Hvad får man i kontanthjælp som enlig med 2 børn

Mange af jer, som skriver at syge ikke bær få børn, har I selv prøvet at have sygdom tæt inde på livet? Min erfaring er nemlig at man får en hel anden mening  

jeg er på en måde enig og alligevel ikke. I mit hoved er det ikke så sort/Hvidt som nogle gør det til

Abracadabra skriver:

Hvis et af mine børn var så hæmmet af sygdom, at hun ikke kunne passe selv et deltidsarbejde, ville jeg anbefale hende at få styr på sin sygdom, inden hun formerede sig.

Hvis hun bare ikke ønskede at arbejde, ville jeg anbefale hende at gifte sig med en rig mand.

Men har ts sagt at var så hæmmet af sygdom inden hun fik børn? Har ikke læst hele debatten, men ud fra det jeg kan se står der ikke at hun var meget syg men valgte at få børn velvidende hun ikke kunne forsøge dem. 

For det andet er der rigtig mange mennesker der er så hæmmet af sygdom at de har svært ved at passe selv et deltidsarbejde, som har krav på hjælp - hjælp de ikke får. Og det er vel netop det der er diskussionen her. 

Jeg har i øvrigt rigtig svært ved at forstå at man bruge millioner af kroner på at få speciallæger til at skrive side op og side ned om den eller de sygdomme en borger end måtte have som skal bruges når man søger om fx sygedagpenge eller revalidering eller noget helt tredje, for at en socialrådgiver på en lille time kan vælge at se bort fra dette og konkludere at der ikke er en begrænsning i arbejdsevnen og at det ikke påvirker helbredet at have et arbejde. Generer det ikke dig som læge? 

Hvem siger at ts ikke ønsker at arbejde? Dig? 

Saphiira skriver:

Mange af jer, som skriver at syge ikke bær få børn, har I selv prøvet at have sygdom tæt inde på livet? Min erfaring er nemlig at man får en hel anden mening  

jeg er på en måde enig og alligevel ikke. I mit hoved er det ikke så sort/Hvidt som nogle gør det til

Nu ved jeg ikke om jeg skrev direkte det, for det var ikke meningen. Selvsagt har man ret til børn som syg, men var det min datter ville jeg blot råde til at kæmpe kampen mod sygdommen før hun blev mor, og tabte hun kampen skulle hun da selvsagt have lov til at få børn. Det er egentlig mest ment som jeg forstår kampen mod bedring, mod måske at kunne varetage er arbejde er lang, hård, sej, kræver alt og med et eller flere børn har man (eller i hvert fald og mange mødre jeg kender) en tendens til at nedprioritere sig selv. Jeg går selv med kroniske smerter i hoften, bækken, ben og fod og har gjort siden sidste fødsel og han fylder 6 år i næste måned, bare at finde tiden til at komme til fys, få laver øvelser kan virke uoverskuelig i hverdagen og fordi børnene og at hente del så tidligt som muligt er prioriteret over mig selv. 

Har jeg haft sygdom inde på livet, kun den man døde af i hvert fald når det er i forståelsen tæt inde på livet som i nærmeste familie. Sygdom hvor kampen blev tabt. 

Har selv været sygemeldt i 6 mnd, og tvivlede på jeg nogensinde ville kunne finde modet og overskuddet til at starte igen, og jeg havde der et levende barn. Det er nu 10 år siden og jeg har kæmpet kampen, ikke sikker på jeg har vundet den forstået på den måde jeg er i arbejde, jeg er fungerende, udadtil velfungerende. Dog har jeg været i et stress coaching forløb, hvor han absolut ikke mente jeg var velfungerende, han kom for tæt på og jeg meldte afbud for jeg har ikke tiden, lysten, rummet osv til at kæmpe den kamp så længe min første prioritet er mine børn, jeg er ikke parat til at sætte mig selv først for at vinde kampen så hellere bumle med smerterne, gråden, den uendelige træthed osv. Så ja tager udgangspunkt i mig selv, kan man andet sådan helt ærligt og med det udgangspunkt er det min erfaring kampen er mere langtrukken når barnet konstant kommer først

lineog4 skriver:

Nu ved jeg ikke om jeg skrev direkte det, for det var ikke meningen. Selvsagt har man ret til børn som syg, men var det min datter ville jeg blot råde til at kæmpe kampen mod sygdommen før hun blev mor, og tabte hun kampen skulle hun da selvsagt have lov til at få børn. Det er egentlig mest ment som jeg forstår kampen mod bedring, mod måske at kunne varetage er arbejde er lang, hård, sej, kræver alt og med et eller flere børn har man (eller i hvert fald og mange mødre jeg kender) en tendens til at nedprioritere sig selv. Jeg går selv med kroniske smerter i hoften, bækken, ben og fod og har gjort siden sidste fødsel og han fylder 6 år i næste måned, bare at finde tiden til at komme til fys, få laver øvelser kan virke uoverskuelig i hverdagen og fordi børnene og at hente del så tidligt som muligt er prioriteret over mig selv. 

Har jeg haft sygdom inde på livet, kun den man døde af i hvert fald når det er i forståelsen tæt inde på livet som i nærmeste familie. Sygdom hvor kampen blev tabt. 

Har selv været sygemeldt i 6 mnd, og tvivlede på jeg nogensinde ville kunne finde modet og overskuddet til at starte igen, og jeg havde der et levende barn. Det er nu 10 år siden og jeg har kæmpet kampen, ikke sikker på jeg har vundet den forstået på den måde jeg er i arbejde, jeg er fungerende, udadtil velfungerende. Dog har jeg været i et stress coaching forløb, hvor han absolut ikke mente jeg var velfungerende, han kom for tæt på og jeg meldte afbud for jeg har ikke tiden, lysten, rummet osv til at kæmpe den kamp så længe min første prioritet er mine børn, jeg er ikke parat til at sætte mig selv først for at vinde kampen så hellere bumle med smerterne, gråden, den uendelige træthed osv. Så ja tager udgangspunkt i mig selv, kan man andet sådan helt ærligt og med det udgangspunkt er det min erfaring kampen er mere langtrukken når barnet konstant kommer først

Jeg er enig med dig langt hen af vejen Men jeg ville aldrig dømme nogle på, at de er syge og har 2 børn. Man kender jo ikke historien..

Det mest optimale er jo at blive rask, så man kan arbejde, forsørge sig selv og sin familie.. Jeg tror bare ikke, at det hjælper at dunke folk i hovedet for det. Men det er en virkelig interessant debat netop fordi der ikke er et ja og nej svar på det

Saphiira skriver:

Jeg er enig med dig langt hen af vejen Men jeg ville aldrig dømme nogle på, at de er syge og har 2 børn. Man kender jo ikke historien..

 

Det mest optimale er jo at blive rask, så man kan arbejde, forsørge sig selv og sin familie.. Jeg tror bare ikke, at det hjælper at dunke folk i hovedet for det. Men det er en virkelig interessant debat netop fordi der ikke er et ja og nej svar på det

Ville egentlig slet ikke dømme ts, jeg endte nok bare i overordnede betragtninger, der ender jeg tit fordi jeg synes det er spændende og glemmer de fleste oplever det som kun peget på den enkelte historie.... 

Og med ts er børnene der, så hvad pokker kan hun bruge de overordnede betragtninger til - ikke noget 

Læste tråden mange gange, og undlod at svare for mit svar var noget alla: ja det er alt for lidt penge man får, men man skal ikke blive i et dårligt forhold pga penge. Man skal derimod se om ikke man kan begrænse sine udgifter man kan fx bo i en toværelset, droppe alle de ting der ikke er nødvendige, man kan spare utroligt ved at lave gode madplaner med tilbud og ikke smide ud tanken osv. Og igen starter den jo hos mig selv, for har lever 2 voksne og 2 børn på en indkomst, vi har boet i en toværelset - men hvad kan andre bruge det til???!

Soonmom skriver:

No offence med over 15000 for at lave ingenting,  er da mere end rigeligt og det burgte da sagtens kunne hænge sammen 1 voksen og 2 små børn,  så må du jo skære ned på noget. 

Og så holder jeg altså med i at hvis man har svært ved at overskue et arbejde er det totalt hul i hovedet at få to børn.  Det er at læsse alt ens ansvar over på samfundet

Hvem har 15000 for at lave ingenting må jeg spørger ? 

lineog4 skriver:

Ville egentlig slet ikke dømme ts, jeg endte nok bare i overordnede betragtninger, der ender jeg tit fordi jeg synes det er spændende og glemmer de fleste oplever det som kun peget på den enkelte historie.... 

Og med ts er børnene der, så hvad pokker kan hun bruge de overordnede betragtninger til - ikke noget 

Læste tråden mange gange, og undlod at svare for mit svar var noget alla: ja det er alt for lidt penge man får, men man skal ikke blive i et dårligt forhold pga penge. Man skal derimod se om ikke man kan begrænse sine udgifter man kan fx bo i en toværelset, droppe alle de ting der ikke er nødvendige, man kan spare utroligt ved at lave gode madplaner med tilbud og ikke smide ud tanken osv. Og igen starter den jo hos mig selv, for har lever 2 voksne og 2 børn på en indkomst, vi har boet i en toværelset - men hvad kan andre bruge det til???!

Det er nemlig en rigtig spændende debat, som nok er startet lidt forkert, så det virker til der peges fingre.

Men det kan så også være det interessante ved debatter.. De udvikler sig og man kan blive klogere.

og så tænker jeg også, at det er et sindssygt ømt emne som debatteres. 

Spunken84 skriver:

Men har ts sagt at var så hæmmet af sygdom inden hun fik børn? Har ikke læst hele debatten, men ud fra det jeg kan se står der ikke at hun var meget syg men valgte at få børn velvidende hun ikke kunne forsøge dem. 

For det andet er der rigtig mange mennesker der er så hæmmet af sygdom at de har svært ved at passe selv et deltidsarbejde, som har krav på hjælp - hjælp de ikke får. Og det er vel netop det der er diskussionen her. 

Jeg har i øvrigt rigtig svært ved at forstå at man bruge millioner af kroner på at få speciallæger til at skrive side op og side ned om den eller de sygdomme en borger end måtte have som skal bruges når man søger om fx sygedagpenge eller revalidering eller noget helt tredje, for at en socialrådgiver på en lille time kan vælge at se bort fra dette og konkludere at der ikke er en begrænsning i arbejdsevnen og at det ikke påvirker helbredet at have et arbejde. Generer det ikke dig som læge? 

 

Hvem siger at ts ikke ønsker at arbejde? Dig? 

Jeg var netop ikke hæmmet af sygdom på samme måde da jeg fik min første datter 

Det blev fagtis bedre bag efter men så blev jeg uventet gravid igen ikke planlagt og efter der blev min krop rigtig slem mine hofter er helt ødelagt og har fået en stofskifte sygdom jeg prøver at få styr på oven i plus jeg har en kronisk smerte sygdom som ikke kan helbredes 

Og jeg ønsker netop at arbejde gør hvad jeg kan for at få styr på mine sygdomme men møder ventetider igen og igen på sygehuset øv øv  

Det er hårdt at høre alle andres dømmende ord gør hvad jeg kan 

Anonym skriver:

Jeg var netop ikke hæmmet af sygdom på samme måde da jeg fik min første datter 

Det blev fagtis bedre bag efter men så blev jeg uventet gravid igen ikke planlagt og efter der blev min krop rigtig slem mine hofter er helt ødelagt og har fået en stofskifte sygdom jeg prøver at få styr på oven i plus jeg har en kronisk smerte sygdom som ikke kan helbredes 

Og jeg ønsker netop at arbejde gør hvad jeg kan for at få styr på mine sygdomme men møder ventetider igen og igen på sygehuset øv øv  

Det er hårdt at høre alle andres dømmende ord gør hvad jeg kan 

Saphiira skriver:

Det er nemlig en rigtig spændende debat, som nok er startet lidt forkert, så det virker til der peges fingre.

Men det kan så også være det interessante ved debatter.. De udvikler sig og man kan blive klogere.

og så tænker jeg også, at det er et sindssygt ømt emne som debatteres. 

Utrolig ømt, og det kan jeg sagtens forstå. Men de ømme debatter skal også tages - måske ikke på baby.dk - for lader man dem ligge og ikke tør spørge, ikke tør udfordre, ikke tør tale om det svære i livet, så bliver det ofte den indre svinehund der gø'er højest fx som bemærkninger alla de får en masse uden at lave en skid.