Kønsscanning skuffelse

CC79 skriver:

Hvor har du bare ret. Det ville gavne mange slet ikke at kende kønnet så det ikke bliver en primær fokus. Vi har ikke kendt kønnet på tre af vores 4 børn og netop fordi det slet ikke er vigtigt for os. Det er så også bare sjovere med overaskelsen syns vi men ja al den fokuseren på køn er virkelig synd for det fylder alt for meget for folk og selv er jeg træt af at folk undrer sig over man ikke vil kende kønnet og man ligesom skal "forsvare" det at man vil vente til fødslen med at vide det.

Vi har heller ikke fået noget at vide om køn inden og flere siger så om det ikke er rart at forbedre sig.

Forberede sig på hvad?

Et sundt og rask barn ?

Jeg kendte ikke kønnet på de to første, men da vi mistede nummer 2 havde jeg et kæmpe behov for at vide så meget som muligt så jeg kunne forberede mig på alt (som om man kan det). 

Jeg mistede en lille pige med sort lækkert hår og brune øjne. Og helt irrationelt regnede jeg jo led jeg fik en Lia 2. Da jeg så fik at vide at det var en dreng brast drømmen, jeg blev sådan set ikke skuffet bare totalt kold, jeg ønskede mig ikke en dreng. Havde det hjulpet ikke at kende kønnet som nogle skriver i tråden, for mig nej for der kom heller ikke følelser da jeg fik ham i armene og tror egentlig jeg tog noget af det på forhånd, jeg fik sagt der høj tusind gange før han kom til verden, jeg fik bumlet med den dårlige samvittighed osv. 

Jeg har også fået en rummelighed ved selv at opleve hvor irrationelt de følelser er. Det handler ikke om sorg over at få en søn, men sorgen over ikke at få en datter. Og ja man skal bare glædes over et sundt og raskt barn, men hvad kan man bruge de ord til når man er i sorg over det barn man ikke fik? Totalt irrationelt, men man kn faktisk sørge over det man ikke fik uden at være ked af det man får. 

Og så lige den lykkeligt slutning, det tog cirka 7 uger før min dreng og jeg sammen havde kæmpet os til den store kærlighed. Og han er mit mirakel, ham jeg forstår aller bedst af mine børn, jeg elsker ham højt og han skal ikke byttes om jeg så fik tusind piger. Han har også fået en lillebror som er en kæmpe sejr for mig, for ham kunne og turde jeg elske allerede mens han var i maven. Dog er der er et men, jeg misunder stadig dem der skal have piger og især hvis de får to som jeg skulle have haft

Mor og meget mere skriver:

Jeg kunne så godt unde jer alle at have fået børn, før kønsscanninger var en mulighed. Netop dét, at man bliver stormende forelsket i det øjeblik, man får miraklet i armene og er bedøvende ligeglad med køn - hey, verdens lækreste baby er lige ankommet til verden! - er for mig den vægtigste årsag til, at jeg priser mig lykkelig for at have undgået kønsscanning. 

Hmm, både ja og nej...

Vi valgte ikke at kende kønnet. Det meste af graviditeten var jeg overbevist om, at det var en pige. Men ud kom en dreng. Jeg må indrømme, at lige da vi fik kønnet at vide, var jeg overrasket. Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det skuffet, men det var ikke det, jeg havde forestillet mig.

Nu kunne det selvfølgelig slet ikke være anderledes, og jeg elsker at være drengemor.

Og med hensyn til det med at elske sit barn fra starten. Det er desværre et kæmpe tabu, men for nogen tager det lidt ekstra tid. Jeg kunne først for alvor sige, at jeg elskede min søn, da han var en måned. Jeg skulle lige lære ham at kende. Han var vidunderlig fra starten, og det skal selvfølgelig heller ikke forstås som, at jeg ikke kunne lide ham, ja, jeg havde altså brug for lidt mere tid. Jeg synes, det er ærgerligt, at alle siger, at man elsker sit barn fra starten, for jeg følte mig dælme forkert i de første uger, og det er vanvittigt svært at tale med andre om.

Men jeg forstår din pointe :-) Det er sværere at blive skuffet under fødslen end til en kønsscanning. Men jeg synes nu også, det er godt, at vi har muligheden, fordi der er nogle, der har brug for mere tid for at bearbejde kønnet (især hvis det ikke er som forventet/ønsket). Hvis man har virkeligt stærke følelser omkring kønnet, kunne jeg godt forestille mig, at det kunne være svært at bearbejde, hvis man først får det at vide ved fødslen.

Anonym skriver:

Hej

Det er en ganske normal reaktion. 

Jeg har altid troet at jeg ville få piger og var overbevist om at jeg havde en i maven da jeg var gravid første gang. Min mand blev ved med at sige at jeg ikke skal regne med en pige, da ingen i hans familie havde fået piger de sidste 3 generationer. Han ville ikke have jeg skulle blive skuffet. Men jeg var sikker i min sag. 

Til kønsscanning viste det sig at det var en dejlig dreng jeg havde i maven og ikke et sekund var jeg ked af det. Tværtimod blev jeg fuldstændig forelsket i MIN SØN  

Det viste sig så at min mand var skuffet, da han også gik og troede det var en pige (uden at jeg var klar over det) netop fordi jeg havde virket så sikker på det. Han har allerede en søn fra et tidligere forhold. 

Da vi skulle have barn nr. 2 håbede vi begge på en pige men havde accepteret at det nok blev en dreng igen. Og det blev det også  

Heller ikke denne gang blev jeg skuffet. Nu er jeg glad for at være mor til drenge og kunne ikke forestille mig en pige da det virker "ukendt"/anderledes. 

 

Min veninde derimod fik en dreng som første barn og hun ønskede sig en pige så meget, at hun gik og bildte sig selv ind at det også var en pige fordi graviditet nr. 2 var helt anderledes end den 1.  Da de til kønsscanning fik at vide at de ventede endnu en dreng blev hun ramt af en depression. Hendes mand mente at man nok skulle vente med at ønske tillykke med sønnen i et par uger indtil hun havde accepteret det. 

Men selvfølgelig elskede hun ham overalt på jorden da han kom til verden og det gør hun stadig 

Godt at du stadig er glad og lykkelig, det er jeg da uden tvivl også !  Puha depression, så Langt vil jeg ikke køre mig selv ud  stakkels hende, man fantastisk at hun elskede ham alligevel - det gør man jo selvfølglig, den skal nok bare lige sluges 

Anonym skriver:

Jeg forudser at jeg har det som dig om nogle uger  jeg er også gravid, har en søn i forvejen og forventer nærmest at dette er en pige  

Jeg vil selvfølgelig elske en søn mere lige så højt, men mit hoved er bare så indstillet på at det er en pige at jeg ved jeg bliver skuffet hvis der er en tap

Præcis - jeg kan virkelig godt følge dig  selvfølglig er vi glade og lykkelige og elsker vores barn, men det er bare farvel til hårpynt, små kjoler, at blive mormor, mor datter forhold osv. Og det kræver lige lidt tilvænning i hjernen 

held og lykke med graviditeten og kønsscanningen og kæmpe tillykke med jeres lille vidunder uanset køn 

lineog4 skriver:

Jeg kendte ikke kønnet på de to første, men da vi mistede nummer 2 havde jeg et kæmpe behov for at vide så meget som muligt så jeg kunne forberede mig på alt (som om man kan det). 

Jeg mistede en lille pige med sort lækkert hår og brune øjne. Og helt irrationelt regnede jeg jo led jeg fik en Lia 2. Da jeg så fik at vide at det var en dreng brast drømmen, jeg blev sådan set ikke skuffet bare totalt kold, jeg ønskede mig ikke en dreng. Havde det hjulpet ikke at kende kønnet som nogle skriver i tråden, for mig nej for der kom heller ikke følelser da jeg fik ham i armene og tror egentlig jeg tog noget af det på forhånd, jeg fik sagt der høj tusind gange før han kom til verden, jeg fik bumlet med den dårlige samvittighed osv. 

Jeg har også fået en rummelighed ved selv at opleve hvor irrationelt de følelser er. Det handler ikke om sorg over at få en søn, men sorgen over ikke at få en datter. Og ja man skal bare glædes over et sundt og raskt barn, men hvad kan man bruge de ord til når man er i sorg over det barn man ikke fik? Totalt irrationelt, men man kn faktisk sørge over det man ikke fik uden at være ked af det man får. 

Og så lige den lykkeligt slutning, det tog cirka 7 uger før min dreng og jeg sammen havde kæmpet os til den store kærlighed. Og han er mit mirakel, ham jeg forstår aller bedst af mine børn, jeg elsker ham højt og han skal ikke byttes om jeg så fik tusind piger. Han har også fået en lillebror som er en kæmpe sejr for mig, for ham kunne og turde jeg elske allerede mens han var i maven. Dog er der er et men, jeg misunder stadig dem der skal have piger og især hvis de får to som jeg skulle have haft

Tak for din åbenhed - ved næsten ikke hvad jeg skal svare  du beskriver det hele så flot, så mange tak for det.. er så glad for at høre at det "endte godt".. synes virkelig du er skide sej at du stod og står ved dine følelser 

Anonym skriver:

Hmm, både ja og nej...

Vi valgte ikke at kende kønnet. Det meste af graviditeten var jeg overbevist om, at det var en pige. Men ud kom en dreng. Jeg må indrømme, at lige da vi fik kønnet at vide, var jeg overrasket. Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det skuffet, men det var ikke det, jeg havde forestillet mig.

Nu kunne det selvfølgelig slet ikke være anderledes, og jeg elsker at være drengemor.

Og med hensyn til det med at elske sit barn fra starten. Det er desværre et kæmpe tabu, men for nogen tager det lidt ekstra tid. Jeg kunne først for alvor sige, at jeg elskede min søn, da han var en måned. Jeg skulle lige lære ham at kende. Han var vidunderlig fra starten, og det skal selvfølgelig heller ikke forstås som, at jeg ikke kunne lide ham, ja, jeg havde altså brug for lidt mere tid. Jeg synes, det er ærgerligt, at alle siger, at man elsker sit barn fra starten, for jeg følte mig dælme forkert i de første uger, og det er vanvittigt svært at tale med andre om.

Men jeg forstår din pointe :-) Det er sværere at blive skuffet under fødslen end til en kønsscanning. Men jeg synes nu også, det er godt, at vi har muligheden, fordi der er nogle, der har brug for mere tid for at bearbejde kønnet (især hvis det ikke er som forventet/ønsket). Hvis man har virkeligt stærke følelser omkring kønnet, kunne jeg godt forestille mig, at det kunne være svært at bearbejde, hvis man først får det at vide ved fødslen.

Helt enig i det du skriver - for mig er det fantastisk at jeg har mulighed for at vænne mig til tanken .. gå og købe drenge ting, finde navn, indstille mig.. det gør meget for mig! Og netop være forbedredt på at vi måske lige har brug for at lære hinanden lidt at kende først 

Carina:-) skriver:

Vi har heller ikke fået noget at vide om køn inden og flere siger så om det ikke er rart at forbedre sig.

Forberede sig på hvad?

Et sundt og rask barn ?

Åh forberede sig mentalt på hvad der kommer 

vi har en pige og skal have en dreng. Og det har jeg lige skulle vænne mig til. Alle mulige tanker om hvorvidt jeg kan finde ud af at være drengemor. 

Jeg kender en der meget sent fandt ud af hun var var gravid. Hun vil kende kønnet næste gang så hun er så forberedt som overhovedet muligt

Præcis - jeg kan virkelig godt følge dig  selvfølglig er vi glade og lykkelige og elsker vores barn, men det er bare farvel til hårpynt, små kjoler, at blive mormor, mor datter forhold osv. Og det kræver lige lidt tilvænning i hjernen 

held og lykke med graviditeten og kønsscanningen og kæmpe tillykke med jeres lille vidunder uanset køn 

Det er så ikke sikkert selv om du fik en pige. 

Lav en tråd herinde om hvor mange der ikke har et godt forhold til deres mor.

Du vil blive forbløffet over hvor mange svar du ville få.

Eller hvor mange det har "drengepiger" jeg har 5 drenge og 3 piger og mit forhold til mine drenge er mindst lige så tæt kærligt og fortroligt som til pigerne. 

Og tænker tit på om man ville være lige så large hvis mændene skrev om deres følelser hvis de ikke får en dreng om skuffelse og sorg fordi de har fået piger. 

Ville vi så også sige pyt og det er helt normalt.?

Sprit25 skriver:

Åh forberede sig mentalt på hvad der kommer 

vi har en pige og skal have en dreng. Og det har jeg lige skulle vænne mig til. Alle mulige tanker om hvorvidt jeg kan finde ud af at være drengemor. 

Jeg kender en der meget sent fandt ud af hun var var gravid. Hun vil kende kønnet næste gang så hun er så forberedt som overhovedet muligt

Det behov har jeg så aldrig haft. 

Ved de ældste gjorde man ikke sådan og efter vi mistede en datter blev køn især uendeligt ligegyldigt. 

Jeg ville bare gerne have en levende baby.

Køn var en mindre detalje.