Kønsscanning skuffelse

lineog4 skriver:

Du får sat ord på et eller andet udefinerbart og alligevel mangler den sidste forklaring som nok er umulig. 

For ja det at jeg brændende ønskede mig en pige, handlede ikke om prinsesse drømme - jeg er næsten antilyserød og kan slet ikke have de der små prinsesser. Hun ville have været klædt i næsten det samme som drengene måske lidt mere lilla og rødt og lidt mindre grønt og blåt, men det havde været de samme slags pludderbukser og blomster over alt. 

Hun ville ikke skulle lege med dukker partout også fordi jeg er så dårlig til det, og der ville have været Briotog og biler også. 

Og alligevel var det brændende ønske en pige - hvorfor? Netop fordi som du skriver mit hoved var indstillet på en pige, lykken var de to piger tusind drømme var allerede i gang og det at omstille sig er sindsyg svært og kan til tider gøre ondt. 

Nu har jeg så drenge og hold kæft hvor er de skønne. De har været en gave til min store pige fordi hun er blevet udfordret på sin "drengeside" og pludselig fik en stor interesse fle fjernstyrede biler og traktorer, hvor hun før hun blev storesøster overhovedet ikke gad lege de lege med mig. Jeg ved også nu der er et eller andet med køn det er ikke bare en social konstruktion. Og jeg ved også nu at to drenge kan være meget forskellige og det samme jo nok gør sig gældende med piger. Men jeg har faktisk stadig svært ved at forstå at se drømme jeg drømte om to piger aldrig bliver en realitet 

For mig er den forklaring netop umulig, fordi jeg ikke kan sætte en finger på det. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik installeret en pige-drøm i mit hoved allerede fra mine teenageår. Som sagt var det ikke et valg jeg tog, ikke en decideret "jeg vil helst have en pige"-tanke, det faldt bare helt naturligt mit hoved ind at tænke på en pige og det var som sagt det der føltes "rigtigt" eller kan jeg næsten sige "meant to be" for mig. 

Prinsesse drømmen som du også nævner har heller aldrig været en del af noget, ja, havde ingen konkrete forestillinger eller drømme om hvordan en pige skulle være - har aldrig tænkt ørhj, gid jeg får en pige så vi kan gå til ridning, så jeg kan indrette det lyserøde babyværelse, så jeg får et barn der kan sidde stille og roligt og lege med dukker i tutuskørt. Stereotypen og disse overfladiske ting var aldrig inkluderet i min pige-drøm. Jeg ville ikke være skuffet fordi jeg nu skulle til at male blåt i stedet for lyserødt eller købe drengetøj, nej, havde stadig valgt det jeg kunne lide som blandt andet er lilla og blomster, om det så skulle vise sig at jeg fik en dreng. 

Jeg tror ikke det er selve drengekønnet der skuffer, ikke det at det bliver en dreng, men mere den indstilling ens hoved havde lavet om en pige nu skal ændres. At man skal til at skabe noget nyt. At alle de følelser omkring det at få en pige lige pludselig ikke holder stik med virkeligheden - det kan jo godt være en omvæltning af den ting ens hoved har skabt igennem årene lige pludselig slåes i stykker. Det essentielle tror jeg faktisk ikke er dreng/pige, men at den indstilling i ens hoved lige pludselig skal omstilles til noget helt nyt og fremmed - noget der ikke ville føltes naturligt for mig som en pige på en eller anden måde gjorde. 

Det er jo altid svært at få slået en drøm i stykker så at sige, det kan godt tage noget tid at forlige sig med noget som man aldrig har været inde i før. Jeg havde jo aldrig været inde i følelserne eller den naturlige følelse omkring en dreng som med en pige. Det ville have været noget helt nyt og på en eller anden måde også uventet for mit hoved at skulle til at skabe. Jeg tror mest af alt at det er dét der er det svære/"sorgen" for den gravide og egentligt ikke så meget om barnet har en tissemand eller en tissekone eller skal hedde Victoria eller Villum. 

Nu var jeg jo så "heldig" og fik min pige og endda en til som jeg sjovt nok håbede lidt på var en dreng. Min store pige er på ingen måde en "pige-pige" eller en "drenge-pige" heller (hader de udtryk). Til den dag i dag har hun endnu ikke ejet en barbie, er totalt ligeglad med pynte-smykker og legetøjs-damertasker eller huller i ørene for den sags skyld, ridning siger hende heller ikke noget haha (jeg elsker dog en ridetur i naturen). Hun elsker at være ude, klatre i træer og rode i jorden og krible krable med insekter - må virkelig holde masken nogle gange når jeg får præsenteret en stor flot edderkop eller andet sjovt for mig!! Dog synes hun det er fedt at få lagt neglelak og elsker at få tusinde perler i fletningerne. At lege vildt i sofaen er også en favorit. Så er der også sådan én som min mand som da har huller i begge ører og endda også en sten i næsen, bærer altid halskæder og har det som mange nok vil definere som langt hår der bliver pakket ind i et silketørklæde hver nat - hans mest brugte t-shirt er en lyserød og lilla batikfarvet. Er fantastisk til at sætte hår og kan lave de fineste mest komplicerede fletninger - han laver tit min favorit frisure på mig som er et flettet hårbånd, skønt med en mand der kan dulle mig op skal det lige siges...  Ja, køn er altså ikke bare så lige til... og drenge/piger er altså ikke bare så sort hvidt. Men derfor kan man jo stadig godt have en slags drøm som man bliver chokeret over lige pludselig måske ikke skal ske. For mig bør "køns-drømme" ikke være et tabu, nærmere noget der skal opfattes som noget jeg tror er ganske naturligt for mennesker at have mere eller mindre - jeg tror vi alle har forestillinger, forventninger, dagdrømme og andet sjovt i vores liv - også når det kommer til børn som du skriver i et andet indlæg... 

Puh, det blev langt, men der er jo også meget at sige, netop fordi det egentligt er lidt udefinerbart hvad man egentligt føler og hvad man ikke gør 

Anonym skriver:

Hmm, både ja og nej...

Vi valgte ikke at kende kønnet. Det meste af graviditeten var jeg overbevist om, at det var en pige. Men ud kom en dreng. Jeg må indrømme, at lige da vi fik kønnet at vide, var jeg overrasket. Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det skuffet, men det var ikke det, jeg havde forestillet mig.

Nu kunne det selvfølgelig slet ikke være anderledes, og jeg elsker at være drengemor.

Og med hensyn til det med at elske sit barn fra starten. Det er desværre et kæmpe tabu, men for nogen tager det lidt ekstra tid. Jeg kunne først for alvor sige, at jeg elskede min søn, da han var en måned. Jeg skulle lige lære ham at kende. Han var vidunderlig fra starten, og det skal selvfølgelig heller ikke forstås som, at jeg ikke kunne lide ham, ja, jeg havde altså brug for lidt mere tid. Jeg synes, det er ærgerligt, at alle siger, at man elsker sit barn fra starten, for jeg følte mig dælme forkert i de første uger, og det er vanvittigt svært at tale med andre om.

Men jeg forstår din pointe :-) Det er sværere at blive skuffet under fødslen end til en kønsscanning. Men jeg synes nu også, det er godt, at vi har muligheden, fordi der er nogle, der har brug for mere tid for at bearbejde kønnet (især hvis det ikke er som forventet/ønsket). Hvis man har virkeligt stærke følelser omkring kønnet, kunne jeg godt forestille mig, at det kunne være svært at bearbejde, hvis man først får det at vide ved fødslen.

Jeg tror, det er lige omvendt - at der er mere at bearbejde, når det eneste, man har at forholde sig til efter den famøse scanning, netop er kønnet. Når man først får kønnet at vide ved selve fødslen, får man to ting at forholde sig til på samme tid - fantastisk blød og skøn mirakelbaby OG køn. I prioriteret rækkefølge, for køn virker sgu lidt underordnet, når man får sin bebs i armene, og den har perfekte små fingre og masser af hår og store øjne. 

Ved scanningen kommer alt - det kan jeg jo bl.a. læse levende beskrevet hér - til at handle om "pige" eller "dreng", og det fylder tydeligvis enormt for mange. Ofte alt for meget. 

Jeg har vist ikke skrevet om at elske sin baby fra starten, det var i hvert fald ikke det primære, men netop om at synes og se og mærke, at hér kom lige pludselig en vidunderlig baby.  Som, sekundært, også er enten en pige eller en dreng. 

Carina:-) skriver:

Åh ja -

Jeg har flere forskellige drenge-

En "rigtig" dreng en følsom dreng en "mors dreng"  jeg har også fået kommentarer .

F.eks tror du ikke han bliver homoseksuel om min ene dreng der var enormt glad for at tegne og skrive historier .

Og det er en million gange folk har sagt om min brogede drengeflok at man da sandelig ikke skulle tro de var søskende så forskellige de er imens de kigger på Villads der er klædt ud som sommerfugl med fevinger . 

Victor på 11 får også tit afvide han er en mor dreng fordi han stadig krammer hans mor når vi siger farvel .

Heldigvis er han ligeglad - 

Dén har vi også fået om vores yngste søn, fra han var 4-5 år - om vi ikke troede, han blev homoseksuel. Og søreme så, om de ikke fik ret, og vi i dag har en prægtig, fantastisk 18-årig, som er og kan en hel masse og iøvrigt elsker drenge/mænd. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvorfor det var interessant dengang - der var aldrig nogen, der spurgte, om vi troede, vores datter og vores anden søn var hetero. Pudsigt fokus at have. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, det er lige omvendt - at der er mere at bearbejde, når det eneste, man har at forholde sig til efter den famøse scanning, netop er kønnet. Når man først får kønnet at vide ved selve fødslen, får man to ting at forholde sig til på samme tid - fantastisk blød og skøn mirakelbaby OG køn. I prioriteret rækkefølge, for køn virker sgu lidt underordnet, når man får sin bebs i armene, og den har perfekte små fingre og masser af hår og store øjne. 

Ved scanningen kommer alt - det kan jeg jo bl.a. læse levende beskrevet hér - til at handle om "pige" eller "dreng", og det fylder tydeligvis enormt for mange. Ofte alt for meget. 

Jeg har vist ikke skrevet om at elske sin baby fra starten, det var i hvert fald ikke det primære, men netop om at synes og se og mærke, at hér kom lige pludselig en vidunderlig baby.  Som, sekundært, også er enten en pige eller en dreng. 

 

Du skrev, at man bliver "stormende forelsket" i sin baby fra starten i dit andet indlæg, men nu er det sådan set ikke det, det handler om her.

Jeg tror bare, vi har forskellige holdninger og syn på sagen. Jeg tror, at hvis man har en drøm om et bestemt køn, så kan det være bedre at få kønnet at vide på forhånd.

Hvis man har et ønske om et bestemt køn, tror jeg, det kan blive hårdt at bearbejde efter fødslen, hvor man er så ekstra følsom og sårbar. Især når den første glæde over en sund og rask baby har lagt sig.

Er man ligeglad med kønnet, er det selvfølgelig underordnet, om man får det at vide i graviditeten eller ved fødslen.

Jeg tror bare ikke, du skal underkende, hvor meget det kan fylde for nogle kvinder (og mænd).

Jeg har en veninde som for en del år siden var meget aktiv på jubii forummet. 

Hun skrev efter en skanning " det er en dreng.  Mor er ikke sur mor er skuffet "

Hun blev så citeret af flere og fortalte at hun ikke kunne forklare det men drenge havde bare aldrig sagt hende noget.

Hun fortrød hendes ord da først hendes dreng var ude men hun fortrød endnu mere at hun havde skrevet det offentligt for ja hun kunne slette hendes egne indlæg men dem hvor hun var citeret står der endnu og hun er bange for at hendes søn en dag ser på skrift at hans mor var skuffet over at han var en dreng. 

Jeg kom til at tænke på hende da jeg læste den her tråd og tænker på om der er nogen der overvejer at hvis man f.eks har 1 2 eller 3 sønner og så udviser den holdning at man ville ønske man havde fået en pige eller at man brændende ønsker sig en datter næste gang .

At det også kan opfattes af drenge som om de er mindre værd. 

Måske jeg overtolker især fordu jeg selv har dtenge  og kan slet ikke forstå man kan bruge  ordet skuffelse i samme sætning som baby. men tænkte bare lige at jeg håber aldrig nogen drenge får den opfattelse/opdager de var en skuffelse før de overhovedet var født.

Jeg ønskede selv brændende en lille pige. Jeg har så fået den skønneste lille dreng! Jeg frygtede selv at jeg måske ville føle skuffelse til kønsscanningen, men det gjorde jeg slet ikke. Jeg kunne kun fokusere på den dejlige lille blop der spjættede rundt på skærmen, og i det sekund kunne jeg bare mærke den vildeste kærlighed indeni. Min søn bliver snart et år, og er bare en rigtig mors dreng. Han er så dejlig at det slet ikke er til at forstå. Skæbnen ville at jeg havnede i en mødregruppe hvor de fire andre mødre alle kun har piger, så min søn er eneste dreng. Jeg er overhovedet ikke misundelig. Min søn er så charmerende og stjæler næsten al opmærksomheden når vi er samlet.  Vi skal helt sikkert have flere børn herhjemme, og ville da synes at det var stort at få lov til at prøve at opleve en pige næste gang så vi havde en af hver, men det betyder slet ikke så meget for mig som første gang. Jeg kan godt lige føle et ''gid det var mig i min næste graviditet'' når jeg møder nogen gravide der venter sig en lille pige (specielt hvis de med pigen får en af hver), men altså ikke på nogen intens måde. Jeg fantaserer lige så meget om hvordan det mon ville være at få en lille lækker drengebasse mere, og dermed være mor til brødre. Kærligheden når man møder de små er bare så stor, at kønnet ikke betyder noget.

Aristocats skriver:

For mig er den forklaring netop umulig, fordi jeg ikke kan sætte en finger på det. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik installeret en pige-drøm i mit hoved allerede fra mine teenageår. Som sagt var det ikke et valg jeg tog, ikke en decideret "jeg vil helst have en pige"-tanke, det faldt bare helt naturligt mit hoved ind at tænke på en pige og det var som sagt det der føltes "rigtigt" eller kan jeg næsten sige "meant to be" for mig. 

Prinsesse drømmen som du også nævner har heller aldrig været en del af noget, ja, havde ingen konkrete forestillinger eller drømme om hvordan en pige skulle være - har aldrig tænkt ørhj, gid jeg får en pige så vi kan gå til ridning, så jeg kan indrette det lyserøde babyværelse, så jeg får et barn der kan sidde stille og roligt og lege med dukker i tutuskørt. Stereotypen og disse overfladiske ting var aldrig inkluderet i min pige-drøm. Jeg ville ikke være skuffet fordi jeg nu skulle til at male blåt i stedet for lyserødt eller købe drengetøj, nej, havde stadig valgt det jeg kunne lide som blandt andet er lilla og blomster, om det så skulle vise sig at jeg fik en dreng. 

Jeg tror ikke det er selve drengekønnet der skuffer, ikke det at det bliver en dreng, men mere den indstilling ens hoved havde lavet om en pige nu skal ændres. At man skal til at skabe noget nyt. At alle de følelser omkring det at få en pige lige pludselig ikke holder stik med virkeligheden - det kan jo godt være en omvæltning af den ting ens hoved har skabt igennem årene lige pludselig slåes i stykker. Det essentielle tror jeg faktisk ikke er dreng/pige, men at den indstilling i ens hoved lige pludselig skal omstilles til noget helt nyt og fremmed - noget der ikke ville føltes naturligt for mig som en pige på en eller anden måde gjorde. 

Det er jo altid svært at få slået en drøm i stykker så at sige, det kan godt tage noget tid at forlige sig med noget som man aldrig har været inde i før. Jeg havde jo aldrig været inde i følelserne eller den naturlige følelse omkring en dreng som med en pige. Det ville have været noget helt nyt og på en eller anden måde også uventet for mit hoved at skulle til at skabe. Jeg tror mest af alt at det er dét der er det svære/"sorgen" for den gravide og egentligt ikke så meget om barnet har en tissemand eller en tissekone eller skal hedde Victoria eller Villum. 

Nu var jeg jo så "heldig" og fik min pige og endda en til som jeg sjovt nok håbede lidt på var en dreng. Min store pige er på ingen måde en "pige-pige" eller en "drenge-pige" heller (hader de udtryk). Til den dag i dag har hun endnu ikke ejet en barbie, er totalt ligeglad med pynte-smykker og legetøjs-damertasker eller huller i ørene for den sags skyld, ridning siger hende heller ikke noget haha (jeg elsker dog en ridetur i naturen). Hun elsker at være ude, klatre i træer og rode i jorden og krible krable med insekter - må virkelig holde masken nogle gange når jeg får præsenteret en stor flot edderkop eller andet sjovt for mig!! Dog synes hun det er fedt at få lagt neglelak og elsker at få tusinde perler i fletningerne. At lege vildt i sofaen er også en favorit. Så er der også sådan én som min mand som da har huller i begge ører og endda også en sten i næsen, bærer altid halskæder og har det som mange nok vil definere som langt hår der bliver pakket ind i et silketørklæde hver nat - hans mest brugte t-shirt er en lyserød og lilla batikfarvet. Er fantastisk til at sætte hår og kan lave de fineste mest komplicerede fletninger - han laver tit min favorit frisure på mig som er et flettet hårbånd, skønt med en mand der kan dulle mig op skal det lige siges...  Ja, køn er altså ikke bare så lige til... og drenge/piger er altså ikke bare så sort hvidt. Men derfor kan man jo stadig godt have en slags drøm som man bliver chokeret over lige pludselig måske ikke skal ske. For mig bør "køns-drømme" ikke være et tabu, nærmere noget der skal opfattes som noget jeg tror er ganske naturligt for mennesker at have mere eller mindre - jeg tror vi alle har forestillinger, forventninger, dagdrømme og andet sjovt i vores liv - også når det kommer til børn som du skriver i et andet indlæg... 

Puh, det blev langt, men der er jo også meget at sige, netop fordi det egentligt er lidt udefinerbart hvad man egentligt føler og hvad man ikke gør 

Men der er også forskel på at have en forestilling/drøm og så på at få en depression og blive skuffet. 

Eller det er der i min verden....

Og så lige ot  min mand er også supersej til at sætte hår på både drenge og piger her i familien. 

Det er også ham der reperere tøj og så er han en haj til at lave fondant kager.

Som sidste gang hvor han lavede en med enhjørning slot og prinsesse og en af de andre mødre der sagde at når hun så min mand med skjorte tatoveringer op og ned af armene og som elsker at spille hård rock på fuld udblæsning så naboerne nægter at hilse længere.

Så var det sjovt at tænke på at hendes datter siger hun vil ha sådan en far der kan sy barbietøj bage fantastiske kager og samtidig flette 10 småpiger på stribe 

Carina:-) skriver:

Men der er også forskel på at have en forestilling/drøm og så på at få en depression og blive skuffet. 

Eller det er der i min verden....

Og så lige ot  min mand er også supersej til at sætte hår på både drenge og piger her i familien. 

Det er også ham der reperere tøj og så er han en haj til at lave fondant kager.

Som sidste gang hvor han lavede en med enhjørning slot og prinsesse og en af de andre mødre der sagde at når hun så min mand med skjorte tatoveringer op og ned af armene og som elsker at spille hård rock på fuld udblæsning så naboerne nægter at hilse længere.

Så var det sjovt at tænke på at hendes datter siger hun vil ha sådan en far der kan sy barbietøj bage fantastiske kager og samtidig flette 10 småpiger på stribe 

Jeg synes så også at hvis det går så langt som over i en depression, så tror jeg altså der ligger noget andet og dybere bag. Så tror jeg ikke længere at det udelukkende handler om køn men nok nærmere noget andet som man ikke kan sætte på plads.  Så ekstremt bør det absolut ikke være. 

 Ja, jeg er desværre ikke nær så god til hår som jeg ville ønske jeg var!! Jeg kan godt flette min datters hår men det tager altså nærmest 2 timer fordi jeg er så forfærdelig til det. Jeg øver mig virkelig, men hold nu op, det er altså ikke en dans på roser!! Er glad for at min mand er en haj til sådan noget, for jeg kan knap nok lave en helt almindelig fletning på mig selv. Behøver jeg at sige at jeg også sætter stor pris på min frisør! 

Min mand er sjovt nok også den bedste til kager her, jo, jeg kan godt bage dem udemærket, men han bager dem altså lidt bedre og har en bedre finesse. Mit forsøg på at pynte en lagkage er altså ikke just kønt! Og der trak jeg altså på smilebåndene, hård rock på fuld udblæsning så naboerne nægter at hilse, hahahaha!! Jeg elsker altså mænd der udfordrer "hypermaskulinitet" - det ene udelukker jo ikke det andet og det er også det jeg synes er så fedt  Jeg synes tatoveringer og heavy rock og enhjørning-kager og frisørevner er en skøn kombi, det er jo der virkelig også ødelægger stereotyper så at sige. Min mand er også en muskuløs skabning på knap 1.90, men der er nu intet mandehørm over ham som sådan hahaha

Carina:-) skriver:

Jeg har en veninde som for en del år siden var meget aktiv på jubii forummet. 

Hun skrev efter en skanning " det er en dreng.  Mor er ikke sur mor er skuffet "

Hun blev så citeret af flere og fortalte at hun ikke kunne forklare det men drenge havde bare aldrig sagt hende noget.

Hun fortrød hendes ord da først hendes dreng var ude men hun fortrød endnu mere at hun havde skrevet det offentligt for ja hun kunne slette hendes egne indlæg men dem hvor hun var citeret står der endnu og hun er bange for at hendes søn en dag ser på skrift at hans mor var skuffet over at han var en dreng. 

Jeg kom til at tænke på hende da jeg læste den her tråd og tænker på om der er nogen der overvejer at hvis man f.eks har 1 2 eller 3 sønner og så udviser den holdning at man ville ønske man havde fået en pige eller at man brændende ønsker sig en datter næste gang .

At det også kan opfattes af drenge som om de er mindre værd. 

Måske jeg overtolker især fordu jeg selv har dtenge  og kan slet ikke forstå man kan bruge  ordet skuffelse i samme sætning som baby. men tænkte bare lige at jeg håber aldrig nogen drenge får den opfattelse/opdager de var en skuffelse før de overhovedet var født.

 

En historie kan jo fortælles på mange måder. Liam elsker historien om mor der ønskede en lille pige med sort hår og fik en stor tyk dreng der var skaldet, men at det lige præcis viste sig at være den skønneste dejligste dreng i verden. Sandheden er jo kun forfærdelig hvis man fortsat er skuffet, for Liam er historien ikke forfærdelig for han føler sig elsket og ønsket. 

Han spørger også klogt til om jeg tror han og Linus var blevet født hvis ikke Lia var død. Og jeg kan jo kun fortælle ham, at det kan man ikke vide men en ting er sikkert han ville i hvert fald ikke have været planlagt som han var. Forstillelsen er for mig mere skadelig fordi den fortæller der er noget forkert. Ærligheden viser det netop ikke er er issue længere men blot en historie om engang. 

Jeg forstår simpelthen ikke sådan helt ind i min grundvold hvorfor det skal være et tabu og forkert, st have præferencer om det så er køn, øjenfarve eller hvad ved jeg. Jeg havde da også et billede af vores barn med brune øjne pg bløde babykrøller, og fik tre blåøjede med glat hår, hvorfor er det forkert og egentlig underligt at man som menneske sætter billeder på forestillingen. Det er vel egentlig meget normalt for at kunne forestille sig fremtiden, så bliver man nød til at placere den i en ramme og skabe billeder af aktørerne og det er da super svært st gøre det køns og farveløst. Og ja danner man sig så flest billeder med en dreng så er det vel bare sådan. 

Jeg kan da heller ikke nu hvor jeg har er velsignet med begge køn sige andet end, det er bedøvende ligegyldig om det er det ene eller det andet og alligevel forstår jeg andres følelser.

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, det er lige omvendt - at der er mere at bearbejde, når det eneste, man har at forholde sig til efter den famøse scanning, netop er kønnet. Når man først får kønnet at vide ved selve fødslen, får man to ting at forholde sig til på samme tid - fantastisk blød og skøn mirakelbaby OG køn. I prioriteret rækkefølge, for køn virker sgu lidt underordnet, når man får sin bebs i armene, og den har perfekte små fingre og masser af hår og store øjne. 

Ved scanningen kommer alt - det kan jeg jo bl.a. læse levende beskrevet hér - til at handle om "pige" eller "dreng", og det fylder tydeligvis enormt for mange. Ofte alt for meget. 

Jeg har vist ikke skrevet om at elske sin baby fra starten, det var i hvert fald ikke det primære, men netop om at synes og se og mærke, at hér kom lige pludselig en vidunderlig baby.  Som, sekundært, også er enten en pige eller en dreng. 

 

Jeg tror egentlig ikke du har ret og det er baseret på de historier jeg har hørt om folk der vitterlig havde stærke ønsker om køb. Havde en bekendt som ønskede sig en pige brændende, hun endte med 5 drenge. Hun ønskede hver gang at vide kønnet så hurtigt som muligt for at hvis det blev en dreng kunne hun bearbejde det og netop kunne rumme ham når han blev født. For første gang kendte hun ikke kønnet og kunne slet ikke rumme sin dreng før efter et stykke tid. 

Ja det er så en der har et brændende ønske og drt er forhåbentlig de færreste. Jeg personlig synes der går noget af magien væk ved at kende kønnet på forhånd, men jeg tror ikke man bliver mindre skuffet hvis man først opdager det er modsat køn fordi man først finder ud af det ved fødslen. Måske næsten tværtimod fordi man har haft 9 mnd til at skabe alle drømmene, billederne og forestillingerne og måske endda talt til baby med et bestemt Kønsnavn, måske endda været så tosset så man har købt lige det sæt skønne matrossæt eller....