Det er livet for dyrebart til.......

Jeg er jo slet ikke så ond som jeg lyder

Ej, men ja - har set nogle uheldige tilfælde.. Har faktisk haft en svigerinde (jeg har cuttet kontakten), som har gået til alverdens terapeuter, og jeg har prøvet at hjælpe så meget, hun har børn med min bror, men hun har nu fået tildelt en førtidspension, fordi hun siger selv hun er så depressiv, og dét tror jeg på hun er, fordi hun ikke går ind til kernen! Hun sidder derhjemme, ryger hash foran børnene  og det er jo SÅ tydeligt at hun har brug frór hjælp, hun erkender det ikke, og nu betaler 'jeg' (groft set) hendes førtidspension!! det er også en meget dybere historie.. men ja, jeg skammer mig over hun ikke tænker over hvad for et signal hun sender sine børn, og at hun kunne få det bedre med prof.hjælp.. Jeg ved der findes så meget hjælp hvis man vil og kan!

Og jeg ved også, at der er psykiske lidelser, der er SÅ svære, at der er behov for en pension - men omvendt, er der mange eksempler der kunne 'nøjes' med sygedagpenge til de er igennem et terapeutisk forløb - jeg under folk det, der rigtig gerne vil  Og igen, ja - der er nogle der er helt undskyldt, og bør have deres pension og leve et stille liv med viden om man kan tage den tid, man har brug for

Ej puha hun burde skamme sig! Jeg bliver så gal når personer som hende gør det så svært for dem, der har brug for pensionen, at få den Det er ikke fair! (Det er også groft sagt, men ja..)

Hehe tror nu heller ikke du er ond

Laulund87 skriver:

Det tror jeg slet ikke kan lade sig gøre når man skal så meget igennem for at få den! Man bliver jo vurderet af flere forskellige profesionelle..Jeg er ikke ret langt i min sag og jeg har allerede snakket med en 5-6 forskellige. Næste skridt er en 3 times psykiatersamtale for mig.

Puha....sikke meget i skal igennem. Jeg skulle ikke igennem nogen psykolog-samtaler, men er der forskel på når man søger pension med en psykisk lidelse i forhold til når det er en fysisk sygdom? men faktum er at jeg ikke skulle snakke med nogen psykolog.....i stedet var der en hulens masse læge-udtalelser, journaludskrifter osv......tror der var mindst 50 sider  fik nemlig selv en kopi til gennemlæsning herhjemme. Der ser man virkelig hvor stort et arbejde det er, når der skal søges pension....det er ikke bare sådan lige.

SSL skriver:

Jeg beklager dybt - men det er jo en debat og jeg siger intet for at ramme nogen  Jeg ønsker jo ikke at ramme nogen personligt

Du skal ikke beklage

Laulund87 skriver:

Ej puha hun burde skamme sig! Jeg bliver så gal når personer som hende gør det så svært for dem, der har brug for pensionen, at få den Det er ikke fair! (Det er også groft sagt, men ja..)

Hehe tror nu heller ikke du er ond

Ja!! Jeg har faktisk rigtig ofte ondt af hende, og ikke mindst min uskyldige niece og nevø, puha  - de lider mest under det her, men hun har det jo helt sikkert også frygteligt.. Men der mener jeg bare hun er opgivet af kommunen nu, hvor hun egentlige bare burde vågne op, få den prof.hjællp og komme videre.. Men hvordan finder man balancegangen?? Det er netop dét der er spørgsmålet..

Carina1977 skriver:

Puha....sikke meget i skal igennem. Jeg skulle ikke igennem nogen psykolog-samtaler, men er der forskel på når man søger pension med en psykisk lidelse i forhold til når det er en fysisk sygdom? men faktum er at jeg ikke skulle snakke med nogen psykolog.....i stedet var der en hulens masse læge-udtalelser, journaludskrifter osv......tror der var mindst 50 sider  fik nemlig selv en kopi til gennemlæsning herhjemme. Der ser man virkelig hvor stort et arbejde det er, når der skal søges pension....det er ikke bare sådan lige.

Jo jeg tror der er stor forskel..Psykisk skal man i hvert fald til mange og lange samtaler med psykiater. Det er vist meget man skal igennem, både hvis det er psykisk og fysisk.

Tror bestemt heller ikke det "bare er noget man får".

SSL skriver:

Ja!! Jeg har faktisk rigtig ofte ondt af hende, og ikke mindst min uskyldige niece og nevø, puha  - de lider mest under det her, men hun har det jo helt sikkert også frygteligt.. Men der mener jeg bare hun er opgivet af kommunen nu, hvor hun egentlige bare burde vågne op, få den prof.hjællp og komme videre.. Men hvordan finder man balancegangen?? Det er netop dét der er spørgsmålet..

Ja det er lige det og jeg kan godt forstå at man skal meget igennem, et eller andet sted, så man ikke bare bliver "glemt og opgivet"

Øv hvor synd for børnene

At leve med en psykisk sygdom er et helvede, både det at kæmpe med sin sygdom som konstant tværer på sindet og nedslider én, både psykisk og fysisk, behandlingen, men også at kæmpe med samfundets fordomme i en større eller mindre grad. Det giver et selvværd lig med 0, fordi at man føler sig uduelig, dum, utilstrækkelig og intet værd.

En psykisk sygdom kæmper man med fra man vågner og til man går i seng, man kan føle smerten i sit hjerte og den fylder éns tanker, en ubeskrivelig smerte som ingen kan se - du mærker den bare selv. Det er en svær sygdom, fordi at den sådan set er usynlig overfor andre. Det er måske et af det værste, fordi at den derfor er sværere at forstå. Hvis man møder en person med et brækket ben, så er der jo ingen tvivl, dette mennesker kan selvfølgelig ikke begå sig på lig fod med mig, der har 2 raske ben. Forstår I hvad jeg mener?

Man kan møde den mest smilende person med den mest positive udstråling og det mest selvsikre attitude og tænke wow, livet må da køre på skinner hos ham/hende. Du kunne ikke drømme om at denne person rent faktisk lider af en psykisk sygdom, f.eks. en depression. Hvis du så fik det at vide, også selvom du fik en kort forklaring, ville du nok undre dig og stille dig selv spørgsmålstegn om alvoren bag personens psykiske lidelse, når personen jo går rundt og har det så godt.

Men bag personens facade, bag dette smil ligger der evt. en dyb smerte, en fortid og en alt i alt ét liv, som du slet ikke ville kunne gætte på. Dette kan være et smil baseret på personens forsøg på at få lov til at være "normal", blive anerkendt, ungdå fordomme... eller at denne person netop har en god dag, trods at de fleste dage er rent helvede. Attitudet kan man gemme sig bagved - men bagved facaden kan der ofte ligge en dyb smerte og/eller sorg. Desværre bliver man jo ofte misforstået pga. det. Derfor har vi heldigvis nogle rigtig gode læger, psykiatere, psykologer osv. der stiller de diverse diagnose.

Det kan være rigtig svært at forstå en psykisk syg person. Men det er også svært at forklare til andre at man har en psykisk sygdom og man går sjældent helt i dybden, på den måde beskytter man sig også lidt selv. Det er svært at åbne sit hjerte til andre personer når det er sådan et hårdt emne. Det er også svært at forstå sig selv og sin egen sygdom, selvom det en en selv det drejer sig om. Sommetider findes der ingen årsag, andre gange er der måske en baggrund/oplevelse der har haft en betydning.

Normalt er det en længere process at blive godkendt til førtidspension, så derfor er det heldigvis sjældent at man sådan bare snyder samfundet med at spille sig syg. Men selvfølgelig er der undtagelser.

Jeg har lidt af en depression i mange år og efter en hård kamp med bl.a. førtidspension i en periode, medicin og utallige samtaler er jeg kommet videre. I står jeg i den situation som jeg har gået og drømt om - aktiv, glad, selvsikker... lykkelig gift og mor til jordens skønneste piger  En meget kort version af en del af mit liv...

Silvermist skriver:

At leve med en psykisk sygdom er et helvede, både det at kæmpe med sin sygdom som konstant tværer på sindet og nedslider én, både psykisk og fysisk, behandlingen, men også at kæmpe med samfundets fordomme i en større eller mindre grad. Det giver et selvværd lig med 0, fordi at man føler sig uduelig, dum og intet værd.

En psykisk sygdom kæmper man med fra man vågner og til man går i seng, man kan føle smerten i sit hjerte og den fylder éns tanker, en ubeskrivelig smerte som ingen kan se - du mærker den bare selv. Det er en svær sygdom, fordi at den sådan set er usynlig overfor andre. Det er måske et af det værste, fordi at den derfor er sværere at forstå. Hvis man møder en person med et brækket ben, så er der jo ingen tvivl, dette mennesker kan selvfølgelig ikke begå sig på lig fod med mig, der har 2 raske ben. Forstår I hvad jeg mener?

Man kan møde den mest smilende person med den mest positive udstråling og det mest selvsikre attitude og tænke wow, livet må da køre på skinner hos ham/hende. Du kunne ikke drømme om at denne person rent faktisk lider af en psykisk sygdom, f.eks. en depression. Hvis du så fik det at vide, også selvom du fik en kort forklaring, ville du nok undre dig og stille dig selv spørgsmålstegn om alvoren bag personens psykiske lidelse, når personen jo går rundt og har det så godt.

Men bag personens facade, bag dette smil ligger der evt. en dyb smerte, en fortid og en alt i alt ét liv, som du slet ikke ville kunne gætte på. Dette kan være et smil baseret på personens forsøg på at få lov til at være "normal", blive anerkendt, ungdå fordomme... eller at denne person netop har en god dag, trods at de fleste dage er rent helvede. Attitudet kan man gemme sig bagved - men bagved facaden kan der ofte ligge en dyb smerte og/eller sorg. Desværre bliver man jo ofte misforstået pga. det. Derfor har vi heldigvis nogle rigtig gode læger, psykiatere, psykologer osv. der stiller de diverse diagnose.

Det kan være rigtig svært at forstå en psykisk syg person. Men det er også svært at forklare til andre at man har en psykisk sygdom og man går sjældent helt i dybden, på den måde beskytter man sig også lidt selv. Det er svært at åbne sit hjerte til andre personer når det er sådan et hårdt emne. Det er også svært at forstå sig selv og sin egen sygdom, selvom det en en selv det drejer sig om. Sommetider findes der ingen årsag, andre gange er der måske en baggrund/oplevelse der har haft en betydning.

Normalt er det en længere process at blive godkendt til førtidspension, så derfor er det heldigvis sjældent at man sådan bare snyder samfundet med at spille sig syg. Men selvfølgelig er der undtagelser.

Jeg har lidt af en depression i mange år og efter en hård kamp med bl.a. førtidspension i en periode, medicin og utallige samtaler er jeg kommet videre. I står jeg i den situation som jeg har gået og drømt om - aktiv, glad, selvsikker... lykkelig gift og mor til jordens skønneste piger  En meget kort version af en del af mit liv...

Det er virkelig godt skrevet og hvis jeg kunne formulere mig så godt, kunne jeg lige så godt have skrevet det..

Silvermist skriver:

At leve med en psykisk sygdom er et helvede, både det at kæmpe med sin sygdom som konstant tværer på sindet og nedslider én, både psykisk og fysisk, behandlingen, men også at kæmpe med samfundets fordomme i en større eller mindre grad. Det giver et selvværd lig med 0, fordi at man føler sig uduelig, dum og intet værd.

En psykisk sygdom kæmper man med fra man vågner og til man går i seng, man kan føle smerten i sit hjerte og den fylder éns tanker, en ubeskrivelig smerte som ingen kan se - du mærker den bare selv. Det er en svær sygdom, fordi at den sådan set er usynlig overfor andre. Det er måske et af det værste, fordi at den derfor er sværere at forstå. Hvis man møder en person med et brækket ben, så er der jo ingen tvivl, dette mennesker kan selvfølgelig ikke begå sig på lig fod med mig, der har 2 raske ben. Forstår I hvad jeg mener?

Man kan møde den mest smilende person med den mest positive udstråling og det mest selvsikre attitude og tænke wow, livet må da køre på skinner hos ham/hende. Du kunne ikke drømme om at denne person rent faktisk lider af en psykisk sygdom, f.eks. en depression. Hvis du så fik det at vide, også selvom du fik en kort forklaring, ville du nok undre dig og stille dig selv spørgsmålstegn om alvoren bag personens psykiske lidelse, når personen jo går rundt og har det så godt.

Men bag personens facade, bag dette smil ligger der evt. en dyb smerte, en fortid og en alt i alt ét liv, som du slet ikke ville kunne gætte på. Dette kan være et smil baseret på personens forsøg på at få lov til at være "normal", blive anerkendt, ungdå fordomme... eller at denne person netop har en god dag, trods at de fleste dage er rent helvede. Attitudet kan man gemme sig bagved - men bagved facaden kan der ofte ligge en dyb smerte og/eller sorg. Desværre bliver man jo ofte misforstået pga. det. Derfor har vi heldigvis nogle rigtig gode læger, psykiatere, psykologer osv. der stiller de diverse diagnose.

Det kan være rigtig svært at forstå en psykisk syg person. Men det er også svært at forklare til andre at man har en psykisk sygdom og man går sjældent helt i dybden, på den måde beskytter man sig også lidt selv. Det er svært at åbne sit hjerte til andre personer når det er sådan et hårdt emne. Det er også svært at forstå sig selv og sin egen sygdom, selvom det en en selv det drejer sig om. Sommetider findes der ingen årsag, andre gange er der måske en baggrund/oplevelse der har haft en betydning.

Normalt er det en længere process at blive godkendt til førtidspension, så derfor er det heldigvis sjældent at man sådan bare snyder samfundet med at spille sig syg. Men selvfølgelig er der undtagelser.

Jeg har lidt af en depression i mange år og efter en hård kamp med bl.a. førtidspension i en periode, medicin og utallige samtaler er jeg kommet videre. I står jeg i den situation som jeg har gået og drømt om - aktiv, glad, selvsikker... lykkelig gift og mor til jordens skønneste piger  En meget kort version af en del af mit liv...

Er helt mundlam! Det passer så præcist alt det du skriver!

Laulund87 skriver:

Jeg håber bestemt ikke jeg bliver ramt af den lov nu hvor jeg er ved at søge førtidspension

Jeg er kun 23, men uanset hvor meget jeg gerne ville arbejde, KAN jeg ikke 

Jeg mener faktisk også mit liv er for dyrebart til ikke at få pension, eller at vente, for så går jeg helt ned med flaget..

Er det ikke noget med, at man når man er så ung blot kan få førtidspension i en given periode, hvorefter ens sag skal op til fornyet overvejelse?