Time out (?)

Gardenia skriver:

Så fantastisk et eksempel var det så heller ikke, bedstefar-generationen har aldrig lært at tale med børn, pædagogik var hvad der kunne foregå i mors umiddelbare nærhed, fars bælte eller skolelærerens rap over fingrene. De giver blot ud hvad de selv har fået - det må endeligt ikke misforståes som ondskab.. Bare lige en tanke, de gør det jo bare fordi de ikke ved bedre og der ikke er nogen der får dem fortalt det så de kan forholde sig til det..

Også derfor jeg skriver at det ikke var i ond mening. De vidste ikke bedre, men det gør vi heldigvis i dag!

SussieThyssen skriver:

Tja...der er forskel på at være vred og så på at bide og slå og jeg går ud fra, at det er det vi debaterer i denne tråd.
Her i huset bruger vi så, at hvis man er sur og gal, så går man for sig selv, indtil det er gået over, og så kan man ellers snakke om,hvad man er utilfreds med.
Nå alle forsøg er gjort, så er der somme tider ikke andre muligheder tilbage.

Hvad man gjorde i 40'erne skal jeg slet ikke kunne udtale mig om, der var jeg slet ikke født, men jeg vil tro at ungerne fik en endefuld og blev smidt i seng
Og tro mig, hverken jeg eller mine unger eller børnebørn, har nogen selvtillidsproblemer, og de er alle opdraget efter den recept, masser af kærlighed men faste rammer med hvad man kan og må, og hvad man vil acceptere og ikke acceptere af adfærd.

Hvis barnet slår, bider, sparker, osv. når det er vredt (for det er jo bare en måde at udtrykke sig på), så vil jeg foreslå at man træder lidt tilbage eller sætter det et sted, hvor det ikke kan komme til at ødelægge noget/slå nogen og lade det rase ud der. Om det så slår eller tramper i gulvet. Men jeg ville blive i umiddelbar nærhed, med mindre barnet selv går for at få pause/rast ud - så det kan trøstes når det falder ned igen. Jeg kan godt trøste min dreng, efter han har været rigtig vred og slået - ikke fordi jeg anerkender at han slår, men fordi jeg anerkender hans følelse. 

Gigl skriver:

Hvis barnet slår, bider, sparker, osv. når det er vredt (for det er jo bare en måde at udtrykke sig på), så vil jeg foreslå at man træder lidt tilbage eller sætter det et sted, hvor det ikke kan komme til at ødelægge noget/slå nogen og lade det rase ud der. Om det så slår eller tramper i gulvet. Men jeg ville blive i umiddelbar nærhed, med mindre barnet selv går for at få pause/rast ud - så det kan trøstes når det falder ned igen. Jeg kan godt trøste min dreng, efter han har været rigtig vred og slået - ikke fordi jeg anerkender at han slår, men fordi jeg anerkender hans følelse. 

Vi bruger da så sandelig også at kramme bagefter, så der er såmænd ingen forskel på det punkt

Men ud fra det du beskriver, så gør du jo egentligt det samme.

SussieThyssen skriver:

Vi bruger da så sandelig også at kramme bagefter, så der er såmænd ingen forskel på det punkt

Men ud fra det du beskriver, så gør du jo egentligt det samme.

Fair nok - din tilgang lød bare anderledes i mine øre  

MorDk skriver:

Vi har gennem længere tid haft rigtig svært ved at "styre" vores dreng. ^{("trodslader + er lige blevet storebror")}Det skal ikke forståes som, at vi ikke kan magte ham og ikke kan finde ud af at opdrage m.m men vi har svært ved det da han ofte ignorerer os fuldstændigt, hvilket er meget belastende. Han er 2 år gammel ^{(fra september 2010)} har ikke praksiseret ^{'Time Out-metoden'} da vi mente han var for lille...

Jeg ønsker ikke at være den forældre der står og river mig håret og råber af mit barn hvorefter jeg smider ham på værelset...! Derfor har jeg altid talt roligt til ham og fortalt hvad jeg vil have og ikke vil have. Fx, kan han finde på at spytte eller slå - jeg siger med fast og rolig stemme "Her i huset spytter man ikke" eller "Det vil jeg ikke have" så bliver han ved.... og trods jeg fx. hæver stemmen eller lign. så er han ligeglad! Det er Så hårdt!

Nu er vi altså blevet enige om at føre den ud i livet da vi tror på det er det eneste rigtige i vores situation. MEN hvordan begynder vi? Hvordan starter vi? Vi har siddet og snakket lidt om hvordan vi vil gøre det... Altså sidde med ham i 'Time-Out' til at starte med... indtil han har fundet ud af, hvad det handler om. Og ikke længere en 1 minut MAX!

 

Jeg er faktisk interesseret i at høre fra andre, som benytter ^'Time-Out' Hvordan greb I det an? Hvordan benytter I den nu?

 

Skriv gerne hvor gammel jeres barn er!

På forhånd tak for hjælpen

&s; MorDk

Laura er 3 år nu og siden hun var 2,5 år har jeg brugt time-out i den forstand, at hun har en stol her i stuen, hvor hun, hvis alt andet fejler får lov til at sidde til hun kan sige undskyld. Ind til videre har hun vel max siddet der 15 sekunder af gangen før hun har sagt undskyld. 

Jeg vil ikke anbefale at sende ham på værelset, da det skal være et rart et for ham og et sted, han forbinder med noget godt. Derfor er Laura i time-out her i stuen

MorDk skriver:

Ja enig... Det er ikke sådan er "Time-Out" eller PAUSE som vi vil kalde det benyttes som straf men som et redskab...

Kan ikke se at der skulle være foreskel på at blive "sendt på værelset" eller ryge til "Time-Out" på en stol andet end at han så ikke kan gå igang med at lege med alle mulige ting. På stolen tænker jeg at han kan "tænke lidt" og det tror jeg sagtens han kan han er 2 år og han er ret skarp på mange områder... og ved godt at man ikke må slå... men gør det i afmagt af og til eller andet...

Tænker at han ryger i "Time-Out" uden varsel hvis han spytter, bider, slår, kaster med ting... Tænker vi vil følge ham hen på stolen og fortælle ham hvorfor han sidder der. "Du får pause fordi du slår" eller lign. Ved ikke liige hvordan det skal formuleres...

Hvis han gør noget andet som fx. ikke sidder pænt så beder vi ham om det og hvis ikke han lytter efter så må han have pause. Her får han en chance... for at vise han kan sidde pænt ved bordet.

For mig er det ikke en straf at bruge "Time-Out"

 

Nej, men for et barn på 2 år, vil det være som en straf, da han ikke kan skelne

Dinna88 skriver:

Jeg er enig her. Timeout er ikke omsorgssvigt der ødelægger een for resten af livet. Men der er et svigt i øjeblikket, hvor man har brug for at blive rummet. 

Meget kort sort, meget sort på hvidt, går jeg ind for at rose god opførsel, og ignorere dårlig.

Jeg måtte bare lige erklære mig enig, beklager at det ikke er det du vil høre, TS 

Men time-out kan jo være mange ting og ikke kun at blive sendt på værelset

Thalia skriver:

Jeg er enig. Dog ignorerer jeg ikke dårlig opførsel, jeg hjælper mit barn til at håndtere de følelser der er svære.

I mit hjem bliver man ikke straffet for at være ked, vred, frustreret, uenig osv. Man får derimod hjælp til at rumme de følelser og udtrykke dem på en konstruktiv måde.

Hvordan hjælper, guider du osv.?

Gardenia skriver:

Jeg praktiserer ikke timeout som de fleste vist har forstået den fungerer, men min søn på 2½ bliver bedt om at gå ned på sit værelse indtil det lige er ude af systemet.

Den har jeg fra mit eget hjem, min mor var konsekvent og havde visse forventninger til vores sociale evner (Nej, ikke dermed sagt hun ikke var kærlig, rummende, forstående, respektfuld). Vi var altid klar over hvad der blev forventet af os, vores hverdag var sat fuldstændigt i system, jeg skulle vaske op tirsdag og fredag, gå med hunden mandag og onsdag, holde mit værelse og hun forventede vi gjorde os umage med vores skole.

Mit strafsystem kommer til at minde meget om hendes, jeg kan bare ikke gøre for det

For jeg tror på det giver ham forskellige kvaliteter. Respekt for autoriteter, som den absolut vigtigste for drengebørn i hans generation (i min ydmyge mening) han lærer at værdsætte det han har og passe på det, passe på sine omgivelser, rydde op efter sig selv. En generel indstilling til livet om at intet kommer gratis, at der bliver stillet forventninger til ham, forventninger der aldrig er større end han kan indfri og den selvtillid der kommer af den viden.

Jeg tror ikke der er en eneste der ikke gør hvad de gør af andet end kærlighed..

Det er jo, hvad vi idag kalder den sociale arv

Gigl skriver:

Vi snakkede om time-outs ved et forældremøde i børnehaven for et stykke tid siden - interessant debat faktisk. 

På den ene side kan man sige, at man vælger ikke at lytte til barnet og rumme dets følelser i øjeblikket mens time-outen finder sted. Det strider imod vigtigheden af at det skal være i orden at være vred, og vise barnet at dets følelser er okay, trods dets måde at udtrykke sig på.

På den anden side kan man sige, at barnet i øjeblikket, hvor det er så vredt at det slår, sparker, bider, osv ikke er i stand til at høre på ord som "jeg vil ikke have at du slår, selvom du er vred", men i virkeligheden har brug for en pause, hvor vreden er okay, forældren sidder lige i nærhed og er indenfor rækkevidde når barnet igen er faldet ned og er til at trøste (rumme følelser). Det er ikke sikkert barnet har brug for forældren til at komme af med vreden - det har brug for at rase ud et sted, hvor det er okay og bagefter kan synke ind i en trøstende favn. 

Derfor - når min dreng har slået har jeg gået et par skridt tilbage, eller fjernet ham fra noget han evt kan ødelægge, ladet ham rase og trøstet ham bagefter og sagt "der blev du lige rigtig vred. Det er ikke okay at slå mig, men jeg kunne godt se at du var vred. Og nu er du ked af det." Eller hvad der nu lige sker. 

Når det så er sagt er det jo ærlig talt ikke altid man får reageret som man ved man bør. Jeg er snart uddannet pædagog og ved godt hvordan jeg bør reagere og agere overfor min dreng, men nogle gange agerer man upædagogisk. Det vil jeg vove at påstå langt de fleste kan skrive under på, med mindre de i virkeligheden er super-moms, og så vil jeg gerne have deres opskrift  

Helt enig!  Vi er jo alle blot mennesker i vores følelsers magt