Øv altså!
Har egentlig haft det rigtig rigtig godt med mit pks trods min holdning til det i starten... Jeg var rigtig ked af at skulle have kejsersnit, men da først jeg fik realitetssansen tilbage og i øvrigt efterfølgende havde en fantastisk fødsel ved kejsersnit har jeg bare slet ikke haft det dårligt med det 
I går var der så en der spurgte til min fødsel (en jeg ikke kender ret godt), og da jeg fortalte om mit kejsersnit lykkedes det hende at bagatellisere det HELT vildt... Hun var egentlig ikke direkte dum overfor mig, men hun fik på én eller anden måde mig til at føle mig som en kæmpe fiasko at jeg ikke selv havde presset Laura ud
Hun fik gjort kejsersnit til en "lille dum, nem måde at få et barn og i øvrigt SLET ikke en fødsel" og jeg blev faktisk rigtig ked af det, for jeg var faktisk nået dertil at jeg omtaler kejsersnittet som "min fødsel af Laura" - for det var det jo!!!
Så sad jeg der og følte mig som SÅ lidt som en kvinde og følte at jeg da overhovedet ikke havde født når nu det var kejsersnit... Og så bandede jeg langt væk over at jeg ikke selv kunne føde hende "bare" fordi hun sad fastklemt med hovedet under mine ribben og i den grad blev HEVET ud...
Jeg ved inderst inde godt at det er noget fis og at min fødsel er ligeså rigtig som alle andres - og nødvendig for hun var IKKE kommet ud ved sædefødsel som hun sad fast - men jeg blev bare rigtig såret og blev så paf at jeg intet sagde igen 
Nå.. det skulle altså lige ud
Knus Caroline - som lige nu slet ikke kan finde ud af om hun har født eller ej!?
Åh søde Caroline...kan godt forstå dine tanker, men du havde jo intet valg...det var hendes liv eller din fødsel...så selvom du ikke har født hende selv, men fået hjælp af et ks, så har du givet hende livet og helt uden at tænke på dig selv, valgt det bedste for hende.
Jeg har heller ikke presset to af mine ud gennem skeden, men jeg kan så heller ikke se noget fantastisk ved, at få udspilet mit underliv for at presse en blodig slimet unge ud..
kan ikke se at man skal ophøjes eller ophøje sig selv ved at føde et barn...det er kvinder lavet til, hvorfor gør det til noget specielt...det er lige så naturligt som at trække vejret...og i de situationer hvor det så er nødvendigt med ks, så synes jeg faktisk os ks-mødre er endnu mere seje...tænk at få et barn og være der for det trods et stort operationssår...det er da sejt...
Op i numsen med de selv højtidelige kællinger, de findes alle steder...der er dem der ikke kan forstå man ikke hoppede i før gravid bukserne på dagen for fødslen, dem der ammede uden problemer, dem der fik børn der aldrig græd, dem der har de hurtigste, klogeste og dygtigste børn...og måske er det mest dem der prøver at virke som overskudsmødre og husker rigtig dårligt eller bare er gode til at fortrænge...
Om børn fødes gennem en skede, skæres ud eller kommer med en flyver, så er man kun mor den dag man er det af gavn...og det er man ikke ved at presse en unge ud, det kan enhver da gøre...også dig Caroline, men det ville lillepigen bare ikke...
Ved ikke om alt mit snak her giver mening...har selv mødt disse kvinder, men har jo så bare smidt jeppes fødsel i hovedet på dem og så var der lukket, for så kunne man jo føde...bræk bræk bræk...jeg ville hellere have været foruden...men giv dem igen...bare sig noget...du er sej, for du fødte på den hårdeste måde...
Kæme stort trøste kram fra en kejsermor til en anden...
