Kønsscanning skuffelse

SØS skriver:

Præcis! Vi har skabt en samfund, hvor det er individet frem for alt. Man har ret til at tænke og føle alt og ikke  mindst at sige det højt.

Jeg drømmer om en Famile bestående af y og x og får jeg to gange x har jeg ret til at lade det fylde mig med tristhed, tale om det og føle det lidt mere - hvad er pointen og hvor er fornuften?  

Alle ved vel inden de kaster sig ud i en graviditet, at man kan få enten en dreng eller en pige ud af det? Jeg mener 100% oprigtigt at man kan vælge at lade sine følelser styre sig eller lade dem få plads og derefter tale "fornuft" med sig selv. Det sidste skridt er der bare mange, der ikke tager og det må være vanskeligt at agere i for en selv. 

Det er så svært at forklare...

Men er der forkert at man må tale om sine følelser? Er det ikke helt fantastisk, ja der synes jeg. Det er jo en koloenorm forskel og lettelse på bare 30 år. For 39 år siden mistede min mors kusine sin datter, alt blev fjernet fra hjemme der kunne minde om hende, dagen efter begravelsen var der forventer hun startede arbejde og så var der lige som slut - de sidder nu i dag stadig i en ubearbejdet sorg. 

29 år efter mistede jeg min datter, hendes ting blev i hjemmet, jeg talte med alle der gad høre, ingen forventede jeg kunne starte på arbejde og jeg sidder nu med en bearbejdet sorg. 

Ved godt det er et ekstremt eksempel, men hvorfor dog være bange for følelser og muligheden for at sige dem højt. Følelserne er der jo om du siger det eller ej, du kan måske finde ud af at pakke dem vej og lukke dem inde i en kasse og smide nøgler væk, men mon ikke de alligevel sidder der og skaber uro? At sige sine følelser højt er ofte en stor hjælp til bearbejdelse. 

Igen jeg har også været et lukket menneske, følelser er ikke noget man taler om, pak dem væk, lad fornuften råde og ja har så endda ikke så mange følelser. Men lærte på den hårde måde at man ikke braser sammen af at sige sine følelser højt og man dyrker dem ikke, man søber ikke rundt i dem, man er bare ærlig og med ærligheden kan man endda holde sine følelser ud i strakt arm og måske lade fornuften se på dem. 

At man siger højt: ej jeg oplevede at blive skuffet, hvor kom det lige fra? Er da langr mere sundt og fornuftigt end at lyve: nej nej keg er da ligeglad om det er det ene eller det andet og så sidde alene og ruge over det. 

Og ja vi kan hurtig blive enige om der er en fokus på individet og også nogle gange alt for meget navlepilleri, men vil heller ikke den anden udgave hvor man i en eller anden rangordning af menneskers indre liv sætter fornuften langt højere end følelserne og ser ned på de som er lidt mere i følelsesmennesker end rationelle mig. Jeg har også svært ved at forstå alle de følelser, jeg er logiker, fornuftsbetonet og bliver sjældent urolig (udover når min børn er ude af hjemmet og jeg stadig kan få det gip om de kan dø på et splitsekund ligesom min datter). Men derfor vil jeg da ikke se ned på de som i højere grad er tilstede med følelserne og har brug for at tale om dem. 

SØS skriver:

Nu blander du tingene sammen synes jeg. Jeg kan i den grad sætte mig ind i sorgen over at miste et menneske man elsker. Den sorg er for en tid ubærlig og det føles som om, man dør lidt selv. Den sorg lærer man at leve med, men den vil (ofte) være en følgesvend for evigt. 

Den sorg synes jeg på ingen måde kan sammenlignes med skuffelsen over at vente et køn frem for et andet - det er helt ude af proportioner, synes jeg. Det er måske også det du skriver??

Det kan ikke sammenlignes. Selvsagt men når jeg hører de som vitterlig bryder sammen over kønnet (og det har været meget få to tror jeg), så talte de nærmest som det var en de havde mistet, de havde skabt så mange drømme om den pige (begge var piger) så hun nærmest var blevet en realitet og når hun så var en dreng, så mistede de den pige de allerede havde bestemt bavn til, havde ideer om hvordan så ud som 10 årig, ja den ene havde sågar købt både tøj og ting til værelser før hun blev gravid som var "piget". Sygt, hmm måske og begge havde da også en del andet at bumle med, men følelsen var reelle. Ude af proportioner, jo enig men det gør jo ikke følelserne mindre at vide det. 

lineog4 skriver:

Men er der forkert at man må tale om sine følelser? Er det ikke helt fantastisk, ja der synes jeg. Det er jo en koloenorm forskel og lettelse på bare 30 år. For 39 år siden mistede min mors kusine sin datter, alt blev fjernet fra hjemme der kunne minde om hende, dagen efter begravelsen var der forventer hun startede arbejde og så var der lige som slut - de sidder nu i dag stadig i en ubearbejdet sorg. 

29 år efter mistede jeg min datter, hendes ting blev i hjemmet, jeg talte med alle der gad høre, ingen forventede jeg kunne starte på arbejde og jeg sidder nu med en bearbejdet sorg. 

Ved godt det er et ekstremt eksempel, men hvorfor dog være bange for følelser og muligheden for at sige dem højt. Følelserne er der jo om du siger det eller ej, du kan måske finde ud af at pakke dem vej og lukke dem inde i en kasse og smide nøgler væk, men mon ikke de alligevel sidder der og skaber uro? At sige sine følelser højt er ofte en stor hjælp til bearbejdelse. 

Igen jeg har også været et lukket menneske, følelser er ikke noget man taler om, pak dem væk, lad fornuften råde og ja har så endda ikke så mange følelser. Men lærte på den hårde måde at man ikke braser sammen af at sige sine følelser højt og man dyrker dem ikke, man søber ikke rundt i dem, man er bare ærlig og med ærligheden kan man endda holde sine følelser ud i strakt arm og måske lade fornuften se på dem. 

At man siger højt: ej jeg oplevede at blive skuffet, hvor kom det lige fra? Er da langr mere sundt og fornuftigt end at lyve: nej nej keg er da ligeglad om det er det ene eller det andet og så sidde alene og ruge over det. 

Og ja vi kan hurtig blive enige om der er en fokus på individet og også nogle gange alt for meget navlepilleri, men vil heller ikke den anden udgave hvor man i en eller anden rangordning af menneskers indre liv sætter fornuften langt højere end følelserne og ser ned på de som er lidt mere i følelsesmennesker end rationelle mig. Jeg har også svært ved at forstå alle de følelser, jeg er logiker, fornuftsbetonet og bliver sjældent urolig (udover når min børn er ude af hjemmet og jeg stadig kan få det gip om de kan dø på et splitsekund ligesom min datter). Men derfor vil jeg da ikke se ned på de som i højere grad er tilstede med følelserne og har brug for at tale om dem. 

 

Jeg synes som tidligere skrevet, at du blander tingene sammen og lægger ord i munden på mig. Jeg har intet sted skrevet - og mener på ingen måde - at man ikke må tale om følelser - hvor har du dog det fra?? 

Jeg forholder mig til tråden og det faktum og køn på baby åbenbart betyder rigtig rigtig meget for mange. Jeg har på Intet tidspunkt forholdt mig til eller skrevet, hvordan man som menneske bør takle sorgen over at miste et barn - eller et andet menneske man elsker det vil jeg gerne lige slå 100% fast! 

lineog4 skriver:

Det kan ikke sammenlignes. Selvsagt men når jeg hører de som vitterlig bryder sammen over kønnet (og det har været meget få to tror jeg), så talte de nærmest som det var en de havde mistet, de havde skabt så mange drømme om den pige (begge var piger) så hun nærmest var blevet en realitet og når hun så var en dreng, så mistede de den pige de allerede havde bestemt bavn til, havde ideer om hvordan så ud som 10 årig, ja den ene havde sågar købt både tøj og ting til værelser før hun blev gravid som var "piget". Sygt, hmm måske og begge havde da også en del andet at bumle med, men følelsen var reelle. Ude af proportioner, jo enig men det gør jo ikke følelserne mindre at vide det. 

 

Og det er netop det jeg mener! Det er ikke at miste et barn at man ikke får den pige/dreng man havde drømt om. 

SØS skriver:

Og det er netop det jeg mener! Det er ikke at miste et barn at man ikke får den pige/dreng man havde drømt om. 

Men selvom vi to ikke rationelt kan se det er en voldsom følelse, så kan der jo godt være det for andre. De to jeg kender talte vitterlig med samme intensitet og om præcis de samme følelser som hos en der havde mistet - igen jeg tror så de bumler med andre ting også. 

For ts er det jo ikke længere end en momentant skuffelse, måske det lige tager en uges tid at bearbejde og så er det det - ser jeg da absolut intet forkert i. Jeg lands fx også blive momentan skuffet når jeg får 4 for min opgave fordi jeg havde drømt om 7, og jeg burde jo bare være taknemmelig for jeg bestod og det er jeg også dagen efter. Længere er den jo ikke, eller jeg bliver skuffet over det regner på min bryllupsdag for havde et andet billede i mit hoved, pg jeg burde jo bare være glad for er fantatisk bryllup og det er jeg også dagen efter. Mere er der jo ikke i ts' og mange andres tanker om køn. Men der kan hurtig blive mere, hvis de mødes af: nej det kn man da ikke tænke, for så er man pludselig forkert og har forkerte tanker. 

lineog4 skriver:

Men selvom vi to ikke rationelt kan se det er en voldsom følelse, så kan der jo godt være det for andre. De to jeg kender talte vitterlig med samme intensitet og om præcis de samme følelser som hos en der havde mistet - igen jeg tror så de bumler med andre ting også. 

For ts er det jo ikke længere end en momentant skuffelse, måske det lige tager en uges tid at bearbejde og så er det det - ser jeg da absolut intet forkert i. Jeg lands fx også blive momentan skuffet når jeg får 4 for min opgave fordi jeg havde drømt om 7, og jeg burde jo bare være taknemmelig for jeg bestod og det er jeg også dagen efter. Længere er den jo ikke, eller jeg bliver skuffet over det regner på min bryllupsdag for havde et andet billede i mit hoved, pg jeg burde jo bare være glad for er fantatisk bryllup og det er jeg også dagen efter. Mere er der jo ikke i ts' og mange andres tanker om køn. Men der kan hurtig blive mere, hvis de mødes af: nej det kn man da ikke tænke, for så er man pludselig forkert og har forkerte tanker. 

Der hvor der for mig er en forskel i dine eksempler, også en præference for køn,er, at det du beskriver er forestillinger for en selv, en præference for køn er en forestilling om noget et andet menneske skal opfylde. Sidstnævnte giver for mig bare nogle andre overvejelser.

Jeg mener helt sikkert også, at man ikke kan styre følelser - og jeg vil bestemt ikke banke TS i hoved over at have følelsen. Der er bare en hårfin grænse, jeg synes er svær, for hvornår bliver accepten af følelsen erstattet med, at det er ok og accepteret at "piger er bedre end drenge"? Hvis man accepterer følelsen i folk med et "det er da naturligt", accepterer man så også det der ligger bag? Og hvordan skelner man?

Dit bryllupseksempel - hvis jeg nu laver det om til, at jeg blev skuffet over, at min uromantiske mand ikke havde overrasket mig på sengen med en stor fin gave. Hvis alle efterfølgende sagde til mig" det er da naturligt at blive skuffet over, den følelse kan jeg godt forstå og jeg ville have den samme" accepterer vi så - som folk/samfund- at mænd bør overraske deres kvinder på sengen, hvis såfremt de har en forestilling derom?  Havde jeg været den kvinde, ville det måske være godt for mig at nogen sagde, "ok hvis det er dit største problem med din mand, så er du godt nok heldig - måske du skulle sætte forventningerne lidt ned".

SØS skriver:

Præcis! Vi har skabt en samfund, hvor det er individet frem for alt. Man har ret til at tænke og føle alt og ikke  mindst at sige det højt.

Jeg drømmer om en Famile bestående af y og x og får jeg to gange x har jeg ret til at lade det fylde mig med tristhed, tale om det og føle det lidt mere - hvad er pointen og hvor er fornuften?  

Alle ved vel inden de kaster sig ud i en graviditet, at man kan få enten en dreng eller en pige ud af det? Jeg mener 100% oprigtigt at man kan vælge at lade sine følelser styre sig eller lade dem få plads og derefter tale "fornuft" med sig selv. Det sidste skridt er der bare mange, der ikke tager og det må være vanskeligt at agere i for en selv. 

Det er så svært at forklare...

Kæmper også lidt med forklaringen - specielt fordi det kommer til at virke som om, man slår TS i hoved fordi hun føler, som hun gør. Det vil jeg bestemt ikke!! For mange har det netop som hende og det synes at være et ret normalt fænomen.

Mine indlæg er nok mere et udtryk for bekymring for, hvor vi er på vej hen. For hvis alle følelser er socialt accepteret, hvordan undgår man så, at det der ligger bag følelsen også bliver accepteret - i dette tilfælde "piger er bedre end drenge".

Anonym skriver:

Har nogen af jer oplevet at blive skuffet over kønsscanning? hvis ja, hvad gjorde i så for at "komme videre"? 

Vi skal have en dreng, og jeg elsker ham da allerede utrolig højt! Det er ikke ham jeg ikke ønsker, men ønskede også bare en pige, da jeg havde min prinsesse drøm 

Ved nogen vil være dømmende, og det skal i så hjertens gerne have lov til 

Jeg forstår dig godt. Ved min første graviditet ønskede jeg brændende at det ville være en dreng - og jeh blev også skuffet, da scanningen viste en pige. Men hun er jo fantastisk og vi blev jo forelskede med det samme  Da keg blev gravid anden gang tænkte jeg at hvis nu den storebror det aldrig kom var blevet til en lillebror i stedet, så ville det sådan set også være dejligt.. tænkte på, at have sådan en lille spirrevip løbende rundt i halen på sin storesøster - men sandelig om nr 2 ikke viste sig at være eb lillesøster  Vi elsker begge vores piger højere end noget andet, men jeg håber stadig på, en dag, at få min lille dreng  Men er dog kun villig til, at give det ét forsøg mere 

lineog4 skriver:

Men selvom vi to ikke rationelt kan se det er en voldsom følelse, så kan der jo godt være det for andre. De to jeg kender talte vitterlig med samme intensitet og om præcis de samme følelser som hos en der havde mistet - igen jeg tror så de bumler med andre ting også. 

For ts er det jo ikke længere end en momentant skuffelse, måske det lige tager en uges tid at bearbejde og så er det det - ser jeg da absolut intet forkert i. Jeg lands fx også blive momentan skuffet når jeg får 4 for min opgave fordi jeg havde drømt om 7, og jeg burde jo bare være taknemmelig for jeg bestod og det er jeg også dagen efter. Længere er den jo ikke, eller jeg bliver skuffet over det regner på min bryllupsdag for havde et andet billede i mit hoved, pg jeg burde jo bare være glad for er fantatisk bryllup og det er jeg også dagen efter. Mere er der jo ikke i ts' og mange andres tanker om køn. Men der kan hurtig blive mere, hvis de mødes af: nej det kn man da ikke tænke, for så er man pludselig forkert og har forkerte tanker. 

Jeg kan bare ikke se, at nogen i denne del af tråden fortæller TS, at hun ikke må tænke sådan, og at hendes følelser er forkerte. Jeg ser en drøftelse af, om man ikke kan overtænke og have overdrevent fokus på skuffelsen - og ikke mindst, hvordan omgivelserne "må" reagere på skuffelsen, såfremt den bliver meget udtalt. 

Jeg overtænker og "overføler" selv i nogle situationer, til jeg bliver vanvittig, og for mig er det gavnligt og bringer mig videre, når min mand eller min psykiater siger "Stop op, søde ven! Det løber afsted med dig nu. Du har oplevet A, og i tankerne er du allerede ved Q - hvad nu, hvis A ikke bliver til mere end A, og A måske viser sig at være ubetydeligt eller lærerigt eller ligefrem skønt?" For mig er det i mange tilfælde en væsentligt bedre proces end "Åh nej da. Fortæl og fortæl og fortæl om A og M og Q - dine følelser skal ud og frem og føles og udtrykkes og formuleres om og om igen i al deres rigtighed."  

Sådan skal alle følelser selvfølgelig ikke tackles, det ville være ufølsomt og skadeligt, hvis det fx omhandlede en dyb sorg, men det kan søreme også blive en ond spiral og et hængedynd, hvis enhver reaktion og følelse modtages som så vigtig og væsentlig, at den skal føles og føles og føles og rummes og accepteres og føles igen. 

hautecouture skriver:

Jeg forstår dig godt. Ved min første graviditet ønskede jeg brændende at det ville være en dreng - og jeh blev også skuffet, da scanningen viste en pige. Men hun er jo fantastisk og vi blev jo forelskede med det samme  Da keg blev gravid anden gang tænkte jeg at hvis nu den storebror det aldrig kom var blevet til en lillebror i stedet, så ville det sådan set også være dejligt.. tænkte på, at have sådan en lille spirrevip løbende rundt i halen på sin storesøster - men sandelig om nr 2 ikke viste sig at være eb lillesøster  Vi elsker begge vores piger højere end noget andet, men jeg håber stadig på, en dag, at få min lille dreng  Men er dog kun villig til, at give det ét forsøg mere 

Tak for din forståelse  vi har fundet navn, tøj og det hele og nu glæder jeg mig faktisk kun mere og mere så mange tak for din og alle de andre kommentarer 

haha typisk, men selvfølglig elsker i hende lige så højt og det er da fantastisk med 2 piger - tillykke med dem og god aften