Spunken84 skriver:
Nej det er ikke lægekonsulenter der aviser ansøgningen. Det gør den sagsbehandler der sidder med sagen! Da jeg søgte sygedagpenge for mange år tilbage gik jeg i behandling hos en psykiater som vurderede at jeg havde en svær depression (havde tidligere haft en moderat depression).
Han mente ikke jeg burde arbejde ved siden af mine studier (hvilket jeg heller ikke selv mente for jeg magtede ikke begge dele).
Søgte derfor om handicaptillæg - afvist.
Søgte så om sygedagpenge - det fik jeg tilkendt i første omgang, men efter en måned blev jeg hevet ind og fik at vide jeg ikke var berettiget til det alligevel. Så skulle jeg søge om revalidering. I den forbindelse skulle jeg vedlægge udtalelse fra speciallæge (min psykiater) som skrev hvad min diagnose var og at jeg ikke kunne arbejde sideløbende med mit studie da det kompromitterede mit studie og mit helbred. Han skrev desuden at der var begrænsninger i min arbejdsevne. Dette blev afleveret til den sagsbehandler der havde nægtet mig sygedagpenge og som sad med sagen. Noget tid efter blev jeg kaldt ind igen til et møde om det jeg havde skrevet og for at tale med sagsbehandleren.
Da jeg kommer ind til mødet har jeg pludselig fået en ny sagsbehandler (en ung mand i tyverne) som ikke har læst min sag men ham skal jeg så sidde og udbasunere min historie til (endnu en!).
På baggrund af det får jeg bagefter et brev hvor der står min ansøgning er afvist da han (sagsbehandleren) vurderede at der ikke var begrænsninger i min arbejdsevne. Jeg blev desuden vurderet som ressurcestærk da jeg havde en bachelor (hvilket man ikke kan blive ansat på men ok)..
Jeg klagede ikke over hverken den ene eller anden beslutning for jeg havde simpelthen ikke overskud til det. Det er nemlig sådan at de der ikke har overskud til det (og derfor sikkert er dem der har mest brug for hjælp) ofte ikke klager.
Det har nu taget mig sammenlagt 10 år at færdiggøre mit studie (og jeg mangler stadig mit speciale). På den tid har jeg fået tilkendt en masse ekstra SU pga sygdom og så har jeg haft pause fra studiet af mange omgange for at arbejde. Jeg er stadig ikke rask og det tror jeg aldrig jeg bliver - jeg tror desværre min tilstand er blevet kronisk.
De omkostninger det har haft både på et rent menneskeligt plan for mig og på det samfundsmæssige plan har været enorme! Der er spildt så mange flere ressourcer på at jeg har skullet klare mig selv set i forhold til hvad der kunnet have være brugt hvis man havde hjulpet mig i sin tid.
Jeg tror bestemt ikke mit tilfælde er enestående og derfor mener jeg at vi skal hjælpe folk der er syge isf at forsøge at gøre os til dommer over om de nu faktisk ER så syge som de siger. Jeg tror ikke på at vi ikke har råd til det som samfund. Jeg tror det vil løbe op i det samme hvis vi undgik lange sagsbehandlinger, udgifter til speciallægwerklæringer, folk der kastes rundt i systemet og bliver mere syge med risiko for at de så SLET ikke kan arbejde osv osv osv.
Hvis folk ved at de kan få den rette hjælp når de har brug for det, tror jeg de er mere tilbøjelige til at give den en skalle (hvis de kan) fordi de ved at der er et sikkerhedsnet der griber dem hvis det går galt. Det forlyder sig at det forholder sig sådan i DK - men det er ikke tilfældet. Man venter på at folk skal få det så skidt at der ikke er mulighed for at komme tilbage på rette spor nærmest. Og så er skaden sket.
Så det er fint du kan sidde og pege fingre og sige at man skal tage sig sammen og det ene og det andet når du ikke ved hvordan virkeligheden forholder sig for den enkelte - det er ca ligeså rationelt som at påstå at folk med en lægefaglig uddannelse der kan forholde sig så køligt, distanceret og unuanceret til andre menneskers lidelser, må have en brist. Ét er sikkert; du har aldrig selv stået i en lignende situation og når man ikke har det er det muligvis for svært at sætte sig ind i. Det er desværre en anden tendens der opleves hos mange læger!
Jeg har heldigvis verdens bedste læge, som respekterer sine patienter - ærgeligt der ikke er flere af hendes slags....
Det lyder som meget hård tid, og det er beundringsværdigt, at du er kommet så flot igennem.
Umiddelbart ser jeg flere (lægefaglige) fejl: Din læge har stillet dig noget i udsigt, som h*n ikke har ret til/mulighed for.
Det er et tilbagevendende problem, at 'vi' læger kommer til at love for meget på andres vegne. Vi har ikke mulighed for og ret til at bestemme, hvilke sociale ydelser, der skal gives. Men hvis 'vi' kommer med en anbefaling, forventer de fleste borgere, at den skal følges, for 'det sagde lægen'. Og det er ærgerligt, det ødelægger nogle forløb.
Igen: Mine patienter er ikke arbejdsduelige, derfor er jeg ikke direkte involveret i sager omkring dagpenge mm.
Jeg er jo for stramme regler omkring dagpenge og omkring kontanthjælp. Jeg tror ikke, at folk kan lokkes ud på arbejdsmarkedet. Og jeg forarges over antallet af mennesker på overførselsindkomster. De penge kan bruges bedre på sundhedsvæsenet (big surprise), skole, ældre, ulandsbistand.
Jeg er del af en nærmest-aldrig-syg faggruppe. Vi går på arbejde med brækkede lemmer, holder selvbetalt fri for at blive behandlet for sklerosen, får kemo on the side. Ondt i ryggen melder folk sig ikke syge med - ikke på min arbejdsplads! Ikke fordi de ikke må, men fordi de føler et stort ansvar og har høj arbejdsmoral.
