Time out (?)

Baagøe skriver:

Det er jo, hvad vi idag kalder den sociale arv

Jeg ved det, jeg ved det ... Can't hide, can't run .. og lige rundt hjørnet er jeg en tro kopi af hende, på trods af forhåbninger om noget ganske andet

Altså herhjemme har vi fundet på noget der virker ...

Hver gang han gør noget , altså slår, river eller bider , siger vi først at det må han ikke for det gør rigtig ondt ! Det siger vi 3 gange , og hvis ikke han stopper efter det , sætter vi ham straks ned ude i gangen og går , og siger til ham , igen stille og roligt , at han kan komme tilbage til os når han vil gi os et knus .

Og nu gør han det faktisk ikke særlig tit mere , for han blir jo også selv ked af det når han finder ud af det gør ondt .. 

Så ofte efter et minut eller to , kommer han gående hen til os og gir os et knus , eller siger undskyld ! 

Baagøe skriver:

Hvordan hjælper, guider du osv.?

Det kommer rigtigt meget an på situationen.

Mens børnene var små var vi meget obs på at aflede for at undgå de mange små konflikter. Når ting alligevel gik galt forsøger vi meget at hjælpe børnene til at sætte ord på situationen fordi de fysiske reaktioner (slå, bide spytte osv) ofte hænger sammen med at de ikke har ord de kan sætte på følelserne.

Vi har i den forbindelse vægtet det meget at være fokuserede på handlingerne frem for på barnet. Altså ikke noget med at sige at barnet er slem, træls, dum uartig osv, men anerkende følelserne. Fx "Jeg kan godt se du er rigtig vred nu Sebastian, men det er ikke ok at skubbe". Vi har ogs forsøgt meget at hjælpe dem til at sætte ord på hvad der sker for offeret fx "Se, Victor bliver ked af det nr du tar den bil han leger med" osv.

Vi tvinger desuden ikke vores børn til at undskylde overfor andre, men vi lærer dem at når man gør nogen kede af det så er det sødt at sige undskyld - også selvom det ikke var med vilje. I min bog er en undskyldning ikke meget værd hvis den skal tvinges frem nemlig.

Og så har vi helt overordnet den holdning at børnene lærer mere af hvad de ser end af hvad vi siger. De lærer bordskiks og manerer af at se at deres far og jeg opfører os ordentligt overfor hinanden. Vi råber ikke, vi kalder ikke hinanden grimme ting og vi behandler hinanden og børnene med den respekt vi ønsker de skal behandle os med

Gardenia skriver:

Jeg ved det, jeg ved det ... Can't hide, can't run .. og lige rundt hjørnet er jeg en tro kopi af hende, på trods af forhåbninger om noget ganske andet

Thalia skriver:

Det kommer rigtigt meget an på situationen.

Mens børnene var små var vi meget obs på at aflede for at undgå de mange små konflikter. Når ting alligevel gik galt forsøger vi meget at hjælpe børnene til at sætte ord på situationen fordi de fysiske reaktioner (slå, bide spytte osv) ofte hænger sammen med at de ikke har ord de kan sætte på følelserne.

Vi har i den forbindelse vægtet det meget at være fokuserede på handlingerne frem for på barnet. Altså ikke noget med at sige at barnet er slem, træls, dum uartig osv, men anerkende følelserne. Fx "Jeg kan godt se du er rigtig vred nu Sebastian, men det er ikke ok at skubbe". Vi har ogs forsøgt meget at hjælpe dem til at sætte ord på hvad der sker for offeret fx "Se, Victor bliver ked af det nr du tar den bil han leger med" osv.

Vi tvinger desuden ikke vores børn til at undskylde overfor andre, men vi lærer dem at når man gør nogen kede af det så er det sødt at sige undskyld - også selvom det ikke var med vilje. I min bog er en undskyldning ikke meget værd hvis den skal tvinges frem nemlig.

Og så har vi helt overordnet den holdning at børnene lærer mere af hvad de ser end af hvad vi siger. De lærer bordskiks og manerer af at se at deres far og jeg opfører os ordentligt overfor hinanden. Vi råber ikke, vi kalder ikke hinanden grimme ting og vi behandler hinanden og børnene med den respekt vi ønsker de skal behandle os med

Jamen så er vi jo helt enige

Vi snakkede om time-outs ved et forældremøde i børnehaven for et stykke tid siden - interessant debat faktisk. 

På den ene side kan man sige, at man vælger ikke at lytte til barnet og rumme dets følelser i øjeblikket mens time-outen finder sted. Det strider imod vigtigheden af at det skal være i orden at være vred, og vise barnet at dets følelser er okay, trods dets måde at udtrykke sig på.

På den anden side kan man sige, at barnet i øjeblikket, hvor det er så vredt at det slår, sparker, bider, osv ikke er i stand til at høre på ord som "jeg vil ikke have at du slår, selvom du er vred", men i virkeligheden har brug for en pause, hvor vreden er okay, forældren sidder lige i nærhed og er indenfor rækkevidde når barnet igen er faldet ned og er til at trøste (rumme følelser). Det er ikke sikkert barnet har brug for forældren til at komme af med vreden - det har brug for at rase ud et sted, hvor det er okay og bagefter kan synke ind i en trøstende favn. 

Derfor - når min dreng har slået har jeg gået et par skridt tilbage, eller fjernet ham fra noget han evt kan ødelægge, ladet ham rase og trøstet ham bagefter og sagt "der blev du lige rigtig vred. Det er ikke okay at slå mig, men jeg kunne godt se at du var vred. Og nu er du ked af det." Eller hvad der nu lige sker. 

Når det så er sagt er det jo ærlig talt ikke altid man får reageret som man ved man bør. Jeg er snart uddannet pædagog og ved godt hvordan jeg bør reagere og agere overfor min dreng, men nogle gange agerer man upædagogisk. Det vil jeg vove at påstå langt de fleste kan skrive under på, med mindre de i virkeligheden er super-moms, og så vil jeg gerne have deres opskrift  

Nu er min dreng kun 1 år, men det du beskriver her, synes jeg virkelig lyder fornuftigt. At barnet hele tiden kan se én, er i samme rum som én, og at man er der med det samme når barnet har brug for én er efter min mening en selvfølge. Jeg kunne aldrig finde på at sende mit barn på værelset eller i en gang eller lignende. 

Jeg er aldrig selv sendt på værelset som barn, men overværede et par gange at venner eller deres søskende blev sendt på værelset. Jeg kan stadig huske det selvom jeg var ret lille, og jeg kan huske hvor ekstremt ubehageligt jeg syntes at det var. 

Gigl skriver:

Fair nok - din tilgang lød bare anderledes i mine øre  

Hm...har måske så bare forklaret det forkert

Nå ja, man kan jo ikke altid være lige heldig

FamilenStorm skriver:

Uh hvorfro vælger du hans seng? Resultere det ikke i at han er ked af at komme i seng?

 

Her kom vi en dag til at sige at hvis hun ikke opførte sig pænt kom hun i seng, hun blev ved og blev lagt op.. Det resulterede så i bare efter den ene gang, at hun ikke vil i seng, for hun kunne ikke forstå at det også kunne være et rart sted...

Så vi tør ikke bruge sengen som en trusel, da det jo gerne skal være et dejligt sted at være...

 

Vi har nøje udvalgt hvad og hvor hendes timeout skal være, så det ikke kan komme i konflikt med noget der ellers burde være rart..

Kan du følge mig? 

Er slet slet ikke kritik, var bare lige nysgerrig omkring hvordan han så er når han skal sove, for her gik det helt galt til trods for at vi kun kom til at sige det en gang

Helt enig! Derfor ville jeg heller ikke bruge værelset som Time-Out sted. Men en stol eller lignende i et andet rum end deres værelser.

Gigl skriver:

Hvis barnet slår, bider, sparker, osv. når det er vredt (for det er jo bare en måde at udtrykke sig på), så vil jeg foreslå at man træder lidt tilbage eller sætter det et sted, hvor det ikke kan komme til at ødelægge noget/slå nogen og lade det rase ud der. Om det så slår eller tramper i gulvet. Men jeg ville blive i umiddelbar nærhed, med mindre barnet selv går for at få pause/rast ud - så det kan trøstes når det falder ned igen. Jeg kan godt trøste min dreng, efter han har været rigtig vred og slået - ikke fordi jeg anerkender at han slår, men fordi jeg anerkender hans følelse. 

jeg sys bare det er forkert at slå lige meget hvad og det vil jeg gerne lærer mit barn. Jeg træder ikke bare tilbage hvis han har spyttet mig i ansigtet eller slået mig ....

Baagøe skriver:

Laura er 3 år nu og siden hun var 2,5 år har jeg brugt time-out i den forstand, at hun har en stol her i stuen, hvor hun, hvis alt andet fejler får lov til at sidde til hun kan sige undskyld. Ind til videre har hun vel max siddet der 15 sekunder af gangen før hun har sagt undskyld. 

Jeg vil ikke anbefale at sende ham på værelset, da det skal være et rart et for ham og et sted, han forbinder med noget godt. Derfor er Laura i time-out her i stuen

Vi har en lille stol i stuen som han kommer på... seng og værelse er ikke stedet han holder Time Out... Er vi ude så er det i samme rum som os så han kan se hvor vi er og ikke føler sig utryg.