Hvorfor deleøkonomi?

SØS skriver:

Ah - det er vist ikke borgerlig tankegang at sørge for at der bliver taget hånd om alle... 

I den danske borgerlige tankegang er det vel en del af grundtanken, at ingen skal efterlades uden noget. Du finder næppe et dansk parti, der ikke går ind for et socialt sikkerhedsnet og en omfordeling gennem skatten. 

Janey skriver:

Vi har som mange andre også beskriver her i tråden kun delvis fælles økonomi. Vi har hver vores lønkonto, hvor vores løn går ind og fra den betaler vi alle vores fælles udgifter (biler, hus, mad osv.) og så har vi frit råderum over restbeløbet på hver vores konto, hvor vi har ca. det samme tilbage hver måned.

Vi kunne da godt gøre det omvent og få vores løn ind på en fælles konto og så få "lommepenge" derfra, men jeg hader ordet "lommepenge" i den forbindelse, da jeg forbinder det med noget børn får. Jeg er voksen og tjener mine egne penge og får ikke lommepenge af nogen, så hos os har det intet med nærighed at gøre, da vi jo som sagt deler alle udgifter alligevel, men bare ikke via en fælles konto. Samtidig får jeg så heller ikke dårlig samvittighed, når jeg fyrer 15.000 af på en tøsetur til NYC, fordi min mand ikke har betalt til det. 

En anden grund er den, som en anden også nævner, at ved et dødsfald vil fælles konti blive spærret, og det er ikke så fedt at få sin løn og eneste indtægt spærret i flere måneder samtidig med, at man er i sorg over at miste sin partner og har en million andre ting at håndtere i den forbindelse.

 

Kan godt følge den med lommepengene, jeg skriver det egentlig bare af mangel på andet udtryk men har i så samme beløb til forbrug?

female skriver:

Det er da en socialistisk tankegang at putte alt i en pulje og dele ligelig  er enig i, at det også er en del af den borgerlig tankegang at sørge for, at der bliver taget hånd om alle. Dvs alle får af kagen, men derfor behøver stykkerne jo ikke at være lige store  Min mand har kage på tallerkenen - mit stykke er bare lidt større.

I vores model bruger jeg en del af de penge, som jeg tjener mere på fælles ting i form af fx oplevelser og ferier. Hvis vi delte pengene ligeligt, er jeg ikke sikker på, at min mand ville synes, at de skulle prioriteres tilsvarende. Han ville måske hellere købe en ny motorcykel, en havetraktor eller andet. Derfor fungerer vores model ikke helt som en fælles økonomi, da jeg har beslutningskompetencen, eftersom pengene er mine.

Men forhåbentlig har alle familier indrettet sig, så det fungerer i den enkelte familie. Den økonomiske fordeling er jo kun problematisk, hvis én af parterne ikke er enige.

Det er da fint at det fungerer for jer jeg ville personligt aldrig kunne indgå få forhold med een der tænkte sådan. Tror jeg ville være bange for, at være mindre elsket. Eller at der var visse betingelser for kærligheden. Hvad hvis han imorgen stod uden indtægt, skulle alt hvad han fik fra dig så kun bruges til, af dig godkendte køb osv. 

Morgensol skriver:

Vi har fælles budgetkonto og opsparing, men hver sin lønskonto. Vi har kort til hinandens konto og fuldmagt. Aka fællesøkonomi. 

Årsagen til at vi har hver sin lønkonto er for at sikre hinanden hvis der, gud forbyde det, skulle ske noget med en af os. 

Det er nemlig sådan at hvis man dør, så blir ens konto spærret indtil dødsboet er gjort op. Også selvom der er en kone/mand.. Så for 9 år siden da min svigerfar døde, stod min svigermor uden en krone på lommen i flere måneder fordi deres fælles konto var blevet spærret! Den situation vil vi gerne sikre os imod og derfor har vi valgt at ha hver vores lønkonto! 

Ja den med kontorerne er selvfølgelig værd at tage med i overvejelserne, sikke et ubehageligt scenaire...

Roselil skriver:

Det er da fint at det fungerer for jer jeg ville personligt aldrig kunne indgå få forhold med een der tænkte sådan. Tror jeg ville være bange for, at være mindre elsket. Eller at der var visse betingelser for kærligheden. Hvad hvis han imorgen stod uden indtægt, skulle alt hvad han fik fra dig så kun bruges til, af dig godkendte køb osv. 

I min verden har penge og kærlighed ikke noget med hinanden at gøre. Jeg elsker ikke min mand mindre, blot fordi jeg ikke har fælles økonomi. Skulle tankegangen om penge lig kærlighed føres videre, ville der vel være lige så stor risiko for, at den der hver måned fik penge af den anden part, blev i forholdet af økonomiske grunde...

Hvis en af os bliver arbejdsløs, har vi selvfølgelig en ny situation, som vi sammen må løse. 

female skriver:

Det er da en socialistisk tankegang at putte alt i en pulje og dele ligelig  er enig i, at det også er en del af den borgerlig tankegang at sørge for, at der bliver taget hånd om alle. Dvs alle får af kagen, men derfor behøver stykkerne jo ikke at være lige store  Min mand har kage på tallerkenen - mit stykke er bare lidt større.

I vores model bruger jeg en del af de penge, som jeg tjener mere på fælles ting i form af fx oplevelser og ferier. Hvis vi delte pengene ligeligt, er jeg ikke sikker på, at min mand ville synes, at de skulle prioriteres tilsvarende. Han ville måske hellere købe en ny motorcykel, en havetraktor eller andet. Derfor fungerer vores model ikke helt som en fælles økonomi, da jeg har beslutningskompetencen, eftersom pengene er mine.

Men forhåbentlig har alle familier indrettet sig, så det fungerer i den enkelte familie. Den økonomiske fordeling er jo kun problematisk, hvis én af parterne ikke er enige.

Jeg mener blot, at grundtanken i et parforhold/ægteskab er, kald det bare socialistisk, at man i enhver henseende slår pjalterne sammen, deler, giver og tager. Jeg har "taget" og fået min mand med hud og hår, gode vaner og uvaner, plus på kontoen og minus på kontoen. Han giver energi og lægger flere kræfter herhjemme, når jeg er i underskud et vice versa - vi deles om alt, ansvar og pligter og frikadellerne til aftensmaden. 

Han har bidraget med mest økonomisk, da jeg var på SU og barsel - jeg trak læsset, da han var ledig et år, hvor han til gengæld havde mulighed for at tage sig særligt af vores syge barn, køre hende til behandling, være der for hende flere timer end jeg. Jeg har for længst overhalet ham lønmæssigt, men han knokler hårdt på jobbet hver eneste dag - fysisk set langt hårdere end jeg. 

Pga. sclerose aner vi ikke, om jeg om tre eller fem år må gå ned i tid eller helt stoppe på arbejdsmarkedet. Hvor ville jeg nødigt, at vi havde en model, der medførte, at jeg skulle opfatte vores indtægt til den tid som hhv. hans og mine penge og hans ekstraordinære tilskud til husholdningen som en særlig gestus fra hans side. 

Roselil skriver:

Det er da fint at det fungerer for jer jeg ville personligt aldrig kunne indgå få forhold med een der tænkte sådan. Tror jeg ville være bange for, at være mindre elsket. Eller at der var visse betingelser for kærligheden. Hvad hvis han imorgen stod uden indtægt, skulle alt hvad han fik fra dig så kun bruges til, af dig godkendte køb osv. 

Hvorfor er man mindre elsket fordi man ikke har fælles økonomi og man har en ide om at man har råderet over egen løn? 

At man ikke har fælles konto gør da ikke der er betingelser for kærligheden? 

Vi elsker hinanden (tror jeg da ), vi stiller ingen betingelser, har været kærester i 23 år og har fået 4 børn sammen - og vi har ikke fælles konto. Jo mere jeg læser i denne tråd og dermed også tænker, så kan jeg mærke jeg godt kan lide at have en lille rest Af total selvstændighed som min egen konto giver. Og det betyder ikke jeg ikke under min mand noget (han tjener forresten også mere end mig), eller at jeg vil have de penge jeg selv har tjent. 

SØS skriver:

Det er egentlig nok formuleringen jeg finder frastødende. Så langt fra den måde jeg tænker det at være i et parforhold på. Dejligt det virker for jer. 

 

Jeg holder af debatterne herinde for at høre, hvordan andre gør tingene og eventuelt blive inspireret til nye tanker. Derimod brænder jeg nok ikke nok for debatten til, at jeg kan blive "frastødt" eller "få alt til at stritte", hvis jeg oplever nogen med andre holdninger end jeg. For hvor ville verden da være kedelig, hvis vi alle levede ens. Men jeg er da oprigtigt ked af, at mine adskillige oplæg i denne debat bliver reduceret til en enkelt sætning taget ud fra en større sammenhæng, og at min holdning bliver stemplet som frastødende.

Jeg tror dog på, at man får en bedre og mere spændende debat, hvis man giver plads til meningsforskelle uden, at tonen bliver hård. 

Min kæreste og jeg har fælles økonomi dog lommepenge på hver vores konto. Da han tjener mere har han mere. Der skal være en fordel. 

Jeg synes det er arrogant at sige man ikke elsker hinanden bare fordi men ikke har fælles økonomi. Er man svag som individ hvis man har? Nej jeg tror på folk gør hvad de vil og hvad de selv mener er rigtigt

Mor og meget mere skriver:

Jeg mener blot, at grundtanken i et parforhold/ægteskab er, kald det bare socialistisk, at man i enhver henseende slår pjalterne sammen, deler, giver og tager. Jeg har "taget" og fået min mand med hud og hår, gode vaner og uvaner, plus på kontoen og minus på kontoen. Han giver energi og lægger flere kræfter herhjemme, når jeg er i underskud et vice versa - vi deles om alt, ansvar og pligter og frikadellerne til aftensmaden. 

Han har bidraget med mest økonomisk, da jeg var på SU og barsel - jeg trak læsset, da han var ledig et år, hvor han til gengæld havde mulighed for at tage sig særligt af vores syge barn, køre hende til behandling, være der for hende flere timer end jeg. Jeg har for længst overhalet ham lønmæssigt, men han knokler hårdt på jobbet hver eneste dag - fysisk set langt hårdere end jeg. 

Pga. sclerose aner vi ikke, om jeg om tre eller fem år må gå ned i tid eller helt stoppe på arbejdsmarkedet. Hvor ville jeg nødigt, at vi havde en model, der medførte, at jeg skulle opfatte vores indtægt til den tid som hhv. hans og mine penge og hans ekstraordinære tilskud til husholdningen som en særlig gestus fra hans side. 

Vi hjælper også hinanden, men det er ad hoc og hvis vi har lyst, fremfor en fast månedlig fordeling. Eksempelvis havde min mand på et tidspunkt en gammel gæld på cirka 100.000 (stiftet før min tid), som jeg en dag overraskede ham ved at betale ud. 

Nu bruger jeg sjældent større beløb på mig selv, men hvis/når jeg får lyst til det, vil jeg have muligheden for at gøre det - uden at spørge min mand om "lov". 

I min optik er sygdom, arbejdsløshed osv særlige omstændigheder, der naturligvis kræver en særlig løsning. I udgangspunktet har vi hver især ansvaret for vores egen økonomi, og jeg har heller ikke bedt om penge fra ham i de perioder, hvor jeg har været på barselsdagpenge. Men udgangspunktet kan selvfølgelig revideres ved særlige omstændigheder.