Aristocats skriver:
Nu er jeg en af dem, som har stemt så rødt som man overhovedet kan komme til i alle de valg, hvor jeg har haft stemmeret. 
Jeg grænser mig også tit op ad kommunisme, uh-åh. Det kan mine svar heller ikke skjule.
Jeg kan ikke se hvor man læser, at TS vil være offentligt forsørget resten af sit liv? Som jeg ser det, så er det en situation TS står i lige nu, en situation vi alle sammen i grunden kan komme til at sidde i - også med børn. At man er syg og må ryge på offentlig forsørgelse er også noget der kan ske med børn i rygsækken. Nogle gange ER det bare ikke muligt at få børn på det perfekte tidspunkt, i den perfekte tilstand, i den optimale del af livet. Nogle får børn når de er syge, nogle får børn når de lever i et voldeligt forhold, nogle får børn imens de ryger crack, nogle får børn imens de bliver smidt ud af deres bolig - at andet ikke kunne have været mere optimalt er da absolut ikke til at skjule, men ovenikøbet synes jeg heller ikke TS situation er særligt slem - de fleste har en grund og et valg for hvorfor de ikke bare har kunne vente - det er ikke alle, der kan handle og tænke på samme måde som man selv ville have gjort.
Jeg vil skide både de røde og de blå et ordentligt stykke her, det handler ikke om hvor vidt man er nynazist eller kapitalist eller socialist eller anarkist, det handler om mennesker og evnen til at kunne forstå andre menneskers situationer og valg, se det fra en anden side end ens eget som højst sandsynligt har været nemmere og det at kunne acceptere, at nogle mennesker aldrig eller sjældent rammer det gyldne, perfekte tidspunkt i deres liv. Jeg har lidt til overs for det at være bagklog i de fleste situationer, men især her når det handler om syge mennesker og retten til at få børn.
Selvsagt har man ret til at sætte de børn til verden man ønsker og såmænd også dem man ikke ønsker. Om man syg, rask, grøn eller blå - det er det nærmeste jeg kan komme en universel regel.
Men ked af det man har faktisk ikke ret til at blive forsørget. Det er er gode, er gode jeg sætter meget pris på i DK, men også er gode der kan forsvinde. Lige nu er både kontanthjælpen og SUen under stærkt pres, så stærkt så jeg næsten tvivler på der vil være SU til mine børn og den offentlige forsørgelse vil når de er voksne være på et sådan minimum at det er tættere på fattighjælp - det er i hvert fald dystopien.
Og må desværre erkende, jeg forstår nogle af angrebene. For den offentlige forsørgelse bliver af de som pressen finder frem en ret, jeg har ret til at blive forsørget og du må ikke spørge mig hvad jeg gør for at komme ud af den offentlige forsørgelse for så er det bare fordi du er et menneske der ikke kan sætte dig i andres sted. Og ja jeg ved godt det er de færreste, men det er dem der får taletid og den med jeg har ret til børn som 17 årig selvom jeg ved jeg ikke kan forsørge mig selv eller dem er i min optik på linie med. Skriver med vilje 17 for at trække det væk fra ts, for ts er en historie, en historie hvor børnene er der, hvor sygdommen er der og hun selvsagt skal hjælpes.
Nå men her bliver vi nok ikke enige - kan forresten forsøgsvis sætte mig i andres sted, vil aldrig kunne helt for jeg er jo mig og vil altid bringe mig med ind i forsøget. Og jeg kan sagtens forestille mig man føler livet går i stå hvis ikke man kan få baby lige når mab ønsker sig det, men tænker man skal huske også at sætte sig i andres sted og forstå de måske synes det er okay at vente til man er nærmere en afklaring om hvorvidt man kan komme på den anden side af sygdom eller ej.
