Skal samfundet bestemme over dig og dit liv???

michella80 skriver:

Hold da op jeg er godt nok uenig i dit synspunkt omkring det med at børn klarer sig bedre hvis de bliver passet hjemme. Børn bliver slet ikke socialiseret på samme måde hvis de går hjemme ved deres mor. I en institution lærer de at indgå i et fællesskab, tage hensyn, udvikler empati, og finder ud af hvordan samfundet fungerer. HVIS jeg gik hjemme ville jeg stadig sende min datter af sted i nogle timer hver dag for det har børn enormt godt af, så de ikke tror at alt handler om deres navle.

Og hvem har udtalt det???? : Eksperner er ikke itvivl om at hovedårsagen til det, skal findes i at børn ikke længere vokser op under rolige, trygge og nære forhold hjemme hos mor, hvor man går ned i gården eller ud på vejen og leger med naboens børn.

Det er nyt for mig at høre det.

Men til det du egentlig spurgte om så nej så mener jeg ikke jeg er TVUNGET til at arbejde som det jeg har uddannet mig til.

Jeg er helt enig med dig!!!

Spærede godt nok øjnene op ved den udtalelse og kunne godt tænke mig at se noget bevis for det! .... hvem udtaler sig? Hvilke eksperter? Hvor har de den "viden" fra!?

qp skriver:

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at høre hvor du har dine påstande fra?  Da det du beskriver for mig handler om HELT andre ting end blot det, at være et institutionsbarn.

ja, jeg sider godt nok også og undre mig lidt.

For hvis alle (ved godt der står generellt) instutionsbørn vokser op med disse "skavanker" hold da op man, så er sørstedelen af alle danskere jo "tabere". Gad vide om alle ledere/chefer og andre proffessore er medtaget i denne undersøgelse, for de må jo åbenbart have gået hjemme ved mor siden de har evner til at besidde disse stillinger.... hmmm.

Dette er vidst endnu et bevis på man IKKE skal tage alle undersøgelser for seriøse

Rosa skriver:

Nu bliver jeg muligvis misforstået, men jeg mener hvad jeg skriver: Ja - jeg synes at samfundet ejer det professionelle af mig og har ret til min arbejdskraft når jeg har fået en uddannelse. Men med samfundet mener jeg ikke Christiansborg - jeg mener jer - alle jer andre som betaler jeres skat og dermed sikrer at jeg kan få min uddannelse, både folkeskolen, studenterhuen og nu en lang universitetsuddannelse. Jeg er taknemlig for at I andre er med til at betale for det og jeg glæder mig selvfølgelig til at komme ud og begynde at give tilbage.

Jeg vil HELLERE END GERNE være med til at betale for jeres ungers institutioner, fritidstilbud, uddannelser, jeres (bedste)forældre på plejehjem, jeres læger og hospitaler, kontanthjælp, veje m.m. for det er det vi gør her i Danmark og jeg er stolt over at vi i Danmark får det til at fungere så flot som vi gør. Man kan ALTID fokusere på de områder hvor der er dumme smuthuller, og de mennesker der udnytter dem - men det er så få idioter vi snakker om, og der er så mange grunde til at folk ikke kan overskue andet end at nasse - MEN jeg nægter at lade dem ødelægge det for alle jer andre som betaler deres skat og bidrager til fællesskabet - OGSÅ selvom nogle af jer måske bliver "dyrere i vedligeholdelse" end jeg selv og min familie er. We're all in this together!

Vi er ikke allesammen født ind i overskudsfamilier i et lækkert kvarter, og det er ikke alle som er født med styrke og ressourcer til at kæmpe sig op fra bunden. Lige vilkår for alle er en myte!!! Enhver er ikke sin egen lykkes smed, for hvis det var sandt så ville vi da alle sammen smede os en sund psyke, et godt helbred og en flot økonomi!

Næmli ja

Hehe..NU kommer jeg nok i modvind og bliver erklæret som tussegammel

Men min mening er, at børn til hver en tid vil have det bedre med at blive hjemme indtil 3-årsalderen eller længere.
Ser I venner..jeg er vokset op med mor derhjemme, og jeg var så heldig, at have min mor hjemme indtil jeg var 15 år, hvor min mor blev TVUNGET und på arbejdsmarkedet, fordi man ganske enkelt ikke havde råd til at være hjemmegående mere.
Og hvor var det vidunderligt at have mor, derhjemme.
Der var altid en til at tage imod en. Man kunne tulle rundt og lege som man havde lyst til, og da man blev større, var der altid nogen i huset som kunne tale med en, som man kunne spørge og fortælle til, og som man kunne snakke med.
Ro og stabilitet i dagligdagen, ingen stress og jag. Et velfungerende familieliv med en mor med overskud.

Jeg har også været så heldig at jeg kunne have min ældste hjemme indtil hun skulle i skole, og min mellemste til hun blev 3 år, og så har jeg haft den yngste som institutionsbarn.
Og jeg ved nok hvem af dem, der var mest velfungerende som små, nemlig de 2 ældste, som jeg havde været om hele tiden, de første vigtige år af deres liv.
Selvfølgelig skal de ikke isoleres.

Og det er problemet i dag for de få hjemmegående der findes. Legekammerater!
I dag hvor alle børn stort set er stoppet ind i store kasserner med larm og støj i mange timer om dagen, hvor fred og ro er ikke-eksisterende elementer de fleste af døgnets timer, der er der heller ikke lgekammerater hos naboerne, som da jeg var barn og helt ung mor.
Dengang var der altid unger over det hele, og nogen man kunne lege med. Man blev socialiseret i omgangen med naboens unger.
Vel kom min mellemste i legestue fra hun var 2 år 2 gange om ugen, men det var kun fordi, der ikke var nogen at lege med i hverdagene. Ikke for at socialisere hende, men fordi hun ganske enkelt trængte til at lege med andre.

Socialisere...nej tak. Alle os, der er enere kan ikke udstå det. Vi HADER store folkeforsamlinger, og al den larm og uro.
Vi trives bedst i små grupper med mennesker, vi håndplukker og nyder at være sammen med, og vi bliver kvalt med al den pædagoiske "kommen-hinanden-ved".
Alle mine 3 unger er velfungerende, selvstændige, velformulerede, omsorgsfulde og dybttænkende mennesker.
Vi er sociale, når vi har lyst til at være det, men ikke under tvang.
Vi farer ikke ud og for enhver pris blander os i mængden, vi gør det når og hvis vi har lyst.

Så kære I der overvejer at blive hjemmegående...go for it og nyd det hvis I kan.
Men husk at I skal lære jeres børn alle de grundlæggende adfærdsting. At kunne tie stille og lytte, at der ikke skal være focus på dem konstant. At de skal lære at bøje sig for andres mening.
At det ikke hedder JEG men VI.
Det lærte jeg, selvom min mor var hjemme, og det har mine børn lært.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

Professor Jan Kampmann ved Roskilde UniversitetsCenter viste for flere år siden at der er en snæver sammenhæng mellem den førende pædagogiske holdning til om hvorvidt det er bedst for børn at være i institution eller hjemme hos mor, på den ene side, og samfundsøkonomien på den anden side. Når der er brug for arbejdskraft, så er den fremherskende ideologi at børn har det bedst i institution, så mor kan komme ud og arbejde, i nedgangstider, hvor der er et overskud af arbejdskraft så hedder det sig at børn har bedst af at gå hjemme hos mor.

Der næste havde han en gennemgang af den dokomentation der ligger bag ved de to vidt forskellige holdninger, og fandt frem til  at de undersøgelser der viste at børn havde det bedst af at være i institution, byggede på undersøgelser af hvordan børn af hjemmegående klare sig. Når man undersøger det i tider hvor de fleste børn går i instititon, bliver det et meget lille og SKÆVT grundlag man undersøger på. for i fremgangstider, der er det kun de allersvageste der ikke er på arbejdesmarkedet, det vil sige at børn der går hjemme primært kommer fra hjem hvor forældrene er arbejdsløse, ikke som et resourcestærkt valg, men som en nødvendig onde!, hvor forældrene er stofmisbrugere, alkohollikere, psykisk syge, har indvandrebaggrund. - og det siger næsten sig selv, at børn af denne samfundsgruppe, ville klare sig langt bedre i institutioner, (her er gruppen md indvandrebaggrund lidt anderledes end resten af gruppen, for det er kun (dansk) kulturelt og sprogligt de kan blive understimuleret hjemme) men resten af gruppen bliver understimuleret, får måske ikke nok mad, nok opmærksomhed, kommer ikke ud og lege osv. Alt sammen noget de ville få i vuggestuer og børnehaver, og derfor ville børnene have meget bedre af at gå i institution end at være hjemme.

Men man kan ikke generalisere fra dennne samfundgruppe og så op til ALLE forældre og sige at for ALLE børn vil det være bedst at være i institution. Det er der tilgengæld en del andre undersøgelser der viser at børn har bedst af at være hjemme.

Jan Kampmann blev i meget skarpe vendinger kritiseret for disse udtalelser og til sidst måtte han forsvare sig med at der er forskningfrihed i Danmark og at man ikke kan bestille hvad et forskningresultat skal være. -og at selvom både kvindegrupper og samfundsøkonomer ikke kunne lide at høre at børn har det bedst hjemme hos mor, så havde han ret til at sige, at det var det han var nået frem til. Men det var ikke noget der trak avisoverskrifter, få der er ikke nogen der har lyst til at høre om at børn har det bedst derhjemme!

Af undersøgelser der viser at børn har det bedst hjemme (altså hvis man er almindelig velfungerer osv)  er det  nok Ole Schouenborgs bog Velfærdsyngel der er mest kendt. Ole Schouenborg er professor ved et pædagogseminarium (tænk at man kan være det!) og han er nok den største modstander af børneinstitutioner man kan finde. Efter at have læst hans bog har man bare aldrig nogensinde lyst til at sende sin børn i institution. Men det er man jo nødt til!!! Alle de andre børn er i institution,  så der er ikke nogen at lege med nogen steder!!!!

For et par måneder siden var der 3 ekspert som jeg desværre ikke kan huske navnene på, der gik ud i dagpresse og henviste til nogle helt nye undersøgelser de havde lavet, som vidste at nu var normeringen så dårlig i vuggestuerne at det faktisk gik ud over børnenes sociale udvikling. Små børn har brug for en-til-en voksenkontakt mindst en time om dagen, og det får de på ingen måde i en vuggestue nu om dage.

Ole Schouenborg har lavet videooptagelser af en instititon i en uge. Pædagogerne vidste godt at de blev optaget og at han skulle måle på deres kontakt med børnene. Efter ugen var gået satte han sig med et stopur i hånden og målte hvor meget enkelt kontakt det enkelte barn fik. han var rystet. de fik omkring 2-3 min OM DAGEN !!! Pædagogerne blev raskende, for det passede overhovedet slet ikke, og blev virkelig vrede på ham. Han foreslog dem at de selv så videobåndende igennem, og selv definerede hvad en-til-en-kontakt var. Så var det pædagogernes tur til at blive rystet. De kom nemlig frem til de samme resultat. De havde bare en oplevelse af at de hele tiden var på, at de hele tiden var i kontakt med børnene, men når de f.eks. delte mad ud, kunne de godt sige: værsgo til et barn og række det en tallerken, men det var sjældent at de kiggede børnene ind i øjnen mens de sagde det, og hvis der ikke er øjnkonkakt, så tæller det ikke.  at råbe ud til at et barn at nu skal det komme ind fra legepladsen tæller ikke som kontakt til barnet. Jeg kan ikke huske hans præcis formulering men man skal have øjenkantakt og der skal være en dialog. Den behøver ikke at være lang, bare det at give en tallerken mad, kigge på barnet og sige værsgo og barnet tager imod maden med et tak eller et nik, så er der kontankt mellem de to. Men at dele 5 tallerkener ud på en gang, og ikke kigge på hver enkelt barn og sige værsgo, og dvæle ved barnet og vente på en reaktion, det er ikke kontakt.

håber det var lidt mere uddybende, og så vil jeg lige minde om at jeg ikke siger at ALLE børn lider under at gå i institution, men at institution nok ikke er så fantastisk som mange gerne vil bilde sig selv ind, når børnene nu bruger så mange timer der.

Vi er trods alt det land i verden, i hele verden, der sender vores børn i instition i alle fleste timer, og ingen andre vestlige lande kan finde videnskablige beviser for at det skullle være godt for børn at være så mange timer væk fra mor i alderen 0-3år. Der er mor bare den primære omsorgsperson, men nu har vi opfundet et begreb der hedder parallel-leg, hvor børnene sidder ved siden af hinanden og leger, og så bilder vi os selv ind at det er ÅH så godt for vores små guldklumper at sidde der på guvlet i timevis i dagevis i vuggestuen og paralle-lege. Men de ville altså havde bedre at at sidde og parallel-lege lidt engang imellem, være sammen med andre børn ,men at være sammen med mor det meste af tiden og lære alle de daglige ting der skal til. Både pige og drenge kan i en alder af 2år, selv smørre mad, vaske op, lægge enkle stykker tøj sammen, (bluser og bukser, men ikke strømper og bodyer), de kan støvsuge, vaske gulv, vaske vinduer, tørre støv af, men det lære de ikke i vuggestuen og de færreste udearbejdende forældre har tid og overskud til at lære deres børn det efter arbejde. og så bliver forældrene irriterede på deres teenagebørn der ikke hjlælper til derhjemme, men helt ærligt, forældrene har jo selv valgt ikke at lære børnene disse færdigheder, og har selv valgt enten at have en rengøringskone eller selv gøre det. De har ikke lært børnene fra de var små at tage et medansvar i familien, så hvorfor skulle de store børn pludselige begynde at tage et ansvar nu?

Nå det var vist et sidespor jeg kom ind på der! Undskyld!

Tak for det lange svar. Og ja den undersøgelse du henviser til der kom frem for nylig ang vuggestuer læste jeg også. Jeg er selv pædagog og arbejder i en sfo og ja du har ret: Det ER ikke alle børn der får lige meget kontakt og det ER uhyggeligt!!! Men råb til regeringen og kommunerne for det er dem der gang på gang sparer og sparer og sparer og nu vil de dælme have pædagogerne til at tænke kreativt og finde ud af hvad man gør når der igen skal spares. Vi har tænkt kreativt i mange år for der er blevet sparet før og jeg kan virkelig ikke se hvordan der skal spares mere. Så hvis man tænker på den måde kan jeg godt se at det nogle gange er synd for børn at være i institution for det bliver snart et ren og skært opbevaringssted.

SussieThyssen skriver:

Hehe..NU kommer jeg nok i modvind og bliver erklæret som tussegammel

Men min mening er, at børn til hver en tid vil have det bedre med at blive hjemme indtil 3-årsalderen eller længere.
Ser I venner..jeg er vokset op med mor derhjemme, og jeg var så heldig, at have min mor hjemme indtil jeg var 15 år, hvor min mor blev TVUNGET und på arbejdsmarkedet, fordi man ganske enkelt ikke havde råd til at være hjemmegående mere.
Og hvor var det vidunderligt at have mor, derhjemme.
Der var altid en til at tage imod en. Man kunne tulle rundt og lege som man havde lyst til, og da man blev større, var der altid nogen i huset som kunne tale med en, som man kunne spørge og fortælle til, og som man kunne snakke med.
Ro og stabilitet i dagligdagen, ingen stress og jag. Et velfungerende familieliv med en mor med overskud.

Jeg har også været så heldig at jeg kunne have min ældste hjemme indtil hun skulle i skole, og min mellemste til hun blev 3 år, og så har jeg haft den yngste som institutionsbarn.
Og jeg ved nok hvem af dem, der var mest velfungerende som små, nemlig de 2 ældste, som jeg havde været om hele tiden, de første vigtige år af deres liv.
Selvfølgelig skal de ikke isoleres.

Og det er problemet i dag for de få hjemmegående der findes. Legekammerater!
I dag hvor alle børn stort set er stoppet ind i store kasserner med larm og støj i mange timer om dagen, hvor fred og ro er ikke-eksisterende elementer de fleste af døgnets timer, der er der heller ikke lgekammerater hos naboerne, som da jeg var barn og helt ung mor.
Dengang var der altid unger over det hele, og nogen man kunne lege med. Man blev socialiseret i omgangen med naboens unger.
Vel kom min mellemste i legestue fra hun var 2 år 2 gange om ugen, men det var kun fordi, der ikke var nogen at lege med i hverdagene. Ikke for at socialisere hende, men fordi hun ganske enkelt trængte til at lege med andre.

Socialisere...nej tak. Alle os, der er enere kan ikke udstå det. Vi HADER store folkeforsamlinger, og al den larm og uro.
Vi trives bedst i små grupper med mennesker, vi håndplukker og nyder at være sammen med, og vi bliver kvalt med al den pædagoiske "kommen-hinanden-ved".
Alle mine 3 unger er velfungerende, selvstændige, velformulerede, omsorgsfulde og dybttænkende mennesker.
Vi er sociale, når vi har lyst til at være det, men ikke under tvang.
Vi farer ikke ud og for enhver pris blander os i mængden, vi gør det når og hvis vi har lyst.

Så kære I der overvejer at blive hjemmegående...go for it og nyd det hvis I kan.
Men husk at I skal lære jeres børn alle de grundlæggende adfærdsting. At kunne tie stille og lytte, at der ikke skal være focus på dem konstant. At de skal lære at bøje sig for andres mening.
At det ikke hedder JEG men VI.
Det lærte jeg, selvom min mor var hjemme, og det har mine børn lært.

Kærligst
Sussie

jeg kan udemærket godt se hvad du mener. men jeg tror bare ikke p ådet ødelægger et barn at komme i institution.

Da jeg arbejde i børnene, fik vi et barn ind på 3 år, som havde gået hjemme ved mor indtil nu. og ja, det var altså TYDELIT at mærke på ham, at han ikke var vant ti lat deles om legetøjet og lege med andre børn. Der gik laaang tid før han begynte at lege med de andre, sad for det meste bar for sig selv og legede...!

jeg tror på det er fordele og ulemper ved begge dele....!

LotteN skriver:

jeg kan udemærket godt se hvad du mener. men jeg tror bare ikke p ådet ødelægger et barn at komme i institution.

Da jeg arbejde i børnene, fik vi et barn ind på 3 år, som havde gået hjemme ved mor indtil nu. og ja, det var altså TYDELIT at mærke på ham, at han ikke var vant ti lat deles om legetøjet og lege med andre børn. Der gik laaang tid før han begynte at lege med de andre, sad for det meste bar for sig selv og legede...!

jeg tror på det er fordele og ulemper ved begge dele....!

Jamen jeg gir dig helt ret med det omkring at deles bl.a.
For i dag, hvor børn kun får en eller 2 søskende, der lærer de ikke den slags, når der ikke er den konkurrence, som der var før i tiden, når der var et hav af unger i familien.
Der blev de nødt til at deles og indrette sig.
Også derfor jeg siger, at det er godt at komme i fx legestue et par formiddage om ugen.
Men at man hellere vil lege for sig selv, SKAL man i institutionerne lære at respektere.
Det er langt fra alle mennesker, der trives ved at lege særligt meget med andre.
Nogle er bare enspændere af natur, og de bliver kvalt af al den socialisering.

Selv synes jeg, at en god måde at gøre det på, hvis man har muligheden, så vær hjemme med barnet til det er 3-4 år eller til skolen begynder.
Sørg for at det kommer i legestue eller en legegruppe og begynd så så småt med børnehave halvdags i 3 årsalderen.
Så bliver chokket over vor tids verden ikke alt for voldsomt, når skoletiden begynder.

SussieThyssen skriver:

Hehe..NU kommer jeg nok i modvind og bliver erklæret som tussegammel

Men min mening er, at børn til hver en tid vil have det bedre med at blive hjemme indtil 3-årsalderen eller længere.
Ser I venner..jeg er vokset op med mor derhjemme, og jeg var så heldig, at have min mor hjemme indtil jeg var 15 år, hvor min mor blev TVUNGET und på arbejdsmarkedet, fordi man ganske enkelt ikke havde råd til at være hjemmegående mere.
Og hvor var det vidunderligt at have mor, derhjemme.
Der var altid en til at tage imod en. Man kunne tulle rundt og lege som man havde lyst til, og da man blev større, var der altid nogen i huset som kunne tale med en, som man kunne spørge og fortælle til, og som man kunne snakke med.
Ro og stabilitet i dagligdagen, ingen stress og jag. Et velfungerende familieliv med en mor med overskud.

Jeg har også været så heldig at jeg kunne have min ældste hjemme indtil hun skulle i skole, og min mellemste til hun blev 3 år, og så har jeg haft den yngste som institutionsbarn.
Og jeg ved nok hvem af dem, der var mest velfungerende som små, nemlig de 2 ældste, som jeg havde været om hele tiden, de første vigtige år af deres liv.
Selvfølgelig skal de ikke isoleres.

Og det er problemet i dag for de få hjemmegående der findes. Legekammerater!
I dag hvor alle børn stort set er stoppet ind i store kasserner med larm og støj i mange timer om dagen, hvor fred og ro er ikke-eksisterende elementer de fleste af døgnets timer, der er der heller ikke lgekammerater hos naboerne, som da jeg var barn og helt ung mor.
Dengang var der altid unger over det hele, og nogen man kunne lege med. Man blev socialiseret i omgangen med naboens unger.
Vel kom min mellemste i legestue fra hun var 2 år 2 gange om ugen, men det var kun fordi, der ikke var nogen at lege med i hverdagene. Ikke for at socialisere hende, men fordi hun ganske enkelt trængte til at lege med andre.

Socialisere...nej tak. Alle os, der er enere kan ikke udstå det. Vi HADER store folkeforsamlinger, og al den larm og uro.
Vi trives bedst i små grupper med mennesker, vi håndplukker og nyder at være sammen med, og vi bliver kvalt med al den pædagoiske "kommen-hinanden-ved".
Alle mine 3 unger er velfungerende, selvstændige, velformulerede, omsorgsfulde og dybttænkende mennesker.
Vi er sociale, når vi har lyst til at være det, men ikke under tvang.
Vi farer ikke ud og for enhver pris blander os i mængden, vi gør det når og hvis vi har lyst.

Så kære I der overvejer at blive hjemmegående...go for it og nyd det hvis I kan.
Men husk at I skal lære jeres børn alle de grundlæggende adfærdsting. At kunne tie stille og lytte, at der ikke skal være focus på dem konstant. At de skal lære at bøje sig for andres mening.
At det ikke hedder JEG men VI.
Det lærte jeg, selvom min mor var hjemme, og det har mine børn lært.

Kærligst
Sussie

Fantastisk indlæg

Jeg går selv hjemme med min pige på snart to år og de to store på 6 år går ikke i SFO. Det er bare så godt til dem. De store er trætte når de kommer hjem fra skole, så er de blevet afkrævet alt hvad de har i sig i fem timer og kan ikke mere. De nyder at der er ro og fred, og så kan vi jo tage kammerater med hjem i det omfang jeg mener er OK. Den lille går i legestue to gange om ugen fra 9-12. Ikke meget anderledes end hvis hun var i dagpleje fra 9-15, for hun sover jo til middag. Men jeg kan holde hende hjemme hvis hun har sovet dårlig, er uoplagt eller lign. Børn bliver ikke isoleret af at være hjemme. Der er søskende, venners børn, nabobørn og vi forældre skal jo nok sørge for at fylde weekenderne med en masse "sociale" aktiviteter.

Jeg er pædagog og kender institutionslivet indefra. Jeg har ikke ondt af børn som er i institution, men vi skal ikke bilde os selv ind at det er for deres skyld vi putter mellem 50 og 200 børn ind i et fællesskab. Det er altså bare ikke det mest naturlige for dem.

Med hensyn til om jeg bidrager til samfundet så spare kommunen penge ved at jeg er hjemmegående. Da jeg arbejdede havde de en udgift til pasning af mine børn på 19670kr i måneden ; to børnehave og en vuggestue plads. Det betalte jeg altså ikke i skat. Nu ville de have en udgift 10868kr, da de skulle have været i sfo, hvilket stadigt ikke ville have været dækket ind af min skat. Så samfundet nyder godt af mit valg!

MarianneSonne skriver:

Fantastisk indlæg

Jeg går selv hjemme med min pige på snart to år og de to store på 6 år går ikke i SFO. Det er bare så godt til dem. De store er trætte når de kommer hjem fra skole, så er de blevet afkrævet alt hvad de har i sig i fem timer og kan ikke mere. De nyder at der er ro og fred, og så kan vi jo tage kammerater med hjem i det omfang jeg mener er OK. Den lille går i legestue to gange om ugen fra 9-12. Ikke meget anderledes end hvis hun var i dagpleje fra 9-15, for hun sover jo til middag. Men jeg kan holde hende hjemme hvis hun har sovet dårlig, er uoplagt eller lign. Børn bliver ikke isoleret af at være hjemme. Der er søskende, venners børn, nabobørn og vi forældre skal jo nok sørge for at fylde weekenderne med en masse "sociale" aktiviteter.

Jeg er pædagog og kender institutionslivet indefra. Jeg har ikke ondt af børn som er i institution, men vi skal ikke bilde os selv ind at det er for deres skyld vi putter mellem 50 og 200 børn ind i et fællesskab. Det er altså bare ikke det mest naturlige for dem.

Med hensyn til om jeg bidrager til samfundet så spare kommunen penge ved at jeg er hjemmegående. Da jeg arbejdede havde de en udgift til pasning af mine børn på 19670kr i måneden ; to børnehave og en vuggestue plads. Det betalte jeg altså ikke i skat. Nu ville de have en udgift 10868kr, da de skulle have været i sfo, hvilket stadigt ikke ville have været dækket ind af min skat. Så samfundet nyder godt af mit valg!

Mange tak

Og så vil jeg da sige, at det lyder supergodt for dine unger, at de bare har mor på banen derhjemme.

Hvis der er nogen som synes det er usejt at gå hjemme med sine børn, så må det være nogen der ikke har børn. (Så skulle dagplejemødre heller ikke lønnes ?)

En kvinde der går hjemme skal lønnes for at passe egne børn, hendes arbejdsplads er hendes hjem...

Hun frigiver en arbejdsplads til en anden som hjemmegående

Hun skaber harmoniske børn

Uddannelse kan vente - man er langt mere velovervejet som 25-30 årig og sikker i sit valg og skøjter ikke rundt mellem flere uddannelser.

Som 35 årig har man stadig et langt arbejdsliv foran sig, måske helt frem til man er 70 - med den stil der køres for tiden og efterlønnen forsvinder vel...

Det er ærgerligt at der på en måde er mere prestige i uddannelse og arbejde som ung end at få børn som ung.

I Norge og Finland har man langt bedre ordninger mht barsel og det er helt normalt at gå hjemme med sine børn i flere år. Man får langt flere økonomiske tilskud for at vælge at gå hjemme.

Dit barns barndom er også en investering...