Time out (?)

Gigl skriver:

Det er da små-ubehageligt at læse.

Jeg tvivler på disse inuitter kan være et godt og brugbart forbillede for børneopdragelse nu om dage. Måske engang i 40'erne.

Barnet lærer, at dets følelser ganske uacceptable, hvis det bliver vredt. Det kan fører til endnu værre problemer på sigt, hvis barnet føler sig forkert, når det har en negativ følelse. 

 

Jeg er ikke imod pause-metoden, men der er mange måder at praktisere den på - nogle mere hensigtsmæssige end andre. Jeg mener sagtens at man kan give barnet en tiltrængt pause og stadig give barnet følelsen af at det er okay, at det er vredt, og at mor er der når barnet er klar til at blive trøstet/talt med efter det fik lov at rase ud på sit pause-sted.

Gigl skriver:

Det er da små-ubehageligt at læse.

Jeg tvivler på disse inuitter kan være et godt og brugbart forbillede for børneopdragelse nu om dage. Måske engang i 40'erne.

Barnet lærer, at dets følelser ganske uacceptable, hvis det bliver vredt. Det kan fører til endnu værre problemer på sigt, hvis barnet føler sig forkert, når det har en negativ følelse. 

 

Jeg er ikke imod pause-metoden, men der er mange måder at praktisere den på - nogle mere hensigtsmæssige end andre. Jeg mener sagtens at man kan give barnet en tiltrængt pause og stadig give barnet følelsen af at det er okay, at det er vredt, og at mor er der når barnet er klar til at blive trøstet/talt med efter det fik lov at rase ud på sit pause-sted.

Faith skriver:

Den metode bryder jeg mig ikke om. Det gør helt ondt indeni mig bare at læse det du skriver.

Børn reagerer spontant. Hvis de er udsat for noget de ikke bryder sig om eller noget de bliver vrede over, ja så kommer der en reaktion. At det måske er en uhensigtsmæssig reaktion (slå, sparke, bide), så synes jeg det er meget forkert at sende barnet ud i en mørk gang helt alene uden nogen form for forklaring eller hjælp til at takle situationen.

Og det med at sige til barnet at mor/far ikke "vil have det" når det opfører sig sådan, giver mig ærlig talt kuldegysninger.

Har faktisk en situation jeg vil dele med dig:

Min svigerfar er en mand af den gamle skole. Det vil sige lidt i retning af kæft trit og retning. Hans barnebarn på 6 år (min nevø) havde været på overnatning derude sammen med lillebroren på 4 og de havde haft en konflikt som er endt med at den 6 årige har slået den 4 årige.

Bedstefar reagerer ved at tage fat i armen på den 6 årige og sige "Føj hvor er du grim når du gør sådan!"

Forestil dig hvad den 6 årige tænkte. "Min bedstefar synes jeg er grim".

Hans mor og far måtte bruge lang tid på at forsikre ham om at han ikke er grim, men at bedstefar formulerede sig på en dum måde.

Man skal huske at børn er følsomme væsner som tager ved lære af det vi siger og gør. Jeg vil meget nødig at mine børn, når de bliver voksne, kan sige "Mine forældre var hårde. De lyttede aldrig til os, og sendte os ud i gangen i buldermørke".

Håber meget at mine børn vil føle at de blev respekteret, forstået og hørt. Det er i hvert fald det der er vores intention med vores opdragelse af dem.

Der er da ingen der siger, de skal sendes ud i en "mørk" gang, og slet ikke jeg. Det var dog en skrækkelig tanke. Der er da lys.
Man tager trolden og sætter ham hende ud på gulvet i gangen eller på værelset og går, med besked om, at det vil man ikke have.
Mere er der ikke til det.
Der er heller ingen der siger at barnet er grimt, man siger: "Det vil jeg ikke have".

Men vi har jo alle vores måder, at gøre tingene på. Og børn er såmænd ikke så sarte, de lærer hurtigt, hvad man vil acceptere og hvad man ikke vil acceptere.

MorDk skriver:

Fair at vi ikke er enige... men jeg koncentrerer mig nu mere om dem der benytter Time Out da det det er det min tråd handler om.

Men alligevel vil jeg spørge dig...

Hvis man sparker, river, slår eller gør skade på andre skal man som forældre så stå og RUMME det... ? Man skal da guide barnet og opdrage barnet til at lærer at begås med andre mennesker.

Vi har prøvet forskellige metoder... men intet virker....

Ser ikke Time Out som en straf men som et redskab. Jeg forstår ikke hvorfor man ser det som straf. vi hverken råber, taler grimt, truer eller lign. Han får en "pause" på en stol i stuen... og det tager han ikke skade af...

Jeg bliver da ærligt lidt rystet over de formodninger der bliver trukket ind i den her debat. Jeg forstår slet ikke hvor man har det nedladende sprog fra - ingen taler da sådan til eller foran sine børn?!

Laulund87 skriver:

Vil også lige sige at det du gør med bamsen overfor drengene, lyder helt fantastisk. Din form for "timeout" er helt ok i mine øjne for jeg vil ikke kalde det timeout. Det med din mands søn... Føj hvor gør det ondt at læse at farfar gjorde sådan. Det var måske ikke i den ondeste mening, men det viser bare at nogle mennesker ikke kan sætte sig i børns sted

Faith skriver:

Jamen at guide barnet til at omgås andre mennesker på en ordentlig måde, er i min verden også at rumme det.

Ja og det gør vi også til en vis grænse. Hvis han kommer hen til lillesøster og er lidt vild så viser vi ham og fortæller ham hvordan han skal være sammen med hende. MEN kommer han hen direkte og niver og kradser hende så hun sætter i et hyl...så står jeg altså ikke og guider mm. så ryger han på stolen til pause. Jeg fortæller ham hvorfor han sidder på stolen. Og så skal jeg jo trøste den bette... og bagefter når pausen er slut fortæller jeg ham igen hvorfor han sad på stolen. Det er ikke en straf... men det er sgu ik ok at rive bide slå lige gyldig hvor frutstreret han så er... selvfølgelig er der plads til at rumme hans følelser mm. men jeg bliver nød til at opdrage på ham også .... Hvorfor skal det være så farligt at sige FRA og sige NEJ til sine børn?

MorDk skriver:

Man kan nemt stirre sig vred på ordet time-out.. det har ligesom fåeten negativ klang. 

I sin oprindelige betydning var det jo netop en straf for uacceptabel opførsel - men heldigvis ved vi jo bedre nu. Den "uacceptable" opførsel stammer jo fra nogle følelser, der bliver gjort udtryk for. Og det fornemmer jeg klart du er enig i. Og så er det at man jo sagtens kan bruge pause-metoden - for børn har brug for at rase ud uden vi voksne skal tale med det. Nogle gange er det bedre at vente, altså give pause-rum.

Laulund87 skriver:

Vil også lige sige at det du gør med bamsen overfor drengene, lyder helt fantastisk. Din form for "timeout" er helt ok i mine øjne for jeg vil ikke kalde det timeout. Det med din mands søn... Føj hvor gør det ondt at læse at farfar gjorde sådan. Det var måske ikke i den ondeste mening, men det viser bare at nogle mennesker ikke kan sætte sig i børns sted

Så fantastisk et eksempel var det så heller ikke, bedstefar-generationen har aldrig lært at tale med børn, pædagogik var hvad der kunne foregå i mors umiddelbare nærhed, fars bælte eller skolelærerens rap over fingrene. De giver blot ud hvad de selv har fået - det må endeligt ikke misforståes som ondskab.. Bare lige en tanke, de gør det jo bare fordi de ikke ved bedre og der ikke er nogen der får dem fortalt det så de kan forholde sig til det..

Gigl skriver:

Man kan nemt stirre sig vred på ordet time-out.. det har ligesom fåeten negativ klang. 

I sin oprindelige betydning var det jo netop en straf for uacceptabel opførsel - men heldigvis ved vi jo bedre nu. Den "uacceptable" opførsel stammer jo fra nogle følelser, der bliver gjort udtryk for. Og det fornemmer jeg klart du er enig i. Og så er det at man jo sagtens kan bruge pause-metoden - for børn har brug for at rase ud uden vi voksne skal tale med det. Nogle gange er det bedre at vente, altså give pause-rum.

Ja nemlig...

Gigl skriver:

Det er da små-ubehageligt at læse.

Jeg tvivler på disse inuitter kan være et godt og brugbart forbillede for børneopdragelse nu om dage. Måske engang i 40'erne.

Barnet lærer, at dets følelser ganske uacceptable, hvis det bliver vredt. Det kan fører til endnu værre problemer på sigt, hvis barnet føler sig forkert, når det har en negativ følelse. 

 

Jeg er ikke imod pause-metoden, men der er mange måder at praktisere den på - nogle mere hensigtsmæssige end andre. Jeg mener sagtens at man kan give barnet en tiltrængt pause og stadig give barnet følelsen af at det er okay, at det er vredt, og at mor er der når barnet er klar til at blive trøstet/talt med efter det fik lov at rase ud på sit pause-sted.

Tja...der er forskel på at være vred og så på at bide og slå og jeg går ud fra, at det er det vi debaterer i denne tråd.
Her i huset bruger vi så, at hvis man er sur og gal, så går man for sig selv, indtil det er gået over, og så kan man ellers snakke om,hvad man er utilfreds med.
Nå alle forsøg er gjort, så er der somme tider ikke andre muligheder tilbage.

Hvad man gjorde i 40'erne skal jeg slet ikke kunne udtale mig om, der var jeg slet ikke født, men jeg vil tro at ungerne fik en endefuld og blev smidt i seng
Og tro mig, hverken jeg eller mine unger eller børnebørn, har nogen selvtillidsproblemer, og de er alle opdraget efter den recept, masser af kærlighed men faste rammer med hvad man kan og må, og hvad man vil acceptere og ikke acceptere af adfærd.