Hvad får man i kontanthjælp som enlig med 2 børn

lineog4 skriver:

Jeg har kun været i systemet i knapt 4 mnd måske lidt mindre, kan ikke huske hvornår jeg gik fra barsel til sygedagpenge.

Jeg mødte velvilje, men jeg næste altså også den forvirring og delvist inkompetence jeg hører andre beskrive. Jeg råbte ikke, ja egentlig talte jeg nok meget lavt, og havde ulig mig ikke mange ord. Men jeg oplevede fx at da jeg skulle raskmelde mig (hvilket jeg ikke var parat til men jeg måtte ikke rejse udenlands hvis ikke jeg var raskmeldt og jeg vidste jeg skulle afsted, skulle slippe hverdagen, slippe graven som var blevet er sted jeg var hver dag osv.) kunne jeg ikke raskmelde mig for jeg var på barsel i systemet og den kære mand i skranken fastholdt jeg måtte være forvirret og uvidende for selvsagt var jeg på barsel når jeg havde fået er barn, og selv om jeg var syg kunne jeg ikke raskmelde mig når jeg var barsel, han tog først telefonen og ringede til en mere vidende da jeg med lille stemme og tårer i øjnene spurgte om jeg skulle hente min datters dødsattest. 

Jeg oplevede også de havde er stort ønske om jeg gik videre i systemet selvom engleligt fortalte jeg ikke kunne se mig selv på et arbejde for jeg græd stort set hele tiden mens min datter var afleveret i institution og forresten var jeg til sidst også gravid og så bange. 

Men ja vil ikke sige de var inde, ikke sige de var dårlige og jeg forstår selv en masse af bevæggrundene for at flytte folk rundt i de forskellige kasser, men en god oplevelse at møde systemet det var det ikke. 

Der er ingen tvivl om at der er forskel  de forskellige kommuner 

Jeg har selv mistet en datter for efterhånden mange år siden og f.eks da jeg igen blev gravid og nærmest var dødens angst var dag 1 fik jeg en fantastisk behandling

Jeg blev skannet når jeg ville faktisk blev jeg skannet en gang kl halv 4 om natten fordi jeg græd i tlf og til sidst satte de fødslen igang 4 uger før fordi jeg var så bange hele tiden og de sagde deres erfaring var at det kunne give prob bagefter med depression hvis man pressede for meget .

Men i de forum jeg var og er i på blandt andet facebook kan jeg læse at rigtig mange fortæller at deres angst ikke bliver taget alvorligt af deres læge så de kommer ikke videre i systemet og bliver taget hånd om af de teams der er rundt omkring til sårbare gravide .

Og det er noget skidt at der kan være forskel på behandling for den burde slf være ens landet over.

Nu det med at råbe og skrige var nu heller ikke på sygehus eller lign. men mine observationer når jeg har siddet på kommunen og ventet for på min kommune sidder man samme sted om det er syge eller ledige.

Men jeg ser også via mine ( desværre ) mange indlæggelser at rigtig mange er grove og ubehøvlede over for personalet agt der ingen empati er med hvor meget de også er skåret i personale og tid .

Hvordan de stakkels sygeplejesker løber og tit hverken får pause eller mad under en hel vagt og alligevel smiler de og svarer venligt. 

Jeg misunder ikke folk i offentlige stillinger på nogen måde og tænker at mange ville have godt af lige at sluge deres egen mig mig mig mentalitet og så kig lidt på hvor godt vi trods alt har det i forhold til hvor få der er til at betale gildet. 

Og nej det er ikke møntet på nogen som helst hverken herinde eller irl men bare generelt møntet på vores krævesamfund.

Spunken84 skriver:

Jeg ser det dårlige fordi jeg har oplevet det. Har ikke erfaring med andet. Og jeg hører desværre om mange hvor historien ligner min.

Men det er da dejligt at høre mine skattekroner hjælper NOGEN når de nu ikke hjælper mig��

Nicklas siger tak ( skrevet med et glimt i øjet) 

Nej jeg kan godt forstå du er frustreret over din situation og kan kun råde dig til at kæmpe videre. 

lineog4 skriver:

Rigtig ærgerligt for dig at du er misledt i forhold til sygedagpenge. Men det lyder ikke til at der handler om du er blevet erklæret arbejdsdygtige men i højere grad at man ikke kan modtage både SU og sygedagpenge.

Man kan få en revalidering men som jeg forstår den handler det i højere grad om at man har et job/uddannelse men ikke kan varetage grundet sin sygdom og man derfor får økonomisk støtte til at tage en ny. 

Og 10 pr om universitet er vi en del der har været - host host. Jeg startede i 95 og var færdig i 06, dog med en barsel imellem, så siger kun 10 år (lyder bedre) og havde SU til 7 år pga barslen, jeg kunne så ulig dig arbejde lidt ved siden af (løn på 6500 om måneden) de to af årene og det sidste år var uden indkomst. Jeg siger ikke det var fedt, jeg siger ikke andre skal gå igennem det samme, og jeg ville ønske alle får nok penge til at klare livet. Men oplever bare mange gange man tror man er alene og det er kun mig der har... 

Ja. Altså det er jo ikke noget jeg græder over længere, men det var da ikke sjovt da det stod på

Jeg tror alderen har gjort rigtig meget for mig, men jeg føler jeg har spildt rigtig mange år af mit liv på at sætte studiet på stand by for at arbejde da begge dele samtidigt ikke var muligt.

Desuden har jeg haft en del perioder hvor jeg i kraft af min sygdom ikke har kunnet overskue eller strukturere noget som helst så jeg har ofte tjent for meget mens jeg har fået SU og dermed fået et SU smæk - ikke fordi jeg har villet snyde men fordi jeg ikke har haft styr på noget som helst. Det har bevirket at jeg måtte tjene endnu mere for at afdrage det - og sådan er det så fortsat i en ond spiral.

Jeg er klar over andre også bruger ligeså længe på deres uddannelse (min far gjorde i øvrigt også). Jeg tror dog ikke det er normen.

Men tiderne skifter og der kommer nye reformer der gerne vil presse folk gennem uddannelsessystemet indenfor normeret tid. Lad os se hvordan det kommer til at gå...

Carina:-) skriver:

Nicklas siger tak ( skrevet med et glimt i øjet) 

Nej jeg kan godt forstå du er frustreret over din situation og kan kun råde dig til at kæmpe videre. 

Haha������

Haha������

:-)(det var det der skulle fremgå til sidst)

Carina:-) skriver:

Nu kan jeg kun tale ud fra egne erfaringer 

Men jeg har type 1 diabetes og en ødelagt ryg pga hårdt fysisk arb i mange år 

Jeg har jævnligt brug for f.eks speciallæger og er jævnligt indlagt .

Jeg har aldrig nogen sinde op levet dårlig behandling,

Jeg er tit i kontakt med kommunen og har pga min kroniske sygdom og min ryg kontakt med min sagsbehandler om praktiske ting i forbindelse med indlæggelse og det at have en virksomhed.

Og jeg må være heldig for har kun mødt kompetente og venlige fagfolk hele vejen igennem i alle de år jeg har været syg .

Men har  til gengæld overhørt mere end en person overfuse og råbe af f.eks sekretærer - eller folk der måtte fjernes af vagter fordi de stod og skreg hysterisk og truende hvis man fik nej til flere penge fordi man ups havde brugt dem alle på 3 dage. 

Tænker lidt at nogen måske får svar som det de råber i skoven... og at det er lidt lige som de mennesker der oploder billeder af sygehus maden på facebook hvor tillægsord som Ad  klam og bræk er med til at beskrive hvor elendig de synes maden er - 

Istedet for at glæde sig over at man rent faktisk får mad på sygehuset 3 gange om dagen .

Du må have været heldig så  

Min oplevelse er en hel anden! Også selvom det stammer fra forskellige steder. 

Jeg ved så også, at jeg har været uheldig. Med læger, som har givet medicin, de ikke havde forstand på, og derfor har været ved at ødelægge mig, psykologer, psykiatere, som har været inkompetente. 

Ja, den ene så slem, at jeg fik et brev om, at hvis jeg mente, at han havde ødelagt mit liv, så kunne jeg klage og søge erstatning. Googler man mandens navn, så har han været i medierne for at have over have ødelagt folks liv. Han må ikke praktisere idag. 

Derudover har jeg kæmpet med noget fysik, hvor mange læger har trækket på skuldrene og sagt "det må du leve med" og nu viser det sig, at det ikke bare er noget man bare lever med.

jeg hverken råber eller skriger af nogen. Jeg stolede på, at de havde styr på tingene, men det havde de så ikke. 

Idag har jeg faktisk valgt at betale for min egen behandling og der oplever jeg, at behandlingen er helt anderledes. 

Måske har jeg bare været uheldig, men jeg ved, at jeg ikke er den eneste med de oplevelser. 

Alligevel er jeg glad for vi har læger osv. Til rådighed. Jeg er glad for, at vi har sygehuse, som vi kan bruge "gratis"

Carina:-) skriver:

Der er ingen tvivl om at der er forskel  de forskellige kommuner 

Jeg har selv mistet en datter for efterhånden mange år siden og f.eks da jeg igen blev gravid og nærmest var dødens angst var dag 1 fik jeg en fantastisk behandling

Jeg blev skannet når jeg ville faktisk blev jeg skannet en gang kl halv 4 om natten fordi jeg græd i tlf og til sidst satte de fødslen igang 4 uger før fordi jeg var så bange hele tiden og de sagde deres erfaring var at det kunne give prob bagefter med depression hvis man pressede for meget .

Men i de forum jeg var og er i på blandt andet facebook kan jeg læse at rigtig mange fortæller at deres angst ikke bliver taget alvorligt af deres læge så de kommer ikke videre i systemet og bliver taget hånd om af de teams der er rundt omkring til sårbare gravide .

Og det er noget skidt at der kan være forskel på behandling for den burde slf være ens landet over.

Nu det med at råbe og skrige var nu heller ikke på sygehus eller lign. men mine observationer når jeg har siddet på kommunen og ventet for på min kommune sidder man samme sted om det er syge eller ledige.

Men jeg ser også via mine ( desværre ) mange indlæggelser at rigtig mange er grove og ubehøvlede over for personalet agt der ingen empati er med hvor meget de også er skåret i personale og tid .

Hvordan de stakkels sygeplejesker løber og tit hverken får pause eller mad under en hel vagt og alligevel smiler de og svarer venligt. 

Jeg misunder ikke folk i offentlige stillinger på nogen måde og tænker at mange ville have godt af lige at sluge deres egen mig mig mig mentalitet og så kig lidt på hvor godt vi trods alt har det i forhold til hvor få der er til at betale gildet. 

Og nej det er ikke møntet på nogen som helst hverken herinde eller irl men bare generelt møntet på vores krævesamfund.

Godt at høre - jeg forstår hvad du mener - er en af de offentligt ansatte�� ha ha����

Carina:-) skriver:

Der er ingen tvivl om at der er forskel  de forskellige kommuner 

Jeg har selv mistet en datter for efterhånden mange år siden og f.eks da jeg igen blev gravid og nærmest var dødens angst var dag 1 fik jeg en fantastisk behandling

Jeg blev skannet når jeg ville faktisk blev jeg skannet en gang kl halv 4 om natten fordi jeg græd i tlf og til sidst satte de fødslen igang 4 uger før fordi jeg var så bange hele tiden og de sagde deres erfaring var at det kunne give prob bagefter med depression hvis man pressede for meget .

Men i de forum jeg var og er i på blandt andet facebook kan jeg læse at rigtig mange fortæller at deres angst ikke bliver taget alvorligt af deres læge så de kommer ikke videre i systemet og bliver taget hånd om af de teams der er rundt omkring til sårbare gravide .

Og det er noget skidt at der kan være forskel på behandling for den burde slf være ens landet over.

Nu det med at råbe og skrige var nu heller ikke på sygehus eller lign. men mine observationer når jeg har siddet på kommunen og ventet for på min kommune sidder man samme sted om det er syge eller ledige.

Men jeg ser også via mine ( desværre ) mange indlæggelser at rigtig mange er grove og ubehøvlede over for personalet agt der ingen empati er med hvor meget de også er skåret i personale og tid .

Hvordan de stakkels sygeplejesker løber og tit hverken får pause eller mad under en hel vagt og alligevel smiler de og svarer venligt. 

Jeg misunder ikke folk i offentlige stillinger på nogen måde og tænker at mange ville have godt af lige at sluge deres egen mig mig mig mentalitet og så kig lidt på hvor godt vi trods alt har det i forhold til hvor få der er til at betale gildet. 

Og nej det er ikke møntet på nogen som helst hverken herinde eller irl men bare generelt møntet på vores krævesamfund.

Nej den her behandling var ikke på sygehuset det var i socialkontoret var lige færdig med mit speciale da jeg fik Lia og derfor ledig. Blev sygemeldt som ledig efter 4 mnds barsel og skulle derfor til sygesamtaler med en sagsbehandler - min læge ville have givet mig en ubegrænset sygemelding og det samme ville sygehuset. 

Men da man ikke må rejse som sygemeldt og der ikke findes dispensationer for det valgte jeg at raskmelde mig. Men til de 3 samtaler jeg nåede at have med sagsbehandler var det ikke en hemmelighed at ja selvsagt var hun ked af min situation som menneske, men alm sagsbehandler ønskede hun mig hurtigst muligt ud af sygedagpenge kassen og over i dagpengekassen, og det var jo heller ikke et rigtigt arbejde jeg skulle over i men "bare" jobsøgning og diverse kurser. Og når jeg pointere at man som ledig ikke kunne være deltidssygemeldt ikke kunne få fri til sorggrupper mm. Så fik jeg et skuldertræk og et "jo men det er jo ikke så hårdt at være ledig". 

Og ja så skulle jeg så raskmelde mig, men der var svært fordi systemet ikke kunne finde ud af mig - altså computersystemet og jeg derfor måtte være den uvidende og forvirrede. 

Sygehus og læge er en helt anden historie (dog ikke meget bedre, men....)

lineog4 skriver:

Nej den her behandling var ikke på sygehuset det var i socialkontoret var lige færdig med mit speciale da jeg fik Lia og derfor ledig. Blev sygemeldt som ledig efter 4 mnds barsel og skulle derfor til sygesamtaler med en sagsbehandler - min læge ville have givet mig en ubegrænset sygemelding og det samme ville sygehuset. 

Men da man ikke må rejse som sygemeldt og der ikke findes dispensationer for det valgte jeg at raskmelde mig. Men til de 3 samtaler jeg nåede at have med sagsbehandler var det ikke en hemmelighed at ja selvsagt var hun ked af min situation som menneske, men alm sagsbehandler ønskede hun mig hurtigst muligt ud af sygedagpenge kassen og over i dagpengekassen, og det var jo heller ikke et rigtigt arbejde jeg skulle over i men "bare" jobsøgning og diverse kurser. Og når jeg pointere at man som ledig ikke kunne være deltidssygemeldt ikke kunne få fri til sorggrupper mm. Så fik jeg et skuldertræk og et "jo men det er jo ikke så hårdt at være ledig". 

Og ja så skulle jeg så raskmelde mig, men der var svært fordi systemet ikke kunne finde ud af mig - altså computersystemet og jeg derfor måtte være den uvidende og forvirrede. 

Sygehus og læge er en helt anden historie (dog ikke meget bedre, men....)

Nå ja - ha ha! 

Apropos det med rejse og sygedagpenge.

Min kæreste som jeg næsten lige havde mødt dengang, måtte forsøge mig i en periode på 4-6 måneder hvor jeg ikke fik nogen indkomst (hverken SU eller arbejde) fordi jeg var sygemeldt. 

Da jeg endelig fik tilkendt sygedagpenge betalte jeg min kæreste tilbage. For at hjælpe mig med at få det bedre foreslog han at vi tog på kanotur (en uge i dk) så jeg fik lidt motion og vi fik en lille ferie/oplevelse sammen. Anede ikke man ikke måtte holde ferie på sd. Men der fik jeg en sur sagsbehandler i røret som trak mig en uge i sd fordi jeg holdt ferie - helt til grin når det netop handlede om at det var aktiv ferie mhp at bedre depressionen gennem motion, lys og frisk luft....

Jeg tager hatten af for offentlige ansatte. Især folk på sygehuse. Jeg er sikker på, at er gør deres bedste, men der bare ikke er ressourcer nok! Det må være frusterende. Ikke nok med det, så er det dem, som står som skydeskive overfor dem de behandler. 

Det hele handler vel om ressourcer - og så er der selvf. Brodne kar en gang imellem, som jeg har været uheldig at møde.