altså...nu er Sol jo stadig lille i forhold til Jonathan (ikke kg mæssigt dog! hun er over de 6 kg nu), men jeg havde den tanke allerede før jeg blev mor, at nu skulle man HUSKE! du ved, alle de der ting med, at så starter man selv en vane og senere blir man sur på ungen fordi vanen eksisterer. nu siger jeg ikke, at det er en vane I har, for jeg kan udmærket sætte mig ind i, at man bare gør det der virker når det virker - og blir desperat når det ikke gør. men nu får du lige vores historie med:
de første mange uger...nok den første måned til halvanden vuggede vi også Sol i søvn og det tog en KRIG og ryggen gjorde ondt, armene gjorde ondt og nogle gange var man selv så træt, at man var ved at snuble over sine egne ben (godt råd: gå ikke for tæt på trappen når børneværelset er på 1. sal 
). En aften, da Sørens barsel var slut og jeg allervenligst havde fået aften-nat-ogmorgentjansen for mig selv (hurra!) var jeg så evigt træt, at daa jeg havde givet hende aftenflasken (drømmeflasken), lagde jeg hende bare i vuggen helt uden at tænke over det. og så tænkte jeg SHIT!...nåh, nu er det gjort og så må jeg holde ved, for ellers får hun måske den ide, at man blir taget op igen, hvis man græder. fuck! men hvad skete? Sol ville GERNE lægges i vuggen, og så bare gynges lidt og så snorkede hun. på nul-komma-fem 
jeg tror at - med os - havde vi gået der og vugget hende ud fra en ide og et behov vi selv havde og hun var ulykkeligt fordi hun slet ikke havde brug for det. nu ved jeg ikke hvordan det er med Jonathan, men jeg håber, at han fanger den og lægger sig til at sove når du forsøger. for det ER virkelig slemt når de græder på den der "hvordan kan du GØRE det, Mor?!" måde og man alligevel skal være stejl og sige basta 
Anmeld
