Institution, hvornår?

Den helt store forskel på min mormor og mig er, at hun altid vidste at hendes job skulle være husmor. Hun uddannede sig ikke videre end 7. klasse, bortset fra et ophold på husholdningsskole. Så da hun fik mand og børn og hjem var det noget hun havde forberedt sig på hele livet. Jeg havde en studentereksamen og en bachelorgrad da jeg fik barn og det lå ikke i kortene at jeg skulle være hjemmegående. Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at hjem og børn skulle være mit job. Så det ville være spild af god uddannelse at blive hjemme og i øvrigt føles som lidt af et nederlag for mig, der er født i 70'erne og aldrig har fået ørene tudet fulde af at jeg kunne alt det drengene kunne og at jeg selvfølgelig skulle uddannes.

kongster skrev:

Den helt store forskel på min mormor og mig er, at hun altid vidste at hendes job skulle være husmor. Hun uddannede sig ikke videre end 7. klasse, bortset fra et ophold på husholdningsskole. Så da hun fik mand og børn og hjem var det noget hun havde forberedt sig på hele livet. Jeg havde en studentereksamen og en bachelorgrad da jeg fik barn og det lå ikke i kortene at jeg skulle være hjemmegående. Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at hjem og børn skulle være mit job. Så det ville være spild af god uddannelse at blive hjemme og i øvrigt føles som lidt af et nederlag for mig, der er født i 70'erne og aldrig har fået ørene tudet fulde af at jeg kunne alt det drengene kunne og at jeg selvfølgelig skulle uddannes.

Det var egentlig også min pointe - at vi som mennesker fra generation til generation indordner os under de vilkår, der er, og som jo dybest set er baseret på samfundets interesser. Det havde ikke givet mening at tude din mormor ørerne fulde med, at hun skulle uddannes og gøre karriere, lige så lidt, som det ville give mening, hvis vi opfordrede vores døtre til at lære at 'holde hus' og så i øvrigt vente på, den rette forsørger dukkede op. Og selv om der selvfølgelig har været ulykkelige, hjemmegående husmødre, og der i dag er kvinder, som ville være lykkeligere som 'fuldtidsmødre', end de er på arbejdsmarkedet, så har langt de fleste af os ikke blot indordnet os under, men fuldstændigt adopteret normerne i hver vores tid - og det viser vel, at vi mennesker er fleksible væsener. Hvis der på et tidspunkt ville vise sig et behov for, at halvdelen af den voksne befolkning ikke var på arbejdsmarkedet - ville vi mon så også i løbet af få generationer ændre totalt syn på, hvad 'man' skulle med sit liv - og hvad man skulle opdrage sine børn til at ville med det?

Det ville man sikkert - eller også indordne samfundet på, at alle gik ned på halv tid :silly:

als skrev:

der er ikke noget galt i at være nødt til eller vælge at starte før, jeg syntes bare det er synd. Jeg syntes det er en lidt fed måde de fleste i England køre det på, da det praktisktalt er umuligt og overdrevent dyrt(omkring en lille månedsløn), at få passet ens børn i England vælger de fleste at være hjemmegående indtil skolealderen, når så alle ungerne er fløjet i skole så starter mødrene på arbejde igen. Som beskrevet i tidligere indslag minder det lidt om 'i gamle' dage, dog med den mente at det ikke er for altid men en periode hvor man sætter børnenes interesser højest og så er der jo en masse andre børn hjemme samtidig, så det er ikke som i dag hvor der er langt mellem børn der er hjemme så der er faktisk legekammerater.

Jeg bryder mig helt afgjort ikke om den britiske 'model'. Kvinderne må vælge mellem karriere eller familie, for er man væk fra arbejdsmarkedet 5-10 år - tilmed i den alder, hvor det er allervigtigst at komme på banen og gøre sig erfaringer jobmæssigt - så er man sakket håbløst bagud i forhold til mændene. Det kan ikke være nogen fordel at komme halsende ind på jobmarkedet med eksamenspapirer, der er forældede, ingen eller begrænset erhvervserfaring, og forsøge at indhente så mange år. Vi ville blive bombet mange, mange år tilbage i forhold til ligestilling - og vi ville tilmed blive dybt afhængige af mænd, der kunne forsørge os og børnene. Det britiske samfund er jo ikke just berømmet for sit socialsystem - med god grund. Og de børn, som det skulle komme til gode, at mor var hjemmegående, skal for halvdelens vedkommende opdrages til selv at hellige sig hjemmet i adskillige år af deres liv - jeg ville simpelthen HADE at give min datter en helt anden 'livsvejledning' end mine sønner, når det gjaldt ambitioner, fremtidsplaner osv.

MAMMARAZZI skrev:

Det ville man sikkert - eller også indordne samfundet på, at alle gik ned på halv tid :silly:

Hey, det var da en tanke, jeg godt kunne leve med ;)

Det jeg mente med at mødrene gik hjemme er tilbage i mine forældres generation - altså 50´erne og 60´erne. Jeg ville elske hvis samfundet var indrettet så kvinderne gik hjemme nogle år med børnene, men jeg har heller ikke de store karriereambitioner. Til gengæld ville jeg hade at være så afhængig af en mand og hvis jeg havde levet dengang var jeg nok blevet tvunget til at gifte mig med min store søns far - og det er vist ret heldigt det ikke blev sådan. Jeg har været hjemme 3 år ud af de sidste 3,5 år og jeg har slet ikke noget behov for at komme ud og arbejde igen lige nu. Jeg har været på to barsler og er blevet sygemeldt i 14. uge begge gange, så det er grunden til at jeg har været hjemme så længe. Jeg nåede kun at arbejde 5 måneder imellem og jeg syntes det var rigtig hårdt for hele familien at jeg ikke var hjemme til at holde styr på det hele og hygge om alle. Men nu må vi på den igen og så krydse fingre for at det går - det skal det jo.

Signe1704 skrev:

Jeg ville elske hvis samfundet var indrettet så kvinderne gik hjemme nogle år med børnene

Det er klart at samfundet er anderledes idag, men det kan jo faktisk godt lade sig gøre at gå hjemme. Hvis nu jeg ikke havde mine børn i institution, lavede alt mad fra bunden (bagte, syltede, lavede pålæg osv), vi ikke havde bil, fladskærmsfjernsyn, én computer pr mand, ikke tog på ferier til udlandet hvert år, jeg syede vores tøj selv etc etc, så kunne vi godt have råd til at jeg gik hjemme. Det var jo virkeligheden, da min mormor gik hjemme og derfor kunne de leve af én indkomst. Så samfundet skyld er det ikke helt, men at vi gerne vil have det samme som de andre. Tja, det er måske også samfundet egentlig? Og så er der den med at der ikke er nogen børn at lege med hele dagen fordi alle er i børnehave. Det er selvfølgelig noget skidt. Jeg kender flere der går hjemme, men så går deres børn i institution. Det kan jeg godt se må være et fedt liv, hvis man altså kan leve med ikke at have job og kollegaer. Økonomisk tror jeg dog mange kan få det til at hænge sammen, hvis de er villige til at flytte i hus et billigt sted og i øvrigt ikke have penge til luksus.

Møe skrev:

Hey... Det lyder som om det eneste rigtige løsning er at man skal gå hjemme med sit barn i 8-12 måneder... Og det skrammer mig faktisk lidt, at der ikke er nogen som forstå, at det rent faktisk er bedre at komme i dagpleje/vuggestue, end at gå hejmme med en mor, som virkelig har det psykisk dårligt af stress over at gå hjemme??... Carl kom i dagpleje så tidligt, fordi jeg havde det SÅ skidt... Dern skal på INGEN måde herske tvivl om, at jeg altid har samt min søn behov højest og stadig gør det!! - og at jeg rigtig rigt gerne ville have gået hjemme med ham, i alt den tid jeg kunne...Men sådan bev det ikke, for så var jeg blevet afhængig af lykkepiller/indlagt på den lukkede eller ligende.... Jeg har i stedet valgt at bruge resten af min barsel (og nok også permanent, når den er slut)at gå ned i tid, så jeg har fri en dag hver anden uge - og der står den så i hyggens tegn...

Hvis nogen af mine indlæg forståes sådan, beklager jeg DYBT - for er 100% enig med dig... børn skal IKKE blive hjemme for enhver pris og der kan være mange årsager til, at man har brug for at få sine børn passet! Det samme gælder i øvrigt overnatninger m.m. hos bedsteforældre osv. - hvis ikke man som forældre passer på sig selv og hinanden, kan man heller ikke være der ordentlig for sine børn!! Jeg elsker mine børn, men elsker også mig selv og synes egentlig jeg har fundet en gylden middelvej, så jeg både passer på mig selv og mit forhold, samt mine skønne drenge!!

kongster skrev:

Det er klart at samfundet er anderledes idag, men det kan jo faktisk godt lade sig gøre at gå hjemme. Hvis nu jeg ikke havde mine børn i institution, lavede alt mad fra bunden (bagte, syltede, lavede pålæg osv), vi ikke havde bil, fladskærmsfjernsyn, én computer pr mand, ikke tog på ferier til udlandet hvert år, jeg syede vores tøj selv etc etc, så kunne vi godt have råd til at jeg gik hjemme. Det var jo virkeligheden, da min mormor gik hjemme og derfor kunne de leve af én indkomst. Så samfundet skyld er det ikke helt, men at vi gerne vil have det samme som de andre. Tja, det er måske også samfundet egentlig? Og så er der den med at der ikke er nogen børn at lege med hele dagen fordi alle er i børnehave. Det er selvfølgelig noget skidt. Jeg kender flere der går hjemme, men så går deres børn i institution. Det kan jeg godt se må være et fedt liv, hvis man altså kan leve med ikke at have job og kollegaer. Økonomisk tror jeg dog mange kan få det til at hænge sammen, hvis de er villige til at flytte i hus et billigt sted og i øvrigt ikke have penge til luksus.

Vi kunne sagtens have råd til det hvis vi flyttede på landet. Der kender vi bare ikke nogen og hvor fedt er det så lige at gå hjemme? Og manden ville have langt til arbejde og ville derfor først komme hjem omkring kl 19. Det har han naturligvis ikke lyst til for han vil jo også gerne nå at se sine børn i hverdagene. ps. der er ikke mange kroner at spare på at sy sit tøj selv. Det skal man gøre fordi man synes det er sjovt og gerne vil have noget anderledes tøj.

Okay..... Jeg synes det er super at du er glad for at være hjemme hos dine børn, men er det ikke meget firkantet stillet op at man er karriere-forælder der betaler sig til børnenes kærlighed, hvis man har et job?