Institution, hvornår?

Charlotte d. 17. skrev:

MAMMARAZZI skrev:

Jeg har også gået hjemme, indtil jeg skulle starte i 1. klasse - forskellen er bare, at dengang gik alle de andre unger også hjemme, så der var nogle at lege med...

Det forstår jeg simpelthen ikke - jeg kan slet ikke komme i tanker om børn, hvis mødre ikke var på arbejdsmarkedet, da jeg selv var barn. Enkelte mødre havde måske halvtidsjob - men hjemmegående mødre kendte jeg slet ikke til. Og det var endda ude på landet... Var langt de fleste kvinder ikke på arbejdsmarkedet dengang - for mit vedkommende i 70´erne?

Med fare for at være liiidt indiskret, hvor gammel er du?

kongster skrev:

Det er selvfølgelig rigtigt, men jeg tvivler på at min mor løb rundt på gaden og legede da hun var 10 mdr. Og jeg tvivler på at min mormor havde masser af tid til at lege med hende. Men så igen - det var ikke nødvendigvis bedre den gang. Jeg har bare en grundfæstet tro på at børn har det bedst hjemme hos deres mor eller far de første 2-3 år af deres liv. At de flestes liv så ikke er så det kan lade sig gøre (mit eget inklusiv) skader ikke nødvendigvis barnet, men jeg er heller ikke sikker på at det gavner barnet. Jeg tror faktisk ikke det var så tosset med de hjemmegående (far eller mor) der styrede hjemmet og ungerne kunne løbe ud og komme hjem til en tryg base efter forgodtbefindende

Det er jeg meget enig i. Det er bare svært at forestille sig, at ret mange forældre i dag - selv om de havde muligheden - ville kunne acceptere at være den trygge, hjemmeværende base i årevis. Vi er i den grad blevet vænnet til - til dels afhængige af - at komme ud blandt andre voksne hver dag. Egentlig er det interessant, hvor lette vi mennesker er at påvirke i retning af, hvad samfundet har behov for: Da det var nødvendigt, at kvinderne passede hjemmet, var der ikke mange, der beklagede sig over at mangle intellektuelle udfordringer, samvær med kolleger osv. osv. Og efter at kvinderne er blevet 'nødvendige' på arbejdsmarkedet, er det ikke mange, der beklager, at de skal på arbejde igen efter et års barsel - mange savner det. Da min mormor blev student, var det rent tidsfordriv for de velstillede, unge piger - noget skulle de jo foretage sig, inden de blev gift og fik børn. Jeg ville nærmest opfatte det som en krænkelse, hvis jeg ikke skulle bruge min studentereksamen til noget som helst - og sjovt nok er min og samfundets opfattelse ens, for det er jo bestemt ikke velset eller 'bæredygtigt' ikke at komme videre med uddannelse og job.

MAMMARAZZI skrev:

Charlotte d. 17. skrev:

MAMMARAZZI skrev:

Jeg har også gået hjemme, indtil jeg skulle starte i 1. klasse - forskellen er bare, at dengang gik alle de andre unger også hjemme, så der var nogle at lege med...

Det forstår jeg simpelthen ikke - jeg kan slet ikke komme i tanker om børn, hvis mødre ikke var på arbejdsmarkedet, da jeg selv var barn. Enkelte mødre havde måske halvtidsjob - men hjemmegående mødre kendte jeg slet ikke til. Og det var endda ude på landet... Var langt de fleste kvinder ikke på arbejdsmarkedet dengang - for mit vedkommende i 70´erne?

Med fare for at være liiidt indiskret, hvor gammel er du?

Jeg blev 39 ½ i går - og er altså laaaangt fra de 40!

MAMMARAZZI skrev:

Med fare for at være liiidt indiskret, hvor gammel er du?

Nu er det jo ikke mig du spø'r men her kommer svar alligevel. Jeg er fra '78 og min mor var mens vi var helt små på deltid, men sådan at hun arbejdede 3 dage om ugen og havde 2 fri (udover weekenden). Så vi gik stadig i børnehave, men kunne holde fri/blive hentet tidligt de 2 dage. Jeg kendte én hvis mor var hjemmegående, alle andre havde arbejdende mødre og min mors situation med deltidsjob var umiddelbart ikke normalt. Og det var i sådan en helt normal gennemsnitsby (med 10.000 indb.) i Jylland. Så jeg kender heller ikke rigtig til den der med mange hjemmegående mødre. Det skal dog siges at den børnehave jeg gik i var helt nybygget, og det kunne måske have noget at gøre med et stigende behov omkring 1980?

Vores drenge var 11 mdr. + 1 uge da de startede i dp, havde 14 dage til indkøring inden jeg skulle starte på arbejde! Tror egentlig ikke drengene 'trængte' til det, de har jo hinanden, MEN JEG GJORDE :silly: Var ved at blive vanvittigt af at gå derhjemme - dét duer jeg simpelthen ikke til!!! Syns det er fantastisk at komme igang med arbejde igen, MEN syns også det er ærgeligt at gå 'glip' af mange ting, for hold da op hvor går udviklingen med dem begge 2 bare stærkt lige nu!!! Tænker nu også noget af den udvikling skyldes at der er i dagplejen er 2 ældre piger som de spejler sig MEGET i ;) Skulle vi nogensinde få flere børn, ville min barsel med garanti ikke blive lige så lang som den har været denne gang! Skal dog også lige tilføjes, at jeg gik hjemme fra uge 18-20 ca. og skulle hvile osv., så var laaaaaang tid hvor jeg bare nussede rundt og lavede intet! Tror det ogås har været med til at gøre at jeg var klar til at komme igang!!

Hey... Det lyder som om det eneste rigtige løsning er at man skal gå hjemme med sit barn i 8-12 måneder... Og det skrammer mig faktisk lidt, at der ikke er nogen som forstå, at det rent faktisk er bedre at komme i dagpleje/vuggestue, end at gå hejmme med en mor, som virkelig har det psykisk dårligt af stress over at gå hjemme??... Carl kom i dagpleje så tidligt, fordi jeg havde det SÅ skidt... Dern skal på INGEN måde herske tvivl om, at jeg altid har samt min søn behov højest og stadig gør det!! - og at jeg rigtig rigt gerne ville have gået hjemme med ham, i alt den tid jeg kunne...Men sådan bev det ikke, for så var jeg blevet afhængig af lykkepiller/indlagt på den lukkede eller ligende.... Jeg har i stedet valgt at bruge resten af min barsel (og nok også permanent, når den er slut)at gå ned i tid, så jeg har fri en dag hver anden uge - og der står den så i hyggens tegn... I øvrigt - det er vis ikke alle vore bedste forældre som gik hjemme med deres børn - mine gik hjemme i 14 dage, før underne røg i vuggestue - sådan var det også dengang...

Charlotte d. 17. skrev:

MAMMARAZZI skrev:

Charlotte d. 17. skrev:

MAMMARAZZI skrev:

Jeg har også gået hjemme, indtil jeg skulle starte i 1. klasse - forskellen er bare, at dengang gik alle de andre unger også hjemme, så der var nogle at lege med...

Det forstår jeg simpelthen ikke - jeg kan slet ikke komme i tanker om børn, hvis mødre ikke var på arbejdsmarkedet, da jeg selv var barn. Enkelte mødre havde måske halvtidsjob - men hjemmegående mødre kendte jeg slet ikke til. Og det var endda ude på landet... Var langt de fleste kvinder ikke på arbejdsmarkedet dengang - for mit vedkommende i 70´erne?

Med fare for at være liiidt indiskret, hvor gammel er du?

Jeg blev 39 ½ i går - og er altså laaaangt fra de 40!

Godt så ;) Jeg er 43 og er også opvokset på landet - og de fleste af mine klassekammerater gik også hjemme, inden de startede i skole. ...men det var nok også i de år, at tingene begyndte at ændre sig.

der er ikke noget galt i at være nødt til eller vælge at starte før, jeg syntes bare det er synd. Jeg syntes det er en lidt fed måde de fleste i England køre det på, da det praktisktalt er umuligt og overdrevent dyrt(omkring en lille månedsløn), at få passet ens børn i England vælger de fleste at være hjemmegående indtil skolealderen, når så alle ungerne er fløjet i skole så starter mødrene på arbejde igen. Som beskrevet i tidligere indslag minder det lidt om 'i gamle' dage, dog med den mente at det ikke er for altid men en periode hvor man sætter børnenes interesser højest og så er der jo en masse andre børn hjemme samtidig, så det er ikke som i dag hvor der er langt mellem børn der er hjemme så der er faktisk legekammerater.

Tror det blir svært, at vende tilbage til 'de gode gamle dage', det er vores samfund slet ikke gearet til. Jeg synes da også det er fint, at priortere på den måde, men hvis man har det, som Møe beskriver, ja så mener jeg det er bedst for både mor og barn, at barnet starter i DP eller vuggestue - også i en tidlig alder.

Helt sikkert, kan man ikke magte det af den ene eller anden grund mener jeg også de er i alles bedste interesse at komme ud