Hvorfor deleøkonomi?

Roselil skriver:

Jeg bliver lidt bekymret her. Hvad hvis i gik fra hinanden og han kan bevise at han alene har betalt huslånet. Kan du så ikke ende med at han får hele kagen? Og måske ovenikøbet skal dele din opsparing. Ved ikke så meget om det her, så måske er det helt forkert.

Nej vi er gift, og hus og bil og alle vores ting er fælleseje

Dog er hans firma særeje ved skilsmisse men ikke ved død..

Roselil skriver:

Men hvorfor så ikke bare slå det hele sammen og så give det samme beløb i lommepenge til jer begge. Så behøver i stadig ikke gå op i hvad i bruger dem på hver især. Uddannelsesvalg og deraf arbejde afhænger vel både af interesse og evner. Man kan bruge 5 år på humaniora og få et lavtbetalt undervisningsarbejde eller vælge jura og tjene kassen. Man har brugt lige lang tid på studiet...

Jamen, det kunne man også, men hele tankegangen er nok lidt for socialistisk til mig og mit borgerlige hjerte �� Jeg synes rent faktisk, at jeg har fortjent min løn, og derfor er det mig, der bruger den. Som sagt mangler min mand ikke noget (men selvfølgelig kan man altid bruge flere penge), og han tilhører kategorien af højtlønnede. Jeg kan slet ikke se behovet for fælles økonomi. I tilknytning til denne tråd spurgte jeg faktisk min mand, om han syntes det var uretfærdigt, at jeg ikke delte min løn med ham. Han sagde, at han aldrig havde skænket det en tanke ��

Vores løn går ind på hver vores konto, og så sætter vi et beløb ind på en fælles madkonto, budgetkonto og opsparing. Resten er til os selv. Sådan fungerer det bedst for os. Kan da godt se at det i nogle tilfælde er smart med helt fællesøkonomi, men omvendt er det også rart ikke at skulle tænke på den anden når man vil købe noget dyrt til sig selv. Vil jeg have nyt dyrt tøj, køber jeg det, vil han have nye højtalere, køber han det. Skal vi købe noget stort sammen, deles vi om udgiften. Hvis vi fx er ude at spise, er det ofte mig der betaler, da jeg tjener mest, og det er helt fint for os begge.

Her deler vi alt jeg orker ikke det der mine og dine penge og hvem skal betale hvad og hvornår så det hele ryger i en fælles pulje 

Vi tjener begge godt jeg mere end ham men i flere år var det ham der tjente mest så who cares -Desuden da han var på job i 16 timer om dagen da stod jeg for alt med ungerne så hvis han så samtidig syntes han også lige skulle beholde hans løn selv var jeg blevet pænt utilfreds.

Nu tjener jeg mest og bruger stadig mest men det er ligegyldigt for der er nok og vi mangler ikke noget.

Da vi blev gift valgte jeg også særeje fra for skulle vi blive skilt mener jeg stadig han har fortjent ½ delen  af min virksomhed -da han altså stod bag mig og støttede da jeg aldrig var hjemme og han måtte klare alt udover sit meget krævende job .

Vi er sammen  i tykt og tyndt så pengene er for os ikke noget vi gider bruge tid på at fordele og tænke over. 

female skriver:

Jamen, det kunne man også, men hele tankegangen er nok lidt for socialistisk til mig og mit borgerlige hjerte �� Jeg synes rent faktisk, at jeg har fortjent min løn, og derfor er det mig, der bruger den. Som sagt mangler min mand ikke noget (men selvfølgelig kan man altid bruge flere penge), og han tilhører kategorien af højtlønnede. Jeg kan slet ikke se behovet for fælles økonomi. I tilknytning til denne tråd spurgte jeg faktisk min mand, om han syntes det var uretfærdigt, at jeg ikke delte min løn med ham. Han sagde, at han aldrig havde skænket det en tanke ��

Jeg tænker, som skrevet tidligere, at jeres "model", hvor du alligevel afholder næsten alle udgifter til børn og ferier, jo i høj grad ligner fælles økonomi, hvor du bare ikke sætter dine penge i en fælles pulje, men giver en pæn del af dem til fællesskabet alligevel. Ligesom i et kollektiv, hvor den højtlønnede måske nok ikke smider en masse penge i "madkassen", men giver aftensmaden til de andre de fleste dage. 

Jeg studser lidt over de politiske begreber, du bringer på bane, for det er da en god, borgerlig dyd at tage hånd om sig selv OG sine - familien udgør jo en fast bastion inden for de borgerlige idealer som et fællesskab, ikke en individorienteret konstellation. Det er vist gængs tankegang og praksis for både socialister og borgerlige, at man deles om det meste i et ægteskab, også økonomisk. 

Roselil skriver:

Men ville det så ikke have været hip som hap om i havde slået det sammen fra start? Var det fordi i var usikre på, om det skulle være jer to? Og hvis i har en fin indtægt hvorfor kunne du så ikke "unde" ham et dyrt ur f.eks.? 

Vi har ikke en fin indtægt længere. Vi har ganske alm job (mit er faktisk lavtlønnet og jeg er på deltid). 

Men nej, det havde vi ikke lyst til i sin tid. Jeg havde og har stadig svært ved at se hvorfor jeg skulle have adgang til hans penge, som han knoklede for. 

Og igen. Jeg har studiegæld han ikke skal betale for og jeg vil ikke betale for hans billån. Det er hans bil. Vi har ikke noget fælles gæld og derfor ikke fælles aktiver. 

Det kommer ikke ham ved hvad jeg bruger mine penge på og omvendt. Hans prioreringer ang køb strider imod min overbevisning, så jeg ville have det dårligt ved at have fælles økonomi. Jeg har ingen forståelse for underbukser fra under armor, og han har ikke forståelse for bodum kaffemaskiner. Så det vil spare os for en masse debat at holde det afskilt. 

Roselil skriver:

 inspireret af en anden tråd, vil jeg gerne spørge ind til det med delt økonomi og parforhold. Jeg har nemlig aldrig forstået konceptet. For mig er det en form for nærrighed, at man ikke vil dele sine penge med den man deler livet med. Jeg tænker nok lidt, at økonomisk nærrighed er lig følelsesmæssig nærrighed. Jeg ved godt at jeg sikkert provokerer nogle og måske har jeg slet ikke ret... Men jeg forstår det simpelthen bare ikke! Så vil i søde damer som har erfaring med deleøkonomi ikke være venlige at oplyse mig

Her betaler vi hver især til fælles budget og en fælles madkonto. Hvad der er tilbage på vores kontoer, er vores hver især. Vi har to forskellige hobbyer, og vi har selv tjent de penge, hver især. Så for os er det rigtig rart at kunne købe det VI vil have hver især. Uden at Stå til regnskab.. Og vi har hver en opsparing som er vores hver især. Både for at sikre os selv ved evt brud, men også til at kunne købe noget som vi ønsker os. Uden at skulle være enige.. Min kæreste tjener MEGET mere end mig, og vil alle dage gøre det, men hun er sød til at betale mere til budgetten end mig, så jeg har lidt mere til mig selv end hvis det skulle være 50/50 

Jeg kan se, at der er mange af jer med delt økonomi der skriver, at i ikke vil stå til regnskab for den anden når i køber noget til jer selv. Jeg har bare svært ved at følge det. Hvis man elsker en person vil man vel gerne have at de er glade og under dem derfor den iPad, bog, underbukser mm. eller man kan i det mindste have samme beløb til lommepenge...

Roselil skriver:

Jeg kan se, at der er mange af jer med delt økonomi der skriver, at i ikke vil stå til regnskab for den anden når i køber noget til jer selv. Jeg har bare svært ved at følge det. Hvis man elsker en person vil man vel gerne have at de er glade og under dem derfor den iPad, bog, underbukser mm. eller man kan i det mindste have samme beløb til lommepenge...

Tror du skal se det omvendt - i hvert fald her hjemme. Vi under begge hinanden ALT, det er mere om man under sig selv det. Hmm måske svært at forklare, men jeg ville formodentlig bremse mig selv hvis vi havde fælles konto, min mand ville ikke bremse mig. Jeg ville heller ikke bremse ham.

lineog4 skriver:

Tror du skal se det omvendt - i hvert fald her hjemme. Vi under begge hinanden ALT, det er mere om man under sig selv det. Hmm måske svært at forklare, men jeg ville formodentlig bremse mig selv hvis vi havde fælles konto, min mand ville ikke bremse mig. Jeg ville heller ikke bremse ham.

Okay på den måde jeg kan også godt bremse mig selv lidt hvis der er noget dyrt jeg vil have pga. Det er vores fælles penge. Men synes egentlig det er meget rart. Så får jeg tænkt mig om en ekstra gang. Sommetider meget godt når man har et impulsivt temperament som jeg. Er det noget jeg virkelig vil have, så køber jeg det selvfølgelig. Min mand ville dog aldrig sige noget til et køb.