Lomm skriver:
Jeg er enig i at der nogen gange bliver kørt lidt meget på at man bør have sine børn hjemme. Det må komme fra nogle meget moderlige pædagogiske spelt typer, som ikke kan se ud over egen næsetip.... Jeg er selv på barsel, lillebror er 3 mdr og helt igennem NEM, så i teorien ville jeg sagtens kunne have min pige på 3 hjemme.
Men selvom jeg ikke er syg, ja så kan jeg altså heller ikke aktivere/stimulere hende på samme måde som de andre børn, og det ville ende med frustration for os begge.
Hun bliver afleveret kl 8.30 hvor de skal hygge med boller/frugt, og så hentet igen kl 15.30-16 alt efter hvordan det lige passer med amning af den lille. Jeg kunne sagtens hente tidligere, men da hun elsker at være udenfor på legepladsen kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle det.
Vi har netop holdt 3 ugers ferie, hun startede op igen i tirsdags og det er tydeligt hun har savnet det. Igår gik hun og fortalte eventyret om de 3 bukkebruse & trolden, derefter byggede hun en bro på gulvet af en sengerand så man ikke blev spist af krokodiller. Alt sammen noget hun har samlet op i børnehaven. Generelt vil jeg sige at virkelig meget af det hun har lært lærte hun i dagplejen. Ikke at vi ikke forsøger at lære hende ting, men børn er bare mere villige til at gøre det de andre børn også gør.
selv hvis jeg vandt 100milioner i lotto og sagde mit job op ville jeg sende dem afsted nogle timer hver dag, jeg mener de har godt af det sociale med de andre børn, og jeg har bare ikke de pædagogiske evner til at have dem omkring mig konstant. Vi er alle forskellige, det bliver man ikke en dårlig mor af. En god mor er en glad mor.
Jeg synes det er lige så besynderligt at hvis man godt synes man kan overskue at have sit barn hjemme ,og går op i at man er mest muligt sammen med sine børn
Så kan man regne med at man bliver kaldt speltmor eller uha uha pædagogisk og moderlig ? Siden hvornår er det blevet negativt at være moderlig?
Og samtidig så kommer der 4-5 indlæg i sådan en tråd hvor folk nærmest overgår hinanden i hvor længe er deres børn er afsted fordi de jo naturligvis bliver asociale små væsner af at være hjemme..
Kunne der findes en gylden middelvej?
Kunne det tænkes at hverken ingen kontakt med andre børn eller ingen kontakt ( eller minimal) med sine forældre begge dele er noget skidt?
Vi kan vel godt selv om vi ikke er enige i hvordan og hvorfor man har fået børn alligevel blive enige i at hverken fra morgen til aften i inst er i børns tarv ,lige så lidt som det er i børns tarv at sidde hjemme og se tv dagen lang? De fleste der holder deres børn hjemme ser jo andre børn via legestue osv- Og de fleste forældre har overskud til at bruge de fleste fritimer sammen med deres børn .
Det behvoer jo ikke være enten eller....