Kønsscanning skuffelse

AnoMom skriver:

Jeg forstår udemærket at man kan føle skuffelse. Og synes det er helt ok. Det betyder ikke at man elsker sit barn mindre. Overhovedet. 

selom hvis man ikke kunne få kønnet at vide før fødslen. Så ville man jo stadig gå med et håb om et køn og en skuffelse når det modsatte kom ud. Men stadig knuselske det. 

Da min mor ventede min storebror for 36 år siden. Der kunne hun heller ikke få kønnet at vide  og ønskede sig brændende en pige. Da hun så fik sin dreng op på maven var hendes eneste kommentar "nåh ja pyt. En lille tap. Så får jeg måske en pige næste gang". 

Tak for din forståelse 

Hahah hvor er det sejt sagt - det er sgu super mom 

CC79 skriver:

Præcis..

Min værste frygt er noget går galt med barnet inde i maven og hvis jeg bare kunne få vished om at der i sidste ende kommer et sundt og levende barn ud, så kunne jeg sove roligt om natten.

Selvfølgelig har folk ret til at føle det de nu gør, men ja hvilket privelegie det er at få et lille raskt barn i armene og den taknemmelighed man føler i det øjeblik som overskygger alt andet i livet. Så er der slet ikke plads til skuffelser over kønnet og ja alt det praktiske løser sig helt af sig selv.

 

Må sige jeg har mødt en del der har mistet mig selv inklusiv der alligevel har præferencer til køn.

Ja selvsagt er alfa og omega at dette barn lever og bliver ved med at leve, men for mig fx var der et eller andet spinkelt håb om at kunne genskabe noget af det jeg havde mistet nemlig drømmen og billedet af mine to piger der gik sammen gennem livet. Nu har jeg så billeder og drømme om min pige og mine to drenge der går sammen, men der mangler da den søster. Har også mødt andre der brændende ønskede sig det skulle være det modsatte køn end det de havde mistet både fordi det gav en tryghed men også fordi det mistede barn så var helt unikt. Vil endda blive mig så langt så jeg synes køn egentlig fylder en del og bliver talt om blandt de der har mistet. Jeg har rigtig mange gange holdt oplæg om at være gravid igen efter at have mistet og når jeg ærligt fortæller om min store skuffelse over det var en dreng, så får jeg en del respons som går på: tak så må man gerne tænke over køn selv om det selvsagt er mest vigtigt at få et raskt og levende barn. 

jeg hadede mig selv for mine følelser netop fordi jeg skulle jo bare føle lig priviligeret over han ikke havde en hjertefejl og jeg ville få lov at beholde ham, og det var en kæmpe lettelse da jeg tillod mig selv at være utaknemmelig og sige det forkerte højt. 

Ja man skal være taknemmelig først for man overhovedet kan blive gravid og derefter at barnet er sundt og raskt og levende, men man har også ret til at have de utaknemmelige tanker og ikke mindst at sige det højt så de mister deres betydning 

Anonym skriver:

Har nogen af jer oplevet at blive skuffet over kønsscanning? hvis ja, hvad gjorde i så for at "komme videre"? 

Vi skal have en dreng, og jeg elsker ham da allerede utrolig højt! Det er ikke ham jeg ikke ønsker, men ønskede også bare en pige, da jeg havde min prinsesse drøm 

Ved nogen vil være dømmende, og det skal i så hjertens gerne have lov til 

Hej

Jeg har faktisk aldrig gået op i det med køn - bare barneter sund og rask. Men efter at vi mistede en pige (28+2) i sommeren 2016, og jeg hurtigt blev gravid igen var jeg meget nervøs da vi fik at vide at det er en pige igen - først nu har jeg forenet mig med tanken og glæder mig at møde hende om 2,5 måneder Og desuden har vi allerede en pige, en dreng og vores englepige❤

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke har haft specifikke køns-ønsker. Før jeg blev gravid, havde jeg altid forestillet mig at være mor til en pige. Hvorfor ved jeg ikke, det var ikke en beslutning jeg tog, det var bare altid det der dominerede mine tanker når jeg tænkte på at blive mor - allerede som teenager. Kan faktisk huske at jeg selv dengang nogle gange tænkte på hvordan det ville være at få en dreng.... tanken var på ingen måder ulidelig, men jeg syntes det føltes fremmed og jeg kunne ikke forlige mig med det på samme måde som tanken om en pige - tanken om en pige føltes bare så naturlig og ja, tør jeg sige "rigtig". Og det skal lige siges at det faktisk ikke var en specifik forestilling om at piger var på en bestemt måde, har aldrig rigtigt tænkt om køn på den måde - det var ikke en speciel "pige-personlighed" jeg ledte efter og hvis jeg fik en dreng havde han 100 % stadig fået lilla seng og blomstertøj fordi det er det jeg kan lide. Det var ikke dét der udgjorde min drøm om en pige, jeg kan stadig ikke pinpoint det den dag i dag, som sagt så føltes det bare RIGTIGT.

Jeg fik så en pige. Og gudhjælpemig om jeg ikke fik en pige til i min anden graviditet! Det sjove var bare, at jeg drømte om en dreng ved min anden... jeg blev ikke skuffet da jeg fik at vide at min anden også var en pige. Men jo, jeg havde da stadig tænkt "ej, nu vil jeg faktisk gerne have en dreng". Om jeg ville blive skuffet over at have fået en dreng med min første.... det kan jeg faktisk ikke svare på, tror bare mere det ville være noget nyt jeg skulle til at bygge op - mine tanker om at være mor til en pige som var blevet bygget op siden mine teenageår - det som føltes naturligt i alle de år - skulle jo pakkes væk og gøres til noget nyt så at sige. Uanset hvad, så kan det jo godt være en langvarig forestilling som lige pludselig bliver slået i stykker. Og det kan jo godt kræve at man lige kommer op på hesten igen - måske er det ikke så meget selve kønnet der egentligt slår én ud hvis det er, måske er det de forestillinger som måske har fulgt en i mange år der gør. Det at skulle indstille sig på at tingene er anderledes end hvad man havde følt eller forestillet sig.

Det er et tabu at være skuffet over kønnet men samtidig tror jeg det er mere udbredt end vi tror - mange folk tør bare ikke sige det højt. Jeg tænker, at det er helt naturligt for mange kvinder at gå og lege med tanken om et specifikt køn - nogle mere end andre. Men jeg gjorde det da. Og jeg har aldrig haft drømmen om prinsesse-pigen, den søde og artige med kjoler... ingen "overfladiske" og kønsstereotypt forestillinger. Mit hoved indstillede mig bare på en eller anden måde på at få en pige - og den langvarige indstilling der lige skulle have et twist i forhold til en dreng kunne jo godt have været en lille omvæltning.

Aristocats skriver:

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke har haft specifikke køns-ønsker. Før jeg blev gravid, havde jeg altid forestillet mig at være mor til en pige. Hvorfor ved jeg ikke, det var ikke en beslutning jeg tog, det var bare altid det der dominerede mine tanker når jeg tænkte på at blive mor - allerede som teenager. Kan faktisk huske at jeg selv dengang nogle gange tænkte på hvordan det ville være at få en dreng.... tanken var på ingen måder ulidelig, men jeg syntes det føltes fremmed og jeg kunne ikke forlige mig med det på samme måde som tanken om en pige - tanken om en pige føltes bare så naturlig og ja, tør jeg sige "rigtig". Og det skal lige siges at det faktisk ikke var en specifik forestilling om at piger var på en bestemt måde, har aldrig rigtigt tænkt om køn på den måde - det var ikke en speciel "pige-personlighed" jeg ledte efter og hvis jeg fik en dreng havde han 100 % stadig fået lilla seng og blomstertøj fordi det er det jeg kan lide. Det var ikke dét der udgjorde min drøm om en pige, jeg kan stadig ikke pinpoint det den dag i dag, som sagt så føltes det bare RIGTIGT.

Jeg fik så en pige. Og gudhjælpemig om jeg ikke fik en pige til i min anden graviditet! Det sjove var bare, at jeg drømte om en dreng ved min anden... jeg blev ikke skuffet da jeg fik at vide at min anden også var en pige. Men jo, jeg havde da stadig tænkt "ej, nu vil jeg faktisk gerne have en dreng". Om jeg ville blive skuffet over at have fået en dreng med min første.... det kan jeg faktisk ikke svare på, tror bare mere det ville være noget nyt jeg skulle til at bygge op - mine tanker om at være mor til en pige som var blevet bygget op siden mine teenageår - det som føltes naturligt i alle de år - skulle jo pakkes væk og gøres til noget nyt så at sige. Uanset hvad, så kan det jo godt være en langvarig forestilling som lige pludselig bliver slået i stykker. Og det kan jo godt kræve at man lige kommer op på hesten igen - måske er det ikke så meget selve kønnet der egentligt slår én ud hvis det er, måske er det de forestillinger som måske har fulgt en i mange år der gør. Det at skulle indstille sig på at tingene er anderledes end hvad man havde følt eller forestillet sig.

Det er et tabu at være skuffet over kønnet men samtidig tror jeg det er mere udbredt end vi tror - mange folk tør bare ikke sige det højt. Jeg tænker, at det er helt naturligt for mange kvinder at gå og lege med tanken om et specifikt køn - nogle mere end andre. Men jeg gjorde det da. Og jeg har aldrig haft drømmen om prinsesse-pigen, den søde og artige med kjoler... ingen "overfladiske" og kønsstereotypt forestillinger. Mit hoved indstillede mig bare på en eller anden måde på at få en pige - og den langvarige indstilling der lige skulle have et twist i forhold til en dreng kunne jo godt have været en lille omvæltning.

Du får sat ord på et eller andet udefinerbart og alligevel mangler den sidste forklaring som nok er umulig. 

For ja det at jeg brændende ønskede mig en pige, handlede ikke om prinsesse drømme - jeg er næsten antilyserød og kan slet ikke have de der små prinsesser. Hun ville have været klædt i næsten det samme som drengene måske lidt mere lilla og rødt og lidt mindre grønt og blåt, men det havde været de samme slags pludderbukser og blomster over alt. 

Hun ville ikke skulle lege med dukker partout også fordi jeg er så dårlig til det, og der ville have været Briotog og biler også. 

Og alligevel var det brændende ønske en pige - hvorfor? Netop fordi som du skriver mit hoved var indstillet på en pige, lykken var de to piger tusind drømme var allerede i gang og det at omstille sig er sindsyg svært og kan til tider gøre ondt. 

Nu har jeg så drenge og hold kæft hvor er de skønne. De har været en gave til min store pige fordi hun er blevet udfordret på sin "drengeside" og pludselig fik en stor interesse fle fjernstyrede biler og traktorer, hvor hun før hun blev storesøster overhovedet ikke gad lege de lege med mig. Jeg ved også nu der er et eller andet med køn det er ikke bare en social konstruktion. Og jeg ved også nu at to drenge kan være meget forskellige og det samme jo nok gør sig gældende med piger. Men jeg har faktisk stadig svært ved at forstå at se drømme jeg drømte om to piger aldrig bliver en realitet 

lineog4 skriver:

Må sige jeg har mødt en del der har mistet mig selv inklusiv der alligevel har præferencer til køn.

Ja selvsagt er alfa og omega at dette barn lever og bliver ved med at leve, men for mig fx var der et eller andet spinkelt håb om at kunne genskabe noget af det jeg havde mistet nemlig drømmen og billedet af mine to piger der gik sammen gennem livet. Nu har jeg så billeder og drømme om min pige og mine to drenge der går sammen, men der mangler da den søster. Har også mødt andre der brændende ønskede sig det skulle være det modsatte køn end det de havde mistet både fordi det gav en tryghed men også fordi det mistede barn så var helt unikt. Vil endda blive mig så langt så jeg synes køn egentlig fylder en del og bliver talt om blandt de der har mistet. Jeg har rigtig mange gange holdt oplæg om at være gravid igen efter at have mistet og når jeg ærligt fortæller om min store skuffelse over det var en dreng, så får jeg en del respons som går på: tak så må man gerne tænke over køn selv om det selvsagt er mest vigtigt at få et raskt og levende barn. 

jeg hadede mig selv for mine følelser netop fordi jeg skulle jo bare føle lig priviligeret over han ikke havde en hjertefejl og jeg ville få lov at beholde ham, og det var en kæmpe lettelse da jeg tillod mig selv at være utaknemmelig og sige det forkerte højt. 

Ja man skal være taknemmelig først for man overhovedet kan blive gravid og derefter at barnet er sundt og raskt og levende, men man har også ret til at have de utaknemmelige tanker og ikke mindst at sige det højt så de mister deres betydning 

Ja og det er jeg også enig med dig i. Det med køn er bare så komplekst på en måde for man har jo nogle forhåndsforventninger til et køn der måske aldrig bliver indfriet og dermed måske flere skuffelser. Barnet er jo først og fremmest et individ. Nu har jeg selv fået to drenge først og blev meget overasket da vores tredie kom ud og var en pige. Men selvom farmor kalder hende prinsessen så vil hun helst være ninja turtle til fastalavn, have Star Wars madkasse og Spiderman sengesæt. Det syns jeg jo er dejligt og har ingen forventninger til hende i en bestemt rolle som pige. Syns man skal passe på med at tro man får noget bestemt foærende med et køn og det er mit indtryk nogen tror det. Når det så er sagt er jeg da fuldt forstående overfor et ønske men tænker netop kønsskanninger giver en større skuffelse end når man ser det ukendte barn første gang. Vi ved ikke hvad vores fjerde barn bliver og hører mange sige at det ville vel være sjovest at få en pige mere så I har to af hver osv. Men indrømmet så er min frygt for at miste baby så altoverskyggende at jeg slet ik gør mig tanker om kønnet og syns vitterligt det virker så ligegyldigt. Men ja vi er alle forskellige men børn er først og fremmest børn man elsker og kønnet bare en lille del af det hele som burde være noget man hyggede sig med at tænke over hvad man nu får. Men ved godt at det bare ikke er sådan for alle og sådan er det jo.

lineog4 skriver:

Altså jeg havde også fordommende, men min kære søn (og senere sønner) lod mig jo ikke få liv at bekræfte dem. 

Jeg tror dårlige eller måske mere mindre gode forhold handler om utrolig mange ting. Jeg kan da også mærke med 3 vidt forskellige børn og ikke mindst tre vidt forskellige narrativer, at jeg har forskelligt forhold til de 3 og det er så ikke kønsafhængigt. 

Min opfattelse er vi i DK har vendt en del på hovedet og det nu er blevet prestige fuldt at have piger. Vi lever også i et samfund hvor der synes at være flere faldgrupper for drengene, flere drenge der ikke kommer videre i uddannelsessystemet osv. Den lille skønne, succesfulde prinsesse som både er køn og intelligent er drømmen, mens den beskidte, lidt umodne dreng lige skal sluges. Et lille eksempel jeg har nemlig sådan en lidt beskidt, bevægelig, snakkende og hoppende dreng, der er intet galt med ham, han kan koncentrere sig længe om en opgave, sidde stille og lytte (næsten uden at hoppe når det bliver spændende) osv. Ikke desto mindre har jeg utallige gange hørt ham omtalt som hyper af lægmænd (aldrig af professionelle). Min datter var nogenlunde det samme i samme alder, når hun så en film eller hørte en historie hoppede hun (gør hun stadig schyy...!), hun fik altid rundt i sin leg osv osv. Aldrig har nogle brugt ordet hyper om hende, derimod er der blevet sagt: skønt med en frisk pige, vidunderligt hun over sig så meget ind i historien så helt hendes krop reagerer. Hvad er forskellen på de to?

 Og så skal jeg slet ikke åbne for de kommentarer jeg har mødt om min anden dreng der ikke er så kropslig. Der kan sidde stille i flere timer, elskede klæd ud lege, rollelege hvor meget foregik i dialog, som tager et Anders and vlad når han er ked af det eller ikke kan overskue for så kan han finde ro i sin bibel, som kan tale om følelser og filosoferer og forresten er super dårlig til fodbold, men glad for at marchere og åbenbart også god til dans

Åh ja -

Jeg har flere forskellige drenge-

En "rigtig" dreng en følsom dreng en "mors dreng"  jeg har også fået kommentarer .

F.eks tror du ikke han bliver homoseksuel om min ene dreng der var enormt glad for at tegne og skrive historier .

Og det er en million gange folk har sagt om min brogede drengeflok at man da sandelig ikke skulle tro de var søskende så forskellige de er imens de kigger på Villads der er klædt ud som sommerfugl med fevinger . 

Victor på 11 får også tit afvide han er en mor dreng fordi han stadig krammer hans mor når vi siger farvel .

Heldigvis er han ligeglad - 

lineog4 skriver:

Må sige jeg har mødt en del der har mistet mig selv inklusiv der alligevel har præferencer til køn.

Ja selvsagt er alfa og omega at dette barn lever og bliver ved med at leve, men for mig fx var der et eller andet spinkelt håb om at kunne genskabe noget af det jeg havde mistet nemlig drømmen og billedet af mine to piger der gik sammen gennem livet. Nu har jeg så billeder og drømme om min pige og mine to drenge der går sammen, men der mangler da den søster. Har også mødt andre der brændende ønskede sig det skulle være det modsatte køn end det de havde mistet både fordi det gav en tryghed men også fordi det mistede barn så var helt unikt. Vil endda blive mig så langt så jeg synes køn egentlig fylder en del og bliver talt om blandt de der har mistet. Jeg har rigtig mange gange holdt oplæg om at være gravid igen efter at have mistet og når jeg ærligt fortæller om min store skuffelse over det var en dreng, så får jeg en del respons som går på: tak så må man gerne tænke over køn selv om det selvsagt er mest vigtigt at få et raskt og levende barn. 

jeg hadede mig selv for mine følelser netop fordi jeg skulle jo bare føle lig priviligeret over han ikke havde en hjertefejl og jeg ville få lov at beholde ham, og det var en kæmpe lettelse da jeg tillod mig selv at være utaknemmelig og sige det forkerte højt. 

Ja man skal være taknemmelig først for man overhovedet kan blive gravid og derefter at barnet er sundt og raskt og levende, men man har også ret til at have de utaknemmelige tanker og ikke mindst at sige det højt så de mister deres betydning 

Jeg tror egentlig bare at jeg synes, at en lidt mere "ydmyg" tilgang til det at få børn ville være sundt.

Og ja såfremt det, at man siger sin skuffelse højt gør, at den ikke får lov at fylde, så er det måske udmærket. Jeg synes dog at kunne læse fx i tråden her, at det at sige det højt i den grad også kan være selvforstærkende - se fx den mor, der fik en depression over kønnet på sin kommende baby.

SØS skriver:

Jeg tror egentlig bare at jeg synes, at en lidt mere "ydmyg" tilgang til det at få børn ville være sundt.

Og ja såfremt det, at man siger sin skuffelse højt gør, at den ikke får lov at fylde, så er det måske udmærket. Jeg synes dog at kunne læse fx i tråden her, at det at sige det højt i den grad også kan være selvforstærkende - se fx den mor, der fik en depression over kønnet på sin kommende baby.

Uha men det er jo ikke kun med køn, det er lgså at skrive terminsdato ind i kalenderen allerede når man står med to streger, forvente det hele kan planlægges og helst ikke få børn i december osv. Vi er en flok af meget kontrollerede mennesker der gerne vil kunne planlægge alt og styre det hele, det lige fra præcis hvor mange en vi skal have med hvor stor mellemrum imellem, hvornår på året og hvilken. 

Jeg lærte ydmygheden på den hårde brutale nåde. Havde ingen præferencer til køn, men havde alt planlagt og bang så slog livet og alt hvad jeg havde planlagt røg i vasken. Og til trods for det havde jeg stadig præferencer til kønnet ikke fordi jeg ville en bestemt slags pige eller fordi jeg ikke var ydmyg men af en udefinerbar grund som handler om forestillinger og drømme. 

Og til trods for jeg ved med hele min krop hvad det vil sige ikke at få det sunde og raske barn og ved man er utrolig priviligeret når man får netop det. Ja så synes jeg stadig det er helt okay ar have præferencer til køn, måneder og aldersforskel. Så længe man også kan klare ar livet overrasker og der kommer en når man ønskede sig en dreng, eller det lille mirakel valgte at smutte igennem så han alligevel fik fødslesgda i december selvom man havde sat projekt baby på pause. 

Jeg har præferencer eller rettere drømme til næsten alt i livet hvorfor må jeg så ikke om børn?

CC79 skriver:

Ja og det er jeg også enig med dig i. Det med køn er bare så komplekst på en måde for man har jo nogle forhåndsforventninger til et køn der måske aldrig bliver indfriet og dermed måske flere skuffelser. Barnet er jo først og fremmest et individ. Nu har jeg selv fået to drenge først og blev meget overasket da vores tredie kom ud og var en pige. Men selvom farmor kalder hende prinsessen så vil hun helst være ninja turtle til fastalavn, have Star Wars madkasse og Spiderman sengesæt. Det syns jeg jo er dejligt og har ingen forventninger til hende i en bestemt rolle som pige. Syns man skal passe på med at tro man får noget bestemt foærende med et køn og det er mit indtryk nogen tror det. Når det så er sagt er jeg da fuldt forstående overfor et ønske men tænker netop kønsskanninger giver en større skuffelse end når man ser det ukendte barn første gang. Vi ved ikke hvad vores fjerde barn bliver og hører mange sige at det ville vel være sjovest at få en pige mere så I har to af hver osv. Men indrømmet så er min frygt for at miste baby så altoverskyggende at jeg slet ik gør mig tanker om kønnet og syns vitterligt det virker så ligegyldigt. Men ja vi er alle forskellige men børn er først og fremmest børn man elsker og kønnet bare en lille del af det hele som burde være noget man hyggede sig med at tænke over hvad man nu får. Men ved godt at det bare ikke er sådan for alle og sådan er det jo.

Jeg er ikke sikker på drømmen om et bestemt køn nødvendigvis hænger sammen med forestillingen om bestemte handlemønstre. Gør det i hvert fald ikke for. Tror det handler om mangt og meget mere. Selvsagt handler det måske om noget med at spejle sig selv, men tror også det handler om det narrativ man bygger op i drømmen om fremtiden. Da jeg ventede nummer (som er den jeg har mistet), gik jeg med min skønne 3 årige pige i hånden og studerede familier med to børn hvor minimum den ene var en pige. Jeg havde fået brygget to drømme sammen, eller to billeder eller hvad man kan kalde det. Begge havde været velkommen men jeg ønskede mig mest den med to kopier af det mirakel jeg holdt i min hånd. 

Der kom en pige (vi kendte ikke kønnet) og lige fra første sekund vidste jeg det ikke var Dina 2, der var er unikt individ både udseende og væremåder. Og i de skønne 4 dage hvor jeg troede alt var fryd og gammen, fik jeg brygget billeder sammen om fremtiden og de brast. Og i de billeder kan jeg ikke bare sætte en dreng ind for ligegyldigt hvad så er en dreng bare fysisk anderledes end Lia. Jeg ved så godt rationelt jeg heller ikke bare kunne have sat en anden pige ind for hun ville jo også være unik men dog lidt nemmere. 

Det skønneste ved børn er vi tillader den at overraske os, og Lia ville have overrasket mig lige sp meget som de andre, men konturen, pigekroppen ville have været den samme. Og i den kan jeg ikke placere en dreng