Jeg troede det var lykken at blive mor....

lille fnug skriver:

Og undre mig over 20 visninger uden medfølelse fra andre?
Læste forøvrigt en artikel i "gravid" om en ung mor der ikke turde gå ud på deres altan med deres barn, da hun var bange for hun smed barnet over kanten. Ikke at det kan sammenlignes. Men stor ros til jer der tør fortælle om det hårde ved at bluve forældre. Man tror jo, mens man er gravid, at det hele vil bluve total rosenrødt og idylisk...

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

først en kæmpe kram herfra...

Jeg kan trøste dig med at du ikke er den eneste....

Da jeg fik min datter tænkte jeg, var det BARE det???

Jeg elsker hende over alt på jorden, og der er ikke den ting jeg ikke vil gøre for hende...

Men for FANDEN, hvor tænker jeg tit at hun ville kunne få det SÅ meget bedre uden mig, der ikke hartålmodighed, snerre, som ikke ergo til at sætte mig og bare lege med hende osv osv....

MEN jeg ved os at mangelden tålmodighed osv bunder i at jeg bare er helt slidt ned pt, skole, sygdom, dødsfald osv... min datter er ved hendes far hver anden weekend hvor jeg kan lade lidt op, og det gavner også hende...

Jeg VED godt inderstinde at jeg ikke er en dårlig mor, men at jeg skal periotere anderledes end jeg gør pt....

Og ved du hvad, selvom man føler sig som en dårlig mor, så er jeg ret sikker på at barnet ville sige mor er den bedste i verden hvis de blev spurgt :-)

Loa skriver:

Tak

Føler mig bare som den værste mor ever. Håber virkelig bare det er overskuddet der er lidt i bund.

Hader mig selv for at få snerret af hende eller have for kort en lunte.
Det har hun bare slet ikke fortjent

Sådan må du ikke føle.. Men jeg synes du skal prøve at få arrangeret at hun kan være ude i en weekend, f.eks ved nogen af bedsteforældrene eller et andet sted hvor du er tryg ved at hun er. 
Jeg vil næsten væde med at dit overskud vender tilbage. 

Hvis det IKKE vender tilbage efter en weekend hvor du har fået lov til at slappe af og ikke mindst SOVE, så synes jeg du skal prøve at rende et smut forbi en læge? Måske du har samlet en depression op i dit søvn underskud?

3,5 år er laaaaang tid at gå uden ordentlig søvn..

Laulund87 skriver:

Morrollen ramte mig som en hammer lige i fjæset, intet mindre! Jeg synes det er røvhamrende rocker hårdt 90% af tiden. Jeg SAVNER tiden inden vi fik hende, savner frihed, spontanitet, sove længe og lave absolut intet i weekenderne.

MEN selvfølgelig elsker jeg hende overalt og ville aldrig undvære hende!

1 gang om ugen har mormor Maria til overnatning. Det lyder sikkert voldsomt for mange og jeg havde det heller ikke godt med det i starten, men hold da op hvor jeg nyder en dag/aften/nat/formiddag som Charlotte/mandens kone.

Jeg havde det så skidt på et tidspunkt at vi overvejede aflastning og havde snakket med vores familierådgiver om det, men så sagde min mor heldigvis at hun gerne ville aflaste os.

Du er nødt til at passe på dig selv og være ærlig overfor dig selv og sige når bægeret flyder over. Måske I kunne lave en overnatning engang imellem så du kan tanke op?

Du er i hvert fald ikke en dårlig mor, tværtimod. Hvis du var det, ville du ikke have dårlig samvittighed, men være ligeglad

Loa skriver:

Inden jeg fik barn tænkte jeg bare sådan lidt, "nåh ja hvor svært kan det være". Det er jo bare et lille barn. Men for pokker hvor er jeg blevet overrasket over hvor meget det kræver af én, heeeeeele tiden

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Til dig

vil ikke mene du er en dårlig mor. Det er ikke lutter lagkage at være forældre

 Fordi du tør indrømme og sætte ord på dine tanker og følelser. 

vi har et begrænset mængde overskud og kræfter, og det sker de slipper op . Dette gør os ikke til dårlige mennesker men syntes blot det viser vi er mennesker uden overnaturlige kræfter.

og man er bestemt ikke en dårlig forældre fordi man har behov for tid alene til at lade op. 

Træk vejret dybt.......

Og jeg er altså en af de mødre, som en gang i mellem trænger til en weekend væk fra min datter. Nogen gange kører jeg bare surt i at være mor, skal skælde ud, og sige tingene 5000 gange. For den periode er vores datter inde i (hun er 3).

Hvorfor trænger JEG til en pause fra at være mor..... Jamen, en pause er hvad man har brug for, for at blive en endnu bedre mor, samle energi, ordne andre ting, end lige "mor-ting", hygge med manden, VÆRE KÆRESTER, cafe tur med veninderne, sove længe, læse en bog... ALT som jeg nærmest ikke gør, fordi jeg er mor 24/7 flere uger af gangen... Ja, jeg er sq mor for resten af mit liv. Det elsker jeg også. Men nogen gange trænger jeg til en pause. OG DET ER IORDEN.

Send barnet på weekend ved mormor/morfar, farmor/farfar... Eller en overnatning ved moster, faster, eller hvem det lige er. Nyd at være selv, nyd en tur i biffen med manden, nyd en middag, eller bare nyd en formiddag i sengen...

Jeg tror vi oftest har alt for travlt med den perfekte familie udad til, og tit krakelere billedet inden for væggene. Hvis det hjælper, så trænger vi til at få støvsuget, vasketøjet skal hænges op, vasketøj skal lægges sammen, og min datter er et rodehoved (og mor med) der står dukkeklapvogn, og scooter på gulvet i stuen, sofabordet bugner med legetøj min datter smed der i går, vasketøjet smed hun i gangen. Men ved du hvad, lige nu, den næste time er det MIG-TID. Jeg smider mig på sofaen, ser lidt tv, og begynder bagefter på det alt sammen. Når klokken bliver 15 vil jeg hente min datter, og så hjælpes vi med oprydningen...

giv dig selv en pause, som mor fortjener du det

stjernehimmel skriver:

først en kæmpe kram herfra...

 

Jeg kan trøste dig med at du ikke er den eneste....

Da jeg fik min datter tænkte jeg, var det BARE det???

Jeg elsker hende over alt på jorden, og der er ikke den ting jeg ikke vil gøre for hende...

Men for FANDEN, hvor tænker jeg tit at hun ville kunne få det SÅ meget bedre uden mig, der ikke hartålmodighed, snerre, som ikke ergo til at sætte mig og bare lege med hende osv osv....

 

MEN jeg ved os at mangelden tålmodighed osv bunder i at jeg bare er helt slidt ned pt, skole, sygdom, dødsfald osv... min datter er ved hendes far hver anden weekend hvor jeg kan lade lidt op, og det gavner også hende...

 

Jeg VED godt inderstinde at jeg ikke er en dårlig mor, men at jeg skal periotere anderledes end jeg gør pt....

Og ved du hvad, selvom man føler sig som en dårlig mor, så er jeg ret sikker på at barnet ville sige mor er den bedste i verden hvis de blev spurgt :-)

 

 

 

Loa skriver:

Har bare vitterligt ikke troet det ville være sådan for mig, for jeg var/er jo så glad for små børn... Og jeg havde vitterligt den indstilling, at barnet kun var/blev hysterisk hvis forældrene var det

Kan godt være vi skal prøve at høre familien om de har lyst til at hjælpe lidt, selvom det virkelig ikke er fedt at bede om hjælp på den måde...

Tak for dit svar

Jeg har altid været fuldstændig syg med små børn og jeg har både arbejdet i børnehave og vuggestue, men hooold da op virkeligheden rammer når man får sin egen lille purk Jeg ved så meget hvordan du har det!

Det er rigtig svært at bede om hjælp for man "burde" jo kunne klare det selv og det kan alle andre jo. Sådan tænkte jeg, men tænk hvor glad din pige bliver når du tager dig lidt af dig selv og bliver en gladere mor

bøllen skriver:

Til dig

vil ikke mene du er en dårlig mor. Det er ikke lutter lagkage at være forældre

 Fordi du tør indrømme og sætte ord på dine tanker og følelser. 

vi har et begrænset mængde overskud og kræfter, og det sker de slipper op . Dette gør os ikke til dårlige mennesker men syntes blot det viser vi er mennesker uden overnaturlige kræfter.

og man er bestemt ikke en dårlig forældre fordi man har behov for tid alene til at lade op.