lineog4 skriver:
Det er nu ikke helt rigtigt, og egentlig ville jeg egentlig ikke svare dig for du har gjort det du fandt rigtigt i din livssituation. Men bliver nød til det nu, for nej ingen kræver du kun arbejder og har det som eneste fokus i livet, ingen siger dit liv skal gå i stå. At udskyde fx børn er altså ikke det samme som livet skal fobi stå, der er tusind grunde til at udskyde børn, det kan være som jeg gjorde fordi jeg gerne ville have uddannelsen næsten i hus, fordi jeg ønskede er sted at bo, fordi jeg mistede min far og min papfar med 3 mnds mellemrum og skulle finde mine ben som Line, fordi jeg skulle være sikker på parforholdet (og erkendt er en langsom person til det, så først efter vi havde kendt hinanden i 8 år turde jeg flytte sammen) - det handler jo i bund grund om, der er nogle mig selv inklusiv der tænker det er okay at udskyde børn for at finde sine ben, få taget sine kampe, finde sin plads eller hvad man kan kalde det. Og hvorfor skulle det være anderledes som syg end som rask, hvorfor er det ikke legalt at sige: nok bedst lige at se om fysikken eller psyken kan blive bedre med hårdt arbejde før børn, ligesom man siger: kom langt med uddannelsen, vær næsten selvforsørgende før børn?
Jeg ønskede også børn da jeg var 24 men valgte at udskyde, havde det faste parforhold, men jeg vidste der var ting jeg skulle må først fx min uddannelse.
Så nej ingen siger kun arbejde til dig, ingen siger du skal sætte livet på stand by, men sådan i alt almindelighed tænker jeg at kæmpe sig ud af en sygdom fysisk som psykisk er en kæmpe udfordring, en livs kamp og det særlige fokus på sig selv har man ikke som mor og da slet ikke som enlig mor, derfor blive kampen måske hårdere.
Jeg har selv skulle kæmpe min livskamp mens jeg var mor, og tænker mange gange om jeg overhovedet fik kæmpet den færdig, om jeg overhovedet er på den anden side, eller om jeg bare har pakket en del væk fordi min primære fokus var at være mor. Jeg gad godt jeg havde haft tiden til fokus på MIG selv
Ja ja - græsset er altid grønnere på den anden side og sådan er der så meget. Du taler ud fra egne erfaringer som har været rigtige eller forkerte for dig. Men nu er det jo ikke dig der er tale om, men derimod ts som har taget nogle valg, som hun nu engang skal forholde sig til.
At udskyde børn er måske ikke ensbetydende med at livet går i stå.....forudsat at man kan få dem når man gerne vil have dem. Og det er der jo desværre rigtig, rigtig, rigtig mange der sidenhen erfarer at de ikke bare sådan lige kan. Dels fordi de har alderen imod dem fx fordi det har taget dem længe at færdiggøre uddannelse eller finde en at få dem med osv osv. Og når man så står der i den her dejlige situation - så føler man lige præcis at livet er gået i stå - og går først videre når man langt om længe får det barn man har ventet på.....hvis man altså får det!
Der er i forlængelse af dette derfor også tusindevis af grunde til at få børn tidligt! Jeg kan her nævne fx samfundspres (danskere skal føde flere børn, både uddannelse, karriere og børn skal gerne komme så hurtigt som muligt), der kan være tale om at man har dødsyge forældre der gerne vil opleve et barnebarn inden de går bort (eller at man gerne selv vil have de oplever det inden de dør), det kan være man gerne vil være ung mor, der kan være fordele ved at få børn mens man studerer osv osv osv!
I forhold til sygdom kan børn i øvrigt være lige præcis det lyspunkt i dagligdagen og den motiverende faktor det gør at man har lyst til at kæmpe og tage sig sammen - for så har du noget at kæmpe for! Det kan være meget meget ensomt at side alene med sin sygdom hvorfor man sagtens kan få rigeligt (og i den grad for meget) MIG tid! Så har man nemlig al den tid i verden man vil til at tænke en masse sørgelige tanker om sig selv og egen situation - og det er bestemt heller ikke fedt!
