Jeg troede det var lykken at blive mor....

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Din historie minder meget om min, puha de første 3 mdr. skreg min datter uafbrudt - kæresten skrev speciale og de få timer han var hjemme var det ham der gik rundt med et barn der skreg på 47 kvm. Men hun blev bedre men er et sensitivt barn og kræver meget og man skal være forsigtig omkring hende. Jeg oplevede ligesom dig langsomt min energi blev kørt i bund. Tilsidst overgav jeg mig, ringede til bedsteforældre og sagde nu er hun jeres i hele 3 dage (to overnatninger) og selvom jeg tuede ligeså meget som hende da vi skulle sige farvel havde vi alle den mest fantastiske weekend og fik ladet op - det gav mig overskud og kærestetid det fik mig til at have fokus på det vigtigste igen, nemlig samværet og hygge med hende og kæreste. Siden er der kommet en lillebror der er så nem så nem og i sommers var kæresten og jeg 4 dage i Berlin uden børn og det giver overskud. Så hvad er du for en mor der har brug for en pause  du er verdens bedste mor og mor ligesom alle os andre

Laulund87 skriver:

Jeg har altid været fuldstændig syg med små børn og jeg har både arbejdet i børnehave og vuggestue, men hooold da op virkeligheden rammer når man får sin egen lille purk Jeg ved så meget hvordan du har det!

Det er rigtig svært at bede om hjælp for man "burde" jo kunne klare det selv og det kan alle andre jo. Sådan tænkte jeg, men tænk hvor glad din pige bliver når du tager dig lidt af dig selv og bliver en gladere mor

Lige præcis. Har også arbejdet tre år i en vuggestue og tænkt "hell yeah selvfølgelig kan jeg da klare mit eget barn" men er du vimmer hvor kræver det meget.

Og ja, man ser folk med 2 eller 3 børn, eller alene mødre med børn og så tænker jeg "fuck hvor skulle du skamme dig hvis du ikke kan klare én enkelt"
Måske er jeg bare ikke så stærk som jeg troede...

Er rart at vide jeg ikke er den eneste, selvom det er en ufed følelse

Loa skriver:

Rart at vide jeg ikke er den eneste... Selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker andre skal have det lige som mig.

Håber virkelig bare det er overskuddet der lige er i bund lige pt. for vil vitterligt gerne være den mor jeg drømmer om...

man er Sin egen værste fjende... Man har så mange forestillinger om hvordan man bør være og lever man ik op til det... Så kan den dårlige samvittighed være skyld i den måde man reagere på overfor evt sit barn....

 

jeg eg er ikke den mor som jeg drømte om, men jeg ved at jeg i min datters øjne er verdens bedste mor trods alt... Og det betyder mere end alt andet...

 

og og ved at man tit dømmer sig hårder end andre også sit barn... 

Loa skriver:

Lige præcis. Har også arbejdet tre år i en vuggestue og tænkt "hell yeah selvfølgelig kan jeg da klare mit eget barn" men er du vimmer hvor kræver det meget.

Og ja, man ser folk med 2 eller 3 børn, eller alene mødre med børn og så tænker jeg "fuck hvor skulle du skamme dig hvis du ikke kan klare én enkelt"
Måske er jeg bare ikke så stærk som jeg troede...

Er rart at vide jeg ikke er den eneste, selvom det er en ufed følelse

Jeg tror faktisk der er flere der har det som os, det er bare svært at indrømme tror jeg Selvfølgelig er der nogen der synes det er piece of cake, men dem gider jeg altså ikke høre på

Jeg håber I finder en løsning

 

Fra en Mor hvis barn heller ikke sover igennem.

Det kan bare ikke beskrives, hvor hårdt det er ikke at få sin søvn, når man samtidig skal hænge sammen på en arbejdsplads og mestre mor, veninde og kæresterollen.

Det vi arbejder på herhjemme er at gøre hverdagen så nem for os selv, som muligt. Forstå mig ret, en weekend væk er jo fantastisk, men det er at symtombehandle - der går ikke længe før man er tilbage i samme rille.

Tilgengæld tænker jeg på om I evt ud over weekendturen, som du selvfølgelig skal på, kunne overveje:

2-3 faste "farnætter" om ugen - altså nætter hvor far tager tjansen. Evt kunne du ligge dig ind i et andet rum også sove hele natten.

Vi har netop fået rengøringshjælp(guld værd hvis økonomien er til det). Det gør jeg kan tage en lur i weekenden fremfor at gøre rent.

Lav faste "mor arrangementer" hver måned, hvor du planlægger at lave noget vildt godt med datteren alene - tur i LEGOland, i skoven eller andet. Bare dig og hende(giver bare points på den der dårlig samvittigheds konto)

Madplan og lav mad til hele ugen af en gang, således hverdagen uden søvn ikke kræver meget andet end arbejde - også sørg for at gå tidligt i seng. Skal jeg ikke arbejde, går jeg i seng kl 21 - simpelthen fordi jeg så får en 3-4 timers søvn inden festen starter.

Også endelig - glem den dårlige samvittighed - er sikker på du gør det så godt. Men ingen er superkvinder og 3½år uden god nattesøvn samtidig med at man skal kunne præstere på alle andre områder, er der INGEN der kan klare uden engang imellem at have behov for et pusterum.

AnjaB skriver:

Din historie minder meget om min, puha de første 3 mdr. skreg min datter uafbrudt - kæresten skrev speciale og de få timer han var hjemme var det ham der gik rundt med et barn der skreg på 47 kvm. Men hun blev bedre men er et sensitivt barn og kræver meget og man skal være forsigtig omkring hende. Jeg oplevede ligesom dig langsomt min energi blev kørt i bund. Tilsidst overgav jeg mig, ringede til bedsteforældre og sagde nu er hun jeres i hele 3 dage (to overnatninger) og selvom jeg tuede ligeså meget som hende da vi skulle sige farvel havde vi alle den mest fantastiske weekend og fik ladet op - det gav mig overskud og kærestetid det fik mig til at have fokus på det vigtigste igen, nemlig samværet og hygge med hende og kæreste. Siden er der kommet en lillebror der er så nem så nem og i sommers var kæresten og jeg 4 dage i Berlin uden børn og det giver overskud. Så hvad er du for en mor der har brug for en pause  du er verdens bedste mor og mor ligesom alle os andre

Hvor er det rart at høre at andre kan have det lige som mig

Det er bare virkelig svært at bede om hjælp, men kan godt se jeg nok bliver nødt til det.

Har nemlig også en mand der arbejder virkelig meget, så det har bare altid været mig der har stået primært med hende selv...

Jeg ved hvordan du har det... jeg lagde også ud med en stress depression da jeg blev mor og nu her har jeg lige fået en depression igen... det er slet ikke nemt...

Synes du skal tage til lægen og få snakket om det ..

Det er da også lykken at være mor. Lykken er måske bare ikke så skide lyserød og let som vi først forstillede os. Mine børn er åhhhhhh ja, trættende ind i mellem, der er altid en der laver ballade, kræver noget, vågner om natten, ødelægger mine ting, nægter at hører efter eller virkelig bare køre på min dårlige samvittighed for at få sin vilje, hvilket jeg kan blive så sur over for jeg gør sgu mit bedste. Og jeg er en god mor, Jeg elsker og forguder mine børn, vil både leve og dø for dem om nødvendigt. Men jeg er bare en kvinde, en stresset, travl, træt, kærlig, betænksom kvinde der altid når at kramme men sjældent når alle de der ekstra ting som bage, svømmehal osv som man gerne vil flere gange om ugen med ungerne men som jeg bare ikke kan nå. Der følger ikke superkræfter med Mortitlen, men det burde der. For det eneste der er højere end andre folks forventninger til os og moderlivet, er de forventninger vi har til os selv som mødre. So what hvis du har brug for en pause, Du elsker jo ikke din datter mindre af den grund. Hilsen C, helt almindelig mor til tre frække rødder :-)

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Jeg synes det er super fedt og modigt at du ikke er anonym!

Jeg havde, som dig, tilknytningsproblemer i starten. Mine gik over efter en måneds tid, men jeg kender følelsen. Det var så ubehageligt og jeg havde så sindssygt dårlig samvittighed. 

Min søn sover igennem nu (han er 2 år), men det gjorde han ikke det første halvandet år, og det var simpelthen så hårdt. Selv nu hvor han sover igennem, og jeg i princippet kan sove 7-8 timer hver nat, er jeg nærmest konstant træt og kvæstet. Jeg ville slet ikke kunne hænge sammen hvis jeg stadig skulle op hver nat.

Glem alt det dér med klippeklistre og bage kager. Det er IKKE de ting der gør en god mor. Dit barn har brug for at du er der, og om det så bare handler om at sidde og stene i sofaen med en god bog eller til noget tegnefilm, så er du der - og det er det vigtigste.

Det er selvfølgelig ikke fedt at du snerrer og har en kort lunte. Det kan jeg godt forstå frustrerer dig. Men lyt til din mand. Det er sgu helt fair at indrømme at man har brug for en weekend (eller to) væk fra sit barn når man ikke har sovet ordentligt i 3,5 år! Selvfølgelig er det det.

Hvorfor tager din mand ikke nogle af nætterne? Kan du ikke sove på sofaen i stuen med et par ørepropper engang imellem, hvis du bliver vækket af hende når du er i soveværelset? Jeg synes at du må kræve at det her med nætterne er et fælles projekt og at du simpelthen har brug for at få nogle gode nætters søvn ind imellem. For det betyder virkelig meget for overskuddet.

Herhjemme deles vi 50/50 om nætterne/morgenerne.

nielsen80 skriver:

Fra en Mor hvis barn heller ikke sover igennem.

Det kan bare ikke beskrives, hvor hårdt det er ikke at få sin søvn, når man samtidig skal hænge sammen på en arbejdsplads og mestre mor, veninde og kæresterollen.

Det vi arbejder på herhjemme er at gøre hverdagen så nem for os selv, som muligt. Forstå mig ret, en weekend væk er jo fantastisk, men det er at symtombehandle - der går ikke længe før man er tilbage i samme rille.

Tilgengæld tænker jeg på om I evt ud over weekendturen, som du selvfølgelig skal på, kunne overveje:

2-3 faste "farnætter" om ugen - altså nætter hvor far tager tjansen. Evt kunne du ligge dig ind i et andet rum også sove hele natten.

Vi har netop fået rengøringshjælp(guld værd hvis økonomien er til det). Det gør jeg kan tage en lur i weekenden fremfor at gøre rent.

Lav faste "mor arrangementer" hver måned, hvor du planlægger at lave noget vildt godt med datteren alene - tur i LEGOland, i skoven eller andet. Bare dig og hende(giver bare points på den der dårlig samvittigheds konto)

Madplan og lav mad til hele ugen af en gang, således hverdagen uden søvn ikke kræver meget andet end arbejde - også sørg for at gå tidligt i seng. Skal jeg ikke arbejde, går jeg i seng kl 21 - simpelthen fordi jeg så får en 3-4 timers søvn inden festen starter.

Også endelig - glem den dårlige samvittighed - er sikker på du gør det så godt. Men ingen er superkvinder og 3½år uden god nattesøvn samtidig med at man skal kunne præstere på alle andre områder, er der INGEN der kan klare uden engang imellem at have behov for et pusterum.

Tusind tak for dit rigtig brugbare svar.

Tror ikke min mand sådan rigtig har fattet hvad det har gjort ved mig, fordi han ikke selv har haft hende lige så meget som mig.
Det er bare mig der tager hende om natten, for han sover som en sten og jeg vågner ved den mindste lyd, så jeg har bare lige så godt kunne tage hende. Og sådan har det været mere eller mindre de sidste 3 1/2 år. Måske min krop endelig siger fra og kræver overskud og pause fra det hele.

Vil helt sikkert tage dine råd til mig