Jeg troede det var lykken at blive mor....

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Da jeg kun er gravid med mit første barn, kan jeg desværre ikke give dig nogle gode råd. Jeg føler på alle mulige måder med dig og synes absolut ikke du er en dårlig mor fordi du trænger til en weekend uden din datter. Er sikker på det vil gavne hele din lille familie.
Stor krammer herfra. Håber der er andre der kan komme med nogle vise ord til dig.

Jeg ville ikke rende forbi uden et virtuelt kram.. 

Når det så er gjort, vil jeg så sige at ALLE forældre nogen gange har brug for at koble lidt af.
Det har jeg også haft brug for.. Din kæreste lyder som om han har fat i noget af det rigtige, jeg tror også at du trænger til at koble lidt af. Man mister sit overskud, sin tålmodighed og en gang imellem kan det være svært at styre temperamentet når man lider af søvn underskud. Det er der ikke noget unormalt i.. 

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Du fortjener en masse

Nu er min datter godt nok kun 3,5 måned, men vi har også haft en hårdt start, da hun har grædt rigtig meget de første par måneder, og har tit tænkt om jeg nu var god nok til hende, og om det var mig der gjorde noget forkert.

Du er IKKE en dårlig mor, du er den bedste mor for din datter og ingen vil kunne tage din plads. Og jeg vil bare sige til dig, at det er OK at trænge til tid uden sine børn, og det vil nok være godt for dig at lade op, så du kan få mere overskud til din lille pige,


Du skal på ingen måde skamme dig over dine følelser. Det er bare hårdt at blive mor, men samtidig er det jo det mest fantastiske i hele verden.

Aabye skriver:

Jeg ville ikke rende forbi uden et virtuelt kram.. 

Når det så er gjort, vil jeg så sige at ALLE forældre nogen gange har brug for at koble lidt af.
Det har jeg også haft brug for.. Din kæreste lyder som om han har fat i noget af det rigtige, jeg tror også at du trænger til at koble lidt af. Man mister sit overskud, sin tålmodighed og en gang imellem kan det være svært at styre temperamentet når man lider af søvn underskud. Det er der ikke noget unormalt i.. 

Tak

Føler mig bare som den værste mor ever. Håber virkelig bare det er overskuddet der er lidt i bund.

Hader mig selv for at få snerret af hende eller have for kort en lunte.
Det har hun bare slet ikke fortjent

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

 

Min søn sover stadig ikke igennem. Herhjemme er det nødt til at være mig der tager nætterne. Istedet får jeg så lov til at sove længe når det passer. Ellers tror jeg simpelthen ikke jeg ville kunne hænge sammen. Måske det også var en mulighed for dig?

Og undre mig over 20 visninger uden medfølelse fra andre?
Læste forøvrigt en artikel i "gravid" om en ung mor der ikke turde gå ud på deres altan med deres barn, da hun var bange for hun smed barnet over kanten. Ikke at det kan sammenlignes. Men stor ros til jer der tør fortælle om det hårde ved at bluve forældre. Man tror jo, mens man er gravid, at det hele vil bluve total rosenrødt og idylisk...

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

du er ikke dårlg mor, du er bare udkørt.. hun er 3½år og hvis du kun har sovet igennem maks ti gange, så forstår jeg det godt.

jeg synes at din mand har ret. du har brug for en weekend for dig selv, hvor du bliver plejet og får ny energi, så du faktisk kan lave de ting med din datter som du gerne vil.

forældre har også brug for en pause engang imellem uden børn og det gør dem ikke til dårlige forældre, der ikke vil deres børn, men forældre der tænker på deres børn.

Hvis du ikke får gjort noget, vil du køre dø i det og det kommer til at gå udover hende(at du snerrer)

Tag en weekend og se hvad der sker, og så husk at tænk på dig selv også, for både din og din datters skyld.

og så tag en gang imellem en dag eller en weekend, hvor datteren er hos bedsterne eller en anden og du får ny energi.

M_V skriver:

Du fortjener en masse

Nu er min datter godt nok kun 3,5 måned, men vi har også haft en hårdt start, da hun har grædt rigtig meget de første par måneder, og har tit tænkt om jeg nu var god nok til hende, og om det var mig der gjorde noget forkert.

Du er IKKE en dårlig mor, du er den bedste mor for din datter og ingen vil kunne tage din plads. Og jeg vil bare sige til dig, at det er OK at trænge til tid uden sine børn, og det vil nok være godt for dig at lade op, så du kan få mere overskud til din lille pige,


Du skal på ingen måde skamme dig over dine følelser. Det er bare hårdt at blive mor, men samtidig er det jo det mest fantastiske i hele verden.

Inden jeg fik barn tænkte jeg bare sådan lidt, "nåh ja hvor svært kan det være". Det er jo bare et lille barn. Men for pokker hvor er jeg blevet overrasket over hvor meget det kræver af én, heeeeeele tiden

Morrollen ramte mig som en hammer lige i fjæset, intet mindre! Jeg synes det er røvhamrende rocker hårdt 90% af tiden. Jeg SAVNER tiden inden vi fik hende, savner frihed, spontanitet, sove længe og lave absolut intet i weekenderne.

MEN selvfølgelig elsker jeg hende overalt og ville aldrig undvære hende!

1 gang om ugen har mormor Maria til overnatning. Det lyder sikkert voldsomt for mange og jeg havde det heller ikke godt med det i starten, men hold da op hvor jeg nyder en dag/aften/nat/formiddag som Charlotte/mandens kone.

Jeg havde det så skidt på et tidspunkt at vi overvejede aflastning og havde snakket med vores familierådgiver om det, men så sagde min mor heldigvis at hun gerne ville aflaste os.

Du er nødt til at passe på dig selv og være ærlig overfor dig selv og sige når bægeret flyder over. Måske I kunne lave en overnatning engang imellem så du kan tanke op?

Du er i hvert fald ikke en dårlig mor, tværtimod. Hvis du var det, ville du ikke have dårlig samvittighed, men være ligeglad