Skal samfundet bestemme over dig og dit liv???

Jeg har ikke læst mere et de første par indlæg. Men jeg vil gerne lige kommentere på det med at mange børn ville have godt af at gå der hjemme. Mht integrationen, så kan jeg sige, at efter det for nogle år siden blev "tvunget" forældre at børn skulle i børnehave eller spogstimulation i kbhs kommune, så er børnene der starter i skole blevet VÆSENTLIG bedre til dansk. Det er ikke mange år siden at måske halvdelen af de børn der startede i bhk i mange skoler næsten ikke kunne tale dansk. Det var fordi mor ikke havde arbejde og børnene derfor gik der hjemme med det. Sikkert hyggeligt nok for børnene. Men da mor ofte snakkede et andet sprog end dansk, så blev det utrolig svært for dem at lære det danske sprog. Derfor var de allerede fra starten næsten hægtet af, når de først som 6 årig skulle til at lære at snakke dansk. Efter de nye regler, kommer næsten alle børn i KBHs kommune i børnehave. Det har gjort, at de har knyttet bånd til danske børn og ikke mindst at de nu snakker væsentligt bedre dansk.

Jeg ved godt, at det er ude for kontekst af hvad du sikkert mener mht at det er godt for børn at gå hjemme. Men vi må ikke glemme, at der altså også er denne store gruppe hvor jeg faktisk synes, at det har været en fordel at de ikke har gået hjemme.

mht det du snakker om i dit første indlæg: Jeg synes, at det er helt fint at en mor ønsker at blive hjemme. Jeg kunne dog ikke se hvordan det skulle give mere empati overfor andre børn, hvis man hænger mor i skørterne indtil man skal starte i skole. Jeg vil da netop synes, at de lærer meget omkring det at skulle dele, vente på at det er ens tur, vide at ikke hele verden drejer rundt om en selv, men der også er andre man skal tage hensyn til osv. er noget de lærer i børnehaven. Jeg kan godt forstå at man går hj, med sit barn indtil de skal i børnehave. Men alt derefter synes jeg måske er mere for morens skyld end for barnet. Jeg tror ikke man kan aktiverer et barn på samme måde dag ind og dag ud, hverdag og weekender som en børnehave kan. Det er jo uddannede pædagoger og der er andre børn man kan have det sjovt med (som ikke er søskende) Jeg tror som sagt ikke, at barnet tager skade hverken af at gå hjemme eller være i børnehave. Min personlige holdning er, at en god balancegang med at et barn som er i børnehave f.eks 8-15 med hjemmedag når det er muligt. er en god løsning som jeg tror både mor og barn kan være glade for.  

Det handler vel egentlig om samvær contra forbrug

Et prioriterings spørgsmål som flere burde stille sig selv

Jeg kan virkelig ærge mig over at vores samfund er skruet sammen som det er (selvom vi også lever i et super fedt land)

Hjælp hjælp finanskrise - ingen bruger penge

Hvad med at vi alle skruede lidt ned på alle planer...

At man generelt kun arbejdede 30 timer om ugen og frigav flere arbejdspladser

At flere kvinder valgte at gå hjemme de første 3 år og frigav arbejdspladser

At samvær med børn ville blive vigtigere end penge til institution, 2 biler og et hus på flexlån

Det er sørgeligt at børns barndom skal leves på en børne fabrik den største del af tiden...

TbCp skriver:

Jeg er helt enig med dig!!!

Spærede godt nok øjnene op ved den udtalelse og kunne godt tænke mig at se noget bevis for det! .... hvem udtaler sig? Hvilke eksperter? Hvor har de den "viden" fra!?

Tror det er noget ala dette trådstarter mener:

http://www.dr.dk/bornepasning/index.asp?pageID=artikler/pasning_skader&menuID=m_emn

SussieThyssen skriver:

 

Jeg har også været så heldig at jeg kunne have min ældste hjemme indtil hun skulle i skole, og min mellemste til hun blev 3 år, og så har jeg haft den yngste som institutionsbarn.
Og jeg ved nok hvem af dem, der var mest velfungerende som små, nemlig de 2 ældste, som jeg havde været om hele tiden, de første vigtige år af deres liv.

Selvfølgelig har de to ældste været de mest velfungerede som små, for de har været nødt til "selv at finde på/ være kreative" når de ikke har haft pædagogerne til, at sætte dem i gang. Og det det i sig selv er jo med til, at øge deres selvstændighed som små mennesker. Men får de lov til, at være lige så meget børn som de ellers ville i en institution?

qp skriver:

Selvfølgelig har de to ældste været de mest velfungerede som små, for de har været nødt til "selv at finde på/ være kreative" når de ikke har haft pædagogerne til, at sætte dem i gang. Og det det i sig selv er jo med til, at øge deres selvstændighed som små mennesker. Men får de lov til, at være lige så meget børn som de ellers ville i en institution?

Efter min mening??
Nej..eller rettere..det afhænger helt af institutionen.
Min mellemste kom i Rudolf Steiner børnehave..og der får de lov til at være børn helt igennem.
Nr 3 kom i kommunal men en lille børnehave, men jeg syntes alligevel ikke at det var nær så godt.

Mor79 skriver:

Det handler vel egentlig om samvær contra forbrug

Et prioriterings spørgsmål som flere burde stille sig selv

Jeg kan virkelig ærge mig over at vores samfund er skruet sammen som det er (selvom vi også lever i et super fedt land)

Hjælp hjælp finanskrise - ingen bruger penge

Hvad med at vi alle skruede lidt ned på alle planer...

At man generelt kun arbejdede 30 timer om ugen og frigav flere arbejdspladser

At flere kvinder valgte at gå hjemme de første 3 år og frigav arbejdspladser

At samvær med børn ville blive vigtigere end penge til institution, 2 biler og et hus på flexlån

Det er sørgeligt at børns barndom skal leves på en børne fabrik den største del af tiden...

Anonym skriver:

Ok, jeg kryber til korset! Det var for firkantet formuleret!  Selvfølgelig er det at gå i institution ikke en enkeltstående faktor der alene genere en generation af adfærdsvanskelige børn! Men det er i høj grad en medvirkende faktor, og min kilder; ja det er såmen Ole Schoenborg der skriver det i førnævte bog. Jeg har lige ledt mine hylder igennem og jeg kan desværre ikke finde bogen (vi er lige flyttet) jeg ville nemlig gerne citere ham helt korrekt! For ja, det er noget af en påstand at komme med! Men han underbygger påstanden!

Så vidt jeg ved er Ole Schoenborg psykolog og seminarielærer, han er imod at man sender børn i institution når de er under 2 år da han mener det vil resultere i svage børn der opvokser uden den kærlighed de har behov for. Og ja man kan da godt være enig med ham i mange af de ting han påpeger mht hvordan han gerne ville samfundet så ud - han pointerer jo netop, at mødre bør kunne gå hjemme med deres børn længe så vi fik nogle stærke individer.

Han har jo ikke forsket på området men skriver udfra hans tanker og oplevelser af nutidens børn og unge. Og jeg synes han er vildt ekstrem og uden egentlig grundlag for mange af de påstande han ytrer.

Selvfølgelig er der børn iblandt der bør blive længere hjemme men der findes ligeså vel børn der vil have det bedre i en institution fremfor, at blive hjemme. Det afhænger af hvilket miljø man opvokser i, hvordan famliens sociale omgangskreds er, hvilke ressourcer familien har og sidst men ikke mindst afhænger det også af barnets udvikling.

Personligt synes jeg det er dybt forkasteligt, at geniralisere en hel samfundsgruppe af børn som han gør.

De børn der "kommer galt afsted" gør det da ikke i alle tilfælde nødvendigvis af, at de har gået i institution. Der er så mange adskillige faktorer der spiller ind her, det kan eks. være at barnet er vokset op i en socialt belastet familie og har manglet en anden form for kærlighed end den kærlighed det har modtaget? Det kan også være fordi barnets forældre har været for karrieremindede og derfor ikke har kunne opfylde barnets emotionelle behov? Det kan være at forældrene simpelthen ikke har haft interesse i barnet?

Der er en individuel årsag til man udvikles som man gør og der er rigtig mange årsager til dette.

Sidst men ikke mindst sker der ingenting ved, at stille sig kritisk overfor en forfatters påstande

MariaJ skriver:

Nej, jeg synes ikke samfundet ejer mig. Jeg ser intet problem i at man vælger at gå hjemme med sine børn, så længe man ikke modtager økonomisk støtte fra det offentlige pga dårlig økonomi, selvom man selvfølgelig kører på vejene, går til læge osv. Som du selv siger sparer man jo samtidig samfundet for mange penge til pasning.

MEN du kommer med en del påstande om hvor skadeligt det er for børn at være i institution versus at være hjemme hos mor. Jeg er selv vokset op med en hjemmegående mor, og er ikke i tvivl om at det på mange måder er godt, men jeg er altså ikke helt sikker på at eksperterne taler så entydig tale som du giver udtryk for. Det er ikke mange dage siden jeg læste om en undersøgelse, der faktisk postulerede at ungerne havde bedre af at være i institution. Om jeg tror det ene eller det andet er lige meget, jeg kender ikke oplysningerne, men synes dine argumenter blev meget ensidige og udokumenterede.

 Maria (der er forsker og vant til at skulle dokumentere alt hvad hun siger...dog indenfor et helt andet felt end institutionsbørn).

Jeg er meget enig! Jeg har det også lidt problematisk med den måde der postuleres på. Forstår heller ikke helt den der med at vi lige nu ser den første institutionsgeneration - altså jeg er jo i midt 30´erne, og jeg skulle da mene at min generation også er insitutionsbørn. Langt de fleste af os gik da også i vuggestue, børnehave osv. Ved godt tendensen sikkert er taget til, men alligevel, et helt nyt fænomen er det altså ikke. Og alene at relatere institutionslivet til de udviklings-/adfærdsforstyrrelser der ses hos børn og unge i dag, det er altså en stærk forenkling af tingenes sammenhæng, efter min overbevisning. Det er mit indtryk at man ikke ved vældig meget entydigt herom, men det man ved er at det er multifaktorielt, altså at det er et kompliceret samspil mellem samfundsmæssige strukturer og mekanismer, forhold i hjemmet og familien, i institutionslivet, genetiske forhold osv der kan føre til fx en udviklingsforstyrrelse. Desuden skyldes stigningen i den slags fænomener  også at vi er blevet  bedre til at opspore og diagnosticere dem, ikke nødvendigvis at de ikke fandtes førhen. Nå, det blev en længere smøre, men jeg bryder mig heller ikke helt om måden trådstarter stilller ikke-underbyggede postulater op...

MariaJ skriver:

Mange tak for det lange og uddybende svar. Som sagt var jeg aldrig negativt indstillet overfor dine argumenter som sådan, så sætter pris på dokumentationen.

Uden at kende noget til pædagogisk forskning, udover hvad hvemsomhelst kan læse sig til i bøger for lægfolk, dagspressen osv, er det også mit indtryk at der er stor sammenhæng mellem landets kultur og samfundsøkonomi og hvilken side af forskningsresultaterne, der formidles. Min mand er tysk, så vi har også en bog om småbørnsudvikling herhjemme, der henvender sig til det tysksprogede marked (Remo H. Largo: Babyjahre), hvor institutionspladser i 0-3 års alderen er næsten ikke eksisterende . Der er en slående forskel på hvordan afnittet om seperationsangst omkring et års alderen er skrevet i forhold til en tilsvarende bog på norsk "Småen 0-2 år" af en norsk børnelæge Gro Nylander og alt andet materiale jeg har læst både på dansk og norsk. De norske bøger gør meget ud af at separationsangsten er størst lige før et års alderen, og at hvis man kan trække den lidt med pasningen er det fint (Norge har sjovt nok pasningsgaranti fra et år). Den tyske bog viser derimod med grafer og anden dokumentation at separationsangsten forsvinder gradvist frem mod de tre år (hvor de tyske pasningstilbud sjovt nok dukker op). De to forfattere er i øvrigt meget enige om en blød pædagogik overfor småbørn (begge går ind for samsovning, amning, tryghed fremfor "godnat og og sov godt", bæring osv.... De to perspektiver mht pasning har i hvert fald om ikke andet fyldt mig med sund skepsis mod at sluge diverse anbefalinger råt. Det er altid nemt at finde et forskningsresultat, der viser enten det ene eller det andet. Det svære for lægfolk som mig selv er altid at få overblikket og finde ud af, hvilke resultater der har størst opbakning i fagmiljøet, og det kan være svært, når formidlingen af resultater bliver mudret af en politisk agenda (noget jeg i øvrigt kender rigtig meget til fra mit eget fag, hvor jeg arbejder indenfor klimaforskning).

Ha ha - så rigtigt! Det er fandme en jungle at finde rundt i! det er ligesom at ammeanbefalingerne også følger vores barselspraksis Næh, som du siger er det ikke svært at finde en enkelt forsker der underbygger det budskab man gerne vil sende, men som lægmand er det svært, indenfor alle de områder man nu engang går rundt og gerne vil tage kvalificeret stilling til  - herunder er vores børn naturligvis det absolut vigtigste - at danne overblik over hvad der forskningsmæssigt er størst konsensus om. Ja, det var vist en nøjagtig gengivelse af din poite, så intet nyt uder solen der

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym efter det stormvejr hende den anden kom udfor, da hun spurgte om vores holdning til at blive hjemmegående, -men jeg er altså ikke hende!

Men mit spørgsmål er helt simpelt: Synes du at samfundet ejer dig?

Altså at hvis du har taget en lang videregående uddannelse så SKAL du også bruge den, fordi nu har samfundet betalt for din uddannelse, så er du også forpligtet til at bruge den. Uanset om du har lyst eller ej.

Mener du at samfundet har krav på at du skal arbejde?

Mener du at det burde forbydes at gå hjemme? Når man går hjemme betaler man jo ikke skat, men har stadivæk adgang til lægehjælp, bruge offentlig transport, have børn der går i skole og alle mulige andre goder der er helt eller delvis betalt af det offentligt.

-og til slut vil jeg lige tilføje at hvis ALLE mødre gik hjemme til deres børn var 10 år, så ville vores velfærdsstat også overleve!!! Vi villle spare sindsyg mange penge på vuggestuer, børnehaver, og SFO. Men der ville også være rigtig mange penge at spare på kontoen til adfærdsvanskelige børn, børn med særlige behov, forbyggelse af ungdomskriminatiltet, støtte til selvmordstruede unge osv. For faktum er at børn der bliver passet hjemme, af en gennemsnitsmor klare sig langt bedre i samfundet og bliver en bedre samfundsborger, end børn der tilbringer mange timer i institution. Institutionsbørn har (og nu taler jeg i meget generelle vendinger) sværer ved at knytte bånd, sværre ved at føle empati og sætte sig selv til sidst, har større sandsynlighed for at udvikle en eller anden form for behandlingskrævne psykis sygdom (spiseværing, cutter, depression osv.) Lige nu er den første generation af institutionsbørn ved at vokse op, og aldrig før i historien har man oplevet SÅ mange unge der er utilpassede, og som er krævende for samfundet på den ene eller anden måde. Eksperner er ikke itvivl om at hovedårsagen til det, skal findes i at børn ikke længere vokser op under rolige, trygge og nære forhold hjemme hos mor, hvor man går ned i gården eller ud på vejen og leger med naboens børn. Men at børn derimod bliver stuet sammen i institioner, med alt få for voksne, som ikke nære en dyb moderkærlighed for dem, og det er disse voksne der er sammen med børnene i deres mest friske og aktive timer. Børn er meget mere modtagelig for opdragelse kl 10 om formiddagen hvor de er friske end kl 17 om eftermiddagen hvor de er trætte og udkørte.

Nå, men tilbage til spørgsmålet: Ejer staten dig, og er du forpligtet til at arbejde hvis du kan???

Nej jeg synes som sådan ikke at staten ejer en, men jeg bestemt at vi har et fælles ansvar for at vores velfærdsstat fungerer.Jeg tror på at vi skal løfte i fælles flok.

Jeg tror ikke på at samfundet ville kunne bære opgaven, hvis alle mødre gik hjemme med børnene, heller ikke selvom der ikke var de udgifter til pasningstilbud. Hvordan skulle samfundet kunne bære den kæmpe byrde med alle de fyrede personale grupper fra inst.området?

Der vil også altid findes familier, hvor børn faktisk har langt bedre af at komme afsted i daginst. hver dag.

Jeg er selv vokset op med en mor der gik hjemme, og mine børn er inst.børn. Jeg manglede 100% at lære de spilleregler der findes når man er sammen med andre. Jeg var dybt skræmt over de andre børn da vi startede i børnehaveklasse, for jeg havde aldrig været sammen med så mange før. Jeg havde ikke lært at kæmpe for at få nogle ting, så jeg bakkede altid ud i situationer, hvor der var opsejling til en konflikt.

Jeg tror ikke på at man som generel holdning kan sige, at det er bedre for et barn at gå hjemme med en forældre. Det kommer da meget an på, hvilket liv man har. Jeg er helt enig i at nogle børn har alt for meget tid i inst. i dag, og det tror jeg heller ikke er optimalt. Jeg ville aldrig vælge at gå hjemme med mine børn til de når skolealderen, det ville jeg ikke af flere grunde, fx er det simpelthen ikke noget jeg ville kunne forenes med, da jeg ville mangle voksenkontakten, jeg ser det heller ikke som en reel mulighed for ret mange mennesker i dagens Danmark, tror ikke på det er så positivt, som det nogen gange fremlægges til.

Jeg har valgt at mine børn har været i dp, og det burde jo så være næsten optimalt i følge de mennesker, du har dine oplysninger fra. det er få børn, i et hjem og ikke inst, dog ikke hjemme ved mor.

Hvis jeg skulle kunne gøre som jeg ville de første år af mine børns liv, så tror jeg at jeg ville holde dem hjemme til 3 års alderen, og så skulle de sluses ind i institutionslivet.

Min holdning er at institutionerne KUN er ringe(der findes absolut også gode) pga af at de presses så hårdt på deres resourcer, så i stedet for at hele moderskaben skulle melde sig ud af arbejdslivet, så ville det da være bedre at ændre måden samfundet lige nu køres på. Vælg at råbe højt, i stedet for at smække med døren og trække sig tilbage til hjemmet.