min mand vil ikke have min mor med, til fødsel.

Da jeg fik til fødselsforberedelse talte de meget om manden rolle. At manden kunne være med til det gik op i en højere enhed. At det var ham der sørgede for "holde ballonen" så den ikke fløj væk. Ved ikke om I forstår det. 

Jeg synes nemlig til, at det er det som manden her ønsker. 

Jeg kan godt forstå tankegangen om at det er mor der skal føde, så er det mor der bestemmer. Men så alligevel ikke. Lige på det her punkt synes jeg faktisk man skal sætte sig ned og lytte til sin mand. Høre hvorfor han vil have, at moderen ikke er med. Faderen skal jo også have noget at skulle have sagt med nogle ting.  Det er jo også ham som bliver forældre   

Han skal selvf. Også lytte til TS. For hvis det er pga. Tryghed man har behovet for ens mor er med, så er det jo også sindssygt vigtigt. Som mange nævner så find ud af hvorfor du vil have hende med. Hvis det ikke er pga. Tryghed, så ville jeg tænke grundigt om hun skulle med. 

Sprit25 skriver:

Nu er der også forskel på din historie og TS. Så vidt jeg kan forstå handler der for TS om at hun synes det kunne være dejligt at have sin mor der. Ikke tryghed, ikke fordi hendes mand ikke kan men fordi det kunne være hyggeligt. 

Din mand kunne jo fysisk ikke så hvis han havde modsat sig din mor skulle med jamen så var han en nar og måtte blive hjemme. 

Jeg ved godt det ikke er det samme, men nu var det jo fordi at hende jeg citerede synes det var underligt hvis ikke man var tryg nok ved sin mand til kun at have ham med. For det er jo ikke altid fordi man ikke er tryg ved ham.

mor:) skriver:

Jeg går ud fra at ts ville skrive hvis der var en bestemt årsag til at manden ikke er nok - dette gør hun ingen steder. 

Nej, det er jeg godt klar over. 

Men det var også fordi det mere virkede som om du skar alle over en kam som ikke ville lytte til mandens ønske. 

For man kan sagtens være tryg ved sin mand selvom der er flere med til en fødsel. 

Har nu vendt og drejet det med: det er mor der arbejder ergo er det mor der bestemmer... Jeg er enig så langt som til hvis det handler om tryghed som essentiel ved en fødsel, så har mor det aidste og afgørende ord - dvs. Hvis hun kan mærke alt i hende vender og drejer, og utrygheden er enorm på forhånd, så skal hun selvsagt have lov til at fortælle hvad der giver tryghed (på forhånd) og så skal alle parter lytte - dog skal hun jo så også lytte til de som kender og ved hvordan man kan tilrettelægge så fødslen bliver god.

Men og ja der er et men  jeg har født 4 børn, og jeg har en af gangene oplevet det som en solo oplevelse (og det var der nogle helt specielle grunde til som i den her forbindelse ikke er relevante). De andre fødsler har jeg ikke oplevet som værende mit arbejde alene - ja ja jeg ved godt smerterne alene var mine, og min krop arbejdede for at få baby ud - her er ligestilling og samarbejde totalt ophørt. Men det var et fælles stykke arbejde og ikke mindst en fælles oplevelse. Når smerterne var aller værst kunne jeg se dybt i min mands øjne og se han følte dem næsten som mig, når jeg slappede af (i de få sekunder), så spændte han stadig osv. Og da baby kom ud var det vores, ikke deres eller søsters eller... Men vores og selvom jeg kunne have beholdt baby helt for mig selv, så var det smukkeste øjeblik da min mand tog baby i armene første gang. Nej det var ikke mit soloarbejde, og min solooplevelse, som min mand blot stod som tilskuer til - han var en aktiv medspiller som måske ikke fødte men næsten (efter første fødsel havde han så forbandet ondt i ryggen, for han havde holdt mine ben i en times pressefase, fordi jeg var så træt så jeg næsten sov mens jeg pressede).

kunne skrive meget mere men arbejdet kalder - god dag

Skouboe skriver:

Nej, men mors mening tæller mest. Det er hende, der skal føde, og hvis hun er mest tryg ved at de begge er der, så mener jeg at det er en kamel han må sluge.

Den er jeg så ikke enig i 

Og hvis vi vil have far på banen på lige fod med os selv på alle andre punkter -Så gælder hans mening under fødslen lige så meget som ens selv.

Her i huset er vores børn fælles så self tæller min mands mening lige så meget som min egen og jeg kunne ikke drømme om at gå imod min mands ønske hvis det ellers er rimeligt 

+ At hvis jeg var nødt til at have min mor med for at føle mig tryg ville jeg overveje hvad der var galt i mit forhold siden det er nødvendigt. 

Benjamins'mor skriver:

Jeg var 16 første gang og 19 anden gang. 

Jeg følte mig mest tryg ved at have min mor med, hun havde været igennem det før. Min mand havde dog heller ikke noget i mod det. 

Jeg synes i dette tilfælde ikke at man skal tage hensyn til faren, det er jo alligevel ikke ham der ligger blottet og skal presse. 

Jeg synes man skal gøre det man de mest tryg ved, om det så betyder man vil have sin mor, søster, svigermor eller lignende med. 

Nu skriver ts jo at hendes mand ikke har samme ønske -

Din mand har intet i mod det det-

Der er forskellen

Hvis man ikke kan se at ens mand har en større rolle end ens mor i en fødsel så er der nogle ting der skal arbejdedes med. 

Carina:-) skriver:

Den er jeg så ikke enig i 

Og hvis vi vil have far på banen på lige fod med os selv på alle andre punkter -Så gælder hans mening under fødslen lige så meget som ens selv.

Her i huset er vores børn fælles så self tæller min mands mening lige så meget som min egen og jeg kunne ikke drømme om at gå imod min mands ønske hvis det ellers er rimeligt 

+ At hvis jeg var nødt til at have min mor med for at føle mig tryg ville jeg overveje hvad der var galt i mit forhold siden det er nødvendigt. 

Hjemme hos os er vi også 2 om alting og min mands mening tæller fuldt ud lige så meget som min - jeg ser ikke at vores daglige liv og hverdag har nogen sammenligning med en så speciel oplevelse som en fødsel.

Det skal lige siges at jeg ikke selv har haft min mor med til nogle af mine fødsler, og heller ikke noget ønske om det, men jeg kan godt forstå hvis nogen har behovet.

Nu ved jeg ikke om du har prøvet en fødsel, der ikke gik som planlagt, men det har jeg, og det kan måske være en af årsagerne til forskellen i vores holdning?

Skouboe skriver:

Hjemme hos os er vi også 2 om alting og min mands mening tæller fuldt ud lige så meget som min - jeg ser ikke at vores daglige liv og hverdag har nogen sammenligning med en så speciel oplevelse som en fødsel.

Det skal lige siges at jeg ikke selv har haft min mor med til nogle af mine fødsler, og heller ikke noget ønske om det, men jeg kan godt forstå hvis nogen har behovet.

Nu ved jeg ikke om du har prøvet en fødsel, der ikke gik som planlagt, men det har jeg, og det kan måske være en af årsagerne til forskellen i vores holdning?

 

Jo det har jeg min datter på nu 7 kom død til verden men hedigvis fik de liv i hende .

Jeg har bare den indstilling at min mands behov osv er lgie så vigtige som mine og da ts mand er så påvirket af at hendes mor skal med ville det vægte højere end at det kunne være hyggeligt.

+ at jeg self er farvet af at jeg personligt ikke kunne forestille mig at nogen kunne være mere vigtig ved en fødsel end min mand og han er absolut den jeg sætter højest når jeg tænker i forhold til tryghed.

Barnet er ts og hendes mand og ikke ts og hendes mor og kan godt forstå hendes mands skuffelse nok især over at han ikke er nok for hende. 

Hvis min mand skulle opereres og han sagde at han gerne ville have sin mor med fordi så følte han sig mest tryg ville jeg føle at der var noget galt i vores forhold siden jeg ikke var nok til at han var tryg-

Og jeg ville ærlig talt føle mig skubbet ud på et sidespor og meget skuffet så min empati ligger 100% ved ts mand. 

Jeg har ikke læst hele tråden så beklager hvis jeg kommer til at gentage nogen.

kunne det tænkes at din mands lyst til at dele denne oplevelse kun med dig og skyldes at han gerne vil vise at han kan være der for dig, hjælpe dig igennem og være den klippe som de fleste mænd ønsker at være for deres kvinde? Og på et ubevidst plan signalerer du til ham, at du ikke mener han er opgaven voksen når du også har brug for din mor undervejs?

jeg tror jeg ville tage en snak med ham og finde ud af hvad der ligger til grund for hans ønske - og så ville jeg respektere det. At din mor bliver skuffet må stå for hendes egen regning, men jeg er nu sikker på at hun vil forstå hvis du fortæller at I gerne vil have denne oplevelse for jer selv.

lineog4 skriver:

Ikke fordi jeg ikke er enig et langt stykke hen af vejen, og synes egentlig også ts skal tænke over om det er for tryghed eller mere fordi hun ikke vil skuffe sin mor. For er det for tryghed, ja så har hun selvsagt ret til at bestemme.

men kan ikke lade være at spille djævlens advokat, for ja kvinden bestemmer mens hun er i fødsel, hvad når fødslen er overstået, altså det sekund baby er ude, hvem bestemmer så? Må far så sige: jeg vil din mor forlader stuen i det sekund baby er ude, jeg vil din mor ikke får lov at holde baby de første par timer, jeg vil at kun du og jeg mp se baby den første time. 

og hvis han ikke må det, må han så sige hans mor skal stå uden for døren og i det baby er presset ud så må hun komme ind og være der på lige fod med svigermor?

Ja. Når baby er ude så er de forældre på lige fod. Men det er de altså ikke under fødslen, sådan er det jo bare.

Jeg mener det er fair hvis ts' mor så får at vide (nok helst på forhånd) at når baby er kommet, så kan hun sige tillykke og lige kaste et blik på baby og så ellers gå ud og være på lige fod med andre gæster.

For mig er forskellen dog at hvor jeg ville have det fint med at min mor ser mig letpåklædt/svedig/grim eller hvordan man nu ser ud lige efter fødslen, så ville jeg slet ikke have det godt med at svigerfamilien skulle se mig sådan. 

Så hvis man SKAL sætte det på spidsen, så er ts'mor vel nødt til heller ikke at være det, men så får jeg det lidt sådan at der er sgu smålighed. "hvis min mor ikke kan se baby den første time, så må din heller ikke". Lidt ligesom jeg ikke synes det giver mening at nogle skilsmisseforældre næsten hellere vil skære barnet midt over for at dele ligeligt imellem sig, end blive "snydt".

Men jeg stejler nok også ekstra meget over at vi sætter spørgsmålstegn ved ts' hensigter, som med garanti ikke er at snyde svigerfamilien. Jeg har selv drenge og kan godt sætte mig ind i at man ikke har lyst til at være andenrangsbedstemor fordi man er farmor. Men omvendt så ER der bare en fysisk forskel hos forældrene og den synes jeg ikke vi kan lave om. Lidt ligesom når der bliver argumenteret for at det er bedst at give baby flaske, for så kan far give mad. Min mand har aldrig været misundelig på mine bryster, men kan godt forstå at det er han bare ikke udstyret med. Håber det giver mening?

Måske er jeg også farvet af eget forhold til svigerfamilien. Min ville ikke kunne genkende mine grænser om de så fik dem smækket i ansigtet med 100 km/t. Og så føles det altså nemt som et overgreb hvis der bliver krævet alt muligt.

For mig var det kun muligt at have én med til fødsel, da de alle endte i kejsersnit og der er ingen tvivl om at jeg ville vakle mellem at vælge min mor eller mand hvis jeg tænkte grundigt over det. Men på dén måde har jeg det sådan at han er far, selvfølgelig skal han høre babys første skrig. Så i sidste ende er jeg jo til dels enig med jer andre. MEN ts kan godt have flere med og så synes jeg det er ubehageligt, groft og næsten ondskabsfuldt at nægte hende det. I min verden er en fødsel hellig for kvinden fordi det er så dybt personligt, kan føles grænseoverskridende og fordi det er kvinden der i princippet risikerer sit liv (sat på spidsen selvfølgelig, men det er jo ikke helt ufarligt at føde).

Så må vi jo bare som farmødre, når den tid forhåbentlig kommer, være ekstra søde til at hjælpe på andre tidspunkter end lige til fødsel, så vi også kan være sammen med baby