Hvorfor deleøkonomi?

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Nu deler min kæreste og jeg dog vores økonomi. 

Men... Det tog mig osse 4 år før jeg valgte at få fælles økonomi! 

Af den simple grund at jeg var bange for at bruge hans penge 

Ved det er noget pjat, men jeg ville bare ha det dårligt med at bruge hans penge. 

Jeg var vant til at bruge mine egne kun og ikke låne af nogle. 

Men efter vi fik barn sammen, så fik han mig overtalt. 

Og seriøst... ja.. Det er hundrede gange nemmere at ha styr på! 

Vi er fælles om alt og hjælper hinanden hvor vi kan.

Roselil skriver:

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Selv om jeg lever i et dejligt og rigtig godt ægteskab med min mand, så er vi stadig to selvstændige personer. Vi har hver vores interesser, hver vores venner og ja også hver vores penge. 

Vi anvender hver vores penge på forskellig vis, og han må for min skyld bruge sine penge, som han vil. Havde vi fælles økonomi ved jeg med mig selv, at jeg ville se anderledes på det.

Her i familien har jeg den højeste indkomst. Og jeg er slet og ret så selvcentreret, at jeg mener, at min udmærket løn er MIN fortjeneste. Det er mig, der har knoklet på min uddannelse, mig der har lagt mange arbejdstimer i mit arbejdsliv og mig der har forhandlet mig frem til min løn. (Han har også knoklet osv, og det får han så sin løn for). 

Puha, med ovenstående er jeg vist stemplet som en meget usympatisk, følelseskold kælling, hvilket jeg (mener jeg selv) på ingen måde er. Det hører da også med til historien, at jeg afholder stort set alle udgifter til vores børn, ferier og oplevelser. Dette er dog aldrig blevet drøftet mellem os og er derfor ikke en fast aftale. Mere noget jeg gør ad hoc fra gang til gang - det sker så bare næsten hver gang. 

Det skal lige siges, at min mand aldrig har foreslået fælles økonomi, og jeg ville formentlig også afslå det, hvis han skulle komme med forslaget.

her er vi sådan midt imellem.

Vores løn går ind på vores egne konti, og så har vi fælles budget konto, fælles madkonto og fælles opsparing.

Vores lommepenge er vores egne, og ja jeg kan godt lide at vi har nogle penge vi kan bruge som vi vil - så behøver jeg ikke have dårlig samvittighed over et par dyre sko og han kan købe de ting han vil.

Når vi er ude at spise osv. så skiftes vi til at betale, og hvis man får lidt ekstra en måned, så går det til opsparingen.

Vi kunne sikkert ligeså godt have en fælles konto og så hver vores lommepenge konto, som der bliver ført penge over på, men her virker det fint - og ja vi er gift, har hus børn og det hele og været sammen i 15 år - men det sidste skridt har vi aldrig taget. Det skal også siges at ingen af os er nærrige, og der er ikke millimeter demokrati med jeg betalte sidst, så nu skylder du osv.

Roselil skriver:

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Mig og min mand har snart 2 børn men ikke fælles økonomi og det er der også flere venner og familiemedlemmer der synes er mærkeligt.. Men det er os begge der synes det fungere for godt lige nu til at ville ødelægge det.. Min mand tjener ca 3 gange så meget som mig og arbejder også 3 gange så meget, så derfor står han for lån i huset.. Vi betaler ligeligt til forbrug, og så betaler jeg for mad og bleer og den slags.. Jeg bruger mine penge fornuftigt og har altid en opsparing.. Jo flere penge på opsparingen jo bedre.. For min mand er det helt umuligt at lave en opsparing. Han bruger hver en mønt han ejer og det ved han godt.. Derfor synes vi begge at det fungere godt med hver sin bank.. Så kan vi stadig tage på ferier osv

Da vi flyttede sammen for 16 år siden var jeg på SU og han tjente 35.000/ mdr. Han tog det største slæb med de fælles udgifter, men det var for mig at se hans penge. Han knoklede en vis del ud af bukserne for de penge, så hvorfor skulle jeg bruge dem? 

Nu tjener jeg mere end ham og intet har ændret sig. Jo jeg betaler mere til de fælles udgifter, men vi har stadig hver vores lønkonto, fælles budget og fælles madkonto. Det fungerer fint uden at vi er nærige. Det et hip som hap hvem, der betaler hvad til barn og dyr. 

Men vi ser ingen grund til at blande vores økonomi sammen. Han har billån til en bil jeg ikke bruger, og jeg har SUlån, som han da ikke skal betale til osv osv. Vi har hver vores prioreringer af hvad vi bruger vores penge på, og det skal være helt uden at den anden blander sig. 

Når han vælger at købe et ur til 2000 kr, er det hans egne penge og ikke min hovedpine. 

Roselil skriver:

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Jeg tænker præcis som du. Her har vi 100% fælles økonomi og har haft det siden vi fik børn. På et tidspunkt tjente min mand ca. 20.000 kr./mdr. Mere end mig - i dag tjener jeg lidt mere end ham. Det går vi på ingen måde op i. Flere skriver, at deres mand (eller dem selv) tjener langt mere og at de penge kunne de ikke drømme om at røre/dele fordi det er den der tjener pengenes fortjeneste. Her er jeg helt uenig. Hvis de ene part tjener tre gange så meget som den anden så er det jo ofte fordi man også arbejder langt mere. Dette kan jo kun lade sig gøre fordi den anden part tager den største/hele tjørnen med børn, hus og hjem. Og hvad er den arbejdskraft så værd?? Nærighed er det aller værste jeg ved. Især i de forhold, hvor den ene tjener langt mere end den anden synes da det er super uværdigt, at den lavtlønnede skal være afhængig af "den andens gode humør? " 

Roselil skriver:

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Vi har haft fuldstændig fælles økonomi i over 15 år, men i takt med at vore lønninger er blevet bedre og bedre, er vores forbrug selvfølgelig steget. Og imens jeg gerne vil bruge penge på huset vil min mand gerne bruge penge på fælles fornøjelser, så det har givet anledning til lidt unødige gnidninger. Så derfor har vi valgt en anden løsning end fuldstændig fælles økonomi. Når vi hver især har betalt til budget og husholdning er de resterne penge på hver vores konto, vores egne uden indblandning fra den anden part, og det fungere udover al forventning

For os handler det ikke om at vi ikke vil dele, for os handler det mere om prioriteringer. Og det har faktisk haft den effekt at vi slet ikke døjer med tale om økonomi mere, og vi begge har en slags økonomisk frihed, og dermed er mere glade

Og ingen af os er følesesmæssige nærrige

Tøs85 skriver:

Mig og min mand har snart 2 børn men ikke fælles økonomi og det er der også flere venner og familiemedlemmer der synes er mærkeligt.. Men det er os begge der synes det fungere for godt lige nu til at ville ødelægge det.. Min mand tjener ca 3 gange så meget som mig og arbejder også 3 gange så meget, så derfor står han for lån i huset.. Vi betaler ligeligt til forbrug, og så betaler jeg for mad og bleer og den slags.. Jeg bruger mine penge fornuftigt og har altid en opsparing.. Jo flere penge på opsparingen jo bedre.. For min mand er det helt umuligt at lave en opsparing. Han bruger hver en mønt han ejer og det ved han godt.. Derfor synes vi begge at det fungere godt med hver sin bank.. Så kan vi stadig tage på ferier osv

Jeg bliver lidt bekymret her. Hvad hvis i gik fra hinanden og han kan bevise at han alene har betalt huslånet. Kan du så ikke ende med at han får hele kagen? Og måske ovenikøbet skal dele din opsparing. Ved ikke så meget om det her, så måske er det helt forkert.

Mom skriver:

Vi har haft fuldstændig fælles økonomi i over 15 år, men i takt med at vore lønninger er blevet bedre og bedre, er vores forbrug selvfølgelig steget. Og imens jeg gerne vil bruge penge på huset vil min mand gerne bruge penge på fælles fornøjelser, så det har givet anledning til lidt unødige gnidninger. Så derfor har vi valgt en anden løsning end fuldstændig fælles økonomi. Når vi hver især har betalt til budget og husholdning er de resterne penge på hver vores konto, vores egne uden indblandning fra den anden part, og det fungere udover al forventning

For os handler det ikke om at vi ikke vil dele, for os handler det mere om prioriteringer. Og det har faktisk haft den effekt at vi slet ikke døjer med tale om økonomi mere, og vi begge har en slags økonomisk frihed, og dermed er mere glade

Og ingen af os er følesesmæssige nærrige

Har i så nogenlunde det samme til forbrug?