Kønsscanning skuffelse

Carina:-) skriver:

Vi har heller ikke fået noget at vide om køn inden og flere siger så om det ikke er rart at forbedre sig.

Forberede sig på hvad?

Et sundt og rask barn ?

Præcis..

Min værste frygt er noget går galt med barnet inde i maven og hvis jeg bare kunne få vished om at der i sidste ende kommer et sundt og levende barn ud, så kunne jeg sove roligt om natten.

Selvfølgelig har folk ret til at føle det de nu gør, men ja hvilket privelegie det er at få et lille raskt barn i armene og den taknemmelighed man føler i det øjeblik som overskygger alt andet i livet. Så er der slet ikke plads til skuffelser over kønnet og ja alt det praktiske løser sig helt af sig selv.

Anonym skriver:

Har nogen af jer oplevet at blive skuffet over kønsscanning? hvis ja, hvad gjorde i så for at "komme videre"? 

Vi skal have en dreng, og jeg elsker ham da allerede utrolig højt! Det er ikke ham jeg ikke ønsker, men ønskede også bare en pige, da jeg havde min prinsesse drøm 

Ved nogen vil være dømmende, og det skal i så hjertens gerne have lov til 

Jeg har stået i samme situation. Og ikke bare knuselsker min søn (selvfølgelig), men er så glad for, at jeg ikke fik det, jeg ville have og forventede. Han er den dejligste overraskelse. Et lille mysterie, der hver dag folder sig lidt mere ud. 

Du og din søn skal ud på en fantastisk rejse, hvor I skal lære hinanden at kende. Der ligger en lille personlighed derinde, som er så meget mere og vigtigere end køn. 

Af konkrete råd ville jeg foreslå, at du går i gang med at tænke på navne, købe en sød body i str. Nyfødt, fint sengetøj, osv. Så spirer glæden.

TLO skriver:

De her tråde får mig altid til at tænke på mit ene hold oldeforældre, som fik 14 - jep 14 �� - børn. Og hvorfor det! Fordi 'først' nr 9 var en dreng �� De fik i øvrigt 4 drenge i alt.

Uden at have været i dine sko ts, så er jeg sikker på, at du vil elske din lille dreng og (med tiden) tænke, hvorfor ville jeg dog have en pige, min søn er to fuldstændig fantastisk ��

Ej hvor vildt haha - det godt nok mange børn 
Skønt, at jeg ikke er alene om at have været i samme tanker - tak for ordrene, jeg er også sikker på at det nok skal komme med tiden  

Anonym skriver:

Vi fik en dreng i 2014 og venter nu på lillebror, som gerne skulle komme meget snart! 

Da vi til kønsscanningen fik at vide, at vi ventede endnu en dreng, blev jeg faktisk lidt ked af det. Havde virkelig troet og følt, at det denne gang var en pige - har altid troet at jeg skulle have en pige! 

Der gik lidt tid, før jeg var ovre det - men nu glæder vi os helt vildt til at møde lillebror - og tænker slet ikke over at vi ikke kommer til at få en pige. 

(vi var endda igennem behandling i det offentlige for at få storebror - og lillebror kom helt naturligt, så blev faktisk også lidt vred på mig selv over, at jeg blev så skufftet over kønnet - vi burde bare have været vildt lykkelige over, at vi får lov at opleve at få endnu et ønskebarn!) 

Så som andre også nævner, det er okay at blive ærgelig, men det elsker man jo ikke sit barn mindre af, når barnet kommer - om det så er en pige eller dreng man havde håbet på. Giv dig selv lov til at bearbejde det, og så er jeg sikker på, at du vil glæde dig helt vildt til at møde dit guld. 

Kæmpe tillykke med Lillebror - hvor er jeg glad for at høre, at du allerede nu har fundet ro i det 

Puha hvor jeg kender det. Vi prøvede i 1 år og var igennem 1 MA, så derfor bliver man også endnu mere vred på sig selv ja  så forstår 100% din tankegang, men det er jo følelser vi har - følelser som vi ikke kan styre, men som vi heldigvis er opmærksomme på ikke skal vokse og vokse med anerkendes og bearbejdes.. 

Dit, og mange af de andres svar, gør allerede at jeg glæder mig lidt mere, så mange tak 

Zelinasmor skriver:

Her var det min mand der blev skuffet. Jeg har en pige fra tidligere forhold og min nuværende mand var overbevist om at det denne gang blev en dreng. Jeg selv vidste ikke hvad jeg troede. Til scanning viste det sig at det var endnu en pige. Jeg havde en drøm om at få en af hver (denne var/er min sidste). Og min Mand ville så gerne have en søn. Men han blev meget stille til scanningen og brugte et par uger på at sluge beskeden om at det nu engang altså var endnu en pige. Så var han også ovre det. Han elsker hende ubeskriveligt i dag.

Jeg tror mange mænd har et håb om at få en dreng da de bedre kan forholde sig til samme køn, tumle på en anden måde osv. Hvor manfe kvinder bedre kan forholde sig til piger af samme årsag. Ved godt det ikke er sådan for alle. Men jeg tror det er ganske normalt at "ønske" sig et barn af samme køn som en selv. Nu får vi ikke chancen for at få en dreng - men sådan er det og vi er begge afklaret 

Ja det har du sgu nok ret i - at mænd mere kan relatere til drenge, og kvinder mere til piger ..  Jeg er dog glad for at høre, at alle jeres "historier ender lykkeligt".. Selvfølgelig kommer man til at elske sit barn uanset køn, man skal bare lige omrokere tankerne hehe 

2 piger er da også helt fantastisk - tillykke med dem 

L-mor skriver:

Jeg har stået i samme situation. Og ikke bare knuselsker min søn (selvfølgelig), men er så glad for, at jeg ikke fik det, jeg ville have og forventede. Han er den dejligste overraskelse. Et lille mysterie, der hver dag folder sig lidt mere ud. 

Du og din søn skal ud på en fantastisk rejse, hvor I skal lære hinanden at kende. Der ligger en lille personlighed derinde, som er så meget mere og vigtigere end køn. 

Af konkrete råd ville jeg foreslå, at du går i gang med at tænke på navne, købe en sød body i str. Nyfødt, fint sengetøj, osv. Så spirer glæden.

Sikken en sød beskrivelse og besked - mange tak for den 

Vi har været på første shopping her i dag, og det hjalp faktisk en del. Det bliver mere virkeligt og til at forholde sig til. Vi har også besluttet navnet helt 100% i dag - vi har lææææænge tænkt på navne og da kønnet blev fastlagt, blev halvdelen af dem jo skåret fra  

I de sidste dage har vi haft 3 navne, men det bliver altså Arthur  Det hjælper også meget at han nu har et navn, lidt tøj osv. så mange tak for rådet - der skal nok ryge lidt mere ned i kurven i de kommende uger haha 

Jeg havde også følelsen af skuffelse ved kønsscanningen af mit 2. Barn, som også, som i dit tilfælde, var en dreng.

Jeg havde så svært ved at forestille mig, at dkulle være drenge-mor også og ikke kun have prinsesser, som jeg kunne pynte...

Jeg slap først følelsen efter min søn blev født.. og ikke lige med det samme faktisk... der gik lige et par uger, men nu kunne jeg ikke forestille mig andet 

Du er ikke alene, og du skal nok komme til at elske dit barn helt uendeligt højt

Dorthe1986 skriver:

Da jeg var gravid første gang, vidste jeg instinktivt det var en dreng. Og det var lidt svært for mig, mere fordi jeg synes det var nemmere at forholde sig til mit eget køn - altså hvordan skulle jeg nogensinde forstå en dreng? Så da jeg fik kønnet at vide halvvejs skulle jeg lige vænne mig til det, men så gik det fint og jeg elskede ham helt vildt da han blev født. 

Anden gang vidste jeg det blev en pige (ny far), og det var også et slags ønske da vi tilsammen har tre drenge, så det kunne da være hyggeligt med en pige. Men instinktivt vidste jeg det var en pige og da jeg fik det bekræftet, må jeg sgu ærligt indrømme jeg blev lettet. Hvorfor? Selvfølgelig ville jeg have elsket begge, men jeg vidste det her er sidste barn og jeg ville så gerne prøve at have en pige. 

Det sjove er at hende her elskede jeg ikke på samme måde - jeg skulle lige "se hende an" førend den helt store "forelskelse" ramte mig. 

Det jeg vil sige er at jeg forstår dig godt. Det er jo ikke fordi du ikke vil have din dreng, det er jo det andet du også gerne ville opleve. 

Tag det roligt - så længe du omfavner at det altså er sådan du har det lige nu, så er du godt på vej. Og bliv ikke forskrækket hvis du ikke føler den helt stormende kærlighed fra sekundet du ser ham - det er lige så normalt - nogle skal lige lære det lille menneske at kende, andre får lidt et chok over hvordan sådan en kan se ud lige når de kommer ud (de kan faktisk være ret.. øh ja mindre kønne)  ja og så kan fødslen også være så voldsom en oplevelse at det lidt overskygger det at babyen er født. 

Så mit råd til dig er, køb en kæmpe pose slik, en ordentlig bøtte is, yndlingskagen eller en pose chips eller ja det hele   giv dig selv lov til at sørge over det du føler du ikke får lov at opleve, og så kan du langsomt begynde at glæde dig over den lille dreng, og den anden del kan få lov at fylde mindre. 

Lige præcis - det er spot on "Det jeg vil sige er at jeg forstår dig godt. Det er jo ikke fordi du ikke vil have din dreng, det er jo det andet du også gerne ville opleve. " Det er præcis sådan jeg føler 

Godt at høre, at jeg er godt på vej, det er altid positivt, heh 

Det lyder som en fantastisk ide faktisk - at "sørge" for en stund også komme videre og begynde at forholde sig til det og glæde sig  tak for rådet, det vil jeg helt klart tage til mig 

Mutti84 skriver:

Jeg havde også følelsen af skuffelse ved kønsscanningen af mit 2. Barn, som også, som i dit tilfælde, var en dreng.

Jeg havde så svært ved at forestille mig, at dkulle være drenge-mor også og ikke kun have prinsesser, som jeg kunne pynte...

Jeg slap først følelsen efter min søn blev født.. og ikke lige med det samme faktisk... der gik lige et par uger, men nu kunne jeg ikke forestille mig andet 

Du er ikke alene, og du skal nok komme til at elske dit barn helt uendeligt højt

Tak - det er rart ikke at føle mig alene 
Ja jeg skal nok komme til at elske ham uendelig højt 

Jeg forstår udemærket at man kan føle skuffelse. Og synes det er helt ok. Det betyder ikke at man elsker sit barn mindre. Overhovedet. 

selom hvis man ikke kunne få kønnet at vide før fødslen. Så ville man jo stadig gå med et håb om et køn og en skuffelse når det modsatte kom ud. Men stadig knuselske det. 

Da min mor ventede min storebror for 36 år siden. Der kunne hun heller ikke få kønnet at vide  og ønskede sig brændende en pige. Da hun så fik sin dreng op på maven var hendes eneste kommentar "nåh ja pyt. En lille tap. Så får jeg måske en pige næste gang".