Mor og meget mere skriver:
Politikerne er tromlet hen over en faggruppe og har gennemført en LOV om arbejdstid med det tilbagevendende argument, at den skulle normaliseres - have det som ALLE andre lønmodtagere - og det viser sig så, at normaliseringen IKKE gælder muligheden for overhovedet at afholde 6. ferieuge eller lægge de øvrige ferieuger på selvvalgte tidspunkter eller blot snuppe én eneste ferieuge på et tidspunkt, man selv har ønsket.
Det er retorikken omkring "normalisering" versus virkeligheden, som skuffer og harmer - og jeg ved ikke noget om, hvorvidt TS "altid skal brokke sig" over arbejdstid og ferieplaner, men dette er altså en ny situation, hvor lærerne er blevet stillet noget i udsigt, som ikke holder vand, når det på ét eneste område kunne være til lærernes fordel.
Det er oplevelsen af, at lærerne INGEN indflydelse har haft på loven om arbejdstid og oveni dette fortsat skal give, når det er til arbejdsgiverens fordel - på lejrskoler forventer man også fortsat, at lærerne er til rådighed 24 timer i døgnet, men kun aflønnes for 14. Når man så fortsat betaler af på den månedsløn, der forsvandt i april sidste år, og skal søge dagpenge to dage i efterårsferien, fordi lockouten betød, der ikke blev sparet ferie nok op - så er skuffelse og vrede en naturlig reaktion.
Jeg kan godt forstå skuffelse og vrede, og jeg kan godt forstå, at man føler sig kørt over.
Det jeg ikke forstår er, at man (og nej, jeg har ingen anelse om, om ts er en 'man' eller om du er, det er blot en generalisering af 'rigtig mange lærere') ikke kan komme videre. Rigtig, rigtig mange gange hører man om, hvor ringe lærerne har det, hvor ringe arbejdstidsregler og arbejdsforhold er blevet - og ja, vi kan hurtigt blive enige om, at de er blevet ringere end de var - men så må jeg så også sige, at jeg synes de før var ualmindeligt fordelagtige. Både jeg og min mand er privatansatte og må sige, vi er ikke så heldigt stillet. Og min mand er ALTID kun lønnet for 15 ud af de 24 timer han skal være på arbejde.
Men nu er det et faktum. Så må man ligesom prøve at få det bedste ud af det. Det er vel halvandet år siden, det blev vedtaget - man har haft tid og rum til at komme af med de frustrationer, det selvfølgelig har skabt. Men når nu det er et faktum, så må man ligesom komme videre. Og det er det, jeg ikke forstår.
I øvrigt havde min ene datters klasselærer ferie i en uge kort efter skoleårets start (og ja, dette skoleår, så efter reformen), så det er åbenbart ikke en entydig lov?! 
Det er selvfølgelig ikke det, denne tråd skal handle om, og jeg undskylder hvis jeg er trådt udenfor emnet, men jeg har bare efterhånden lidt svært med den meget standhaftige modstand. Jeg beklager afstikkeren i forhold til emnet frustration om manglende ferie.