Institution, hvornår?

Jeg tror også det er et nyt fænomen, det der med at de 'trænger til at komme ud blandt andre børn'. Vores bedsteforældre havde ungerne hjemme til de var 6 og startede i skole og ingen tænkte på at de 'trængte til andre børn' når de var under et år gamle. Og min mormor syntes at hendes unger var for små til at komme ud da de startede i skole :-)

Tjah, det har du måske ret i...jeg ved bare at Anton virkeligt havde gavn af at komme afsted i dagpleje i forhold til hans udvikling. Nu havde vi selvfølgeligt også en GULD-dagplejemor med 30 års erfaring, og som var obs på alle de ting han skulle lære i forhold til alderen, - og som gad at bruge tid på at øve med ham...Og som sagt var det også tydeligt at han kopiere de ældre børn (men det opnås selvfølgeligt også med søskende der ikke er alt for meget ældre...det er bare lidt svært at opnå med den første ) ;) Jeg selv kom i dagpleje som 3 mdr gammel, så jeg syntes bestemt ikke 7½ mdr var tidligt...det er det bare i forhold til at de nuværende barselsregler, hvor mange vælger at blive hjemme et helt år...

Johannamor skrev:

Det er ikke fordi jeg har elsket hvert eneste sekund af min barselsorlov. Jeg har nydt at nusse ungen, men jeg har også været frustreret over for lidt tid til mig selv og mine behov for intellektuelle udfordringer. Alligevel har jeg ikke et sekund overvejet at sende ungerne ud blandt (mange) andre børn eller blandt skiftende voksne - tror simpelthen at spædbørn har godt af rolige trygge stabile forhold uden for megen snot og sygdom. Og at de har godt af at blive ammet længe (hvis altså det er kommet ordentligt i gang).

Jeg tror også vi ville have vente lidt længere hvis vi havde valgt vuggestue. Men med dagplejen, hvor vi føler der er mere ro på (i hvert fald færre skiftende voksne), var han helt parat

kongster skrev:

Jeg tror også det er et nyt fænomen, det der med at de 'trænger til at komme ud blandt andre børn'. Vores bedsteforældre havde ungerne hjemme til de var 6 og startede i skole og ingen tænkte på at de 'trængte til andre børn' når de var under et år gamle. Og min mormor syntes at hendes unger var for små til at komme ud da de startede i skole :-)

Jeg har også gået hjemme, indtil jeg skulle starte i 1. klasse - forskellen er bare, at dengang gik alle de andre unger også hjemme, så der var nogle at lege med...

kongster skrev:

Jeg tror også det er et nyt fænomen, det der med at de 'trænger til at komme ud blandt andre børn'. Vores bedsteforældre havde ungerne hjemme til de var 6 og startede i skole og ingen tænkte på at de 'trængte til andre børn' når de var under et år gamle. Og min mormor syntes at hendes unger var for små til at komme ud da de startede i skole :-)

Men som min mor også siger var alle børn hjemme dengang. Man legede sammen på vejen, i gården og lignende og mødrene mødtes hvorfor børnene også så andre børn. (Og så havde man generelt større børneflokke). Jeg kan mærke på min lille at han keder sig når vi er hjemme en hel dag og han kigger langt efter jævnaldrende børn.

Det er selvfølgelig rigtigt, men jeg tvivler på at min mor løb rundt på gaden og legede da hun var 10 mdr. Og jeg tvivler på at min mormor havde masser af tid til at lege med hende. Men så igen - det var ikke nødvendigvis bedre den gang. Jeg har bare en grundfæstet tro på at børn har det bedst hjemme hos deres mor eller far de første 2-3 år af deres liv. At de flestes liv så ikke er så det kan lade sig gøre (mit eget inklusiv) skader ikke nødvendigvis barnet, men jeg er heller ikke sikker på at det gavner barnet. Jeg tror faktisk ikke det var så tosset med de hjemmegående (far eller mor) der styrede hjemmet og ungerne kunne løbe ud og komme hjem til en tryg base efter forgodtbefindende

Vil tildels give dig ret Kongster, de helt små har ikke behov for andre børn - men min den store, der var hjemme til hun var 1 1/2 så kun andre børn, når jeg en gang i ugen var i legestuen med hende. ...og det kunne jeg mærke, at hun manglede. Selvom små børn ikke leger med hinanden, men parallel-leger, så er de udmærket klar over, at de andre børn er der - de ser hvad de laver og efteraber. Min den lille der er knap 14 mdr. nu leger stadig ikke 'med' de andre børn i vuggestuen, men han kigger opmærksomt på, hvad de andre børn laver. Når de sidder ved bordet og spiser, er der masser af samspil børnene imellem. Hvis én siger en pruttelyd med munden, eller banker i bordet, ja så følger resten af bordet med, og det blir grinet og hoppet i stolene af fryd - de har noget sammen, noget man ikke kan opnå hjemme...

Nemlig. Jeg var selv overrasket over hvor tidligt man decideret kommunikerer med sit barn. Babyer har aldrig sagt mig noget, men jeg blev virkeligt positivt overrasket over, hvor tidligt han udviklede sin helt egen personlighed og hvor hurtigt man følte man fik en feed back fra ham. Denne kommunikation (jeg mener ikke mor/barn symbiosen - men decideret kommunikation) har jo også giver barnet enormt meget, og det mener jeg godt man kan overføre til barnets forhold til andre individer - herunder andre børn. For kommunikationen med andre børn kan voksne altså ikke erstatte. Det kan godt være det er forskelligt hvor tidligt de rigtig har brug for det, men at det er gavnligt er jeg ikke i tvivl om, set ud fra egne erfaringer. Når barnet allerede som 3 mdr. gammel kan grine og smile i samværet med andre, - og senere observere og kopiere (når det er mere stærkt/mobilt/læreivrig), må det bestemt også have en positiv og givende effekt at være sammen med andre børn. Enhver der har været vidne til ovenstående 'pruttesituation' ved spisebordet, hvor alle unger griner af fryd, må da være enige i at børn har godt af samvær med andre børn. Og selv meget små børn kan altså godt få en god oplevelse af at 'jeg forstår ikke helt hvad der sker, men det er sjovt og vi griner' :P

MAMMARAZZI skrev:

Jeg har også gået hjemme, indtil jeg skulle starte i 1. klasse - forskellen er bare, at dengang gik alle de andre unger også hjemme, så der var nogle at lege med...

Det forstår jeg simpelthen ikke - jeg kan slet ikke komme i tanker om børn, hvis mødre ikke var på arbejdsmarkedet, da jeg selv var barn. Enkelte mødre havde måske halvtidsjob - men hjemmegående mødre kendte jeg slet ikke til. Og det var endda ude på landet... Var langt de fleste kvinder ikke på arbejdsmarkedet dengang - for mit vedkommende i 70´erne?

Præcis - de spejler sig i andre børn. Kan tydeligt se på min søn, at han kigger på en helt anden måde på andre børn, end på andre voksne.