Hvorfor deleøkonomi?

SØS skriver:

Jeg tænker præcis som du. Her har vi 100% fælles økonomi og har haft det siden vi fik børn. På et tidspunkt tjente min mand ca. 20.000 kr./mdr. Mere end mig - i dag tjener jeg lidt mere end ham. Det går vi på ingen måde op i. Flere skriver, at deres mand (eller dem selv) tjener langt mere og at de penge kunne de ikke drømme om at røre/dele fordi det er den der tjener pengenes fortjeneste. Her er jeg helt uenig. Hvis de ene part tjener tre gange så meget som den anden så er det jo ofte fordi man også arbejder langt mere. Dette kan jo kun lade sig gøre fordi den anden part tager den største/hele tjørnen med børn, hus og hjem. Og hvad er den arbejdskraft så værd?? Nærighed er det aller værste jeg ved. Især i de forhold, hvor den ene tjener langt mere end den anden synes da det er super uværdigt, at den lavtlønnede skal være afhængig af "den andens gode humør? " 

Tænker også tit på den klassiske med kvinden der har "ofret" karrieren (eller måske bare arbejder deltid) for at passe mand og hus, hvorefter manden løber med det hele ved skilsmisse...

SØS skriver:

Jeg tænker præcis som du. Her har vi 100% fælles økonomi og har haft det siden vi fik børn. På et tidspunkt tjente min mand ca. 20.000 kr./mdr. Mere end mig - i dag tjener jeg lidt mere end ham. Det går vi på ingen måde op i. Flere skriver, at deres mand (eller dem selv) tjener langt mere og at de penge kunne de ikke drømme om at røre/dele fordi det er den der tjener pengenes fortjeneste. Her er jeg helt uenig. Hvis de ene part tjener tre gange så meget som den anden så er det jo ofte fordi man også arbejder langt mere. Dette kan jo kun lade sig gøre fordi den anden part tager den største/hele tjørnen med børn, hus og hjem. Og hvad er den arbejdskraft så værd?? Nærighed er det aller værste jeg ved. Især i de forhold, hvor den ene tjener langt mere end den anden synes da det er super uværdigt, at den lavtlønnede skal være afhængig af "den andens gode humør? " 

Det kan godt være, at det i nogle tilfælde er sådan, at den med den laveste løn også tager den største byrde i hjemmet. Men ofte afspejler lønnen branche og uddannelse, og er derfor ikke altid proportionel med antallet af arbejdstimer. Selv om det er mig, der har den højeste løn, er det fortsat mig, der henter og bringer børn, står for al rengøring i huset osv. Disse "opgaver" skal efter min mening ikke fordeles efter lønnen, men efter hvem der har bedst tid og overskud. Vi bruger ganske vist nogenlunde lige mange timer om ugen på arbejdet, men han bruger flere timer end jeg med transport, venner, fritidsaktiviteter osv.

Jeg skal ikke udelukke, at min holdning til fælles økonomi udspringer af, at vi begge to har gode lønninger og ikke mangler noget - nogen af os. Måske min holdning var anderledes, hvis han var lavlønnet. 

Bshizzle skriver:

Nu deler min kæreste og jeg dog vores økonomi. 

Men... Det tog mig osse 4 år før jeg valgte at få fælles økonomi! 

Af den simple grund at jeg var bange for at bruge hans penge 

Ved det er noget pjat, men jeg ville bare ha det dårligt med at bruge hans penge. 

Jeg var vant til at bruge mine egne kun og ikke låne af nogle. 

Men efter vi fik barn sammen, så fik han mig overtalt. 

Og seriøst... ja.. Det er hundrede gange nemmere at ha styr på! 

Vi er fælles om alt og hjælper hinanden hvor vi kan.

Kan godt forstå dig. Jeg har nok også haft det lidt sådan da vi mødtes . Jeg var på SU og han var selvstændig og tjente ok. Serbere fik jeg fast løn, han måtte lukke forretningern med tab og så var det mig der stod for det hele et par år. Nogle år har vi tjent nogenlunde det samme, jeg et par tusind mere end han. Nu er jeg arbejdsløs og han arbejder. Så jeg tror det hele går op i en højere enhed, hvis man skal regne sådan på det. Men i virkeligheden er det ligegyldigt for vi har valgt at være sammen og derfor også dele vores goder.

female skriver:

Selv om jeg lever i et dejligt og rigtig godt ægteskab med min mand, så er vi stadig to selvstændige personer. Vi har hver vores interesser, hver vores venner og ja også hver vores penge. 

Vi anvender hver vores penge på forskellig vis, og han må for min skyld bruge sine penge, som han vil. Havde vi fælles økonomi ved jeg med mig selv, at jeg ville se anderledes på det.

Her i familien har jeg den højeste indkomst. Og jeg er slet og ret så selvcentreret, at jeg mener, at min udmærket løn er MIN fortjeneste. Det er mig, der har knoklet på min uddannelse, mig der har lagt mange arbejdstimer i mit arbejdsliv og mig der har forhandlet mig frem til min løn. (Han har også knoklet osv, og det får han så sin løn for). 

Puha, med ovenstående er jeg vist stemplet som en meget usympatisk, følelseskold kælling, hvilket jeg (mener jeg selv) på ingen måde er. Det hører da også med til historien, at jeg afholder stort set alle udgifter til vores børn, ferier og oplevelser. Dette er dog aldrig blevet drøftet mellem os og er derfor ikke en fast aftale. Mere noget jeg gør ad hoc fra gang til gang - det sker så bare næsten hver gang. 

Det skal lige siges, at min mand aldrig har foreslået fælles økonomi, og jeg ville formentlig også afslå det, hvis han skulle komme med forslaget.

Men hvorfor så ikke bare slå det hele sammen og så give det samme beløb i lommepenge til jer begge. Så behøver i stadig ikke gå op i hvad i bruger dem på hver især. Uddannelsesvalg og deraf arbejde afhænger vel både af interesse og evner. Man kan bruge 5 år på humaniora og få et lavtbetalt undervisningsarbejde eller vælge jura og tjene kassen. Man har brugt lige lang tid på studiet...

drabo skriver:

her er vi sådan midt imellem.

Vores løn går ind på vores egne konti, og så har vi fælles budget konto, fælles madkonto og fælles opsparing.

Vores lommepenge er vores egne, og ja jeg kan godt lide at vi har nogle penge vi kan bruge som vi vil - så behøver jeg ikke have dårlig samvittighed over et par dyre sko og han kan købe de ting han vil.

Når vi er ude at spise osv. så skiftes vi til at betale, og hvis man får lidt ekstra en måned, så går det til opsparingen.

 

Vi kunne sikkert ligeså godt have en fælles konto og så hver vores lommepenge konto, som der bliver ført penge over på, men her virker det fint - og ja vi er gift, har hus børn og det hele og været sammen i 15 år - men det sidste skridt har vi aldrig taget. Det skal også siges at ingen af os er nærrige, og der er ikke millimeter demokrati med jeg betalte sidst, så nu skylder du osv.

Er restbeløbet/lommepengene så nogenlunde det samme eller har den ene meget mere en den anden?

Da vi flyttede sammen for 16 år siden var jeg på SU og han tjente 35.000/ mdr. Han tog det største slæb med de fælles udgifter, men det var for mig at se hans penge. Han knoklede en vis del ud af bukserne for de penge, så hvorfor skulle jeg bruge dem? 

Nu tjener jeg mere end ham og intet har ændret sig. Jo jeg betaler mere til de fælles udgifter, men vi har stadig hver vores lønkonto, fælles budget og fælles madkonto. Det fungerer fint uden at vi er nærige. Det et hip som hap hvem, der betaler hvad til barn og dyr. 

Men vi ser ingen grund til at blande vores økonomi sammen. Han har billån til en bil jeg ikke bruger, og jeg har SUlån, som han da ikke skal betale til osv osv. Vi har hver vores prioreringer af hvad vi bruger vores penge på, og det skal være helt uden at den anden blander sig. 

Når han vælger at købe et ur til 2000 kr, er det hans egne penge og ikke min hovedpine. 

Men ville det så ikke have været hip som hap om i havde slået det sammen fra start? Var det fordi i var usikre på, om det skulle være jer to? Og hvis i har en fin indtægt hvorfor kunne du så ikke "unde" ham et dyrt ur f.eks.? 

female skriver:

Selv om jeg lever i et dejligt og rigtig godt ægteskab med min mand, så er vi stadig to selvstændige personer. Vi har hver vores interesser, hver vores venner og ja også hver vores penge. 

Vi anvender hver vores penge på forskellig vis, og han må for min skyld bruge sine penge, som han vil. Havde vi fælles økonomi ved jeg med mig selv, at jeg ville se anderledes på det.

Her i familien har jeg den højeste indkomst. Og jeg er slet og ret så selvcentreret, at jeg mener, at min udmærket løn er MIN fortjeneste. Det er mig, der har knoklet på min uddannelse, mig der har lagt mange arbejdstimer i mit arbejdsliv og mig der har forhandlet mig frem til min løn. (Han har også knoklet osv, og det får han så sin løn for). 

Puha, med ovenstående er jeg vist stemplet som en meget usympatisk, følelseskold kælling, hvilket jeg (mener jeg selv) på ingen måde er. Det hører da også med til historien, at jeg afholder stort set alle udgifter til vores børn, ferier og oplevelser. Dette er dog aldrig blevet drøftet mellem os og er derfor ikke en fast aftale. Mere noget jeg gør ad hoc fra gang til gang - det sker så bare næsten hver gang. 

Det skal lige siges, at min mand aldrig har foreslået fælles økonomi, og jeg ville formentlig også afslå det, hvis han skulle komme med forslaget.

Rent praktisk tænker jeg, at når du alligevel - uden at det overhovedet nævnes med et ord - betaler stort set alt på store poster som børn, ferier og oplevelser, så svarer det til, at I lagde en del af pengene i en fælles pulje uden at skele til, hvem der lagde flest. Resultatet er det samme, når du med din gode løn betaler en stor del af gildet, og han ikke bidrager i samme omfang. Jeg tjener også mere end min mand, vi har en fælleskonto, og når jeg qua højere løn leverer mere på kontoen end han, er det også groft sagt mig, der betaler for børn, ferier osv. 

Det er overhovedet ikke for at pege fingre ad jeres model, jeg kan bare ikke se den store forskel i praksis - den, der tjener mest, bidrager med mere end den anden. 

I tilfælde af, at én af jer blev arbejdsledig, måske uarbejdsdygtig pga. sygdom og måtte gå drastisk ned i indtægt - ville "reglen" om, at den, der knokler hårdest, har fuld råderet over hele sin indtægt, så fortsat gælde? 

I mine øjne er indtægtsstørrelsen ikke kun afhængig af knokleri og dygtighed, men også af faktorer som udbud og efterspørgsel inden for et fag, held eller uheld, øvrige livsomstændigheder etc. etc. 

Roselil skriver:

Har i så nogenlunde det samme til forbrug?

Som udgangspunkt ja, men min mand laver tit kørepenge, alt mellem 3-7.000 kr., også har han jo det mere end mig

Vi har ikke fælles økonomi og det er der ikke nogen dybere forklaring på end det har vi bare ikke - vi har bare ikke fået det gjort og vi har det fint som vi har det, ingen følelse af forskelsbehandling, ingen der går for lud og koldt vand og ingen nu betalte jeg så nu er det dig.... 

Vi er ikke nærige, elsker at købe noget til min mand. De fleste af vores penge går til familien og især børnene. Vi er begge forfærdelige og bruger de penge vi tjener. Vi har nogenlunde samme prioriteringer (min mand er mere til teknologi og jeg til tøj, stof, oplevelser gange hundrede). Vi ville såmænd have det på samme måde om vi havde fælles konto tror jeg, eller nej måske ville jeg så ikke "turde" bruge på samme måde, føle jeg skulle spørge. Men grunden er alene: vi har ikke fået det gjort (jeps dybt uansvarlige, vi leger vi er voksne agtigt).

SØS skriver:

Jeg tænker præcis som du. Her har vi 100% fælles økonomi og har haft det siden vi fik børn. På et tidspunkt tjente min mand ca. 20.000 kr./mdr. Mere end mig - i dag tjener jeg lidt mere end ham. Det går vi på ingen måde op i. Flere skriver, at deres mand (eller dem selv) tjener langt mere og at de penge kunne de ikke drømme om at røre/dele fordi det er den der tjener pengenes fortjeneste. Her er jeg helt uenig. Hvis de ene part tjener tre gange så meget som den anden så er det jo ofte fordi man også arbejder langt mere. Dette kan jo kun lade sig gøre fordi den anden part tager den største/hele tjørnen med børn, hus og hjem. Og hvad er den arbejdskraft så værd?? Nærighed er det aller værste jeg ved. Især i de forhold, hvor den ene tjener langt mere end den anden synes da det er super uværdigt, at den lavtlønnede skal være afhængig af "den andens gode humør? " 

Jeg kunne ikke være mere enig! 

Det er nemlig ofte den ene parts fortjeneste at den anden part kan tjene mange penge.