Skal samfundet bestemme over dig og dit liv???

TbCp skriver:

Jeg er helt enig med dig!!!

Spærede godt nok øjnene op ved den udtalelse og kunne godt tænke mig at se noget bevis for det! .... hvem udtaler sig? Hvilke eksperter? Hvor har de den "viden" fra!?

Selvfølgelig er institutionerne ikke skabt for vores børns skyld...

Selvfølgelig er der mange børn som tilpasser sig og "trives" i støj helvedet hvor det er godt med albuer.

Men der er også rigtig mange børn som slet ikke kan tilpasse sig de store grupper og ikke trives med den sparsomme voksen kontakt.

Det er nogen meget lange arbejdsdage for vores børn, mange bliver i institution mellem 7-16. Det er da ikke ok, men sådan er tingene bare indrettet.

Og så kan jeg godt forstå at nogen er nødt til at forsvare det fordi de ikke har anden mulighed, men at børn ligefrem har bedst af at komme i institution - det er der ingen der skal bilde mig ind.

Selvfølgelig skal børn være sammen med andre børn, men søskende kan være ligeså fint - der findes også legestuer.

Sociale kompetencer og handleplaner mig et vist sted, når der ikke engang er tid til de allermest basale ting i nogen børnehaver, som fx at støtte et barn til at spise... Så er jeg totalt ligeglad med sang leg og empati osv hvis jeg bare henter en tvær sur umulig unge som jeg pludselig synes er adfærdsvanskelig.

Jeg har fravalgt børnehaven - min søn ville bare ikke afsted...

MariaJ skriver:

Mange tak for det lange og uddybende svar. Som sagt var jeg aldrig negativt indstillet overfor dine argumenter som sådan, så sætter pris på dokumentationen.

Uden at kende noget til pædagogisk forskning, udover hvad hvemsomhelst kan læse sig til i bøger for lægfolk, dagspressen osv, er det også mit indtryk at der er stor sammenhæng mellem landets kultur og samfundsøkonomi og hvilken side af forskningsresultaterne, der formidles. Min mand er tysk, så vi har også en bog om småbørnsudvikling herhjemme, der henvender sig til det tysksprogede marked (Remo H. Largo: Babyjahre), hvor institutionspladser i 0-3 års alderen er næsten ikke eksisterende . Der er en slående forskel på hvordan afnittet om seperationsangst omkring et års alderen er skrevet i forhold til en tilsvarende bog på norsk "Småen 0-2 år" af en norsk børnelæge Gro Nylander og alt andet materiale jeg har læst både på dansk og norsk. De norske bøger gør meget ud af at separationsangsten er størst lige før et års alderen, og at hvis man kan trække den lidt med pasningen er det fint (Norge har sjovt nok pasningsgaranti fra et år). Den tyske bog viser derimod med grafer og anden dokumentation at separationsangsten forsvinder gradvist frem mod de tre år (hvor de tyske pasningstilbud sjovt nok dukker op). De to forfattere er i øvrigt meget enige om en blød pædagogik overfor småbørn (begge går ind for samsovning, amning, tryghed fremfor "godnat og og sov godt", bæring osv.... De to perspektiver mht pasning har i hvert fald om ikke andet fyldt mig med sund skepsis mod at sluge diverse anbefalinger råt. Det er altid nemt at finde et forskningsresultat, der viser enten det ene eller det andet. Det svære for lægfolk som mig selv er altid at få overblikket og finde ud af, hvilke resultater der har størst opbakning i fagmiljøet, og det kan være svært, når formidlingen af resultater bliver mudret af en politisk agenda (noget jeg i øvrigt kender rigtig meget til fra mit eget fag, hvor jeg arbejder indenfor klimaforskning).

JA JA JA OG ATTER JA!!!!

Nøj hvor du bare rammer lige på sømmet. Det er præcis sådan det forholder sig, og grunden til at jeg ryger helt over i den ene lejr (anti- institution) er at jeg oplever at folk fuldstændig blå-øjet bare tager budskabet til sig med at børn trives bedst med institutionplads fra de er 12 mdr gamle og mor kommer ud på arbejdsmarkedet. -og så tænder jeg af....for det er ikke lutter lagkage!!!! (også selvom institutionerne bestemt har noget at tilbyde som en hjemmegående ikke kan)

Nej , det er ikke sort /hvidt!

jeg tænker lidt tilbage i tiden, på alle de hjemmegående mødre som ikke blev spurgt om de ville være derhjemme. man forventede det, og de satte ikke spørgsmålstegn ved det. jeg tror mange af de mødre var ulykkelige, de drak lidt i smug, slog børnene, og levede et liv hvor deres fantasi var eneste flugt fra deres intetsigende hverdag, med vasketøj og bleskift.

jeg synes vi skal være glade for at leve i en hverdag der giver os en helt masse valg muligheder. du kan vælge om du vil arbejde, eller om du vil lade være.... det kræver bare en om priotering i dit liv. for nej, du får nemlig ikke løn for at gå hjemme og passe børnene. så skal man blive hjemme, så kræver det en mand med en høj løn, eller at dine leve omkostninger er meget lave.

jeg vil ikke vælge den ene frem for den anden, for meget afhænger af hvor man er i sit liv. har man roen til at gå hjemme, har man netværket, eller har man brug for at møde sine kollegaer hver dag, komme lidt ud, få nye indput....og måske bo i et større hus, med en større bil.

så, ja, jeg ser en verden af muligheder, og synes ikke staten ejer nogen. man skal bare sætte tærring efter næring (eller var det omvendt)

Anonym skriver:

JA JA JA OG ATTER JA!!!!

Nøj hvor du bare rammer lige på sømmet. Det er præcis sådan det forholder sig, og grunden til at jeg ryger helt over i den ene lejr (anti- institution) er at jeg oplever at folk fuldstændig blå-øjet bare tager budskabet til sig med at børn trives bedst med institutionplads fra de er 12 mdr gamle og mor kommer ud på arbejdsmarkedet. -og så tænder jeg af....for det er ikke lutter lagkage!!!! (også selvom institutionerne bestemt har noget at tilbyde som en hjemmegående ikke kan)

Nej , det er ikke sort /hvidt!

Jeg forstår slet ikke at det kan pisse folk sådan af at man går hjemme ved børnene. Jeg siger jo ikke til folk - og mener det heller ikke - at de svigter deres børn ved at tage på arbejde.

qp skriver:

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at høre hvor du har dine påstande fra?  Da det du beskriver for mig handler om HELT andre ting end blot det, at være et institutionsbarn.

Ok, jeg kryber til korset! Det var for firkantet formuleret!  Selvfølgelig er det at gå i institution ikke en enkeltstående faktor der alene genere en generation af adfærdsvanskelige børn! Men det er i høj grad en medvirkende faktor, og min kilder; ja det er såmen Ole Schoenborg der skriver det i førnævte bog. Jeg har lige ledt mine hylder igennem og jeg kan desværre ikke finde bogen (vi er lige flyttet) jeg ville nemlig gerne citere ham helt korrekt! For ja, det er noget af en påstand at komme med! Men han underbygger påstanden!

mor-til-vanessa skriver:

hvor finder du det henne??? undre mig bare lidt, for det har jeg aldrig hørt.

min nening er at det er forældrenes job at give ens barn en god opdragelse og lærer dem hvad der er rigtig og forkert. empati skriver du, det er noget man lærer af ens forældre. hvis ens forældre viser empati, ja så vil dit barn også lærer det selvom det bliver passet i vuggestue/børnehave.

 nu det du beskriver med dengang man havde børn hjemme. det var jo dengang min mor var barn og den generation. dengang var det manden der arbejde og moderen der gik hjemme og passede børn og hus. dengang havde vi heller ikke et så stort et forbrug og skulle ikke have en masse unødvendige materielle ting som vi har idag. desuden har kvinder også ændret sig, så tror ikke mange kvinder vil gå hjemme og passe hus og børn og manden der tjente. jeg ville i hver fald ikke personligt ville være afhængig af en mand.

qp har spurgt om det samme, så se mit svar til hende.

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym efter det stormvejr hende den anden kom udfor, da hun spurgte om vores holdning til at blive hjemmegående, -men jeg er altså ikke hende!

Men mit spørgsmål er helt simpelt: Synes du at samfundet ejer dig?

Altså at hvis du har taget en lang videregående uddannelse så SKAL du også bruge den, fordi nu har samfundet betalt for din uddannelse, så er du også forpligtet til at bruge den. Uanset om du har lyst eller ej.

Mener du at samfundet har krav på at du skal arbejde?

Mener du at det burde forbydes at gå hjemme? Når man går hjemme betaler man jo ikke skat, men har stadivæk adgang til lægehjælp, bruge offentlig transport, have børn der går i skole og alle mulige andre goder der er helt eller delvis betalt af det offentligt.

-og til slut vil jeg lige tilføje at hvis ALLE mødre gik hjemme til deres børn var 10 år, så ville vores velfærdsstat også overleve!!! Vi villle spare sindsyg mange penge på vuggestuer, børnehaver, og SFO. Men der ville også være rigtig mange penge at spare på kontoen til adfærdsvanskelige børn, børn med særlige behov, forbyggelse af ungdomskriminatiltet, støtte til selvmordstruede unge osv. For faktum er at børn der bliver passet hjemme, af en gennemsnitsmor klare sig langt bedre i samfundet og bliver en bedre samfundsborger, end børn der tilbringer mange timer i institution. Institutionsbørn har (og nu taler jeg i meget generelle vendinger) sværer ved at knytte bånd, sværre ved at føle empati og sætte sig selv til sidst, har større sandsynlighed for at udvikle en eller anden form for behandlingskrævne psykis sygdom (spiseværing, cutter, depression osv.) Lige nu er den første generation af institutionsbørn ved at vokse op, og aldrig før i historien har man oplevet SÅ mange unge der er utilpassede, og som er krævende for samfundet på den ene eller anden måde. Eksperner er ikke itvivl om at hovedårsagen til det, skal findes i at børn ikke længere vokser op under rolige, trygge og nære forhold hjemme hos mor, hvor man går ned i gården eller ud på vejen og leger med naboens børn. Men at børn derimod bliver stuet sammen i institioner, med alt få for voksne, som ikke nære en dyb moderkærlighed for dem, og det er disse voksne der er sammen med børnene i deres mest friske og aktive timer. Børn er meget mere modtagelig for opdragelse kl 10 om formiddagen hvor de er friske end kl 17 om eftermiddagen hvor de er trætte og udkørte.

Nå, men tilbage til spørgsmålet: Ejer staten dig, og er du forpligtet til at arbejde hvis du kan???

Jeg synes det er op til en selv. Hvis man går hjemme, bruger faderen jo bare ens fradrag, men nej synes da det er op til en selv. Det er kun hvis man vil ahve penge fra kommunen jeg ikke synes det er ok (førtidspension eller folk på sygedagpenge og lignende tænker jeg ikke på)men ja synes da valget er op til hver familie, også om man føler man har råd eller ej, ligesom ejg også synes det er ok at skære ned i ens timer, feks vælge deltidsjob fremfor fuldtids, det synes jeg er en prioritering i hver familie, som familien bestemmer

Mor79 skriver:

Hvis der er nogen som synes det er usejt at gå hjemme med sine børn, så må det være nogen der ikke har børn. (Så skulle dagplejemødre heller ikke lønnes ?)

En kvinde der går hjemme skal lønnes for at passe egne børn, hendes arbejdsplads er hendes hjem...

Hun frigiver en arbejdsplads til en anden som hjemmegående

Hun skaber harmoniske børn

Uddannelse kan vente - man er langt mere velovervejet som 25-30 årig og sikker i sit valg og skøjter ikke rundt mellem flere uddannelser.

Som 35 årig har man stadig et langt arbejdsliv foran sig, måske helt frem til man er 70 - med den stil der køres for tiden og efterlønnen forsvinder vel...

Det er ærgerligt at der på en måde er mere prestige i uddannelse og arbejde som ung end at få børn som ung.

I Norge og Finland har man langt bedre ordninger mht barsel og det er helt normalt at gå hjemme med sine børn i flere år. Man får langt flere økonomiske tilskud for at vælge at gå hjemme.

Dit barns barndom er også en investering...

MariaJ skriver:

Nej, jeg synes ikke samfundet ejer mig. Jeg ser intet problem i at man vælger at gå hjemme med sine børn, så længe man ikke modtager økonomisk støtte fra det offentlige pga dårlig økonomi, selvom man selvfølgelig kører på vejene, går til læge osv. Som du selv siger sparer man jo samtidig samfundet for mange penge til pasning.

MEN du kommer med en del påstande om hvor skadeligt det er for børn at være i institution versus at være hjemme hos mor. Jeg er selv vokset op med en hjemmegående mor, og er ikke i tvivl om at det på mange måder er godt, men jeg er altså ikke helt sikker på at eksperterne taler så entydig tale som du giver udtryk for. Det er ikke mange dage siden jeg læste om en undersøgelse, der faktisk postulerede at ungerne havde bedre af at være i institution. Om jeg tror det ene eller det andet er lige meget, jeg kender ikke oplysningerne, men synes dine argumenter blev meget ensidige og udokumenterede.

 Maria (der er forsker og vant til at skulle dokumentere alt hvad hun siger...dog indenfor et helt andet felt end institutionsbørn).

Enig

MarianneSonne skriver:

Fantastisk indlæg

Jeg går selv hjemme med min pige på snart to år og de to store på 6 år går ikke i SFO. Det er bare så godt til dem. De store er trætte når de kommer hjem fra skole, så er de blevet afkrævet alt hvad de har i sig i fem timer og kan ikke mere. De nyder at der er ro og fred, og så kan vi jo tage kammerater med hjem i det omfang jeg mener er OK. Den lille går i legestue to gange om ugen fra 9-12. Ikke meget anderledes end hvis hun var i dagpleje fra 9-15, for hun sover jo til middag. Men jeg kan holde hende hjemme hvis hun har sovet dårlig, er uoplagt eller lign. Børn bliver ikke isoleret af at være hjemme. Der er søskende, venners børn, nabobørn og vi forældre skal jo nok sørge for at fylde weekenderne med en masse "sociale" aktiviteter.

Jeg er pædagog og kender institutionslivet indefra. Jeg har ikke ondt af børn som er i institution, men vi skal ikke bilde os selv ind at det er for deres skyld vi putter mellem 50 og 200 børn ind i et fællesskab. Det er altså bare ikke det mest naturlige for dem.

Med hensyn til om jeg bidrager til samfundet så spare kommunen penge ved at jeg er hjemmegående. Da jeg arbejdede havde de en udgift til pasning af mine børn på 19670kr i måneden ; to børnehave og en vuggestue plads. Det betalte jeg altså ikke i skat. Nu ville de have en udgift 10868kr, da de skulle have været i sfo, hvilket stadigt ikke ville have været dækket ind af min skat. Så samfundet nyder godt af mit valg!

Jeg er pædagog og kender institutionslivet indefra. Jeg har ikke ondt af børn som er i institution, men vi skal ikke bilde os selv ind at det er for deres skyld vi putter mellem 50 og 200 børn ind i et fællesskab. Det er altså bare ikke det mest naturlige for dem.

Kunne ikke være mere enig

Jeg er selv pædagog og ville ELSKE at gå hjemme med min datter til hun skulle i børnehave...at være nødt til at sende min datter i vuggestue efter endt barsel, når hun er 11 måneder, er en sorg for mig og strider egentlig imod alt hvad jeg tror på som mor OG pædagog.

Men jeg er alene med hende så det kan desværre ikke lade sig gøre.