Kønsscanning skuffelse

Jeg kan bare ikke se, at nogen i denne del af tråden fortæller TS, at hun ikke må tænke sådan, og at hendes følelser er forkerte. Jeg ser en drøftelse af, om man ikke kan overtænke og have overdrevent fokus på skuffelsen - og ikke mindst, hvordan omgivelserne "må" reagere på skuffelsen, såfremt den bliver meget udtalt. 

Jeg overtænker og "overføler" selv i nogle situationer, til jeg bliver vanvittig, og for mig er det gavnligt og bringer mig videre, når min mand eller min psykiater siger "Stop op, søde ven! Det løber afsted med dig nu. Du har oplevet A, og i tankerne er du allerede ved Q - hvad nu, hvis A ikke bliver til mere end A, og A måske viser sig at være ubetydeligt eller lærerigt eller ligefrem skønt?" For mig er det i mange tilfælde en væsentligt bedre proces end "Åh nej da. Fortæl og fortæl og fortæl om A og M og Q - dine følelser skal ud og frem og føles og udtrykkes og formuleres om og om igen i al deres rigtighed."  

Sådan skal alle følelser selvfølgelig ikke tackles, det ville være ufølsomt og skadeligt, hvis det fx omhandlede en dyb sorg, men det kan søreme også blive en ond spiral og et hængedynd, hvis enhver reaktion og følelse modtages som så vigtig og væsentlig, at den skal føles og føles og føles og rummes og accepteres og føles igen. 

Vigtigte ting du siger her bare sådan helt generelt. Er også selv utroligt plaget af netop den problematik og det tankemønster. Det KAN også blive en "vane" så at sige og nogle mennesker har helt klart tendens til at dyrke noget helt ud i det ekstreme (inklusiv mig selv!!!) og nogle gange skal man også passe på at mindre skuffelser og lignende lige pludselig ikke tager overhånd  

Aristocats skriver:

Vigtigte ting du siger her bare sådan helt generelt. Er også selv utroligt plaget af netop den problematik og det tankemønster. Det KAN også blive en "vane" så at sige og nogle mennesker har helt klart tendens til at dyrke noget helt ud i det ekstreme (inklusiv mig selv!!!) og nogle gange skal man også passe på at mindre skuffelser og lignende lige pludselig ikke tager overhånd  

Jeg tænker, at sådan én som mig ville kunne køre ud af en tangent med skrækscenarier og samvittighedskvaler og overfortolkninger og tankemylder, hvis jeg fx mærkede en skuffelse over at vente en dreng, og mine omgivelser konsekvent sagde "Det er helt okay, du har de følelser - stå ved dem, bearbejd dem, mærk dem og accepter dem lige så længe og intenst, du har brug for det." Sagde nogen derimod "Det bliver da så fedt med en lille knægt - kan du huske, hvor kær, lille nevø Stefan var, og hvor vild, du var med ham?", så ville jeg ikke opleve, mine følelser blev underkendt, men at jeg fik brudt den onde spiral og fokus på noget andet, positivt. 

Da jeg blev uplanlagt gravid med nr. tre og ikke kunne overskue tanken om to babyer plus en lille storesøster, anerkendte og rummede min omverden mig og min bekymring og mine overvejelser om abort i et omfang, så jeg i bakspejlet kan være i tvivl om, hvorvidt jeg efterhånden farvede mine følelser og tanker om det umulige i den graviditet som en slags spejling af deres forståelse. Var det nu egentlig mig, der anså det som umuligt, eller spurgte jeg "i smug", om vi kunne få det barn - og blev nedslået i bekræfttelsen af, at det var håbløst? Da så en mor med en meget tilsvarende familiesituation - i hendes tilfælde var det lille midterbarn tilmed handicappet - brød ud i spontan begejstring og sagde "Det bliver fantastisk! - glæd dig!", vendte mine tanker lige 180 grader, og selvfølgelig skulle vi have det barn, sgu da! 

Jeg VAR i tvivl, og jeg VAR ked af det som udgangspunkt, men i den lange forsttåelse-fra-omverdenen-proces opdagede jeg slet ikke, at jeg inderst inde kom i tvivl. Mine følelser var ikke forkerte, men de blev rummet og anerkendt i et omfang, så jeg ingen alternativer kunne se. 

Alting sker for en grund Måske er det meningen du skal have et par vilde drenge, før du får en "prinsesse"..

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan bare ikke se, at nogen i denne del af tråden fortæller TS, at hun ikke må tænke sådan, og at hendes følelser er forkerte. Jeg ser en drøftelse af, om man ikke kan overtænke og have overdrevent fokus på skuffelsen - og ikke mindst, hvordan omgivelserne "må" reagere på skuffelsen, såfremt den bliver meget udtalt. 

Jeg overtænker og "overføler" selv i nogle situationer, til jeg bliver vanvittig, og for mig er det gavnligt og bringer mig videre, når min mand eller min psykiater siger "Stop op, søde ven! Det løber afsted med dig nu. Du har oplevet A, og i tankerne er du allerede ved Q - hvad nu, hvis A ikke bliver til mere end A, og A måske viser sig at være ubetydeligt eller lærerigt eller ligefrem skønt?" For mig er det i mange tilfælde en væsentligt bedre proces end "Åh nej da. Fortæl og fortæl og fortæl om A og M og Q - dine følelser skal ud og frem og føles og udtrykkes og formuleres om og om igen i al deres rigtighed."  

Sådan skal alle følelser selvfølgelig ikke tackles, det ville være ufølsomt og skadeligt, hvis det fx omhandlede en dyb sorg, men det kan søreme også blive en ond spiral og et hængedynd, hvis enhver reaktion og følelse modtages som så vigtig og væsentlig, at den skal føles og føles og føles og rummes og accepteres og føles igen. 

TAK for det indlæg - det er præcis det jeg mener. 

Joanhs skriver:

Alting sker for en grund Måske er det meningen du skal have et par vilde drenge, før du får en "prinsesse"..

Haha ja, det kan sgu godt være