Time out (?)

Thalia skriver:

Jeg er enig. Dog ignorerer jeg ikke dårlig opførsel, jeg hjælper mit barn til at håndtere de følelser der er svære.

I mit hjem bliver man ikke straffet for at være ked, vred, frustreret, uenig osv. Man får derimod hjælp til at rumme de følelser og udtrykke dem på en konstruktiv måde.

Jamen siger du dermed at dem der har timeout ikke gør det? Rummer deres følelser og lærer dem en vej ud af dem?

Faith skriver:

Man kan sagtens respektere sine børn og deres følelser selvom man praktiserer timeout.

Hjemme hos os hjælper det vores drenge til at bryde deres frustration, vrede, ked af det hed at fjerne dem fra situationen. Vi taler ALTID med dem om situationen og vi anerkender ALTID deres følelser, det er ligegyldigt hvilken følelse det er. Alle følelser er lige "tilladte".

Der hvor filmen knækker er når forældrene sender deres børn i timeout uden nogen som helst forklaring og uden at hjælpe dem ud af situationen. Den der med "Nu kan du gå ind på dit værelse og komme ud når du er god igen" er i mine øjne respektløst og ydmygende. Men at fjerne sit barn fra en situation som det ikke selv formår at komme ud af, mener jeg på ingen måde er at underkende dem som mennesker. Tværtimod!

Men det du beskriver der er faktisk ikke det jeg forbinder med en time out.

Altså der er jo intet galt i at fjerne et barn fra en konfliktsituation, og sætte sig ned sammen med barnet, fx i et andet rum og hjælpe det med at finde ro - slet ikke

Time out forbinder jeg med den metode der alt for ofte er demonstreret i TV som en form for straf når børnene ikke gør som forældrene siger. Så bliver barnet sat et bestemt sted og får besked på at blive der, mens resten af familien fortsætter med hvad de nu var i gang med. - I nogle eksempler er barnet sågar blevet udstyret med et æggeur og så skal så være i time out i lige så mange minutter som barnets alder og tiden startes forfra hver gang barnet forlader sin tildelte plads før tid.

I min bog skal børn ikke efterlades alene mens de forsøger at håndtere store og svære følelser. De skal støttes og hjælpes og som jeg læser dit indlæg er det sådan set også det i gør hjemme ved jer?

Gardenia skriver:

Jamen siger du dermed at dem der har timeout ikke gør det? Rummer deres følelser og lærer dem en vej ud af dem?

 

Hvis time out handler om at sende et frustreret og ulykkeligt barn på værelset eller kræve at det sætter sig et bestemt sted, uden samtidig hjælp, trøst og støtte fra den voksne - så mener jeg at man ved at bruge time out nægter at rumme barnets følelser.

Jeg mener desuden at det eneste man lærer dem ved at straffe på den måde, er at deres følelser (vrede, frustration, irritation osv) ikke kræver respekt, men derimod er noget de skal straffes for.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg synes, det kunne være interessant at høre fra nogen med halvvoksne børn/teenagere, som er blevet flasket op med time out?

(Håber, det er ok, TS)

Man/jeg kunne nemlig frygte/have den fordom, at børn, som er opdraget med time out måske bliver individer, der læner sig op ad konsekvens/ikke konsekvens. Dvs. - har det ikke nogen negativ konsekvens for mig, så er det ok. 

Man kan jo ikke sætte en teen i time out, og det er de vel fuldstændig bevidste om. Bliver konsekvensen(!) så ikke, at man må skrue op for konsekvenserne jo ældre de bliver. - Og hvornår er nok nok? 

Bare nogle tanker herfra..

Jeg praktiserer ikke timeout som de fleste vist har forstået den fungerer, men min søn på 2½ bliver bedt om at gå ned på sit værelse indtil det lige er ude af systemet.

Den har jeg fra mit eget hjem, min mor var konsekvent og havde visse forventninger til vores sociale evner (Nej, ikke dermed sagt hun ikke var kærlig, rummende, forstående, respektfuld). Vi var altid klar over hvad der blev forventet af os, vores hverdag var sat fuldstændigt i system, jeg skulle vaske op tirsdag og fredag, gå med hunden mandag og onsdag, holde mit værelse og hun forventede vi gjorde os umage med vores skole.

Mit strafsystem kommer til at minde meget om hendes, jeg kan bare ikke gøre for det

For jeg tror på det giver ham forskellige kvaliteter. Respekt for autoriteter, som den absolut vigtigste for drengebørn i hans generation (i min ydmyge mening) han lærer at værdsætte det han har og passe på det, passe på sine omgivelser, rydde op efter sig selv. En generel indstilling til livet om at intet kommer gratis, at der bliver stillet forventninger til ham, forventninger der aldrig er større end han kan indfri og den selvtillid der kommer af den viden.

Jeg tror ikke der er en eneste der ikke gør hvad de gør af andet end kærlighed..

Thalia skriver:

Men det du beskriver der er faktisk ikke det jeg forbinder med en time out.

Altså der er jo intet galt i at fjerne et barn fra en konfliktsituation, og sætte sig ned sammen med barnet, fx i et andet rum og hjælpe det med at finde ro - slet ikke

Time out forbinder jeg med den metode der alt for ofte er demonstreret i TV som en form for straf når børnene ikke gør som forældrene siger. Så bliver barnet sat et bestemt sted og får besked på at blive der, mens resten af familien fortsætter med hvad de nu var i gang med. - I nogle eksempler er barnet sågar blevet udstyret med et æggeur og så skal så være i time out i lige så mange minutter som barnets alder og tiden startes forfra hver gang barnet forlader sin tildelte plads før tid.

I min bog skal børn ikke efterlades alene mens de forsøger at håndtere store og svære følelser. De skal støttes og hjælpes og som jeg læser dit indlæg er det sådan set også det i gør hjemme ved jer?

Jamen så tror jeg vi er meget enige.

Når vi bruger timeout foregår det på deres værelser med lyset tændt. Ved godt det nok lyder tosset, men vi bruger ofte en af deres bamser som konfliktløser. Det kan sommetider være nemmere for et barn hvis det er en udenforstående der kommer og hjælper med at løse konflikten. Så når en af drengene er vred, frustereret, ked af det så er det "Trutte" der kommer og snakker med ham. Trutte siger fks. "Hvad er du ked af? Må jeg godt give dig en krammer? Ved godt du tror mor/far er vrede på dig, men det er de ikke"

Det ender altid i et kæmpe grineflip, og så er "den trælse situation" glemt.

Ved godt det lyder totalt tosset, men det fungerer herhjemme

Jeg finder det i øvrigt værd at tænke over at fx Lola Jensen ikke anbefaler Time out til almindelige velfungerende familier.

Hun skriver selv at det er et værktøj hun anbefaler familier hvor kommunikationen og dynamikken allerede er gået galt. Hvis hun kunne møde familierne og børnene tidligere ville hun anbefale værktøjer der gjorde time out fuldstændigt overflødigt.

Thalia skriver:

Hvis time out handler om at sende et frustreret og ulykkeligt barn på værelset eller kræve at det sætter sig et bestemt sted, uden samtidig hjælp, trøst og støtte fra den voksne - så mener jeg at man ved at bruge time out nægter at rumme barnets følelser.

Jeg mener desuden at det eneste man lærer dem ved at straffe på den måde, er at deres følelser (vrede, frustration, irritation osv) ikke kræver respekt, men derimod er noget de skal straffes for.

Jeg forstår bare ikke, hvor ved du fra det er det der foregår?

Min opfattelse af den metode er noget i retning med at man gør det nede i øjenhøjde, en god kontakt og via samtale få dem ned i et tempo hvor de kan forstå hvorfor de ender der?
Men jeg kan selvfølgeligt tage fejl, men jeg tror næppe der er nogen der vil anbefale at sende ulykkelige eller frustrerede børn alene ind noget sted?

Vi snakkede om time-outs ved et forældremøde i børnehaven for et stykke tid siden - interessant debat faktisk. 

På den ene side kan man sige, at man vælger ikke at lytte til barnet og rumme dets følelser i øjeblikket mens time-outen finder sted. Det strider imod vigtigheden af at det skal være i orden at være vred, og vise barnet at dets følelser er okay, trods dets måde at udtrykke sig på.

På den anden side kan man sige, at barnet i øjeblikket, hvor det er så vredt at det slår, sparker, bider, osv ikke er i stand til at høre på ord som "jeg vil ikke have at du slår, selvom du er vred", men i virkeligheden har brug for en pause, hvor vreden er okay, forældren sidder lige i nærhed og er indenfor rækkevidde når barnet igen er faldet ned og er til at trøste (rumme følelser). Det er ikke sikkert barnet har brug for forældren til at komme af med vreden - det har brug for at rase ud et sted, hvor det er okay og bagefter kan synke ind i en trøstende favn. 

Derfor - når min dreng har slået har jeg gået et par skridt tilbage, eller fjernet ham fra noget han evt kan ødelægge, ladet ham rase og trøstet ham bagefter og sagt "der blev du lige rigtig vred. Det er ikke okay at slå mig, men jeg kunne godt se at du var vred. Og nu er du ked af det." Eller hvad der nu lige sker. 

Når det så er sagt er det jo ærlig talt ikke altid man får reageret som man ved man bør. Jeg er snart uddannet pædagog og ved godt hvordan jeg bør reagere og agere overfor min dreng, men nogle gange agerer man upædagogisk. Det vil jeg vove at påstå langt de fleste kan skrive under på, med mindre de i virkeligheden er super-moms, og så vil jeg gerne have deres opskrift  

Faith skriver:

Jamen så tror jeg vi er meget enige.

Når vi bruger timeout foregår det på deres værelser med lyset tændt. Ved godt det nok lyder tosset, men vi bruger ofte en af deres bamser som konfliktløser. Det kan sommetider være nemmere for et barn hvis det er en udenforstående der kommer og hjælper med at løse konflikten. Så når en af drengene er vred, frustereret, ked af det så er det "Trutte" der kommer og snakker med ham. Trutte siger fks. "Hvad er du ked af? Må jeg godt give dig en krammer? Ved godt du tror mor/far er vrede på dig, men det er de ikke"

Det ender altid i et kæmpe grineflip, og så er "den trælse situation" glemt.

Ved godt det lyder totalt tosset, men det fungerer herhjemme

Jeg synes ikke det lyder tosset, jeg synes det lyder skønt

Thalia skriver:

Hvis time out handler om at sende et frustreret og ulykkeligt barn på værelset eller kræve at det sætter sig et bestemt sted, uden samtidig hjælp, trøst og støtte fra den voksne - så mener jeg at man ved at bruge time out nægter at rumme barnets følelser.

Jeg mener desuden at det eneste man lærer dem ved at straffe på den måde, er at deres følelser (vrede, frustration, irritation osv) ikke kræver respekt, men derimod er noget de skal straffes for.

Fuldstændig enig!