Kønsscanning skuffelse

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, jeg har ret i mange tilfælde, hvilket selvfølgelig er baseret ud fra oplevelser og erfaringer i de år, jeg fik børn, hvor kønsscanning ikke var på tale for det store flertal. Jeg husker kun ét eksempel på en voldsom reaktion på barnets køn - vi gik til fødselsforberedelse med et flippet par, som bare VIDSTE, de fik en pige ud fra fornemmelser og tegn i sol, måne og stjerner. Da det så var en dreng, havde de begge protesteret og i dybeste alvor sagt, at det ikke kunne passe - selvom han altså lå lige der med tap og lige var kommet ud af maven  Det var ikke en forfærdelig oplevelse, bare en reaktion, de selv grinede af efterfølgende. 

Men altså, selvfølgelig var der lige så mange håb og drømme om et bestemt køn dengang - det med køn FYLDTE bare ikke så meget, fordi vi alle var i samme, uvisse båd og KUN kunne gå ud fra, at vi fik en baby. Der var ingen - på nær måske førstnævnte par - som gik amok i kønsspecifik indretning af børneværelset, vi købte og strikkede kønsneutralt tøj og havde to lister med navne. Og fødslen havde et ekstra element af overraskelse og mystik over sig, fordi vi først da fik vished for, om det var en dreng eller pige. Præmissen var en anden - vi fik både baby og dreng eller pige på samme tid - og som nu var de fleste overvældede og overstrømmede alene over dét at have barnet i armene. 

Selvfølgelig var der dem, der "bestilte" en pige og undrede sig eller kortvarigt skuffedes over at få en dreng. Men der var ikke måneder givet til at gå for sig selv og "bearbejde" en evt. skuffelse - nu var barnet der, dreng eller pige, og kaldte på forældrenes omsorg og opmærksomhed prompte. Og ja, i svære tilfælde skal der da nok have været nogle, som vitterlig bar på skuffelsen længe. Men jeg er aldrig stødt på så mange skuffelser og lange bearbejdningsfaser som efter kønsscanningernes indtog - og nej, jeg tror ikke, det var et større tabu dengang end nu. Jeg kendte i sagens natur en million nybagte forældre dengang - det gør man jo i de år, man selv får børn - og det var bare ikke et stort issue generelt. 

Jeg tror, at det forholder sig lidt på samme måde som med den bieffekt af den relativt lange barselsorlov før fødslen, det er, at højgravide kvinder får oceaner af tid til at mærke efter og fokusere enormt på symptomer, manglende symptomer osv. - jo mere tid og rum, der er for at tænke og overtænke og føle og reagere, jo større kan en i grunden lille problematik vokse sig hos kvinden. Du kan sige, hun har mere tid til at forlige sig og bearbejde det - jeg siger, at hun i nogle tilfælde har mere tid til at lade sine følelser og tanker løbe løbsk og gøre en lille sten på vejen klippestor. Og det er ikke fordømmende ment - jeg kunne givetvis selv havne i den grøft. For jeg har også prøvet at ønske mig datter nr. to i smug og så opdage ved fødslen, at "hun" var en kæmpestor dreng - men hey, jeg fik sgu en baby lige der, fantastisk! 

Og hvad angår de meget voldsomme skuffelser og depressionslignende reaktioner, så tror jeg, vi er ude i noget så sjældent og særligt, at det ikke er noget, jeg vil gøre mig klog på forebyggelse og bearbejdning af. 

Jeg er meget meget enig i dine betragtninger.

Det er svært at forklare, men jeg mener simpelthen at man kan overtænke og overføle tingene.

SØS skriver:

Jeg er meget meget enig i dine betragtninger.

Det er svært at forklare, men jeg mener simpelthen at man kan overtænke og overføle tingene.

Og det er super nemt at sige for dem der kkke gør det. Nemt at finde løsninger så minder lidt om: tag jeg nu sammen. 

Jeg er ikke selv en der tænker og føler særlig meget, føler mig faktisk lidt afstumpet en gang imellem   

Men kan da se nogle fx er sindsyg bange for at stige ind i en flymaskine og det er de ligegyldigt om de har haft 3 måneder til at dyrke det eller de kun har haft 3 timer. 

Jeg kan se nogle mennesker bekymrer sig om konfirmationen for deres barn, de kan have en stor bekymring for om nu de har lavet den rigtige bordplan og den bekymring har de om de har lavet bordplanen 2 år før festen eller to timer. 

Jeg har selv sådan en datter - vauw det er vildt underligt, og jeg får lyst til at sige som du og mor med mere, du har for lang tid til at bekymre dig, tag dig sammen, lad nu vær med at dyrke det. Men nøj hvor ville jeg være en ringe mor hvis jeg sagde det og ikke anerkendte hun tænker og føler anderledes end mig. 

Og egentlig er det også bare det jeg prøver at skrive i denne tråd, hvorfor ikke bare anerkende vi er forskellige? Hvorfor partout være løsningsorienteret og ikke mindst sige: tag jer sammen. 

Det kan godt være nogle aldrig har mødt de mennesker der også oplevede skuffelse selv om de ikke fik en kønsscanning, måske fordi de ikke turde sige der højt hvis de vidste de blev mødt med: vær dog glad for det er raskt! Følelser er i høj grad irrationelle og mange gange er vi selv vores egen værste dommer og behøver ikke når vi endelig tør åbne for det "forkerte" få hammeren i hovedet: du dyrker det og bør være taknemmelig. 

Jeg har sjovt nok hørt om den del skuffelse bpde fra folk der gik scanning og de der ikke fik, måske fordi de tør sige det til mig fordi jeg har været ærlig om mine egne totalt forkerte og grimme tanker. Jeg blev næsten hver gang mødt første gang med ord som dine: men skal du ikke bare være taknemmelig, eller som mormedmere: havde du bare ikke vidst det. Men når jeg så gentog efter at have bekræftet at jo jeg burde være taknemmelig, så turde de lytte og også åbne for egne tanker og der var sgu mange der havde haft præferencer og havde oplevet en snert af enten lettelse eller skuffelse. 

Ts har jo ikke skrevet hun hverken dyrker det eller går ned på kønnet. Hun har åbnet for en momentan skuffelse, for en lille sorg over den pige hun så ikke fik, og så har hun gået ud og shoppet. Hvorfor er det dog forkert? Og ja så er der dem der ryger helt ned, mon ikke de også bumler men andre uløste udfordringer som jeg gjorde, og derfor ikke bare kan tage sig sammen?

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror, jeg har ret i mange tilfælde, hvilket selvfølgelig er baseret ud fra oplevelser og erfaringer i de år, jeg fik børn, hvor kønsscanning ikke var på tale for det store flertal. Jeg husker kun ét eksempel på en voldsom reaktion på barnets køn - vi gik til fødselsforberedelse med et flippet par, som bare VIDSTE, de fik en pige ud fra fornemmelser og tegn i sol, måne og stjerner. Da det så var en dreng, havde de begge protesteret og i dybeste alvor sagt, at det ikke kunne passe - selvom han altså lå lige der med tap og lige var kommet ud af maven  Det var ikke en forfærdelig oplevelse, bare en reaktion, de selv grinede af efterfølgende. 

Men altså, selvfølgelig var der lige så mange håb og drømme om et bestemt køn dengang - det med køn FYLDTE bare ikke så meget, fordi vi alle var i samme, uvisse båd og KUN kunne gå ud fra, at vi fik en baby. Der var ingen - på nær måske førstnævnte par - som gik amok i kønsspecifik indretning af børneværelset, vi købte og strikkede kønsneutralt tøj og havde to lister med navne. Og fødslen havde et ekstra element af overraskelse og mystik over sig, fordi vi først da fik vished for, om det var en dreng eller pige. Præmissen var en anden - vi fik både baby og dreng eller pige på samme tid - og som nu var de fleste overvældede og overstrømmede alene over dét at have barnet i armene. 

Selvfølgelig var der dem, der "bestilte" en pige og undrede sig eller kortvarigt skuffedes over at få en dreng. Men der var ikke måneder givet til at gå for sig selv og "bearbejde" en evt. skuffelse - nu var barnet der, dreng eller pige, og kaldte på forældrenes omsorg og opmærksomhed prompte. Og ja, i svære tilfælde skal der da nok have været nogle, som vitterlig bar på skuffelsen længe. Men jeg er aldrig stødt på så mange skuffelser og lange bearbejdningsfaser som efter kønsscanningernes indtog - og nej, jeg tror ikke, det var et større tabu dengang end nu. Jeg kendte i sagens natur en million nybagte forældre dengang - det gør man jo i de år, man selv får børn - og det var bare ikke et stort issue generelt. 

Jeg tror, at det forholder sig lidt på samme måde som med den bieffekt af den relativt lange barselsorlov før fødslen, det er, at højgravide kvinder får oceaner af tid til at mærke efter og fokusere enormt på symptomer, manglende symptomer osv. - jo mere tid og rum, der er for at tænke og overtænke og føle og reagere, jo større kan en i grunden lille problematik vokse sig hos kvinden. Du kan sige, hun har mere tid til at forlige sig og bearbejde det - jeg siger, at hun i nogle tilfælde har mere tid til at lade sine følelser og tanker løbe løbsk og gøre en lille sten på vejen klippestor. Og det er ikke fordømmende ment - jeg kunne givetvis selv havne i den grøft. For jeg har også prøvet at ønske mig datter nr. to i smug og så opdage ved fødslen, at "hun" var en kæmpestor dreng - men hey, jeg fik sgu en baby lige der, fantastisk! 

Og hvad angår de meget voldsomme skuffelser og depressionslignende reaktioner, så tror jeg, vi er ude i noget så sjældent og særligt, at det ikke er noget, jeg vil gøre mig klog på forebyggelse og bearbejdning af. 

Vi har så mødt helt forskellige mennesker  jeg har oplevet en del modsat. Efter jeg åbnede for mine grimme tanker da jeg ventede og fik Liam, har jeg fået nye historier. Først fik jeg den der handlings og løsning orientering som du også lidt har: ej men tror du ikke hvis bare du ikke havde vidst det og så bagefter den trøstende: og der var jo godt at du overhovedet blev gravid og han er rask. Når jeg så fastholdt, at jeg havde de følelser og jeg ønskede at være ærlig omkring dem, så skete der noget og en del fortalte om de også havde præferencer, og se da havde prøvet sen lille snert af lettelse eller skuffelse enten ved fødslen eller ved scanning - det blev legalt at fortælle mig. Der var selvsagt også en stor håndfuld der ikke havde den historie. 

Jeg er ikke Pro kønsscanning, synes vi mennesker bør arbejde mod at være god til at slippe kontrollen og planlægningen af vores liv helt frem til døden og åbne for overraskelsen. Og på den måde kan jeg give dig ret, hvis vi tør overraskelsen vil der måske også være mindre skuffelse for så ser vi overraskelsen som noget positivt. Jeg tror dog ikke det vil fjerne præference for køn og det lille stik af skuffelse som jo er det ts taler om. Der er så iblandet historier om mennesker der går helt ned pga køn, men mon ikke de også bumler med andre udfordringer ligesom jeg gjorde? Derudover synes jeg det ikke at kende kønnet er magisk og det er en af de ting jeg var så ked af jeg ikke kunne gentage især i sidste graviditet (Liams graviditet der kunne jeg ingen ting)

Jeg er også mod der store forbrug af scanninger, smid nervøsiteten over bord, mærk den, BYD den velkommen, men lad vær med konstant at handle og løse den. Igen det er som overraskelsen en kompetence at kunne tackle sin nervøsistet g falder i tråd med kontrollen. 

Men jeg er også for anerkendelse af forskellighed og for man tør rumme både egne og andres følelser og ikke straks skal finde forklaringer og løsninger. For nogle er præference til køn af en sådan art så de kan opleve skuffelse og hvad så? De færreste ender i den dybe depression, og de fleste ender som ts med at opleve skuffelsen, tænke ej hvor er jeg dog skuffet, have dårlig samvittighed og så lige så stille vænne sig til det fx ved at shoppe  og den historie hører jeg så også for dem der ikke kendte kønnet. Et lille ej øv, ej hvordan kan jeg tillade mig at sige øv? Vi behøver ikke finde løsninger til dem eller sige de tage sig sammen, vi kan da bare anerkende. 

lineog4 skriver:

Og det er super nemt at sige for dem der kkke gør det. Nemt at finde løsninger så minder lidt om: tag jeg nu sammen. 

Jeg er ikke selv en der tænker og føler særlig meget, føler mig faktisk lidt afstumpet en gang imellem   

Men kan da se nogle fx er sindsyg bange for at stige ind i en flymaskine og det er de ligegyldigt om de har haft 3 måneder til at dyrke det eller de kun har haft 3 timer. 

Jeg kan se nogle mennesker bekymrer sig om konfirmationen for deres barn, de kan have en stor bekymring for om nu de har lavet den rigtige bordplan og den bekymring har de om de har lavet bordplanen 2 år før festen eller to timer. 

Jeg har selv sådan en datter - vauw det er vildt underligt, og jeg får lyst til at sige som du og mor med mere, du har for lang tid til at bekymre dig, tag dig sammen, lad nu vær med at dyrke det. Men nøj hvor ville jeg være en ringe mor hvis jeg sagde det og ikke anerkendte hun tænker og føler anderledes end mig. 

Og egentlig er det også bare det jeg prøver at skrive i denne tråd, hvorfor ikke bare anerkende vi er forskellige? Hvorfor partout være løsningsorienteret og ikke mindst sige: tag jer sammen. 

Det kan godt være nogle aldrig har mødt de mennesker der også oplevede skuffelse selv om de ikke fik en kønsscanning, måske fordi de ikke turde sige der højt hvis de vidste de blev mødt med: vær dog glad for det er raskt! Følelser er i høj grad irrationelle og mange gange er vi selv vores egen værste dommer og behøver ikke når vi endelig tør åbne for det "forkerte" få hammeren i hovedet: du dyrker det og bør være taknemmelig. 

Jeg har sjovt nok hørt om den del skuffelse bpde fra folk der gik scanning og de der ikke fik, måske fordi de tør sige det til mig fordi jeg har været ærlig om mine egne totalt forkerte og grimme tanker. Jeg blev næsten hver gang mødt første gang med ord som dine: men skal du ikke bare være taknemmelig, eller som mormedmere: havde du bare ikke vidst det. Men når jeg så gentog efter at have bekræftet at jo jeg burde være taknemmelig, så turde de lytte og også åbne for egne tanker og der var sgu mange der havde haft præferencer og havde oplevet en snert af enten lettelse eller skuffelse. 

Ts har jo ikke skrevet hun hverken dyrker det eller går ned på kønnet. Hun har åbnet for en momentan skuffelse, for en lille sorg over den pige hun så ikke fik, og så har hun gået ud og shoppet. Hvorfor er det dog forkert? Og ja så er der dem der ryger helt ned, mon ikke de også bumler men andre uløste udfordringer som jeg gjorde, og derfor ikke bare kan tage sig sammen?

Dit svar var ikke til mig, men håber det er ok, at jeg svarer alligevel.

Som før skrevet vil jeg hjertens gerne anerkende og være rummelig. Jeg er som dig enig i, at man ikke bare kan sige "tag dig nu sammen". Jeg er dog bare heller ikke enig i, at man slet ikke må sige noget som helst, og at man skal anerkende og lade følelsen være, og at alle følelser skal være helt ok(ja endda naturlige). 

Ja TS blev skuffet og kommer nok videre. Folk har stået i kø for at fortælle, hvor naturligt det var i denne tråd. Fint nok for individet, men synes altså også det er ok at stille spørgsmålstegn ved selve præmissen - ved det samfund vi har skabt, hvor det tilsyndeladende er ok, ja i følge denne tråd endda naturligt, at have præference for f.eks køn. Det er også åbentbart helt ok at blive skuffet og ked af det, når man ikke får det man ønsker.....Hvornår er det så ikke længere ok? Er det når mødre bliver ked af det og skuffet over deres barn vil være håndværker fremfor akademiker? Eller når ens barn får en anden politisk holdning eller?

Kunne det måske også være en løsning at sige " du blev ked af det, det kan jeg godt se og anerkende" ....."MEN jeg synes så, at du er nød til at arbejde med din tilgang til at få børn"  Uden man er et dumt svin, som ikke kan rumme noget.

Jeg er ikke så dygtig til at formulere mig skriftligt som dig, men håber du forstår. Hvis vi bare anerkender uden at se på, hvor følelsen kommer fra og stille spørgsmål ved det, så synes jeg også, vi accepterer præmissen " at for nogen er piger bedre end drenge" OG det vil jeg simpelthen ikke være med til. I min verden (sådan lidt sort/hvidt sat op) er børn en gave, en uforsigelig en af slagsen. Man skal som forældre være klar til at tage i mod og rumme det man får, ellers er man simpelthen ikke klar og det må man så arbejde med. Og det er faktisk ok at sige højt! 

lineog4 skriver:

Og det er super nemt at sige for dem der kkke gør det. Nemt at finde løsninger så minder lidt om: tag jeg nu sammen. 

Jeg er ikke selv en der tænker og føler særlig meget, føler mig faktisk lidt afstumpet en gang imellem   

Men kan da se nogle fx er sindsyg bange for at stige ind i en flymaskine og det er de ligegyldigt om de har haft 3 måneder til at dyrke det eller de kun har haft 3 timer. 

Jeg kan se nogle mennesker bekymrer sig om konfirmationen for deres barn, de kan have en stor bekymring for om nu de har lavet den rigtige bordplan og den bekymring har de om de har lavet bordplanen 2 år før festen eller to timer. 

Jeg har selv sådan en datter - vauw det er vildt underligt, og jeg får lyst til at sige som du og mor med mere, du har for lang tid til at bekymre dig, tag dig sammen, lad nu vær med at dyrke det. Men nøj hvor ville jeg være en ringe mor hvis jeg sagde det og ikke anerkendte hun tænker og føler anderledes end mig. 

Og egentlig er det også bare det jeg prøver at skrive i denne tråd, hvorfor ikke bare anerkende vi er forskellige? Hvorfor partout være løsningsorienteret og ikke mindst sige: tag jer sammen. 

Det kan godt være nogle aldrig har mødt de mennesker der også oplevede skuffelse selv om de ikke fik en kønsscanning, måske fordi de ikke turde sige der højt hvis de vidste de blev mødt med: vær dog glad for det er raskt! Følelser er i høj grad irrationelle og mange gange er vi selv vores egen værste dommer og behøver ikke når vi endelig tør åbne for det "forkerte" få hammeren i hovedet: du dyrker det og bør være taknemmelig. 

Jeg har sjovt nok hørt om den del skuffelse bpde fra folk der gik scanning og de der ikke fik, måske fordi de tør sige det til mig fordi jeg har været ærlig om mine egne totalt forkerte og grimme tanker. Jeg blev næsten hver gang mødt første gang med ord som dine: men skal du ikke bare være taknemmelig, eller som mormedmere: havde du bare ikke vidst det. Men når jeg så gentog efter at have bekræftet at jo jeg burde være taknemmelig, så turde de lytte og også åbne for egne tanker og der var sgu mange der havde haft præferencer og havde oplevet en snert af enten lettelse eller skuffelse. 

Ts har jo ikke skrevet hun hverken dyrker det eller går ned på kønnet. Hun har åbnet for en momentan skuffelse, for en lille sorg over den pige hun så ikke fik, og så har hun gået ud og shoppet. Hvorfor er det dog forkert? Og ja så er der dem der ryger helt ned, mon ikke de også bumler men andre uløste udfordringer som jeg gjorde, og derfor ikke bare kan tage sig sammen?

Det er SÅ godt skrevet 

Det er ikke helt det samme eksempel, men det du skriver får mig til at tænke på første gang vi mødtes med mødregruppen. Det var sammen med sundhedsplejesken, der kendte os alle og havde haft de første besøg hos os.

Hun spurgte på et tidspunkt ud i gruppen, om det bare altid var helt vildt fantastisk at være blevet mor?? Og da jeg så svarede ærligt "NEJ" (havde en dreng der skreg kolik-agtigt hver dag de første måneder, og en amning jeg slet ikke nød), kan jeg huske hvordan det bare lettede hos et par af de andre mødre.
Jeg var den eneste der turde sige det de også gik og tumlede med, og den følelse de sad med på det tidspunkt. Det åbnede snakken og jeg følte også at jeg kunne være mere mig selv.

Tilbage til emnet, jeg tror ærligt også at jeg var blevet skuffet hvis min scanning viste en dreng, da jeg skulle have nr.2. Specielt også fordi familien heppede på en pige, og det gjorde jeg virkelig også selv. 

Siden før vi snakkede børn, ønskede vi os at få en Gry en dag, og heldigt for os, fik vi det ønske opfyldt  Endda en Gry som har en helt vidunderlig storebror, som åh han er MIN SØN, og jeg er SÅ stolt af dem begge 

lineog4 skriver:

Og det er super nemt at sige for dem der kkke gør det. Nemt at finde løsninger så minder lidt om: tag jeg nu sammen. 

Jeg er ikke selv en der tænker og føler særlig meget, føler mig faktisk lidt afstumpet en gang imellem   

Men kan da se nogle fx er sindsyg bange for at stige ind i en flymaskine og det er de ligegyldigt om de har haft 3 måneder til at dyrke det eller de kun har haft 3 timer. 

Jeg kan se nogle mennesker bekymrer sig om konfirmationen for deres barn, de kan have en stor bekymring for om nu de har lavet den rigtige bordplan og den bekymring har de om de har lavet bordplanen 2 år før festen eller to timer. 

Jeg har selv sådan en datter - vauw det er vildt underligt, og jeg får lyst til at sige som du og mor med mere, du har for lang tid til at bekymre dig, tag dig sammen, lad nu vær med at dyrke det. Men nøj hvor ville jeg være en ringe mor hvis jeg sagde det og ikke anerkendte hun tænker og føler anderledes end mig. 

Og egentlig er det også bare det jeg prøver at skrive i denne tråd, hvorfor ikke bare anerkende vi er forskellige? Hvorfor partout være løsningsorienteret og ikke mindst sige: tag jer sammen. 

Det kan godt være nogle aldrig har mødt de mennesker der også oplevede skuffelse selv om de ikke fik en kønsscanning, måske fordi de ikke turde sige der højt hvis de vidste de blev mødt med: vær dog glad for det er raskt! Følelser er i høj grad irrationelle og mange gange er vi selv vores egen værste dommer og behøver ikke når vi endelig tør åbne for det "forkerte" få hammeren i hovedet: du dyrker det og bør være taknemmelig. 

Jeg har sjovt nok hørt om den del skuffelse bpde fra folk der gik scanning og de der ikke fik, måske fordi de tør sige det til mig fordi jeg har været ærlig om mine egne totalt forkerte og grimme tanker. Jeg blev næsten hver gang mødt første gang med ord som dine: men skal du ikke bare være taknemmelig, eller som mormedmere: havde du bare ikke vidst det. Men når jeg så gentog efter at have bekræftet at jo jeg burde være taknemmelig, så turde de lytte og også åbne for egne tanker og der var sgu mange der havde haft præferencer og havde oplevet en snert af enten lettelse eller skuffelse. 

Ts har jo ikke skrevet hun hverken dyrker det eller går ned på kønnet. Hun har åbnet for en momentan skuffelse, for en lille sorg over den pige hun så ikke fik, og så har hun gået ud og shoppet. Hvorfor er det dog forkert? Og ja så er der dem der ryger helt ned, mon ikke de også bumler men andre uløste udfordringer som jeg gjorde, og derfor ikke bare kan tage sig sammen?

Tak for dine ord til mig 

lineog4 skriver:

Vi har så mødt helt forskellige mennesker  jeg har oplevet en del modsat. Efter jeg åbnede for mine grimme tanker da jeg ventede og fik Liam, har jeg fået nye historier. Først fik jeg den der handlings og løsning orientering som du også lidt har: ej men tror du ikke hvis bare du ikke havde vidst det og så bagefter den trøstende: og der var jo godt at du overhovedet blev gravid og han er rask. Når jeg så fastholdt, at jeg havde de følelser og jeg ønskede at være ærlig omkring dem, så skete der noget og en del fortalte om de også havde præferencer, og se da havde prøvet sen lille snert af lettelse eller skuffelse enten ved fødslen eller ved scanning - det blev legalt at fortælle mig. Der var selvsagt også en stor håndfuld der ikke havde den historie. 

Jeg er ikke Pro kønsscanning, synes vi mennesker bør arbejde mod at være god til at slippe kontrollen og planlægningen af vores liv helt frem til døden og åbne for overraskelsen. Og på den måde kan jeg give dig ret, hvis vi tør overraskelsen vil der måske også være mindre skuffelse for så ser vi overraskelsen som noget positivt. Jeg tror dog ikke det vil fjerne præference for køn og det lille stik af skuffelse som jo er det ts taler om. Der er så iblandet historier om mennesker der går helt ned pga køn, men mon ikke de også bumler med andre udfordringer ligesom jeg gjorde? Derudover synes jeg det ikke at kende kønnet er magisk og det er en af de ting jeg var så ked af jeg ikke kunne gentage især i sidste graviditet (Liams graviditet der kunne jeg ingen ting)

Jeg er også mod der store forbrug af scanninger, smid nervøsiteten over bord, mærk den, BYD den velkommen, men lad vær med konstant at handle og løse den. Igen det er som overraskelsen en kompetence at kunne tackle sin nervøsistet g falder i tråd med kontrollen. 

Men jeg er også for anerkendelse af forskellighed og for man tør rumme både egne og andres følelser og ikke straks skal finde forklaringer og løsninger. For nogle er præference til køn af en sådan art så de kan opleve skuffelse og hvad så? De færreste ender i den dybe depression, og de fleste ender som ts med at opleve skuffelsen, tænke ej hvor er jeg dog skuffet, have dårlig samvittighed og så lige så stille vænne sig til det fx ved at shoppe  og den historie hører jeg så også for dem der ikke kendte kønnet. Et lille ej øv, ej hvordan kan jeg tillade mig at sige øv? Vi behøver ikke finde løsninger til dem eller sige de tage sig sammen, vi kan da bare anerkende. 

 

Jeg ved slet ikke, hvordan du har fået det indtryk, at jeg mener, TS og andre bare skal tage sig sammen, og at deres følelser er forkerte. Det er ikke på nogen måde min holdning. Jeg tror blot, det var et mindre udbredt og mindre langtrukkent issue før kønsscanningerne. 

nielsen80 skriver:

Dit svar var ikke til mig, men håber det er ok, at jeg svarer alligevel.

Som før skrevet vil jeg hjertens gerne anerkende og være rummelig. Jeg er som dig enig i, at man ikke bare kan sige "tag dig nu sammen". Jeg er dog bare heller ikke enig i, at man slet ikke må sige noget som helst, og at man skal anerkende og lade følelsen være, og at alle følelser skal være helt ok(ja endda naturlige). 

Ja TS blev skuffet og kommer nok videre. Folk har stået i kø for at fortælle, hvor naturligt det var i denne tråd. Fint nok for individet, men synes altså også det er ok at stille spørgsmålstegn ved selve præmissen - ved det samfund vi har skabt, hvor det tilsyndeladende er ok, ja i følge denne tråd endda naturligt, at have præference for f.eks køn. Det er også åbentbart helt ok at blive skuffet og ked af det, når man ikke får det man ønsker.....Hvornår er det så ikke længere ok? Er det når mødre bliver ked af det og skuffet over deres barn vil være håndværker fremfor akademiker? Eller når ens barn får en anden politisk holdning eller?

Kunne det måske også være en løsning at sige " du blev ked af det, det kan jeg godt se og anerkende" ....."MEN jeg synes så, at du er nød til at arbejde med din tilgang til at få børn"  Uden man er et dumt svin, som ikke kan rumme noget.

Jeg er ikke så dygtig til at formulere mig skriftligt som dig, men håber du forstår. Hvis vi bare anerkender uden at se på, hvor følelsen kommer fra og stille spørgsmål ved det, så synes jeg også, vi accepterer præmissen " at for nogen er piger bedre end drenge" OG det vil jeg simpelthen ikke være med til. I min verden (sådan lidt sort/hvidt sat op) er børn en gave, en uforsigelig en af slagsen. Man skal som forældre være klar til at tage i mod og rumme det man får, ellers er man simpelthen ikke klar og det må man så arbejde med. Og det er faktisk ok at sige højt! 

Præcis! Vi har skabt en samfund, hvor det er individet frem for alt. Man har ret til at tænke og føle alt og ikke  mindst at sige det højt.

Jeg drømmer om en Famile bestående af y og x og får jeg to gange x har jeg ret til at lade det fylde mig med tristhed, tale om det og føle det lidt mere - hvad er pointen og hvor er fornuften?  

Alle ved vel inden de kaster sig ud i en graviditet, at man kan få enten en dreng eller en pige ud af det? Jeg mener 100% oprigtigt at man kan vælge at lade sine følelser styre sig eller lade dem få plads og derefter tale "fornuft" med sig selv. Det sidste skridt er der bare mange, der ikke tager og det må være vanskeligt at agere i for en selv. 

Det er så svært at forklare...

Folk har da til alle tider haft forventninger og ønsker om køn. Det er virkelig ikke noget nyt. Mine bedsteforældrer fik 4 børn. Ikke fordi de ønskede så mange, men fordi de skulle have en dreng til at føre slækten videre. Den slags var meget normalt. Og nogen blev skuffede, og nogen fik sit ønske oppfylt.  Nu er så bare begrundelsen for at ønske det ene eller det andet ændret. Det er jo meget naturligt at man har et billede i hovedet af, hvordan man kunne tænke sig  fremtiden. Nogen gange slår billeder til. Andre gange ikke. Man kender ingen så godt som sig selv og vil jo gerne dele de gode ting fra sin egen barndom med sitt kommende barn. Da er det let at ønske sig et barn av sit eget køn. Det kan også virke lidt skræmmende med et barn af modsat køn, om man ikke synes, man forstår hvordan de opfører sig og tænker. Mange mænd har ønsket sig en dreng og mange damer en pige. Eller modsat af diverse grunde. Jeg synes, det bliver lidt for strengt at skulle slå folk oven i hovedet med, at det er forkert at føle noget om barnets køn, for du har værsågod bare at være taknemmelig. Så længe folk klarer og lægge de følelser bag sig og elske sit barn som det er, når det er født, ser jeg ikke et problem. Og jeg har endnu ikke truffet nogen, som ikke har gjort netop det. 

lineog4 skriver:

Jeg tror jeg kunne have sagt det samme som dig til jeg oplevede en sorg jeg ikke kunne styre. Da jeg mistede min far og meget kort efter min bonus far, der kunne jeg på en eller anden måde gå ud og ind af sorgen og jeg kunne styre den (for set meste), jeg var rationel og kunne vælge den ikke skulle fylde og bremse mit liv, jeg var 23 og sagde: jeg kan ikke sætte mit liv på stand by i først det år der var fyldt med kræften og bagefter der halve år der var fyldt med døden. Der ville jeg også have ment man kan dyrke og sumpe ned eller man kan vælge - kan huske jeg en gang imellem følte min mor dyrkede. 

Og jeg måtte så æde alle mine ord i mig igen da jeg oplevede den ukontrollerbar sorg, dem hvor det rationelle ophører og du ikke kan bestemme om du er inde i eller uden for sorgen, den sorg hvor det bare er en kamp at huske at trække vejret. Den sorg kan man ikke dyrke, den kan man bare følge med. Og alt er relativt så den sorg fx over køn vil jeg ikke stille mig til dommer over om kan være netop den slags hvor der rationelle ophører. 

Men ja vi er uenige, og hader netop begrebet at dyrke sorgen. Jeg har heldigvis ikke selv mødt det, men kender mange der har. Og jeg kan da også mærke jeg selv ligger under for den, når jeg bliver lidt flov over jeg stadig mangler, stadig oplever en sorg her nu mere end 10 år efter jeg begravede min datter. Måske derfor jeg reagerer for synes vi er så hurtige til at vurdere hvad man må sørge over, hvor længe og hvordan. Hvorfor dog ikke bare anerkende og rumme vi alle er forskellige og reagerer følelsesmæssigt forskelligt?

Nu blander du tingene sammen synes jeg. Jeg kan i den grad sætte mig ind i sorgen over at miste et menneske man elsker. Den sorg er for en tid ubærlig og det føles som om, man dør lidt selv. Den sorg lærer man at leve med, men den vil (ofte) være en følgesvend for evigt. 

Den sorg synes jeg på ingen måde kan sammenlignes med skuffelsen over at vente et køn frem for et andet - det er helt ude af proportioner, synes jeg. Det er måske også det du skriver??