Hvorfor deleøkonomi?

1. Hvorfor skal økonomi og kærlighed blandes sammen? I den forstand at hvis man ikke har fællesøkonomi, så elsker man hinanden mindre? Det er da - om noget - uromantisk!

2. Det overrasker mig til stadighed, at der kun er én, der har nævnt risikoen for fastfrosne aktiver i tilfælde af den enes død. Det er en reel risiko, som man skylder sig selv og eventuelle børn at tage stilling til og mitigere ved at have en personlig opsparing eller lønkonto med nok likvide midler til et par måneders overlevelse samt eventuelle omkostninger til partnerens begravelse.

3. Udgangspunktet for diskussionen er sandsynligvis ikke det samme for de forskellige brugere. Forskelligt rådighedsbeløb vil fordre forskellige indgangsvinkler. En forskel på 1000,- om måneden i rådighedsbeløb kan betyde meget for en familie og knap så meget for en anden. I forlængelse heraf vil virkningen af og holdningen til fællesøkonomi være ditto divergerende.

Og i øvrigt - til hende, der skrev, at det ikke er en del af den borgerlige tankegang at hjælpe andre: sikke noget hø! Hop lige ned fra blokpolitikken og læs op på din idéhistorie. 

Jeg har lige været igennem møllen omkring fastfrosne aktiver i forbindelse med min mors dødsfald. Det var meget ukompliceret og skal ikke være et argument for deleøkonomi.

Vi har som en selvfølge fælles økonomi. Ville hade at skulle bede om penge under barsel fx. Jeg er derudover på deltid som en fælles prioritering, men hvis jeg skulle bede om madpenge eller tøjpenge til mig og ungerne, ville det slet ikke kunne gå.

Vi deler gener, ergo deler vi også penge.

Abracadabra skriver:

Jeg har lige været igennem møllen omkring fastfrosne aktiver i forbindelse med min mors dødsfald. Det var meget ukompliceret og skal ikke være et argument for deleøkonomi.

Vi har som en selvfølge fælles økonomi. Ville hade at skulle bede om penge under barsel fx. Jeg er derudover på deltid som en fælles prioritering, men hvis jeg skulle bede om madpenge eller tøjpenge til mig og ungerne, ville det slet ikke kunne gå.

Vi deler gener, ergo deler vi også penge.

Jeg er meget enig med dig - hvilket jeg ofte er 

Ja og nej. 

Vi har hver vores konto med hver vores løn og hver vores udgifter.

han har et bolig lån og en bil 

jeg har hest  

alt andet er fælles, jeg er øvrigt på SU og han tjener vel 10-15 gange mere ihvertfald end jeg (ja jeg læser ikke matematik ) 

men det er jo bare sådan det er pt. Når jeg er færdig uddannet og igang igen, kommer jeg til at tjene 3 gange så meget, og der vil pengene stadig blive fordelt lige mellem os. 

I medgang og modgang - også økonomisk  

Abracadabra skriver:

Jeg har lige været igennem møllen omkring fastfrosne aktiver i forbindelse med min mors dødsfald. Det var meget ukompliceret og skal ikke være et argument for deleøkonomi.

Vi har som en selvfølge fælles økonomi. Ville hade at skulle bede om penge under barsel fx. Jeg er derudover på deltid som en fælles prioritering, men hvis jeg skulle bede om madpenge eller tøjpenge til mig og ungerne, ville det slet ikke kunne gå.

Vi deler gener, ergo deler vi også penge.

Det KAN være forholdsvis uproblematisk. Afhængigt af behandlingstid i skifteretten, antal og typer af aktiver/passiver, kreditorer, banken (forskellige banker - forskellige policies/processer) mv.

lineog4 skriver:

Hvorfor er man mindre elsket fordi man ikke har fælles økonomi og man har en ide om at man har råderet over egen løn? 

At man ikke har fælles konto gør da ikke der er betingelser for kærligheden? 

Vi elsker hinanden (tror jeg da ), vi stiller ingen betingelser, har været kærester i 23 år og har fået 4 børn sammen - og vi har ikke fælles konto. Jo mere jeg læser i denne tråd og dermed også tænker, så kan jeg mærke jeg godt kan lide at have en lille rest Af total selvstændighed som min egen konto giver. Og det betyder ikke jeg ikke under min mand noget (han tjener forresten også mere end mig), eller at jeg vil have de penge jeg selv har tjent. 

 

Hvis jeg tjente langt mere end min mand og ikke delte med ham så ville det klart være et tegn på, at jeg ikke regnede ham for en partner for livet. Måske derfor jeg tænker det samme ville være tilfællet hvis det var omvendt.. Og jeg synes slet ikke det er det samme, som at betale mere til f.eks. Rejser, børn osv. Det er ikke ligeværdigt. Så er det den med pengene der har magten og den med mindre der skal være "taknemmelig".

Roselil skriver:

Hvis jeg tjente langt mere end min mand og ikke delte med ham så ville det klart være et tegn på, at jeg ikke regnede ham for en partner for livet. Måske derfor jeg tænker det samme ville være tilfællet hvis det var omvendt.. Og jeg synes slet ikke det er det samme, som at betale mere til f.eks. Rejser, børn osv. Det er ikke ligeværdigt. Så er det den med pengene der har magten og den med mindre der skal være "taknemmelig".

Vi taler aldrig om hvem betaler hvad, ved faktisk ikke hvordan vi finder ud af det  mest hvem hiver kortet op og ja så en gang imellem da økonomien var lidt mere stram så vidste vi om en af kontiene var ved at være i bund og ja så betalte den anden.

Vi er hundrede procent ligeværdige også selvom jeg tjener mindre, og jeg skalter og valter med hans penge på samme måde som mine egne når det handler om ting og oplevelser til familien. Vi kan joke om det, men det er det.

Min kæreste og jeg har fælles økonomi dog lommepenge på hver vores konto. Da han tjener mere har han mere. Der skal være en fordel. 

Jeg synes det er arrogant at sige man ikke elsker hinanden bare fordi men ikke har fælles økonomi. Er man svag som individ hvis man har? Nej jeg tror på folk gør hvad de vil og hvad de selv mener er rigtigt

Selvfølgelig gør folk det de mener er bedst derfor det er interessant at høre forskellige folks holdninger. Jeg må dog sige, jeg har ikke ændret mine. Hvorfor skal der være en fordel ved at tjene mere? Min mand har ingen uddannelse og jeg ville til enhver tid kunne tjene mere end ham. Men han knokler da lige så meget som mig. Derudover skal han leve med færre rettigheder, færre goder, mindre prestige osv. Jeg vidste godt at der nok var nogle der kunne blive stødt over den bemærkning med "at elske mindre". Men jeg tænker sådan, fordi jeg netop ville elske mindre hvis jeg ikke delte af mit overskud. Man tar vel altid udgangspunkt i sig selv... Jeg kender dog masser af par med hel eller delvis deleøkonomi og er da ikke i tvivl om at de er glade sammen. Jeg ville bare aldrig selv kunne leve sådan.

lineog4 skriver:

Vi taler aldrig om hvem betaler hvad, ved faktisk ikke hvordan vi finder ud af det  mest hvem hiver kortet op og ja så en gang imellem da økonomien var lidt mere stram så vidste vi om en af kontiene var ved at være i bund og ja så betalte den anden.

Vi er hundrede procent ligeværdige også selvom jeg tjener mindre, og jeg skalter og valter med hans penge på samme måde som mine egne når det handler om ting og oplevelser til familien. Vi kan joke om det, men det er det.

Men så har i vel egentlig heller ikke delt økonomi