Loa skriver:
Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...
Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.
Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.
Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.
Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude... 
Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......
Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......
Åhh jeg giver dig det største kram der overhovedet findes.
Ville ønske der var flere som dig som sagde sandheden om den første "gyldne" tid.
Man høre altid hvor forelsket man bliver fra det første spæde sekund man får sin baby op på maven og man går jo også alle de måneder i graviditeten og forbereder sig på det.
Så kommer fødslen og "den der klump" kommer op på en og ja jeg selv rammes af lettelse over at det var overstået og blev da også forelsket. Nu sluttede min fødsel ikke helt som planlagt så så ikke min søn før en del timer efter.
Men da vi kom hjem fra sygehuset og helvede startede med skrig og skrål og lange gåture op og ned af gangen og intet synes at virke så måtte jeg altså sætte mig ned grædende og fortælle min kæreste at jeg bare havde fortrudt så meget. Ville ønske jeg havde hørt nogle flere historier som dine så jeg i situationen ville tænke at det var helt normalt.
Jeg synes jeg har det hårdt men jeg har kun været mor i 8 dage
og jeg tror selv det er meget meget vigtigt at fortælle andre at det altså er helt okay at det ikke er rosenrødt at få børn.
jeg føler virkelig med dig, og synes din kæreste har ret, måske en fri weekend ville gøre underværker, det gør dig bestemt ikke til nogen dårlig mor, du kan jo selv se "problemet" og du ønsker selv at lave om på det. og hvis en friweekend i ny og næ er det der skal til, så er det absolut det bedste for dig og også for din datter så hun kan få en glad og overskuds mor som lyster din datter og ikke kun føler det er tvang.
