalt noget anden - dig of din mand.

jeg synes du er decideret uærlig og tarvelig overfor din mand, når du har sagt ja til at hun ikke skal med. Det virker som om at du troede at når I nærmer jer fødslen så ville han nok ændre mening - eller hvad..?

jeg synes hans ultimatum er barnligt. Og dit uærlige spil ligeså. Se at få talt sammen som voksne.

det handler IKKE om ligestilling, men skuffelse og tillidsbrud. Du har brudt en tillid.

Uærlige spil!?? Åh, hold dog .... Ja, undskyld mig. Du kender ikke mig og du kender ikke min mand. Hvordan i alverden kan du udtale dig på den måde? Vores datter er 4 år! Og jeg har hele tiden sagt til min mor at det ikke var sikkert hun skulle med, fordi min mand gerne ville alene. Ham og jeg har ikke snakket om det i 4 år og jeg vendte det derfor med ham, Da jeg ved at han ville kunne have ændret mening. Det har han ikke. Og fred være med det. Men det er sku ikke noget med at være uærlig. Synes faktisk jeg har været helt og aldeles ærlig overfor ham og min mor. Synes bare stadig det er svært. 

Jeg tror at man ser meget forskelligt på det her.

jeg kunne nok ikke drømme om at tag min mor med til en fødsel af mit barn, det er for mig noget smukt og intimt imellem min mand og mig, og jeg ville tænke nærmere over det hele, hvis jeg ikke kunne finde  trygheden ved en fødslen kun ved min mand og alt personalet ved mine side,uden af min mor skulle blandes ind i det. 

Og jo, jeg har prøvet at føde, og jo jeg har prøvet at det ikke gik efter planen. 

Den første fik jeg ved akut kejsersnit i uge 25 og ved nr 2 blev jeg sat i gang i uge 36

Jo det har jeg min datter på nu 7 kom død til verden men hedigvis fik de liv i hende .

Jeg har bare den indstilling at min mands behov osv er lgie så vigtige som mine og da ts mand er så påvirket af at hendes mor skal med ville det vægte højere end at det kunne være hyggeligt.

+ at jeg self er farvet af at jeg personligt ikke kunne forestille mig at nogen kunne være mere vigtig ved en fødsel end min mand og han er absolut den jeg sætter højest når jeg tænker i forhold til tryghed.

Barnet er ts og hendes mand og ikke ts og hendes mor og kan godt forstå hendes mands skuffelse nok især over at han ikke er nok for hende. 

Hvis min mand skulle opereres og han sagde at han gerne ville have sin mor med fordi så følte han sig mest tryg ville jeg føle at der var noget galt i vores forhold siden jeg ikke var nok til at han var tryg-

Og jeg ville ærlig talt føle mig skubbet ud på et sidespor og meget skuffet så min empati ligger 100% ved ts mand. 

I mit tilfælde havde det ikke noget at gøre med at jeg ikke føler mig tryg ved min mand, men det simple faktum at han ikke kan være 2 steder på en gang. Da min ældste kom ved AKS midt om natten, var han efterfølgende nødt til at gå med hende, mens jeg blev efterladt på en operationsstue for at blive lappet sammen. Jeg så ikke nogen af dem igen før 3 timer senere.

Lige der, kunne jeg virkeligt godt have brugt en der var der for mig - ikke fordi jeg bebrejder min mand, han gjorde det helt rigtige, men det ændrer ikke på at jeg faktisk også havde rigtigt meget brug for ham - vores datter havde bare mere. Og jeg ved at han heller ikke havde det godt med at måtte gå fra mig...

I de fleste forhold jeg kender, tilsidesætter den ene eller den anden da ofte sine egne behov af hensyn til partneren i en eller anden grad, i en masse forskellige situationer, og alle forældre jeg kender tilsidesætter egne behov for deres børns og jeg ser simpelthen ikke hvorfor en fødsel er anderledes. I bund og grund handler det jo om almindeligt hensyn, og det skal gå begge veje. Så må TS og hendes mand snakke om hvem af dem, der har det største behov. Alle himler op om mandens rettigheder, men har moderen ikke også rettigheder?

Fordi jeg har valgt at mine fødsler kun har involveret mig, min mand og diverse assorteret sundhedspersonale, betyder det ikke at jeg ikke kan finde forståelse for at andre har det anderledes end mig, uden at jeg behøver at antyde at det så er fordi der er noget grundlæggende galt med deres forhold.

Og så kan jeg ikke se at TS nogen steder skriver at det er for hyggens skyld, at hun vil have sin mor med.

Anonym skriver:

Uærlige spil!?? Åh, hold dog .... Ja, undskyld mig. Du kender ikke mig og du kender ikke min mand. Hvordan i alverden kan du udtale dig på den måde? Vores datter er 4 år! Og jeg har hele tiden sagt til min mor at det ikke var sikkert hun skulle med, fordi min mand gerne ville alene. Ham og jeg har ikke snakket om det i 4 år og jeg vendte det derfor med ham, Da jeg ved at han ville kunne have ændret mening. Det har han ikke. Og fred være med det. Men det er sku ikke noget med at være uærlig. Synes faktisk jeg har været helt og aldeles ærlig overfor ham og min mor. Synes bare stadig det er svært. 

Næe, vi kender hverken dig eller din mand, men du kom med et oplæg, og det har vi jo så svaret ud fra, hvad skulle vi ellers ?.

Hck skriver:

Næe, vi kender hverken dig eller din mand, men du kom med et oplæg, og det har vi jo så svaret ud fra, hvad skulle vi ellers ?.

 

Øh.. Hvad i ellers skulle gøre?????

Ja, jeg skrev : Hvad ville i have gjort?? 

Det betyder vel ikke at jeg skal nedgøres og have det dårligt med mig selv og blive kaldt uærlig. Det var nemlig ikke det jeg spurgte jeres holdning til. Jeg skrev hvad i ville have gjort - IKKE hvad i syntes om mig, fordi jeg tænker sådan. 

Anonym skriver:

Øh.. Hvad i ellers skulle gøre?????

Ja, jeg skrev : Hvad ville i have gjort?? 

Det betyder vel ikke at jeg skal nedgøres og have det dårligt med mig selv og blive kaldt uærlig. Det var nemlig ikke det jeg spurgte jeres holdning til. Jeg skrev hvad i ville have gjort - IKKE hvad i syntes om mig, fordi jeg tænker sådan. 

Ok, for at svare på dit spørgsmål, så havde jeg lyttet til din kæreste, jeg kan godt forstå ham.

Dernæst, så jo efter hvad du skriver til at starte med, så har du ( efter min mening) , været lidt uærlig over for din mand. Ikke for at nedgøre dig på nogen måde, men du skriver selv lidt dobbelt.

Skouboe skriver:

I mit tilfælde havde det ikke noget at gøre med at jeg ikke føler mig tryg ved min mand, men det simple faktum at han ikke kan være 2 steder på en gang. Da min ældste kom ved AKS midt om natten, var han efterfølgende nødt til at gå med hende, mens jeg blev efterladt på en operationsstue for at blive lappet sammen. Jeg så ikke nogen af dem igen før 3 timer senere.

Lige der, kunne jeg virkeligt godt have brugt en der var der for mig - ikke fordi jeg bebrejder min mand, han gjorde det helt rigtige, men det ændrer ikke på at jeg faktisk også havde rigtigt meget brug for ham - vores datter havde bare mere. Og jeg ved at han heller ikke havde det godt med at måtte gå fra mig...

I de fleste forhold jeg kender, tilsidesætter den ene eller den anden da ofte sine egne behov af hensyn til partneren i en eller anden grad, i en masse forskellige situationer, og alle forældre jeg kender tilsidesætter egne behov for deres børns og jeg ser simpelthen ikke hvorfor en fødsel er anderledes. I bund og grund handler det jo om almindeligt hensyn, og det skal gå begge veje. Så må TS og hendes mand snakke om hvem af dem, der har det største behov. Alle himler op om mandens rettigheder, men har moderen ikke også rettigheder?

Fordi jeg har valgt at mine fødsler kun har involveret mig, min mand og diverse assorteret sundhedspersonale, betyder det ikke at jeg ikke kan finde forståelse for at andre har det anderledes end mig, uden at jeg behøver at antyde at det så er fordi der er noget grundlæggende galt med deres forhold.

Og så kan jeg ikke se at TS nogen steder skriver at det er for hyggens skyld, at hun vil have sin mor med.

Jeg kan heller ikke se nogen steder at det er fordi hun først er tryg ved at have sin mor med? Tværtimod skriver hun i startindlægget at de havde aftalt at når hun nu havde været med til den første så var det ok at han ikke ville have hende med til den anden. 

Eller sådan læser jeg det.

Læser ingen steder at hun nærmest ikke kan hænge sammen af angst og at det er derfor ,men derimod at hun er ked af at skuffe hendes mor- ( Er ret enig med hende der skrev at måske navlesnoren skal kappes) For hun lyder som om mor har et ret godt tag i hende og det er da ærgeligt især når hun også har en mand der åbenbart ikke har set lyset i at svigermor dominerer så væsentligt en ting som fødslen af deres fælles barn.

Jeg har diabetes og derfor bliver barnet taget på neo lige efter fødslen både da jeg fødte normalt og også da jeg fik ks og self gik min mand med hver gang .

Men lad os bare være enige om at vi ikke er enige i hvor vidt det er mors behov der betyder mest eller ej.

Anonym skriver:

Uærlige spil!?? Åh, hold dog .... Ja, undskyld mig. Du kender ikke mig og du kender ikke min mand. Hvordan i alverden kan du udtale dig på den måde? Vores datter er 4 år! Og jeg har hele tiden sagt til min mor at det ikke var sikkert hun skulle med, fordi min mand gerne ville alene. Ham og jeg har ikke snakket om det i 4 år og jeg vendte det derfor med ham, Da jeg ved at han ville kunne have ændret mening. Det har han ikke. Og fred være med det. Men det er sku ikke noget med at være uærlig. Synes faktisk jeg har været helt og aldeles ærlig overfor ham og min mor. Synes bare stadig det er svært. 

Men hvorfor er det svært?

Du har jo sagt til hende at hun nok ikke skulle med igen så hun kan næppe smide Mor er skuffet kortet-

Derimod så fortæller din  mand dig at det her betyder noget for ham,og han har ingen ønske om at se svigermor på banen.

Jeg forstår slet ikke at valget kan være så svært - ham du elsker og skal have barn med kontra mor som du jævnligt har  gjort klar at hun ikke skal med.

HVIS din mor vælger at være skuffet siger det mere om hende end dig ,og det ville jeg personligt være ligeglad med.

Carina:-) skriver:

Jeg kan heller ikke se nogen steder at det er fordi hun først er tryg ved at have sin mor med? Tværtimod skriver hun i startindlægget at de havde aftalt at når hun nu havde været med til den første så var det ok at han ikke ville have hende med til den anden. 

Eller sådan læser jeg det.

Læser ingen steder at hun nærmest ikke kan hænge sammen af angst og at det er derfor ,men derimod at hun er ked af at skuffe hendes mor- ( Er ret enig med hende der skrev at måske navlesnoren skal kappes) For hun lyder som om mor har et ret godt tag i hende og det er da ærgeligt især når hun også har en mand der åbenbart ikke har set lyset i at svigermor dominerer så væsentligt en ting som fødslen af deres fælles barn.

Jeg har diabetes og derfor bliver barnet taget på neo lige efter fødslen både da jeg fødte normalt og også da jeg fik ks og self gik min mand med hver gang .

Men lad os bare være enige om at vi ikke er enige i hvor vidt det er mors behov der betyder mest eller ej.

Jeg er 24 år. Jeg har altid haft

min mor ved mig, hvis der er noget. Min mand arbejder fra 5-18 hver dag. Dette betyder ikke at jeg vil vælge min mor frem for min mand, men hun har været en meget stor støtte for mig, når jeg har været alene med vores datter. Dette har intet at gøre med at jeg skal kappe navlesnorren, fordi min mor har er godt tag i mig. Det har hun bestemt ikke. Men hun havde håbet hun skulle med til denne fødsel også. Dette vil hun aldrig ytre for mig, men det ved jeg bare. Fordi min mor og jeg er så tætte. Synes det er noget fis at sige hun har et godt tag i mig. Dette har intet med min mor at gøre. Men mine hormonelle følelser! 

Anonym skriver:

Jeg er 24 år. Jeg har altid haft

min mor ved mig, hvis der er noget. Min mand arbejder fra 5-18 hver dag. Dette betyder ikke at jeg vil vælge min mor frem for min mand, men hun har været en meget stor støtte for mig, når jeg har været alene med vores datter. Dette har intet at gøre med at jeg skal kappe navlesnorren, fordi min mor har er godt tag i mig. Det har hun bestemt ikke. Men hun havde håbet hun skulle med til denne fødsel også. Dette vil hun aldrig ytre for mig, men det ved jeg bare. Fordi min mor og jeg er så tætte. Synes det er noget fis at sige hun har et godt tag i mig. Dette har intet med min mor at gøre. Men mine hormonelle følelser! 

Men du skal stadig tænke mest på din mand.

Jeg er også tæt med både min store datter og mine store drenge -

Og har også et rigtig tæt forhold til deres kærester 

Men jeg "kender min plads" hvis man kan sige det sådan - og tror heller ikke din mor ønsker at tilsidesætte din mand for hende selv.

Synes du skal tænke på hvorfor din mand gerne vil have det er jeres oplevelse. 

Der er noget der gør at han ikke synes det er en god ide,og mon ikke det er fordi han synes han konkurrere med din mor ?

Under alle omstændigheder så burde han komme først især når han fortæller dig at det betyder noget for ham.