Hvad får man i kontanthjælp som enlig med 2 børn

Spunken84 skriver:

Men har ts sagt at var så hæmmet af sygdom inden hun fik børn? Har ikke læst hele debatten, men ud fra det jeg kan se står der ikke at hun var meget syg men valgte at få børn velvidende hun ikke kunne forsøge dem. 

For det andet er der rigtig mange mennesker der er så hæmmet af sygdom at de har svært ved at passe selv et deltidsarbejde, som har krav på hjælp - hjælp de ikke får. Og det er vel netop det der er diskussionen her. 

Jeg har i øvrigt rigtig svært ved at forstå at man bruge millioner af kroner på at få speciallæger til at skrive side op og side ned om den eller de sygdomme en borger end måtte have som skal bruges når man søger om fx sygedagpenge eller revalidering eller noget helt tredje, for at en socialrådgiver på en lille time kan vælge at se bort fra dette og konkludere at der ikke er en begrænsning i arbejdsevnen og at det ikke påvirker helbredet at have et arbejde. Generer det ikke dig som læge? 

 

Hvem siger at ts ikke ønsker at arbejde? Dig? 

Jeg kender ikke til sagsbehandling på jobcentrene, men er det ikke netop lægekonsulenter, der afviser erklæringerne? Det generer mig slet ikke. Jeg tror, at der er en del læger, der bliver så involveret i patientens klager, at de har svært ved at se klart.

Abracadabra skriver:

Jeg tror, at du er nødt til at arbejde med din brug af tillægsord, hvis du skal kunne bruges som socialrådgiver. 'Klam' bruges som regel i andre sammenhænge. 

Jeg er uddannet læge (nu vi titel-dropper) og arbejder blandt andet med funktionelle lidelser, som somatisk uforklarlige smerter som oftest betragtes som.

Det må aldrig blive en sovepude at være 'syg' - med en del undtagelser naturligvis. Hvorfor i øvrigt flexjob og ikke deltidsjob? 

Sygdom er ingen dans på roser, men er man for syg til skolen om morgenen, skal man jo heller ikke i tivoli om eftermiddagen. 

Hold da op... Man kunne næsten fristes til at skrive, at du skulle arbejde lidt med din empati, hvis du skal kunne bruges som læge.

Funktionelle lidelser...? Hmm, du skulle vel ikke være TERM læge? ( det ville ihvertefald forklare din lidt kølige tilgang til dine med mennesker).

Hvordan kan du forslå deltid, i stedet for Flex? Med Flex bliver der taget hensyn til hvad end du nu har af udfordringer fysisk og/eller psykisk. Det er der intet af på deltid. Jeg er faktisk ret chokeret over at en person i din stilling, ikke er bekendt med dette.

Saphiira skriver:

Mange af jer, som skriver at syge ikke bær få børn, har I selv prøvet at have sygdom tæt inde på livet? Min erfaring er nemlig at man får en hel anden mening  

jeg er på en måde enig og alligevel ikke. I mit hoved er det ikke så sort/Hvidt som nogle gør det til

Jeg synes ikke, at der er noget galt i, at syge menesker får børn. Slet ikke. Men uanset om man er rask eller syg, så bør det at få børn være en velovervejet beslutning, ihvertfald når det er planlagt (som jeg er ret sikker på det er i TS' tilfælde). Måske endda mest når man er syg, for der er det nogle andre udfordringer man står med.

Så for mig er det ikke det, at man får børn, når man er syg, men måske mere, at man får to børn med kort tids mellemrum. Jeg er selv fuldstændig rask, men har tidligere døjet med psyken, og jeg ved, at to børn på to år ville være for meget for mig. Derfor er min datter stadig enebarn, selvom hun snart fylder tre. Også selvom jeg har en mand, der tager en kæmpe stor del af slæbet herhjemme, hvilket det lyder til, at TS ikke har.

Jeg forstår heller ikke, at man vælger to graviditeter så tæt på hinanden, når man har en kronisk sygdom. Det er jo virkelig hårdt for kroppen, selv hvis man er rask.

Så ja, det er ikke det med at få børn, når man er kronisk syg, der nager mig, når jeg læser denne tråd - det er at man tager en masse dårlige valg, som måske nok er til byrde for samfundet, men som i bund og grund går hårdest ud over én selv.

Til TS:
Du må undskylde, hvis ovenstående lyder hårdt, jeg kender selvfølgelig ikke dig personligt eller detaljerne omkring din historie.

Jeg vil dog sige, hvis du stadig læser med, at hvad man tidligere har gjort selvfølgelig ikke kan ændres, men det er aldrig for sent at begynde at træffe gode valg og få styr på sine prioriteringer.

Jeg synes helt sikkert, at det er dumt at lade økonomien stå i vejen for, at du går fra din kæreste, som du tydeligvis ikke er lykkelig sammen med. Ja, det bliver stramt, men det kan altså godt lade sig gøre. Så må du flytte din datter til en kommunal dagpleje. Ikke en rar beslutning, men sådan er livet altså nogle gange. Og jeg kan garantere dig for, at det er værre for din datter at leve med forældre, hvis parforhold ikke fungerer og en far der taler grimt til hende, end det er at skifte dagpleje.

Elgaard73 skriver:

Hold da op... Man kunne næsten fristes til at skrive, at du skulle arbejde lidt med din empati, hvis du skal kunne bruges som læge.

Funktionelle lidelser...? Hmm, du skulle vel ikke være TERM læge? ( det ville ihvertefald forklare din lidt kølige tilgang til dine med mennesker).

Hvordan kan du forslå deltid, i stedet for Flex? Med Flex bliver der taget hensyn til hvad end du nu har af udfordringer fysisk og/eller psykisk. Det er der intet af på deltid. Jeg er faktisk ret chokeret over at en person i din stilling, ikke er bekendt med dette.

Jeg taler ikke politik med mine patienter. Denne debat handler jo om politik.

Nej, jeg er ikke TERM læge. Og igen: Jeg kan have nogle overordnede (kølige) idéer omkring politik, og samtidig være upolitisk og lægefaglig i mit arbejde. 

Jeg arbejder ikke med voksne patienter, og ved kun dét om socialydelser jeg lærte på universitetet - det har været håbløst forældet i evigheder. 

Bare fordi jeg er læge, behøver jeg i øvrigt ikke være 'hjertevarm' politisk set. Jeg frygter for vores sundhedsvæsen, hvis ikke beskæftigelsen øges. Derudover stemmer jeg faktisk rødt.

Men hvorfor handler det om mig?

Anonym skriver:

Hvem har 15000 for at lave ingenting må jeg spørger ? 

Ja det har kh modtager åbentbart,  synes det lyder helt hen i vejret

Anonym skriver:

Hvem har 15000 for at lave ingenting må jeg spørger ? 

Det er vel kontanthjælpsloftet der refereres til. Og så med den misforståelse at man laver ingen ting. 

Jeg er ikke på den her: det skal betale sig at arbejde, jeg synes ikke vi skulle have indført kontanthjælpsloftet, jeg ved kontanthjælp absolut ikke er en dans på roser hverken menneskeligt eller økonomisk. 

Men samtidig kan jeg altså godt forstå der er en del der må sidde og ryste på hovedet over man klager over 15.000 ud og her til skal lægges betalt institution. Jeg har selv ikke meget mere ud (er så heller ikke på fuld tid), og ja var jeg alene ville jeg så oven i kunne få  er par tusind i boligtilskud. Dvs. Have et par tusind mere i lommen - de andre tilskud er de samme. De par tusind kan gøre en verden til forskel det ved jeg udemærket godt - men det er altså lidt svært at sige det er super hårdt med 15.000 ud selvom jeg egentlig godt ved det er det.

Abracadabra skriver:

Jeg kender ikke til sagsbehandling på jobcentrene, men er det ikke netop lægekonsulenter, der afviser erklæringerne? Det generer mig slet ikke. Jeg tror, at der er en del læger, der bliver så involveret i patientens klager, at de har svært ved at se klart.

Nej det er ikke lægekonsulenter der aviser ansøgningen. Det gør den sagsbehandler der sidder med sagen! Da jeg søgte sygedagpenge for mange år tilbage gik jeg i behandling hos en psykiater som vurderede at jeg havde en svær depression (havde tidligere haft en moderat depression).

Han mente ikke jeg burde arbejde ved siden af mine studier (hvilket jeg heller ikke selv mente for jeg magtede ikke begge dele).

Søgte derfor om handicaptillæg - afvist.

Søgte så om sygedagpenge - det fik jeg tilkendt i første omgang, men efter en måned blev jeg hevet ind og fik at vide jeg ikke var berettiget til det alligevel. Så skulle jeg søge om revalidering. I den forbindelse skulle jeg vedlægge udtalelse fra speciallæge (min psykiater) som skrev hvad min diagnose var og at jeg ikke kunne arbejde sideløbende med mit studie da det kompromitterede mit studie og mit helbred. Han skrev desuden at der var begrænsninger i min arbejdsevne. Dette blev afleveret til den sagsbehandler der havde nægtet mig sygedagpenge og som sad med sagen. Noget tid efter blev jeg kaldt ind igen til et møde om det jeg havde skrevet og for at tale med sagsbehandleren.

Da jeg kommer ind til mødet har jeg pludselig fået en ny sagsbehandler (en ung mand i tyverne) som ikke har læst min sag men ham skal jeg så sidde og udbasunere min historie til (endnu en!).

På baggrund af det får jeg bagefter et brev hvor der står min ansøgning er afvist da han (sagsbehandleren) vurderede at der ikke var begrænsninger i min arbejdsevne. Jeg blev desuden vurderet som ressurcestærk da jeg havde en bachelor (hvilket man ikke kan blive ansat på men ok)..

Jeg klagede ikke over hverken den ene eller anden beslutning for jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Det er nemlig sådan at de der ikke har overskud til det (og derfor sikkert er dem der har mest brug for hjælp) ofte ikke klager. 

Det har nu taget mig sammenlagt 10 år at færdiggøre mit studie (og jeg mangler stadig mit speciale). På den tid har jeg fået tilkendt en masse ekstra SU pga sygdom og så har jeg haft pause fra studiet af mange omgange for at arbejde. Jeg er stadig ikke rask og det tror jeg aldrig jeg bliver - jeg tror desværre min tilstand er blevet kronisk. 

De omkostninger det har haft både på et rent menneskeligt plan for mig og på det samfundsmæssige plan har været enorme! Der er spildt så mange flere ressourcer på at jeg har skullet klare mig selv set i forhold til hvad der kunnet have være brugt hvis man havde hjulpet mig i sin tid.

Jeg tror bestemt ikke mit tilfælde er enestående og derfor mener jeg at vi skal hjælpe folk der er syge isf at forsøge at gøre os til dommer over om de nu faktisk ER så syge som de siger. Jeg tror ikke på at vi ikke har råd til det som samfund. Jeg tror det vil løbe op i det samme hvis vi undgik lange sagsbehandlinger, udgifter til speciallægwerklæringer, folk der kastes rundt i systemet og bliver mere syge med risiko for at de så SLET ikke kan arbejde osv osv osv.

Hvis folk ved at de kan få den rette hjælp når de har brug for det, tror jeg de er mere tilbøjelige til at give den en skalle (hvis de kan) fordi de ved at der er et sikkerhedsnet der griber dem hvis det går galt. Det forlyder sig at det forholder sig sådan i DK - men det er ikke tilfældet. Man venter på at folk skal få det så skidt at der ikke er mulighed for at komme tilbage på rette spor nærmest. Og så er skaden sket.

Så det er fint du kan sidde og pege fingre og sige at man skal tage sig sammen og det ene og det andet når du ikke ved hvordan virkeligheden forholder sig for den enkelte - det er ca ligeså rationelt som at påstå at folk med en lægefaglig uddannelse der kan forholde sig så køligt, distanceret og unuanceret til andre menneskers lidelser, må have en brist. Ét er sikkert; du har aldrig selv stået i en lignende situation og når man ikke har det er det muligvis for svært at sætte sig ind i. Det er desværre en anden tendens der opleves hos mange læger! 

Jeg har heldigvis verdens bedste læge, som respekterer sine patienter - ærgeligt der ikke er flere af hendes slags....

Spunken84 skriver:

Nej det er ikke lægekonsulenter der aviser ansøgningen. Det gør den sagsbehandler der sidder med sagen! Da jeg søgte sygedagpenge for mange år tilbage gik jeg i behandling hos en psykiater som vurderede at jeg havde en svær depression (havde tidligere haft en moderat depression).

Han mente ikke jeg burde arbejde ved siden af mine studier (hvilket jeg heller ikke selv mente for jeg magtede ikke begge dele).

Søgte derfor om handicaptillæg - afvist.

Søgte så om sygedagpenge - det fik jeg tilkendt i første omgang, men efter en måned blev jeg hevet ind og fik at vide jeg ikke var berettiget til det alligevel. Så skulle jeg søge om revalidering. I den forbindelse skulle jeg vedlægge udtalelse fra speciallæge (min psykiater) som skrev hvad min diagnose var og at jeg ikke kunne arbejde sideløbende med mit studie da det kompromitterede mit studie og mit helbred. Han skrev desuden at der var begrænsninger i min arbejdsevne. Dette blev afleveret til den sagsbehandler der havde nægtet mig sygedagpenge og som sad med sagen. Noget tid efter blev jeg kaldt ind igen til et møde om det jeg havde skrevet og for at tale med sagsbehandleren.

Da jeg kommer ind til mødet har jeg pludselig fået en ny sagsbehandler (en ung mand i tyverne) som ikke har læst min sag men ham skal jeg så sidde og udbasunere min historie til (endnu en!).

På baggrund af det får jeg bagefter et brev hvor der står min ansøgning er afvist da han (sagsbehandleren) vurderede at der ikke var begrænsninger i min arbejdsevne. Jeg blev desuden vurderet som ressurcestærk da jeg havde en bachelor (hvilket man ikke kan blive ansat på men ok)..

Jeg klagede ikke over hverken den ene eller anden beslutning for jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Det er nemlig sådan at de der ikke har overskud til det (og derfor sikkert er dem der har mest brug for hjælp) ofte ikke klager. 

Det har nu taget mig sammenlagt 10 år at færdiggøre mit studie (og jeg mangler stadig mit speciale). På den tid har jeg fået tilkendt en masse ekstra SU pga sygdom og så har jeg haft pause fra studiet af mange omgange for at arbejde. Jeg er stadig ikke rask og det tror jeg aldrig jeg bliver - jeg tror desværre min tilstand er blevet kronisk. 

De omkostninger det har haft både på et rent menneskeligt plan for mig og på det samfundsmæssige plan har været enorme! Der er spildt så mange flere ressourcer på at jeg har skullet klare mig selv set i forhold til hvad der kunnet have være brugt hvis man havde hjulpet mig i sin tid.

Jeg tror bestemt ikke mit tilfælde er enestående og derfor mener jeg at vi skal hjælpe folk der er syge isf at forsøge at gøre os til dommer over om de nu faktisk ER så syge som de siger. Jeg tror ikke på at vi ikke har råd til det som samfund. Jeg tror det vil løbe op i det samme hvis vi undgik lange sagsbehandlinger, udgifter til speciallægwerklæringer, folk der kastes rundt i systemet og bliver mere syge med risiko for at de så SLET ikke kan arbejde osv osv osv.

Hvis folk ved at de kan få den rette hjælp når de har brug for det, tror jeg de er mere tilbøjelige til at give den en skalle (hvis de kan) fordi de ved at der er et sikkerhedsnet der griber dem hvis det går galt. Det forlyder sig at det forholder sig sådan i DK - men det er ikke tilfældet. Man venter på at folk skal få det så skidt at der ikke er mulighed for at komme tilbage på rette spor nærmest. Og så er skaden sket.

Så det er fint du kan sidde og pege fingre og sige at man skal tage sig sammen og det ene og det andet når du ikke ved hvordan virkeligheden forholder sig for den enkelte - det er ca ligeså rationelt som at påstå at folk med en lægefaglig uddannelse der kan forholde sig så køligt, distanceret og unuanceret til andre menneskers lidelser, må have en brist. Ét er sikkert; du har aldrig selv stået i en lignende situation og når man ikke har det er det muligvis for svært at sætte sig ind i. Det er desværre en anden tendens der opleves hos mange læger! 

Jeg har heldigvis verdens bedste læge, som respekterer sine patienter - ærgeligt der ikke er flere af hendes slags....

Jeg er virkelig enig med dig i, at man skal give folk hjælp, når de har brug for det, og ikke vente så længe, at sygdommen er så slem, at det er svært at komme op igen. 

det er nemlig også min erfaring. Desuden er min erfaring også at det er nemmere at give medicin end at arbejde med tingene (selvf. Kan medicin være nødvendigt). Tænk sig, at det har taget 10 år at finde ud af hvad jeg fejler, og jeg har haft mange diagnoser på mig, som overhovedet ikke passer.

Jeg har også fået en undskyldning for den behandling, jeg har fået i det offentlige, men det ændrer sq ikke på, at jeg har fået det værre. Jeg ved ikke om, jeg har været enorm uheldig! 

Spunken84 skriver:

Nej det er ikke lægekonsulenter der aviser ansøgningen. Det gør den sagsbehandler der sidder med sagen! Da jeg søgte sygedagpenge for mange år tilbage gik jeg i behandling hos en psykiater som vurderede at jeg havde en svær depression (havde tidligere haft en moderat depression).

Han mente ikke jeg burde arbejde ved siden af mine studier (hvilket jeg heller ikke selv mente for jeg magtede ikke begge dele).

Søgte derfor om handicaptillæg - afvist.

Søgte så om sygedagpenge - det fik jeg tilkendt i første omgang, men efter en måned blev jeg hevet ind og fik at vide jeg ikke var berettiget til det alligevel. Så skulle jeg søge om revalidering. I den forbindelse skulle jeg vedlægge udtalelse fra speciallæge (min psykiater) som skrev hvad min diagnose var og at jeg ikke kunne arbejde sideløbende med mit studie da det kompromitterede mit studie og mit helbred. Han skrev desuden at der var begrænsninger i min arbejdsevne. Dette blev afleveret til den sagsbehandler der havde nægtet mig sygedagpenge og som sad med sagen. Noget tid efter blev jeg kaldt ind igen til et møde om det jeg havde skrevet og for at tale med sagsbehandleren.

Da jeg kommer ind til mødet har jeg pludselig fået en ny sagsbehandler (en ung mand i tyverne) som ikke har læst min sag men ham skal jeg så sidde og udbasunere min historie til (endnu en!).

På baggrund af det får jeg bagefter et brev hvor der står min ansøgning er afvist da han (sagsbehandleren) vurderede at der ikke var begrænsninger i min arbejdsevne. Jeg blev desuden vurderet som ressurcestærk da jeg havde en bachelor (hvilket man ikke kan blive ansat på men ok)..

Jeg klagede ikke over hverken den ene eller anden beslutning for jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Det er nemlig sådan at de der ikke har overskud til det (og derfor sikkert er dem der har mest brug for hjælp) ofte ikke klager. 

Det har nu taget mig sammenlagt 10 år at færdiggøre mit studie (og jeg mangler stadig mit speciale). På den tid har jeg fået tilkendt en masse ekstra SU pga sygdom og så har jeg haft pause fra studiet af mange omgange for at arbejde. Jeg er stadig ikke rask og det tror jeg aldrig jeg bliver - jeg tror desværre min tilstand er blevet kronisk. 

De omkostninger det har haft både på et rent menneskeligt plan for mig og på det samfundsmæssige plan har været enorme! Der er spildt så mange flere ressourcer på at jeg har skullet klare mig selv set i forhold til hvad der kunnet have være brugt hvis man havde hjulpet mig i sin tid.

Jeg tror bestemt ikke mit tilfælde er enestående og derfor mener jeg at vi skal hjælpe folk der er syge isf at forsøge at gøre os til dommer over om de nu faktisk ER så syge som de siger. Jeg tror ikke på at vi ikke har råd til det som samfund. Jeg tror det vil løbe op i det samme hvis vi undgik lange sagsbehandlinger, udgifter til speciallægwerklæringer, folk der kastes rundt i systemet og bliver mere syge med risiko for at de så SLET ikke kan arbejde osv osv osv.

Hvis folk ved at de kan få den rette hjælp når de har brug for det, tror jeg de er mere tilbøjelige til at give den en skalle (hvis de kan) fordi de ved at der er et sikkerhedsnet der griber dem hvis det går galt. Det forlyder sig at det forholder sig sådan i DK - men det er ikke tilfældet. Man venter på at folk skal få det så skidt at der ikke er mulighed for at komme tilbage på rette spor nærmest. Og så er skaden sket.

Så det er fint du kan sidde og pege fingre og sige at man skal tage sig sammen og det ene og det andet når du ikke ved hvordan virkeligheden forholder sig for den enkelte - det er ca ligeså rationelt som at påstå at folk med en lægefaglig uddannelse der kan forholde sig så køligt, distanceret og unuanceret til andre menneskers lidelser, må have en brist. Ét er sikkert; du har aldrig selv stået i en lignende situation og når man ikke har det er det muligvis for svært at sætte sig ind i. Det er desværre en anden tendens der opleves hos mange læger! 

Jeg har heldigvis verdens bedste læge, som respekterer sine patienter - ærgeligt der ikke er flere af hendes slags....

Når du skriver du ikke magtede job ved siden af studie går jeg udfra du fik SU?

Og får man SU kan man vel ikke modtage sygedagpenge ?

Saphiira skriver:

Jeg er virkelig enig med dig i, at man skal give folk hjælp, når de har brug for det, og ikke vente så længe, at sygdommen er så slem, at det er svært at komme op igen. 

det er nemlig også min erfaring. Desuden er min erfaring også at det er nemmere at give medicin end at arbejde med tingene (selvf. Kan medicin være nødvendigt). Tænk sig, at det har taget 10 år at finde ud af hvad jeg fejler, og jeg har haft mange diagnoser på mig, som overhovedet ikke passer.

Jeg har også fået en undskyldning for den behandling, jeg har fået i det offentlige, men det ændrer sq ikke på, at jeg har fået det værre. Jeg ved ikke om, jeg har været enorm uheldig! 

Jeg er også helt enig med dig angående medicin- ha ha������ 

Det har nemlig været forsøgt to gange før og jeg mener altså stadig problemet starter et helt andet sted - nemlig i mine tanker. Jeg bliver nødt til at lære at tackle tingene anderledes rent mentalt - ellers sker der intet. Af samme grund har jeg nu for første gang fået tid hos en psykolog gennem tilskudsordningen - der var tid i november

Frygteligt for dig det har taget så længe. Og er desværre et udtryk for at tingene går for hurtigt og at mennesker med fysisk og psykisk sygdom ofte bliver reduceret til samlebåndsarbejde! Godt du i det mindste har fået en undskyldning. Det hjælper dug selvfølgelig ikke, men det placerer et ansvar!