Hvorfor deleøkonomi?

Vi har ikke fælles økonomi, ingen særlig grund, vi gider nok bare ikke at bruge tid på det, når det andet fungerer og vi begge er tilfredse. 

Manden tjener en hel del mere end mig, han betaler også næsten alle vores faste udgifter, han afdrager på vores fællesejede hus, på den ene bil (den anden har han betalt kontant), forsikringer, olje og strøm betaler han også samt institionspladserne. Mad og andre dagligvarer betaler den der køber ind. Benzin køber den der kører bilen, når tanken er tom. Vi regner med at vi begge bidrager med ca. Samme beløb her. Men har ikke undersøgt det. Tit er det mig der betaler tøjet til ungerne, fordi jeg køber det, men manden spørger tit om jeg ikke vil have hans betalingskort med. 

For os fungerer det fint :-) Ingen føler sig snydt og vi har begge penge nok til os selv.

åh ja rejser betaler manden også.

Vi har fælles budgetkonto og opsparing, men hver sin lønskonto. Vi har kort til hinandens konto og fuldmagt. Aka fællesøkonomi. 

Årsagen til at vi har hver sin lønkonto er for at sikre hinanden hvis der, gud forbyde det, skulle ske noget med en af os. 

Det er nemlig sådan at hvis man dør, så blir ens konto spærret indtil dødsboet er gjort op. Også selvom der er en kone/mand.. Så for 9 år siden da min svigerfar døde, stod min svigermor uden en krone på lommen i flere måneder fordi deres fælles konto var blevet spærret! Den situation vil vi gerne sikre os imod og derfor har vi valgt at ha hver vores lønkonto! 

Her går alt i en stor pulje og vi får overført et fast beløb til mad og forbrug hver måned.

Vi betaler af på hinandens gæld. Jeg betaler også fælles til min mands faderskabsbidrag og det til min datter går også fælles ind.

Så alt er delt 100%��

Der er ikke noget.mit og dit eller lommepenge eller noget.

Det handler om mad og praktiske ting først, så hygge gaver og ting til os selv.

Vi har et meget lavt forbrug og køber sjældent brugsting, øf når vi har behov, så taler vi om det og så køber man det��

Fungerer super og ingen klager eller sure miner��

Vi elsker begge vores fælles økonomi.

Roselil skriver:

Jeg kan se, at der er mange af jer med delt økonomi der skriver, at i ikke vil stå til regnskab for den anden når i køber noget til jer selv. Jeg har bare svært ved at følge det. Hvis man elsker en person vil man vel gerne have at de er glade og under dem derfor den iPad, bog, underbukser mm. eller man kan i det mindste have samme beløb til lommepenge...

Well Said! 

female skriver:

Jamen, det kunne man også, men hele tankegangen er nok lidt for socialistisk til mig og mit borgerlige hjerte �� Jeg synes rent faktisk, at jeg har fortjent min løn, og derfor er det mig, der bruger den. Som sagt mangler min mand ikke noget (men selvfølgelig kan man altid bruge flere penge), og han tilhører kategorien af højtlønnede. Jeg kan slet ikke se behovet for fælles økonomi. I tilknytning til denne tråd spurgte jeg faktisk min mand, om han syntes det var uretfærdigt, at jeg ikke delte min løn med ham. Han sagde, at han aldrig havde skænket det en tanke ��

Ærligt - Jeg forstår dig slet ikke. Og sætningen "jeg synes rent faktisk jeg har fortjent min løn og derfor er det mig, der bruger den" får ALT at stritte på mig....  

Vi har som mange andre også beskriver her i tråden kun delvis fælles økonomi. Vi har hver vores lønkonto, hvor vores løn går ind og fra den betaler vi alle vores fælles udgifter (biler, hus, mad osv.) og så har vi frit råderum over restbeløbet på hver vores konto, hvor vi har ca. det samme tilbage hver måned.

Vi kunne da godt gøre det omvent og få vores løn ind på en fælles konto og så få "lommepenge" derfra, men jeg hader ordet "lommepenge" i den forbindelse, da jeg forbinder det med noget børn får. Jeg er voksen og tjener mine egne penge og får ikke lommepenge af nogen, så hos os har det intet med nærighed at gøre, da vi jo som sagt deler alle udgifter alligevel, men bare ikke via en fælles konto. Samtidig får jeg så heller ikke dårlig samvittighed, når jeg fyrer 15.000 af på en tøsetur til NYC, fordi min mand ikke har betalt til det. 

En anden grund er den, som en anden også nævner, at ved et dødsfald vil fælles konti blive spærret, og det er ikke så fedt at få sin løn og eneste indtægt spærret i flere måneder samtidig med, at man er i sorg over at miste sin partner og har en million andre ting at håndtere i den forbindelse.

Jeg tænker, som skrevet tidligere, at jeres "model", hvor du alligevel afholder næsten alle udgifter til børn og ferier, jo i høj grad ligner fælles økonomi, hvor du bare ikke sætter dine penge i en fælles pulje, men giver en pæn del af dem til fællesskabet alligevel. Ligesom i et kollektiv, hvor den højtlønnede måske nok ikke smider en masse penge i "madkassen", men giver aftensmaden til de andre de fleste dage. 

Jeg studser lidt over de politiske begreber, du bringer på bane, for det er da en god, borgerlig dyd at tage hånd om sig selv OG sine - familien udgør jo en fast bastion inden for de borgerlige idealer som et fællesskab, ikke en individorienteret konstellation. Det er vist gængs tankegang og praksis for både socialister og borgerlige, at man deles om det meste i et ægteskab, også økonomisk. 

Det er da en socialistisk tankegang at putte alt i en pulje og dele ligelig  er enig i, at det også er en del af den borgerlig tankegang at sørge for, at der bliver taget hånd om alle. Dvs alle får af kagen, men derfor behøver stykkerne jo ikke at være lige store  Min mand har kage på tallerkenen - mit stykke er bare lidt større.

I vores model bruger jeg en del af de penge, som jeg tjener mere på fælles ting i form af fx oplevelser og ferier. Hvis vi delte pengene ligeligt, er jeg ikke sikker på, at min mand ville synes, at de skulle prioriteres tilsvarende. Han ville måske hellere købe en ny motorcykel, en havetraktor eller andet. Derfor fungerer vores model ikke helt som en fælles økonomi, da jeg har beslutningskompetencen, eftersom pengene er mine.

Men forhåbentlig har alle familier indrettet sig, så det fungerer i den enkelte familie. Den økonomiske fordeling er jo kun problematisk, hvis én af parterne ikke er enige.

SØS skriver:

Ærligt - Jeg forstår dig slet ikke. Og sætningen "jeg synes rent faktisk jeg har fortjent min løn og derfor er det mig, der bruger den" får ALT at stritte på mig....  

Herinde er der jo heldigvis også plads til at være uenige   Jeg er ikke flov over vores økonomiske fordeling herhjemme. Det er jo ikke sådan, at min mand går i genbrugsbutikker for at indkøbe slidte bukser, mens jeg kun handler i den dyre ende af Strøget. Som jeg også skriver, bruger jeg tværtimod mit overskud til vores børn, ferier, oplevelser mv. Hvis pengene blev delt ligeligt mellem os, ville han formentlig prioritere nogle af dem anderledes.

Men som sagt, det er helt okay, hvis det får "ALT til at stritte på dig". Vores model fungerer for mig - og heldigvis også for min mand.

female skriver:

Herinde er der jo heldigvis også plads til at være uenige   Jeg er ikke flov over vores økonomiske fordeling herhjemme. Det er jo ikke sådan, at min mand går i genbrugsbutikker for at indkøbe slidte bukser, mens jeg kun handler i den dyre ende af Strøget. Som jeg også skriver, bruger jeg tværtimod mit overskud til vores børn, ferier, oplevelser mv. Hvis pengene blev delt ligeligt mellem os, ville han formentlig prioritere nogle af dem anderledes.

Men som sagt, det er helt okay, hvis det får "ALT til at stritte på dig". Vores model fungerer for mig - og heldigvis også for min mand.

Det er egentlig nok formuleringen jeg finder frastødende. Så langt fra den måde jeg tænker det at være i et parforhold på. Dejligt det virker for jer. 

female skriver:

Det er da en socialistisk tankegang at putte alt i en pulje og dele ligelig  er enig i, at det også er en del af den borgerlig tankegang at sørge for, at der bliver taget hånd om alle. Dvs alle får af kagen, men derfor behøver stykkerne jo ikke at være lige store  Min mand har kage på tallerkenen - mit stykke er bare lidt større.

I vores model bruger jeg en del af de penge, som jeg tjener mere på fælles ting i form af fx oplevelser og ferier. Hvis vi delte pengene ligeligt, er jeg ikke sikker på, at min mand ville synes, at de skulle prioriteres tilsvarende. Han ville måske hellere købe en ny motorcykel, en havetraktor eller andet. Derfor fungerer vores model ikke helt som en fælles økonomi, da jeg har beslutningskompetencen, eftersom pengene er mine.

Men forhåbentlig har alle familier indrettet sig, så det fungerer i den enkelte familie. Den økonomiske fordeling er jo kun problematisk, hvis én af parterne ikke er enige.

Ah - det er vist ikke borgerlig tankegang at sørge for at der bliver taget hånd om alle...