Kønsscanning skuffelse

Anonym skriver:

Har nogen af jer oplevet at blive skuffet over kønsscanning? hvis ja, hvad gjorde i så for at "komme videre"? 

Vi skal have en dreng, og jeg elsker ham da allerede utrolig højt! Det er ikke ham jeg ikke ønsker, men ønskede også bare en pige, da jeg havde min prinsesse drøm 

Ved nogen vil være dømmende, og det skal i så hjertens gerne have lov til 

Jeg blev lidt skuffet anden gang men det gik hurtigt over og helt væk da han kom ud. Har to fantastiske drenge og kan slet ikke forestille mig at være mor til en pige længere. 

lineog4 skriver:

Uha men det er jo ikke kun med køn, det er lgså at skrive terminsdato ind i kalenderen allerede når man står med to streger, forvente det hele kan planlægges og helst ikke få børn i december osv. Vi er en flok af meget kontrollerede mennesker der gerne vil kunne planlægge alt og styre det hele, det lige fra præcis hvor mange en vi skal have med hvor stor mellemrum imellem, hvornår på året og hvilken. 

Jeg lærte ydmygheden på den hårde brutale nåde. Havde ingen præferencer til køn, men havde alt planlagt og bang så slog livet og alt hvad jeg havde planlagt røg i vasken. Og til trods for det havde jeg stadig præferencer til kønnet ikke fordi jeg ville en bestemt slags pige eller fordi jeg ikke var ydmyg men af en udefinerbar grund som handler om forestillinger og drømme. 

Og til trods for jeg ved med hele min krop hvad det vil sige ikke at få det sunde og raske barn og ved man er utrolig priviligeret når man får netop det. Ja så synes jeg stadig det er helt okay ar have præferencer til køn, måneder og aldersforskel. Så længe man også kan klare ar livet overrasker og der kommer en når man ønskede sig en dreng, eller det lille mirakel valgte at smutte igennem så han alligevel fik fødslesgda i december selvom man havde sat projekt baby på pause. 

Jeg har præferencer eller rettere drømme til næsten alt i livet hvorfor må jeg så ikke om børn?

Hrm.... jeg synes der er ret langt fra at skrive terminsdag ind i sin kalender måske for at forberede sig på hvornår man Kan gå på barsel etc. Og så til at have en SÅ stor præference for køn at man ligefrem får en depression eller græder i tre uger eller føler man mister en drøm og et håb fordi man venter det ene køn og ikke det andet.

Der synes JEG man bør "stoppe sig selv" - jeg er med på, at man ikke kan tage følelser fra folk, meeeen man kan godt sige til sig selv, at den her følelse jeg har nu er usund og "forkælet" og nu dyrker jeg den ikke mere. - det tror jeg i hvert fald på er sundt! 

SØS skriver:

Hrm.... jeg synes der er ret langt fra at skrive terminsdag ind i sin kalender måske for at forberede sig på hvornår man Kan gå på barsel etc. Og så til at have en SÅ stor præference for køn at man ligefrem får en depression eller græder i tre uger eller føler man mister en drøm og et håb fordi man venter det ene køn og ikke det andet.

Der synes JEG man bør "stoppe sig selv" - jeg er med på, at man ikke kan tage følelser fra folk, meeeen man kan godt sige til sig selv, at den her følelse jeg har nu er usund og "forkælet" og nu dyrker jeg den ikke mere. - det tror jeg i hvert fald på er sundt! 

Man dyrker ikke en sorg. Man føler en sorg og man lever i den. 

Og jo selvom det lyder helt absurd for nogen, så kan man faktisk sørge over den dreng man ikke får uden at være utaknemmelig over den pige man så får. Og at sige: tag dig sammen og dyrk det ikke, hjælper ingen. Det eneste det gør er man lukker i, man oplever ens følelser som tabubelagte og må derfor bumle med dem helt alene og netop der kan de måske få lov at vokse. 

Og jo jeg tænker faktisk en del hænger sammen, for det at få børn er blevet et velplanlagt projekt helt ned til mindste detalje, jeg læser om en del der fx sætter projekt baby på pause fordi det er synd for barnet at få fødselsdag i december eller januar. Jeg hører om nogle der vælger donor fordi det ville være synd hvis der er mere end 4 år mellem børnene osv. Vi er så bevidste om hvad vi vil, hvordan vi vil det og hvornår vi vil det. Vi bygger drømme op om det perfekte og det er så sindsyg svært at undgå at blive konkret og fx sætte køn på, endda give navn før man overhovedet er gravid - har hørt om par der købte barnevognen før de blev gravide. 

Og i alt den planlægning, så er der bare noget en gang imellem der ikke går efter planen og det kan være svært at rumme og kan give noget der minder om sorg. Jeg kan rumme det selvom køn, aldersforskel, antallet af rum i huset osv er så helt igennem ligegyldigt når bare barnet kan leve. 

lineog4 skriver:

Man dyrker ikke en sorg. Man føler en sorg og man lever i den. 

Og jo selvom det lyder helt absurd for nogen, så kan man faktisk sørge over den dreng man ikke får uden at være utaknemmelig over den pige man så får. Og at sige: tag dig sammen og dyrk det ikke, hjælper ingen. Det eneste det gør er man lukker i, man oplever ens følelser som tabubelagte og må derfor bumle med dem helt alene og netop der kan de måske få lov at vokse. 

Og jo jeg tænker faktisk en del hænger sammen, for det at få børn er blevet et velplanlagt projekt helt ned til mindste detalje, jeg læser om en del der fx sætter projekt baby på pause fordi det er synd for barnet at få fødselsdag i december eller januar. Jeg hører om nogle der vælger donor fordi det ville være synd hvis der er mere end 4 år mellem børnene osv. Vi er så bevidste om hvad vi vil, hvordan vi vil det og hvornår vi vil det. Vi bygger drømme op om det perfekte og det er så sindsyg svært at undgå at blive konkret og fx sætte køn på, endda give navn før man overhovedet er gravid - har hørt om par der købte barnevognen før de blev gravide. 

Og i alt den planlægning, så er der bare noget en gang imellem der ikke går efter planen og det kan være svært at rumme og kan give noget der minder om sorg. Jeg kan rumme det selvom køn, aldersforskel, antallet af rum i huset osv er så helt igennem ligegyldigt når bare barnet kan leve. 

Jeg er enig i at sorg er en følelse - noget der følger en. Men JEG er så 100% af den overbevisning, at man kan vælge at "dyrke" sorgen eller "lade den" fylde mindre. Hvad man vælger har noget med indstilling at gøre. Jeg kan godt mærke at vi ikke ser det på samme måde, men det er sådan jeg har det.

Derudover er jeg ret meget Pro at man overvejer nøje hvorvidt man som par og familie er klar til at få (endnu) et barn - har man overskuddet følelsesmæssigt, tidsmæssigt, økonomisk mv. Det synes jeg i den grad man skylder sig selv og det kommende barn. Men det med at gøre det til et "projekt" man vil styre fra A-Z DET synes jeg er for meget. Og der tror jeg man har godt af at give lidt slip. UH - det er svært at forklare...

Puha kan godt læse af denne tråd, jeg nok har en mere kontroversiel holdning til emnet. Jeg har nemlig VIRKELIG svært ved at forstå, man kan blive så ked af det over noget så overfladisk som køn. Jeg kan sagtens forstå, man kan have en forstilling om noget, og dermed skulle omstille sig, men fra det til at blive direkte ked af det og i værste tilfælde få depression, ja der synes jeg altså, der er langt.

Jeg synes så også der er stor forskel på den mor, som har f.eks mistet et barn og dermed går med nogle helt andre problematikker, og den mor uden nogen tragisk forhistorie til grund for ønsket. Jeg er med på, man ikke kan styre det, men helt ærlig, prøv lige at erstatte køn med andet lige så overfladisk..."jeg havde drømt og forestillet mig et barn med høj IQ, da jeg fik et normalt begavet, ja så var jeg så ked af det, jeg græd i tre uger. Det skal jeg da have lov til at sige højt, for min følelse er jo ok og bør ikke være tabubelagt"

Jeg ved godt det er sat på spidsen, men jeg synes altså også, at når man vælger et liv med børn, så vælger man også et liv, hvor ens forestillinger og ideer om "hvordan det skal være" konstant bliver sat på prøve. Det kan man altså ikke gå og blive ked af hele tiden, derimod, synes jeg, som forældre, at det NETOP er det, der er fedt ved børn " it is like a box of chocolate, you never know what you are going to get".

nielsen80 skriver:

Puha kan godt læse af denne tråd, jeg nok har en mere kontroversiel holdning til emnet. Jeg har nemlig VIRKELIG svært ved at forstå, man kan blive så ked af det over noget så overfladisk som køn. Jeg kan sagtens forstå, man kan have en forstilling om noget, og dermed skulle omstille sig, men fra det til at blive direkte ked af det og i værste tilfælde få depression, ja der synes jeg altså, der er langt.

Jeg synes så også der er stor forskel på den mor, som har f.eks mistet et barn og dermed går med nogle helt andre problematikker, og den mor uden nogen tragisk forhistorie til grund for ønsket. Jeg er med på, man ikke kan styre det, men helt ærlig, prøv lige at erstatte køn med andet lige så overfladisk..."jeg havde drømt og forestillet mig et barn med høj IQ, da jeg fik et normalt begavet, ja så var jeg så ked af det, jeg græd i tre uger. Det skal jeg da have lov til at sige højt, for min følelse er jo ok og bør ikke være tabubelagt"

Jeg ved godt det er sat på spidsen, men jeg synes altså også, at når man vælger et liv med børn, så vælger man også et liv, hvor ens forestillinger og ideer om "hvordan det skal være" konstant bliver sat på prøve. Det kan man altså ikke gå og blive ked af hele tiden, derimod, synes jeg, som forældre, at det NETOP er det, der er fedt ved børn " it is like a box of chocolate, you never know what you are going to get".

MAND! Hvor er jeg enig  Og jeg ved godt, at det er helt sat på spidsen!

Jeg er enig i at sorg er en følelse - noget der følger en. Men JEG er så 100% af den overbevisning, at man kan vælge at "dyrke" sorgen eller "lade den" fylde mindre. Hvad man vælger har noget med indstilling at gøre. Jeg kan godt mærke at vi ikke ser det på samme måde, men det er sådan jeg har det.

Derudover er jeg ret meget Pro at man overvejer nøje hvorvidt man som par og familie er klar til at få (endnu) et barn - har man overskuddet følelsesmæssigt, tidsmæssigt, økonomisk mv. Det synes jeg i den grad man skylder sig selv og det kommende barn. Men det med at gøre det til et "projekt" man vil styre fra A-Z DET synes jeg er for meget. Og der tror jeg man har godt af at give lidt slip. UH - det er svært at forklare...

Jeg tror jeg kunne have sagt det samme som dig til jeg oplevede en sorg jeg ikke kunne styre. Da jeg mistede min far og meget kort efter min bonus far, der kunne jeg på en eller anden måde gå ud og ind af sorgen og jeg kunne styre den (for set meste), jeg var rationel og kunne vælge den ikke skulle fylde og bremse mit liv, jeg var 23 og sagde: jeg kan ikke sætte mit liv på stand by i først det år der var fyldt med kræften og bagefter der halve år der var fyldt med døden. Der ville jeg også have ment man kan dyrke og sumpe ned eller man kan vælge - kan huske jeg en gang imellem følte min mor dyrkede. 

Og jeg måtte så æde alle mine ord i mig igen da jeg oplevede den ukontrollerbar sorg, dem hvor det rationelle ophører og du ikke kan bestemme om du er inde i eller uden for sorgen, den sorg hvor det bare er en kamp at huske at trække vejret. Den sorg kan man ikke dyrke, den kan man bare følge med. Og alt er relativt så den sorg fx over køn vil jeg ikke stille mig til dommer over om kan være netop den slags hvor der rationelle ophører. 

Men ja vi er uenige, og hader netop begrebet at dyrke sorgen. Jeg har heldigvis ikke selv mødt det, men kender mange der har. Og jeg kan da også mærke jeg selv ligger under for den, når jeg bliver lidt flov over jeg stadig mangler, stadig oplever en sorg her nu mere end 10 år efter jeg begravede min datter. Måske derfor jeg reagerer for synes vi er så hurtige til at vurdere hvad man må sørge over, hvor længe og hvordan. Hvorfor dog ikke bare anerkende og rumme vi alle er forskellige og reagerer følelsesmæssigt forskelligt?

Jeg tror jeg kunne have sagt det samme som dig til jeg oplevede en sorg jeg ikke kunne styre. Da jeg mistede min far og meget kort efter min bonus far, der kunne jeg på en eller anden måde gå ud og ind af sorgen og jeg kunne styre den (for set meste), jeg var rationel og kunne vælge den ikke skulle fylde og bremse mit liv, jeg var 23 og sagde: jeg kan ikke sætte mit liv på stand by i først det år der var fyldt med kræften og bagefter der halve år der var fyldt med døden. Der ville jeg også have ment man kan dyrke og sumpe ned eller man kan vælge - kan huske jeg en gang imellem følte min mor dyrkede. 

Og jeg måtte så æde alle mine ord i mig igen da jeg oplevede den ukontrollerbar sorg, dem hvor det rationelle ophører og du ikke kan bestemme om du er inde i eller uden for sorgen, den sorg hvor det bare er en kamp at huske at trække vejret. Den sorg kan man ikke dyrke, den kan man bare følge med. Og alt er relativt så den sorg fx over køn vil jeg ikke stille mig til dommer over om kan være netop den slags hvor der rationelle ophører. 

Men ja vi er uenige, og hader netop begrebet at dyrke sorgen. Jeg har heldigvis ikke selv mødt det, men kender mange der har. Og jeg kan da også mærke jeg selv ligger under for den, når jeg bliver lidt flov over jeg stadig mangler, stadig oplever en sorg her nu mere end 10 år efter jeg begravede min datter. Måske derfor jeg reagerer for synes vi er så hurtige til at vurdere hvad man må sørge over, hvor længe og hvordan. Hvorfor dog ikke bare anerkende og rumme vi alle er forskellige og reagerer følelsesmæssigt forskelligt?

Læser tit med herinde, og ved, at du Line ER et meget rummeligt menneske, meget mere end jeg selv er - uanset hvor meget jeg gerne ville. Jeg er simpelthen ikke enig i din sammenligning, du har oplevet noget ingen forældre bør opleve, nemlig at begrave din egen datter/søn, det kan og skal altså ikke sammenlignes med opleve sorg over kønnet på ens ellers raske og sunde ufødte baby. Om noget synes jeg din historie burde sætte netop køn i perspektiv.

Jeg vil gerne være rummelig, men synes også, at netop den tendens du snakker om med at planlægge ALT og hvis ikke tingene går som man havde forventet, ja så er man i sorg, er skræmmende. Jeg synes man er nødt til at sige stop på et tidspunkt, og ja sorg over et sund og raskt barn, som så lige har et andet køn end planlagt, der trækker jeg nok min grænse.

nielsen80 skriver:

Læser tit med herinde, og ved, at du Line ER et meget rummeligt menneske, meget mere end jeg selv er - uanset hvor meget jeg gerne ville. Jeg er simpelthen ikke enig i din sammenligning, du har oplevet noget ingen forældre bør opleve, nemlig at begrave din egen datter/søn, det kan og skal altså ikke sammenlignes med opleve sorg over kønnet på ens ellers raske og sunde ufødte baby. Om noget synes jeg din historie burde sætte netop køn i perspektiv.

Jeg vil gerne være rummelig, men synes også, at netop den tendens du snakker om med at planlægge ALT og hvis ikke tingene går som man havde forventet, ja så er man i sorg, er skræmmende. Jeg synes man er nødt til at sige stop på et tidspunkt, og ja sorg over et sund og raskt barn, som så lige har et andet køn end planlagt, der trækker jeg nok min grænse.

Klart der er et stop og klart det ikke kan sammenlignes. Men problemet er man ikke kan vælge sine følelser altid og hvad der for mig måske er en bagatel kan fylde alt hos en anden. 

Personligt tror jeg sorgen over kønnet er en lille sorg hos de fleste også hos ts, eller rettere det var en skuffelse og så går man videre. Mens de som går ned i depressionen som er beskrevet i andre indlæg må handle om noget andet også, der er flere faktorer der spiller ind og det bliver så projekteret over på ønsket og sorgen over barnet enten mangler en tap eller har en for meget. Og at sige til et menneske der er der: du må tage dig sammen er ikke konstruktivt. Og ja så reagerer jeg nok mest på begrebet dyrke sorgen - ingen ønsker at dyrke sin sorg (tror jeg), og man kan ikke tale fornuft til følelser. Og virkelig hader udtrykket dyrke sorgen.

Derudover plæderer jeg primært for det ikke skal være et tabu at opleve et stik af skuffelse over det sunde raske barn har en ekstra tap, og måske skal man bruge et par dage eller uger på at vende drømmen uden at blive vurderet som utaknemmelig. 

Og du har ret historien om det døde barn bør sætte køn i perspektiv og sjovt (på sådan en lidt tragisk måde) møder jeg en del der har mistet hvor køn faktisk betyder noget og man siger det højt, måske fordi det er indforstået st det største ønske selvsagt er et levende barn. Og måske også derfor jeg kan forstå de der har præferencer  og mørke skuffelsen, for jeg har selv stået der og totalt irrationelt hængt det hele op på køn, jeg var så langt ude så jeg faktisk ikke forstod man blev lige så ked af at miste en dreng - totalt dumt, totalt sindssygt og skørt og irrationelt men ikke desto en tanke i mit hoved. Jeg red på dromedar i Sahara i 24. Uge med min søn i maven, alle så på mig som om jeg var sindsyg og inde i mit hoved var tanken: hvis der sker noget så er det jo bare en dreng - ondt, åh ja men ikke desto mindre mine tanker. Hvorfor fordi jeg havde en anden bagage og mon ikke også de der får ned med depression over køn også har en bagage

lineog4 skriver:

Jeg tror egentlig ikke du har ret og det er baseret på de historier jeg har hørt om folk der vitterlig havde stærke ønsker om køb. Havde en bekendt som ønskede sig en pige brændende, hun endte med 5 drenge. Hun ønskede hver gang at vide kønnet så hurtigt som muligt for at hvis det blev en dreng kunne hun bearbejde det og netop kunne rumme ham når han blev født. For første gang kendte hun ikke kønnet og kunne slet ikke rumme sin dreng før efter et stykke tid. 

Ja det er så en der har et brændende ønske og drt er forhåbentlig de færreste. Jeg personlig synes der går noget af magien væk ved at kende kønnet på forhånd, men jeg tror ikke man bliver mindre skuffet hvis man først opdager det er modsat køn fordi man først finder ud af det ved fødslen. Måske næsten tværtimod fordi man har haft 9 mnd til at skabe alle drømmene, billederne og forestillingerne og måske endda talt til baby med et bestemt Kønsnavn, måske endda været så tosset så man har købt lige det sæt skønne matrossæt eller.... 

Jeg tror, jeg har ret i mange tilfælde, hvilket selvfølgelig er baseret ud fra oplevelser og erfaringer i de år, jeg fik børn, hvor kønsscanning ikke var på tale for det store flertal. Jeg husker kun ét eksempel på en voldsom reaktion på barnets køn - vi gik til fødselsforberedelse med et flippet par, som bare VIDSTE, de fik en pige ud fra fornemmelser og tegn i sol, måne og stjerner. Da det så var en dreng, havde de begge protesteret og i dybeste alvor sagt, at det ikke kunne passe - selvom han altså lå lige der med tap og lige var kommet ud af maven  Det var ikke en forfærdelig oplevelse, bare en reaktion, de selv grinede af efterfølgende. 

Men altså, selvfølgelig var der lige så mange håb og drømme om et bestemt køn dengang - det med køn FYLDTE bare ikke så meget, fordi vi alle var i samme, uvisse båd og KUN kunne gå ud fra, at vi fik en baby. Der var ingen - på nær måske førstnævnte par - som gik amok i kønsspecifik indretning af børneværelset, vi købte og strikkede kønsneutralt tøj og havde to lister med navne. Og fødslen havde et ekstra element af overraskelse og mystik over sig, fordi vi først da fik vished for, om det var en dreng eller pige. Præmissen var en anden - vi fik både baby og dreng eller pige på samme tid - og som nu var de fleste overvældede og overstrømmede alene over dét at have barnet i armene. 

Selvfølgelig var der dem, der "bestilte" en pige og undrede sig eller kortvarigt skuffedes over at få en dreng. Men der var ikke måneder givet til at gå for sig selv og "bearbejde" en evt. skuffelse - nu var barnet der, dreng eller pige, og kaldte på forældrenes omsorg og opmærksomhed prompte. Og ja, i svære tilfælde skal der da nok have været nogle, som vitterlig bar på skuffelsen længe. Men jeg er aldrig stødt på så mange skuffelser og lange bearbejdningsfaser som efter kønsscanningernes indtog - og nej, jeg tror ikke, det var et større tabu dengang end nu. Jeg kendte i sagens natur en million nybagte forældre dengang - det gør man jo i de år, man selv får børn - og det var bare ikke et stort issue generelt. 

Jeg tror, at det forholder sig lidt på samme måde som med den bieffekt af den relativt lange barselsorlov før fødslen, det er, at højgravide kvinder får oceaner af tid til at mærke efter og fokusere enormt på symptomer, manglende symptomer osv. - jo mere tid og rum, der er for at tænke og overtænke og føle og reagere, jo større kan en i grunden lille problematik vokse sig hos kvinden. Du kan sige, hun har mere tid til at forlige sig og bearbejde det - jeg siger, at hun i nogle tilfælde har mere tid til at lade sine følelser og tanker løbe løbsk og gøre en lille sten på vejen klippestor. Og det er ikke fordømmende ment - jeg kunne givetvis selv havne i den grøft. For jeg har også prøvet at ønske mig datter nr. to i smug og så opdage ved fødslen, at "hun" var en kæmpestor dreng - men hey, jeg fik sgu en baby lige der, fantastisk! 

Og hvad angår de meget voldsomme skuffelser og depressionslignende reaktioner, så tror jeg, vi er ude i noget så sjældent og særligt, at det ikke er noget, jeg vil gøre mig klog på forebyggelse og bearbejdning af.