Hvad får man i kontanthjælp som enlig med 2 børn

Anonym skriver:

Mange tak 

Ja det er hårdt at føle man bliver trampet på hele tiden selv om jeg kæmper en kamp hver dag tilsidesætter mig selv altid for mine børn osse selv om jeg så ligger med voldsomme smerter efter de er kommet i seng. 

Og jeg vil gerne arbejde kommer bare ikke til at kunne det fuldtid. 

De raske mennesker fortrækker at jeg ikke har noget liv jeg skal arbejde hvad jeg kan og sætte mig hjemme i en stol for ville ikke kunne andet og vis man er ung og syg har man ikke rat til at få børn er træt af den mentalitet når man ved vis de selv stod der som 23 åri ville de ikke lade deres liv gå i stå 

Det er nu ikke helt rigtigt, og egentlig ville jeg egentlig ikke svare dig for du har gjort det du fandt rigtigt i din livssituation. Men bliver nød til det nu, for nej ingen kræver du kun arbejder og har det som eneste fokus i livet, ingen siger dit liv skal gå i stå. At udskyde fx børn er altså ikke det samme som livet skal fobi stå, der er tusind grunde til at udskyde børn, det kan være som jeg gjorde fordi jeg gerne ville have uddannelsen næsten i hus, fordi jeg ønskede er sted at bo, fordi jeg mistede min far og min papfar med 3 mnds mellemrum og skulle finde mine ben som Line, fordi jeg skulle være sikker på parforholdet (og erkendt er en langsom person til det, så først efter vi havde kendt hinanden i 8 år turde jeg flytte sammen) - det handler jo i bund grund om, der er nogle mig selv inklusiv der tænker det er okay at udskyde børn for at finde sine ben, få taget sine kampe, finde sin plads eller hvad man kan kalde det. Og hvorfor skulle det være anderledes som syg end som rask, hvorfor er det ikke legalt at sige: nok bedst lige at se om fysikken eller psyken kan blive bedre med hårdt arbejde før børn, ligesom man siger: kom langt med uddannelsen, vær næsten selvforsørgende før børn? 

Jeg ønskede også børn da jeg var 24 men valgte at udskyde, havde det faste parforhold, men jeg vidste der var ting jeg skulle må først fx min uddannelse. 

Så nej ingen siger kun arbejde til dig, ingen siger du skal sætte livet på stand by, men sådan i alt almindelighed tænker jeg at kæmpe sig ud af en sygdom fysisk som psykisk er en kæmpe udfordring, en livs kamp og det særlige fokus på sig selv har man ikke som mor og da slet ikke som enlig mor, derfor blive kampen måske hårdere. 

Jeg har selv skulle kæmpe min livskamp mens jeg var mor, og tænker mange gange om jeg overhovedet fik kæmpet den færdig, om jeg overhovedet er på den anden side, eller om jeg bare har pakket en del væk fordi min primære fokus var at være mor. Jeg gad godt jeg havde haft tiden til fokus på MIG selv

Aristocats skriver:

Men at "alle" har det, gør ikke de problemer folk kæmper med mindre. 

At blive rask kan tage tid, prøv du at have depression eller smerter og så ser hvor stor lysten er til at løbe 10 km eller at lave et ordentligt måltid sund mad. Tingene er ikke bare, at være syg er et seriøst problem som skal tages alvorligt og det skal tages hensyn til, uanset hvor mange der lider af den sygdom. Det minimerer ikke det ubehag folk oplever, at alle kan komme ud for det. Man kan også presse for meget på, til det punkt hvor det får omvendt virkning på folk. Selvfølgelig skal folk motiveres, men giv dem dog lige en chance først. At presse folk der ovenikøbet kæmper kommer der sjældent noget godt ud af. 

Nej, men hvis alle, der på et eller andet tidspunkt har haft depression, rygsmerter eller stress, melder sig ud af arbejdsmarkedet, har vi da et gevaldigt problem!! Hvad skal vi putte i munden? Græs??

De færreste sygdomme er stationære, der er mulighed for helbredelse. Stress og smerter er jo noget, man skal ARBEJDE med, det er en del af behandlingen. 

Jeg kender ikke TS. Jeg kan kun læse det mest åbenlyse: ung mor til 2. Umiddelbart skal hun da kunne bestride et arbejde! ! At det bliver betragtet som 'klamt' overhovedet at nævne det, siger noget om, hvor sygt dette samfund er blevet. 

Aristocats skriver:

Jeg kan som udgangspunkt godt forstå din tankegang. Nogle vil måske se det som uansvarligt eller ugennemtænkt, men for mig skal "retten" til børn altså ikke fratages pågrund af sygdom. Derudover er der jo heller ikke noget at sige til det - børnene er der nu, de kan jo ikke trækkes tilbage. At fortælle TS at børnene var et dårligt valg, er overhovedet ikke brugbart, andet end til en dårlig samvittighed hos TS formentlig. 

Måske har jeg ikke læst det, men jeg ser ingen steder stå, at børnene var planlagte. Hvis de var, fred være med det. Man har stadig lov til at få børn hvis man er syg og at være på kontanthjælp som syg gør absolut ikke en til en uansvarlig mor eller en mor der ikke kan tænke tingene igennem. 

Det er ikke alle der kan få tingene til at passe sammen som de skal i samfundets øjne, det er ikke alle der kan eller har lyst til at fravælge børn før sygdom er ovre. Det kan være fuldstændig udelukket for nogle at vælge abort, når de først står med en positiv graviditetstest i hånden. At du ville være i stand til at træffe et andet valg baseret på de tanker du ville gøre dig, gør ikke TS valg med hensyn til børn mindre værdigt i mine øjne. 

At tage sig af sine børn er noget man skal, noget der driver en som mor. (Undskyld, mange, mange mennesker     ) at have et arbejde er altså ikke noget man absolut skal når man er syg og kæmper. Så må man handle ud fra det man sidder i, det er ikke altid det er det mest optimale, men sådan er livet - og det ser ud til at TS gør det bedste hun kan. 

Jeg kunne bedre forstå hvis TS var narkoman, alkoholiker, boende på gaden eller lignende. Så var argumentet med at vente med at få børn måske sevet mere ind hos mig. 

Men det er altid nemt at være bagklog, når man ikke selv sidder i lortet. 

Ville aldrig sige til ts: nu står du i den og det er eget valg. Det var egentlig mere for at sige, at historier alla denne sætter tanker i gang hos mange om vores forsørger system. 

Havde man nu boet et andet sted end dk, et sted uden sikkerhedsnettet så er "retten" til børn selvsagt den samme, men retten til at blive forsørget også selvom man har børn er ikke til stede.

jeg er en af dem der stemmer så rødt som man næsten kan, jeg er af den overbevisning man skal hjælpe alle, spænde sikkerhedsnettet. Men jeg er heller ikke så naiv så jeg ikke kan se at sikkerhedsnettet er under beskydning og ord som: alle har ret til børn også selvom det betyder livslang forsørgelse er med til at give krudt til beskydningen. Selvsagt skal ts hjælpes der hvor hun er nu, selvsagt skal der tages hånd om den lille familie, men jeg kan ikke sidde og sige: ja selvsagt er det er super valg at være ung, syg, stå foran sin livs kamp og aå tænke jeg kan ikke vente et par år med børn. Og så endda sige: for ellers siger I mit liv skal gå i stå - jamen hov vi er en del der netop ventede selvom vi måske godt ville før, hvad er forskellen? 

De historier er desværre med til at devaluere sikkerhedsnettet og selv røde jeg har agu svært ved at argumentere imod når de trækkes frem af "blå" blok.

Abracadabra skriver:

Nej, men hvis alle, der på et eller andet tidspunkt har haft depression, rygsmerter eller stress, melder sig ud af arbejdsmarkedet, har vi da et gevaldigt problem!! Hvad skal vi putte i munden? Græs??

De færreste sygdomme er stationære, der er mulighed for helbredelse. Stress og smerter er jo noget, man skal ARBEJDE med, det er en del af behandlingen. 

Jeg kender ikke TS. Jeg kan kun læse det mest åbenlyse: ung mor til 2. Umiddelbart skal hun da kunne bestride et arbejde! ! At det bliver betragtet som 'klamt' overhovedet at nævne det, siger noget om, hvor sygt dette samfund er blevet. 

Jeg er igen helt enig!

Jeg stemmer rødt, men det betyder altså ikke, at jeg ikke kræver noget af de mennesker vi forsørger! Og jeg kan ganske enkelt ikke forstå, at man vælger at sætte børn i verden, man ikke har nogen plan for hvordan man vil forsørge?! 

Abracadabra skriver:

Nej, men hvis alle, der på et eller andet tidspunkt har haft depression, rygsmerter eller stress, melder sig ud af arbejdsmarkedet, har vi da et gevaldigt problem!! Hvad skal vi putte i munden? Græs??

De færreste sygdomme er stationære, der er mulighed for helbredelse. Stress og smerter er jo noget, man skal ARBEJDE med, det er en del af behandlingen. 

Jeg kender ikke TS. Jeg kan kun læse det mest åbenlyse: ung mor til 2. Umiddelbart skal hun da kunne bestride et arbejde! ! At det bliver betragtet som 'klamt' overhovedet at nævne det, siger noget om, hvor sygt dette samfund er blevet. 

At melde sig ud på arbejdsmarkedet en overgang er da kun rimeligt, hvis man er syg - i min optik. Og jeg er også én af dem der mener, at man godt på et tidspunkt eller at nogle mennesker generelt kan være for syge til at arbejde. Nu er det jo så langt fra alle der tager fri for arbejde på grund af rygsmerter eller lettere stress, det kender jeg mange eksempler på. Men når tingene bliver invaliderende og nedsætter folks funktion, så er da en selvfølge at man heller ikke skal arbejde oveni. Hvis sygdom ikke skulle give en fri for arbejde, hvad skulle så? 

Derudover giver TS jo også udtryk for, at hun er i behandling og at hun i fremtiden vil lede efter et flexjob. At man er på kontanthjælp betyder jo ikke, at man ikke arbejder med sine problematikker. Hvis at tage et arbejde den eneste rigtigt måde at håndtere sin sygdom på og komme over den, så må du have mig undskyldt. 

Som sagt, at tage sig af sine børn er en nødvendighed, et natur instinkt langt de fleste mennesker besidder. At have et fuldtidsjob er ikke en nødvendighed når man er syg, ej heller et natur instinkt. Der er ikke nogle der sulter eller har brug for dig, hvis du ikke går på arbejde. Det er der tvært imod, hvis du ikke tager dig af dine børn. Og så har vi heldigvis sådan et system der gør, at det stadig lige er muligt at kunne forsørge sig selv og sine børn, når man ikke er i stand til at arbejde. 

Derimod viste din første kommentar mig mere, hvor usselt og nedværdigende et samfund vi udvikler os til, men sådan er vi jo forskellige. 

Ville aldrig sige til ts: nu står du i den og det er eget valg. Det var egentlig mere for at sige, at historier alla denne sætter tanker i gang hos mange om vores forsørger system. 

Havde man nu boet et andet sted end dk, et sted uden sikkerhedsnettet så er "retten" til børn selvsagt den samme, men retten til at blive forsørget også selvom man har børn er ikke til stede.

jeg er en af dem der stemmer så rødt som man næsten kan, jeg er af den overbevisning man skal hjælpe alle, spænde sikkerhedsnettet. Men jeg er heller ikke så naiv så jeg ikke kan se at sikkerhedsnettet er under beskydning og ord som: alle har ret til børn også selvom det betyder livslang forsørgelse er med til at give krudt til beskydningen. Selvsagt skal ts hjælpes der hvor hun er nu, selvsagt skal der tages hånd om den lille familie, men jeg kan ikke sidde og sige: ja selvsagt er det er super valg at være ung, syg, stå foran sin livs kamp og aå tænke jeg kan ikke vente et par år med børn. Og så endda sige: for ellers siger I mit liv skal gå i stå - jamen hov vi er en del der netop ventede selvom vi måske godt ville før, hvad er forskellen? 

De historier er desværre med til at devaluere sikkerhedsnettet og selv røde jeg har agu svært ved at argumentere imod når de trækkes frem af "blå" blok.

Nu er jeg en af dem, som har stemt så rødt som man overhovedet kan komme til i alle de valg, hvor jeg har haft stemmeret.  Jeg grænser mig også tit op ad kommunisme, uh-åh. Det kan mine svar heller ikke skjule. 

Jeg kan ikke se hvor man læser, at TS vil være offentligt forsørget resten af sit liv? Som jeg ser det, så er det en situation TS står i lige nu, en situation vi alle sammen i grunden kan komme til at sidde i - også med børn. At man er syg og må ryge på offentlig forsørgelse er også noget der kan ske med børn i rygsækken. Nogle gange ER det bare ikke muligt at få børn på det perfekte tidspunkt, i den perfekte tilstand, i den optimale del af livet. Nogle får børn når de er syge, nogle får børn når de lever i et voldeligt forhold, nogle får børn imens de ryger crack, nogle får børn imens de bliver smidt ud af deres bolig - at andet ikke kunne have været mere optimalt er da absolut ikke til at skjule, men ovenikøbet synes jeg heller ikke TS situation er særligt slem - de fleste har en grund og et valg for hvorfor de ikke bare har kunne vente - det er ikke alle, der kan handle og tænke på samme måde som man selv ville have gjort. 

Jeg vil skide både de røde og de blå et ordentligt stykke her, det handler ikke om hvor vidt man er nynazist eller kapitalist eller socialist eller anarkist, det handler om mennesker og evnen til at kunne forstå andre menneskers situationer og valg, se det fra en anden side end ens eget som højst sandsynligt har været nemmere og det at kunne acceptere, at nogle mennesker aldrig eller sjældent rammer det gyldne, perfekte tidspunkt i deres liv. Jeg har lidt til overs for det at være bagklog i de fleste situationer, men især her når det handler om syge mennesker og retten til at få børn. 

Aristocats skriver:

At melde sig ud på arbejdsmarkedet en overgang er da kun rimeligt, hvis man er syg - i min optik. Og jeg er også én af dem der mener, at man godt på et tidspunkt eller at nogle mennesker generelt kan være for syge til at arbejde. Nu er det jo så langt fra alle der tager fri for arbejde på grund af rygsmerter eller lettere stress, det kender jeg mange eksempler på. Men når tingene bliver invaliderende og nedsætter folks funktion, så er da en selvfølge at man heller ikke skal arbejde oveni. Hvis sygdom ikke skulle give en fri for arbejde, hvad skulle så? 

Derudover giver TS jo også udtryk for, at hun er i behandling og at hun i fremtiden vil lede efter et flexjob. At man er på kontanthjælp betyder jo ikke, at man ikke arbejder med sine problematikker. Hvis at tage et arbejde den eneste rigtigt måde at håndtere sin sygdom på og komme over den, så må du have mig undskyldt. 

Som sagt, at tage sig af sine børn er en nødvendighed, et natur instinkt langt de fleste mennesker besidder. At have et fuldtidsjob er ikke en nødvendighed når man er syg, ej heller et natur instinkt. Der er ikke nogle der sulter eller har brug for dig, hvis du ikke går på arbejde. Det er der tvært imod, hvis du ikke tager dig af dine børn. Og så har vi heldigvis sådan et system der gør, at det stadig lige er muligt at kunne forsørge sig selv og sine børn, når man ikke er i stand til at arbejde. 

Derimod viste din første kommentar mig mere, hvor usselt og nedværdigende et samfund vi udvikler os til, men sådan er vi jo forskellige. 

Der er bare forskel på at blive syg efter man har fået børn og så vælge at få børn når man er syg velvidende at man så kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. 

SØS skriver:

Dejlige, kloge fornuftige ord! Vi er som samfund tvunget til at kræve noget af de mennesker vi forsøger. At planlægge to børn som meget ung og meget syg er simpelthen ikke godt nok - det lægger jo op til livslang offentlig forsørgelse og det går jo ikke! 

Så handicappede og syge må ikke få børn? Hold da op et fascistoidt samfundssyn

Roselil skriver:

Så handicappede og syge må ikke få børn? Hold da op et fascistoidt samfundssyn

Det har jeg da ikke skrevet? 

Men jeg synes ikke det er optimalt at få to børn som ung og syg - der tænker jeg, at fokus burde være på at arbejde med sin sygdom.

Carina:-) skriver:

Der er bare forskel på at blive syg efter man har fået børn og så vælge at få børn når man er syg velvidende at man så kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. 

 

Må kronisk syge så heller aldrig få børn? Der er mange grunde til, at folk ikke har valgt deres børn fra, tingene er ikke bare så sort på hvidt som "jeg er syg, det bliver til en abort, selvfølgelig" - vi er alle sammen forskellige, vi har ikke alle den samme tankegang - og alle har ikke de samme prioriteringer. Jeg ville også vælge børn over arbejdsmarkedet, hudløst ærligt  Det er ikke alle der synes at komme længere væk fra arbejdsmarkedet er den største menneskelige synd man kan begå, selvom det forbløffer mange.