Måske jeg bare er blevet for gammel og småsur. Jeg forstår alt det i skriver med man skal glemme forforståelsen, man skal anerkende, man skal selvsagt støtte de der ligger ned osv osv.
Men jeg tænker der også skal lidt anerkendelse den anden vej, anerkendelse af det i mine ører lyder lidt "forkert" man har planlagt to børn første i en alder af 20 år når man vidste man stod med en sygdom, en sygdom der kræver blod, sved og tårer for at man kan få et liv der blandt andet involverer et arbejde. Jeg ved godt man ikke bliver rask ved et trylleslag, har set for mange kollegaer gå ned med stress og have mange senfølger af det, jeg har set det er en kæmpe kæmpe kamp at finde sig selv og det menneske der kan varetage et arbejde og derfor kan jeg simpelthen ikke lade være at tænke, hvorfor dog så ikke vente med børn? Hvorfor ikke tage den kamp eller forsøge at tage den kamp før man står med børnene især når man er så ung.
Måske som jeg skriver er jeg gammel og sur og efterhånden uvidende, men der er bare mange af gamle mig og de har desværre stemmeret og kan med historier om unge mødre på passivforsørgelse ende med at stemme for store forringelser af passiv forsørgelse.
Jeg kan som udgangspunkt godt forstå din tankegang. Nogle vil måske se det som uansvarligt eller ugennemtænkt, men for mig skal "retten" til børn altså ikke fratages pågrund af sygdom. Derudover er der jo heller ikke noget at sige til det - børnene er der nu, de kan jo ikke trækkes tilbage. At fortælle TS at børnene var et dårligt valg, er overhovedet ikke brugbart, andet end til en dårlig samvittighed hos TS formentlig.
Måske har jeg ikke læst det, men jeg ser ingen steder stå, at børnene var planlagte. Hvis de var, fred være med det. Man har stadig lov til at få børn hvis man er syg og at være på kontanthjælp som syg gør absolut ikke en til en uansvarlig mor eller en mor der ikke kan tænke tingene igennem.
Det er ikke alle der kan få tingene til at passe sammen som de skal i samfundets øjne, det er ikke alle der kan eller har lyst til at fravælge børn før sygdom er ovre. Det kan være fuldstændig udelukket for nogle at vælge abort, når de først står med en positiv graviditetstest i hånden. At du ville være i stand til at træffe et andet valg baseret på de tanker du ville gøre dig, gør ikke TS valg med hensyn til børn mindre værdigt i mine øjne.
At tage sig af sine børn er noget man skal, noget der driver en som mor. (Undskyld, mange, mange mennesker 
) at have et arbejde er altså ikke noget man absolut skal når man er syg og kæmper. Så må man handle ud fra det man sidder i, det er ikke altid det er det mest optimale, men sådan er livet - og det ser ud til at TS gør det bedste hun kan.
Jeg kunne bedre forstå hvis TS var narkoman, alkoholiker, boende på gaden eller lignende. Så var argumentet med at vente med at få børn måske sevet mere ind hos mig.
Men det er altid nemt at være bagklog, når man ikke selv sidder i lortet.
