Jeg troede det var lykken at blive mor....

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Ærligt ? : 

En weekend væk fra børn af en gave. Nyd den, brug den på at lade op og så småt mærke dig selv igen. Så vender du tilbage med fornyet styrke og det er godt for jer alle sammen 

 

desuden er det bare lækkert for lillepigen at have en weekend med far, bedstemor eller hvem det nu bliver. Vores søn ELSKER de weekender 

 

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

kæmpe kram til dig. Og ja det er sgu hårdt og være mor, det tror jeg alle kan skrive under på. Og alle forældre har brug for en weekend uden sine børn/barn. Så man lige kan lade op. Og have energi igen

Du er ikke en dårlig mor .

Du ser jo selv at det ikke er optimalt at du snerrer af hende-

En dårlig mor ville aldrig have lavet denne her tråd,hun ville være ligeglad.

Jeg har et barnebarn .

Hans mor og far magter ham ikke lige nu,og derfor er han i pleje hos os.

Mange -især deres venner og familie synes det er ganske forfærdeligt,og at de har svigtet deres søn.

Men pointen er at de jo netop ikke har sviget,at de jo netop er gode forældre fordi de jo godt kunne se at de ikke gjorde det godt nok-At deres søn havde brug for noget andet for at kunne vokse op i et sundt og stabilt miljø.

Det er da gode forældre med den indsigt at de er nødt til at sige farvel til deres søn ihvertfald i en periode for at gøre det godt for ham-Også selv om det er hårdt for dem med fordømmelse og pegen fingre over at de tager ansvar.

Prøv at vende den om-Hvis du gør noget som gavner dig ,gavner det også din datter.

Hvis du gør noget fordi du godt kan se at det ikke er godt for Isabella at I er i en træls spiral-Hvordan kan du så tro du er en dårlig mor?

Op med hovedet,find noget aflastning -Måske en farmor/farfar kan komme på banen?

Under alle omstændigheder ,så ville en weekend væk med søvn,ro og tid til at tænke være godt for dig 

Så kommer overskuddet til at være på når hun så er hjemme tilbage.

 

mor:) skriver:

Wow det er heller ikke mange gange du har fået lov til at sove igennem, så er det da ikke underligt at dit underskud er i bund. Det må være hårdt.
Min dreng har været lidt som din datter, men det sluttede pludselig omkring 1 års alderen og jeg synes klart også det kunne ses i mit adfærd...jeg kunne pludselig sove stort set hver nat.
Jeg synes du skal tage imod den weekend og få slappet godt af, helt uden dårlig samvittighed og så komme tilbage med lidt overskud
Men hvor meget hjælper din mand om natten? Jeg tænker at han da også må tage noget af den sure tjans så du kan få sovet lidt.

Han hjælper slet ikke om natten. Ren vane tror jeg og så fordi han jo sover som en sten og jeg alligevel vågner. Til gengæld tager han hende gerne om morgenen i weekenden så jeg kan sove lidt der, men det er bare ikke det samme som en hel nats søvn....

Tusind tak alle der har svaret! Også selvom jeg ikke har nået at svare jer.. Det er simpelthen guld værd at høre, både at andre sagtens kan sætte sig ind i ens situation og at jeg ikke er en crappy mor men blot mangler lidt på overskudskontoen.

Tusind tak alle for jeres svar, de betyder virkelig meget alle sammen

Loa skriver:

Han hjælper slet ikke om natten. Ren vane tror jeg og så fordi han jo sover som en sten og jeg alligevel vågner. Til gengæld tager han hende gerne om morgenen i weekenden så jeg kan sove lidt der, men det er bare ikke det samme som en hel nats søvn....

Så er det måske på tide vanen bliver lavet om, for selvom det er rart med "fri weekend" så er det ikke holdbart i længden.

Kære kære dig....
Og sænk så overlækkeren!!
Jeg har 3 børn på 9, 14 og snart 16 år og GU' hvor har det da været hårdt nogle gange. Og ja da så især mens de har været små. Jøsses da...
Det er sådan en skam, at det at blive mor skal være sååå perfekt, for det gør også, at man nærmest ikke kan leve op til billedet.
Det lyder bare til, du er helt og aldeles normal udkørt... Og hvem ville da ikke være det, hvis man ikke prioritere sin alene- tid...
Tror mange forældre er så opslugte af at være perfekte at de lidt glemmer at der er et liv uden/efter børn.
Vi skal vel udsluse vores børn i livet. Gøre dem mere og mere klar til selvstadigt at klare sig selv i en alder af minimun 18 år, hvor man er myndig (lidt firkantet, men forstå mig ret).
Hvis hele vores liv er de børn, ja så "dør" vi da når de flytter hjemmefra.
Mit råd er klart...: Opbyg dig eget liv også. Prioritere dig selv, så du kan prioritere/have overskud til alle andre også.
Hvis du ikke engang har tid til dig selv, hvordan skal du så have overskud til alle andre.
Få få fat i forkælelsen, omsorgen for dig selv, plej dig selv og nyd det overskud du får til at drage omsorg for andre...
(Halleluja )
Men det virker....

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Alle mødre (jeg kender, eller har hørt om) har brug for en weekend væk fra sine børn. Prøv og tage væk en weekend, lav noget du kan lide, smid den dårlige samvittighed væk og se om du ikke synes det hele er meget bedre når du kommer hjem. Det virker her, når jeg ind imellem synes hverdagen, manden og datteren osv er belastende.;D

Først lige et til dig.
Du er 100% den bedste mor for dit barn og det skal du ikke tvivle på.
Rollen som mor er ikke nem og hvad er definitionen på en god mor?
Jeg tror ofte det handler om, at vi har høje ambitioner og store forventninger til os selv ift. rollen, som mor.
Det har vi udelukkende fordi vi kun ønsker det bedste for vores børn og igen, hvad er det bedste?
Det lyder til at dit bæger er fyldt op og du trænger til noget selvforkælelse.
Jeg kan godt sætte mig ind i det du skriver med at sende hende afsted på weekend eller ikke at være sammen med hende er svært, men prøv i stedet at tænke at det i den sidste ende vil give noget positivt med.
Din datter har sikkert nogle rigtig dejlige bedsteforældre eller andet familie, som hun nyder at være sammen med og når hun kommer retur er hun glad?
Vi bruger meget tid på at dunke os selv i hovedet med ting vi fortryder eller er utilfredse med.
Hvad med i stedet at prøve at fremhæve de gode ting vi gør, også selv om det bare er bittesmå ting i hverdagen? ( ved godt det er svært, kæmper selv med det )
Jeg tænker også lidt på om du har en hobby eller fritidsaktivitet, som du går op i, hvor du er "dig", og har mulighed for at opsamle energi og komme af med frustrationer?
Vores travle hverdag kræver meget planlægning og helt naturligt vil der være perioder, hvor bægeret er helt fyldt op af indre og ydre påvirkninger.
Når det sker, skal man hjælpe sig selv og evt få hjælp af andre fx din mand, som sikkert også er din bedste ven, til at komme på ret kurs igen, få ladet batterierne op. Fx ved det weekendophold du nævner eller andet. Det er også rigtig vigtigt at få snakket om tingene og sat ord på hvad det er du føler og acceptere at du ikke er perfekt- og at ingen er perfekte.
Har du evt tætte veninder du kan snakke med, som også har børn eller en mødregruppe du stadig har kontakt med?
Det blev lidt langt og kunne skrive meget mere, i bund og grund vil jeg bare sige at du ikke er den eneste der går rundt med de tanker om "at være en god nok mor" det tror jeg de fleste har tænkt før eller siden.
Til sidst vil jeg sige, at det du i starten nævner med, at det har været hårdt med manglende søvn osv, så vend det lige om og giv dig selv et skulderklap for, at du på trods af alt det hårde stadig har kunnet fungere som mor, kone, kollega osv.....
Lige et spørgsmål, hvordan har din datter det i sin børnehave, trives hun? Hvis ja, og pædagogerne fx siger hun er en glad og trives, så giver det også et billede af at hun har det godt derhjemme og du er en GOD mor!

Først

Du lyder på ingen måde som en dårlig mor!! Måske nærmere som en kvinde det stille høje krav til dig selv. Der er absolut INTET galt i at tage en weekend uden jeres datter tværtimod synes jeg bestemt det er noget man skal tillade sig selv og sin partner - enten sammen eller hver for sig!

Jeg/vi er priviligerede, da vi er børnefri hveranden weekend - da vi er en sammenbragt familie. Det er så slut når troldeungerne kommer og dog - min mor har allerede budt ind med at give os lidt fri indimellem. Jeg glæder mig ALTID til vi skal være børnefri - og når weekenden er gået, glæder jeg mig til hun kommer hjem igen

Du elsker ikke din datter mindre fordi du tager en pause. Tænker faktisk at det i høj grad ville være at tage ansvar

Synes det er fedt du ikke er anonym - og åbner om for noget som mange ikke vil indrømme, men faktisk også føler