Anonym skriver:
Professor Jan Kampmann ved Roskilde UniversitetsCenter viste for flere år siden at der er en snæver sammenhæng mellem den førende pædagogiske holdning til om hvorvidt det er bedst for børn at være i institution eller hjemme hos mor, på den ene side, og samfundsøkonomien på den anden side. Når der er brug for arbejdskraft, så er den fremherskende ideologi at børn har det bedst i institution, så mor kan komme ud og arbejde, i nedgangstider, hvor der er et overskud af arbejdskraft så hedder det sig at børn har bedst af at gå hjemme hos mor.
Der næste havde han en gennemgang af den dokomentation der ligger bag ved de to vidt forskellige holdninger, og fandt frem til at de undersøgelser der viste at børn havde det bedst af at være i institution, byggede på undersøgelser af hvordan børn af hjemmegående klare sig. Når man undersøger det i tider hvor de fleste børn går i instititon, bliver det et meget lille og SKÆVT grundlag man undersøger på. for i fremgangstider, der er det kun de allersvageste der ikke er på arbejdesmarkedet, det vil sige at børn der går hjemme primært kommer fra hjem hvor forældrene er arbejdsløse, ikke som et resourcestærkt valg, men som en nødvendig onde!, hvor forældrene er stofmisbrugere, alkohollikere, psykisk syge, har indvandrebaggrund. - og det siger næsten sig selv, at børn af denne samfundsgruppe, ville klare sig langt bedre i institutioner, (her er gruppen md indvandrebaggrund lidt anderledes end resten af gruppen, for det er kun (dansk) kulturelt og sprogligt de kan blive understimuleret hjemme) men resten af gruppen bliver understimuleret, får måske ikke nok mad, nok opmærksomhed, kommer ikke ud og lege osv. Alt sammen noget de ville få i vuggestuer og børnehaver, og derfor ville børnene have meget bedre af at gå i institution end at være hjemme.
Men man kan ikke generalisere fra dennne samfundgruppe og så op til ALLE forældre og sige at for ALLE børn vil det være bedst at være i institution. Det er der tilgengæld en del andre undersøgelser der viser at børn har bedst af at være hjemme.
Jan Kampmann blev i meget skarpe vendinger kritiseret for disse udtalelser og til sidst måtte han forsvare sig med at der er forskningfrihed i Danmark og at man ikke kan bestille hvad et forskningresultat skal være. -og at selvom både kvindegrupper og samfundsøkonomer ikke kunne lide at høre at børn har det bedst hjemme hos mor, så havde han ret til at sige, at det var det han var nået frem til. Men det var ikke noget der trak avisoverskrifter, få der er ikke nogen der har lyst til at høre om at børn har det bedst derhjemme!
Af undersøgelser der viser at børn har det bedst hjemme (altså hvis man er almindelig velfungerer osv) er det nok Ole Schouenborgs bog Velfærdsyngel der er mest kendt. Ole Schouenborg er professor ved et pædagogseminarium (tænk at man kan være det!) og han er nok den største modstander af børneinstitutioner man kan finde. Efter at have læst hans bog har man bare aldrig nogensinde lyst til at sende sin børn i institution. Men det er man jo nødt til!!! Alle de andre børn er i institution, så der er ikke nogen at lege med nogen steder!!!!
For et par måneder siden var der 3 ekspert som jeg desværre ikke kan huske navnene på, der gik ud i dagpresse og henviste til nogle helt nye undersøgelser de havde lavet, som vidste at nu var normeringen så dårlig i vuggestuerne at det faktisk gik ud over børnenes sociale udvikling. Små børn har brug for en-til-en voksenkontakt mindst en time om dagen, og det får de på ingen måde i en vuggestue nu om dage.
Ole Schouenborg har lavet videooptagelser af en instititon i en uge. Pædagogerne vidste godt at de blev optaget og at han skulle måle på deres kontakt med børnene. Efter ugen var gået satte han sig med et stopur i hånden og målte hvor meget enkelt kontakt det enkelte barn fik. han var rystet. de fik omkring 2-3 min OM DAGEN !!! Pædagogerne blev raskende, for det passede overhovedet slet ikke, og blev virkelig vrede på ham. Han foreslog dem at de selv så videobåndende igennem, og selv definerede hvad en-til-en-kontakt var. Så var det pædagogernes tur til at blive rystet. De kom nemlig frem til de samme resultat. De havde bare en oplevelse af at de hele tiden var på, at de hele tiden var i kontakt med børnene, men når de f.eks. delte mad ud, kunne de godt sige: værsgo til et barn og række det en tallerken, men det var sjældent at de kiggede børnene ind i øjnen mens de sagde det, og hvis der ikke er øjnkonkakt, så tæller det ikke. at råbe ud til at et barn at nu skal det komme ind fra legepladsen tæller ikke som kontakt til barnet. Jeg kan ikke huske hans præcis formulering men man skal have øjenkantakt og der skal være en dialog. Den behøver ikke at være lang, bare det at give en tallerken mad, kigge på barnet og sige værsgo og barnet tager imod maden med et tak eller et nik, så er der kontankt mellem de to. Men at dele 5 tallerkener ud på en gang, og ikke kigge på hver enkelt barn og sige værsgo, og dvæle ved barnet og vente på en reaktion, det er ikke kontakt.
håber det var lidt mere uddybende, og så vil jeg lige minde om at jeg ikke siger at ALLE børn lider under at gå i institution, men at institution nok ikke er så fantastisk som mange gerne vil bilde sig selv ind, når børnene nu bruger så mange timer der.
Vi er trods alt det land i verden, i hele verden, der sender vores børn i instition i alle fleste timer, og ingen andre vestlige lande kan finde videnskablige beviser for at det skullle være godt for børn at være så mange timer væk fra mor i alderen 0-3år. Der er mor bare den primære omsorgsperson, men nu har vi opfundet et begreb der hedder parallel-leg, hvor børnene sidder ved siden af hinanden og leger, og så bilder vi os selv ind at det er ÅH så godt for vores små guldklumper at sidde der på guvlet i timevis i dagevis i vuggestuen og paralle-lege. Men de ville altså havde bedre at at sidde og parallel-lege lidt engang imellem, være sammen med andre børn ,men at være sammen med mor det meste af tiden og lære alle de daglige ting der skal til. Både pige og drenge kan i en alder af 2år, selv smørre mad, vaske op, lægge enkle stykker tøj sammen, (bluser og bukser, men ikke strømper og bodyer), de kan støvsuge, vaske gulv, vaske vinduer, tørre støv af, men det lære de ikke i vuggestuen og de færreste udearbejdende forældre har tid og overskud til at lære deres børn det efter arbejde. og så bliver forældrene irriterede på deres teenagebørn der ikke hjlælper til derhjemme, men helt ærligt, forældrene har jo selv valgt ikke at lære børnene disse færdigheder, og har selv valgt enten at have en rengøringskone eller selv gøre det. De har ikke lært børnene fra de var små at tage et medansvar i familien, så hvorfor skulle de store børn pludselige begynde at tage et ansvar nu?
Nå det var vist et sidespor jeg kom ind på der! Undskyld!
Uden at kende noget til pædagogisk forskning, udover hvad hvemsomhelst kan læse sig til i bøger for lægfolk, dagspressen osv, er det også mit indtryk at der er stor sammenhæng mellem landets kultur og samfundsøkonomi og hvilken side af forskningsresultaterne, der formidles. Min mand er tysk, så vi har også en bog om småbørnsudvikling herhjemme, der henvender sig til det tysksprogede marked (Remo H. Largo: Babyjahre), hvor institutionspladser i 0-3 års alderen er næsten ikke eksisterende . Der er en slående forskel på hvordan afnittet om seperationsangst omkring et års alderen er skrevet i forhold til en tilsvarende bog på norsk "Småen 0-2 år" af en norsk børnelæge Gro Nylander og alt andet materiale jeg har læst både på dansk og norsk. De norske bøger gør meget ud af at separationsangsten er størst lige før et års alderen, og at hvis man kan trække den lidt med pasningen er det fint (Norge har sjovt nok pasningsgaranti fra et år). Den tyske bog viser derimod med grafer og anden dokumentation at separationsangsten forsvinder gradvist frem mod de tre år (hvor de tyske pasningstilbud sjovt nok dukker op). De to forfattere er i øvrigt meget enige om en blød pædagogik overfor småbørn (begge går ind for samsovning, amning, tryghed fremfor "godnat og og sov godt", bæring osv.... De to perspektiver mht pasning har i hvert fald om ikke andet fyldt mig med sund skepsis mod at sluge diverse anbefalinger råt. Det er altid nemt at finde et forskningsresultat, der viser enten det ene eller det andet. Det svære for lægfolk som mig selv er altid at få overblikket og finde ud af, hvilke resultater der har størst opbakning i fagmiljøet, og det kan være svært, når formidlingen af resultater bliver mudret af en politisk agenda (noget jeg i øvrigt kender rigtig meget til fra mit eget fag, hvor jeg arbejder indenfor klimaforskning).
