Jeg troede det var lykken at blive mor....

Loa skriver:

Havde bare ALDRIG troet at mangel på overskud ville føles sådan her. Det er jo helt vildt.
Håber virkelig bare, jeg lige har ramt bunden af overskud, og trænger til at lade op igen.
Vil så gerne give Isabella det hun fortjener.

Ja det er helt vildt . 

Kan kun sige jeg ved hvordan du har det . Og det er ikke sjovt.

At være forældre er et job 24/7/365 uden pauser . Derfor er det tilladt at samle kræfter alene . 

Det er hårdt at " ramme " bunden men der er en vej op igen . 

C-Dog skriver:

Det er da også lykken at være mor. Lykken er måske bare ikke så skide lyserød og let som vi først forstillede os. Mine børn er åhhhhhh ja, trættende ind i mellem, der er altid en der laver ballade, kræver noget, vågner om natten, ødelægger mine ting, nægter at hører efter eller virkelig bare køre på min dårlige samvittighed for at få sin vilje, hvilket jeg kan blive så sur over for jeg gør sgu mit bedste. Og jeg er en god mor, Jeg elsker og forguder mine børn, vil både leve og dø for dem om nødvendigt. Men jeg er bare en kvinde, en stresset, travl, træt, kærlig, betænksom kvinde der altid når at kramme men sjældent når alle de der ekstra ting som bage, svømmehal osv som man gerne vil flere gange om ugen med ungerne men som jeg bare ikke kan nå. Der følger ikke superkræfter med Mortitlen, men det burde der. For det eneste der er højere end andre folks forventninger til os og moderlivet, er de forventninger vi har til os selv som mødre. So what hvis du har brug for en pause, Du elsker jo ikke din datter mindre af den grund. Hilsen C, helt almindelig mor til tre frække rødder :-)

Tusind tak for dit svar som både fik mig til at smile og fælde en tåre

Godt at du er åben omkring det. De følelser du har, tror jeg rigtig mange får på et eller andet tidspunkt, og nogle nok flere gange.

Ja du har måske brug for et par dage væk, men ved du hvad, det har jeg også. Og det er der rigtig mange der har. Vi giver os selv så meget, at vi bliver udkørte. Og så mister vi overskuddet til at lege med vores børn og være den mor, som vi altid har regnet med vi ville være.

Jeg har selv haft det sådan, og får engang imellem et snert af det igen, men har lært at fokusere på det jeg rent faktisk gør, og ikke det jeg ikke gør.

De fleste får den der følelse af at man ikke dur, at man ikke gør det godt nok. Man bliver nervøs for ikke at kunne trøste når andre kigger og sådan. Og så er det bare en ond cirkel, for barnet kan mærke det. Jeg havde det på samme måde. jeg følte at andre dømte mig når jeg stod med en drøn ulykkelig dreng som jeg bare ikke kunne trøste. Og det gjorde det bre værre... Jeg knækkede på det, og måtte i behandling, da jeg fik en desideret fødselsdepression af det. Fordi jeg kun så de ting jeg ikke gjorde, og var så bange for ikke at gøre det godt nok, at jeg var min egen hæmsko. 

Jeg kan mærke det nogen gange kommer snigende, især når jeg er i vuggestuen, at jeg pludselig føler at de synes jeg er en skidt mor. Selv om jeg godt ved at det er jeg bestemt ikke, og det er jeg ret sikker på de heller ikke synes. Men så snart jeg får den følelse, registrere mit barn det, og han begynder at være Lukas modsat. Han vil ikke med hjem og jeg er bare dumme mor... (hvilket jeg nok også er til tider, når jeg kommer og afbryder en god leg )

Men så snart jeg får vendt tankerne i mit hoved, og igen ved at jeg gør det godt, og at det bare er bekymringerne for ikke at være god nok, der er der igen, ja så smitter det af. Min søn smiler over hele hovedet når jeg henter. Han løber hen imod mig og viser stolt sin mor frem til de andre børn. Og hans opførsel hjemme er meget bedre, han er ikke så trodsig og det hele kører bare på en anden måde.

Jeg har også indset at jeg har brug for en pause i at være mor en gang imellem. Hvor jeg kan sove igennem, være egoistisk, bare sidde og være MIG. Hvis jeg ikke har den tid, ville jeg ikke kunne se det gode jeg gør. Hvis jeg ikke får tiden til at være mig, ja så fungere jeg ikke. Hverken som kone, som mor eller som menneske. Jeg bliver deprimeret og sortseer. 

Så derfor giver jeg mig den tid jeg har brug for. Min barn ELSKER at være hos mormor & morfar eller farmor. Han nyder at sove der og bare have kvalitetstid med dem. Og når han så kommer hjem, har han en mor med nyopladte batterier. Som igen elsker at lege med ham, som har overskud til at han har en øv dag, og bare har det rigtigt godt.

Det blev en lang smørre, og er ikke sikkert du kan bruge det til noget. Ville egentligt også sige FEDT du siger det højt! Det er første skridt til at få det bedre. Og ja du er ikke alene, mange har gennemgået det, og mange vil gå igennem det. 

Stort knus til dig!

 

 

 

modesty skriver:

Jeg synes det er super fedt og modigt at du ikke er anonym!

Jeg havde, som dig, tilknytningsproblemer i starten. Mine gik over efter en måneds tid, men jeg kender følelsen. Det var så ubehageligt og jeg havde så sindssygt dårlig samvittighed. 

Min søn sover igennem nu (han er 2 år), men det gjorde han ikke det første halvandet år, og det var simpelthen så hårdt. Selv nu hvor han sover igennem, og jeg i princippet kan sove 7-8 timer hver nat, er jeg nærmest konstant træt og kvæstet. Jeg ville slet ikke kunne hænge sammen hvis jeg stadig skulle op hver nat.

Glem alt det dér med klippeklistre og bage kager. Det er IKKE de ting der gør en god mor. Dit barn har brug for at du er der, og om det så bare handler om at sidde og stene i sofaen med en god bog eller til noget tegnefilm, så er du der - og det er det vigtigste.

Det er selvfølgelig ikke fedt at du snerrer og har en kort lunte. Det kan jeg godt forstå frustrerer dig. Men lyt til din mand. Det er sgu helt fair at indrømme at man har brug for en weekend (eller to) væk fra sit barn når man ikke har sovet ordentligt i 3,5 år! Selvfølgelig er det det.

Hvorfor tager din mand ikke nogle af nætterne? Kan du ikke sove på sofaen i stuen med et par ørepropper engang imellem, hvis du bliver vækket af hende når du er i soveværelset? Jeg synes at du må kræve at det her med nætterne er et fælles projekt og at du simpelthen har brug for at få nogle gode nætters søvn ind imellem. For det betyder virkelig meget for overskuddet.

Herhjemme deles vi 50/50 om nætterne/morgenerne.

Tusind tak for dit svar!!

Det er bestemt ikke fordi min mand ikke vil hjælpe, men tror bare efter 3 1/2 år er det blevet en vane at det er mig der gør det.
Han sover som en sten og jeg vågner ved den mindste lyd, nåh ja så kan jeg jo lige så godt lige tage mig af hende.

Det er faktisk kun hvis jeg har overnattet et andet sted, at man mand vågner med det samme hun siger en lyd, for så VED han at jeg ikke er der til at reagerer. Kan man få vendt sådan en vane

Kan godt være jeg skal glemme om alle de idéer om overskudsmor aktiviteterne, og tror sgu egentlig også jeg ville tilfreds hvis jeg bare ikke snerrede og lign..

Happiness skriver:

Godt at du er åben omkring det. De følelser du har, tror jeg rigtig mange får på et eller andet tidspunkt, og nogle nok flere gange.

Ja du har måske brug for et par dage væk, men ved du hvad, det har jeg også. Og det er der rigtig mange der har. Vi giver os selv så meget, at vi bliver udkørte. Og så mister vi overskuddet til at lege med vores børn og være den mor, som vi altid har regnet med vi ville være.

Jeg har selv haft det sådan, og får engang imellem et snert af det igen, men har lært at fokusere på det jeg rent faktisk gør, og ikke det jeg ikke gør.

De fleste får den der følelse af at man ikke dur, at man ikke gør det godt nok. Man bliver nervøs for ikke at kunne trøste når andre kigger og sådan. Og så er det bare en ond cirkel, for barnet kan mærke det. Jeg havde det på samme måde. jeg følte at andre dømte mig når jeg stod med en drøn ulykkelig dreng som jeg bare ikke kunne trøste. Og det gjorde det bre værre... Jeg knækkede på det, og måtte i behandling, da jeg fik en desideret fødselsdepression af det. Fordi jeg kun så de ting jeg ikke gjorde, og var så bange for ikke at gøre det godt nok, at jeg var min egen hæmsko. 

Jeg kan mærke det nogen gange kommer snigende, især når jeg er i vuggestuen, at jeg pludselig føler at de synes jeg er en skidt mor. Selv om jeg godt ved at det er jeg bestemt ikke, og det er jeg ret sikker på de heller ikke synes. Men så snart jeg får den følelse, registrere mit barn det, og han begynder at være Lukas modsat. Han vil ikke med hjem og jeg er bare dumme mor... (hvilket jeg nok også er til tider, når jeg kommer og afbryder en god leg )

Men så snart jeg får vendt tankerne i mit hoved, og igen ved at jeg gør det godt, og at det bare er bekymringerne for ikke at være god nok, der er der igen, ja så smitter det af. Min søn smiler over hele hovedet når jeg henter. Han løber hen imod mig og viser stolt sin mor frem til de andre børn. Og hans opførsel hjemme er meget bedre, han er ikke så trodsig og det hele kører bare på en anden måde.

Jeg har også indset at jeg har brug for en pause i at være mor en gang imellem. Hvor jeg kan sove igennem, være egoistisk, bare sidde og være MIG. Hvis jeg ikke har den tid, ville jeg ikke kunne se det gode jeg gør. Hvis jeg ikke får tiden til at være mig, ja så fungere jeg ikke. Hverken som kone, som mor eller som menneske. Jeg bliver deprimeret og sortseer. 

Så derfor giver jeg mig den tid jeg har brug for. Min barn ELSKER at være hos mormor & morfar eller farmor. Han nyder at sove der og bare have kvalitetstid med dem. Og når han så kommer hjem, har han en mor med nyopladte batterier. Som igen elsker at lege med ham, som har overskud til at han har en øv dag, og bare har det rigtigt godt.

Det blev en lang smørre, og er ikke sikkert du kan bruge det til noget. Ville egentligt også sige FEDT du siger det højt! Det er første skridt til at få det bedre. Og ja du er ikke alene, mange har gennemgået det, og mange vil gå igennem det. 

Stort knus til dig!

 

 

 

Tusind tak for dit svar! Det var rigtig god læsning!

Havde bare aldrig troet det krævede time out og egotid for at kunne være mor, men det må jeg vist erkende at det gør. For mig i hvert fald.

Og det med at vende tankerne i hovedet, må jeg nok også prøve, det lyder jo som om det har en rigtig god effekt

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

Det kunne have været mig der skrev det der... 

Jeg havde bestemt heller ikke regnet med det var så hårdt at få barn, men nu fik vi altså en dreng som er temmelig krævende.... Konstant morsyg, nægter at sove om aftenen, vågner flere gange om natten, og står alligevel op før fanden får sko på om morgenen, sindssyge humørsvingninger der er dybt uforudsigelige, og startede så lige hans liv med kolik og facetledssyndrom (hold i ryggen) det første halve år (=en baby der SKREG fra morgen til aften!!) 

Og ja så ryger overskuddet altså.. Nogle børn er nemmere/sværere end andre og nogle voksne har mere/mindre overskud end andre, sådan er det jo bare... Men jeg er sikker på at hvis bare vi giver vores børn kærlighed og omsorg, opdragelse og grænser, faste og trygge rammer.... Så er vi de bedste forældre vi kan være... Vi elsker jo vores børn uanset hvor svære de så end måtte være  

Vi er alle forskellige - også som forældre, og jeg er sikker på du gør dit bedste og at din datter elsker sin mor højere end til månen 

PS: og tror alle har brug for at have lidt "fri" ind imellem... Tag din mand på ordet og få en hyggelig romantisk weekend uden barn, så er du fuld af overskud når du kommer hjem 

Tusind tak for dit svar!!

Det er bestemt ikke fordi min mand ikke vil hjælpe, men tror bare efter 3 1/2 år er det blevet en vane at det er mig der gør det.
Han sover som en sten og jeg vågner ved den mindste lyd, nåh ja så kan jeg jo lige så godt lige tage mig af hende.

Det er faktisk kun hvis jeg har overnattet et andet sted, at man mand vågner med det samme hun siger en lyd, for så VED han at jeg ikke er der til at reagerer. Kan man få vendt sådan en vane

Kan godt være jeg skal glemme om alle de idéer om overskudsmor aktiviteterne, og tror sgu egentlig også jeg ville tilfreds hvis jeg bare ikke snerrede og lign..

Jeg synes at du skal sætte dig ned og tage en god snak med din mand og få lavet nogle faste aftaler. 

F.eks: Hver anden nat står han op med jeres datter. Hvis du vågner og han sover som en sten - så vækker du ham og bliver liggende i sengen. Eller, som jeg foreslog - du lægger dig ind på sofaen. For så ved han at det kun er ham der kan reagere.

Og det samme med morgenerne. Hvis du har mulighed for det i.f.t. dit arbejde, så kan han stå op med hende hver anden morgen, hvor du kan få lov til lige at ligge lidt længere og vågne stille og roligt.

Jeg skrev i mit første indlæg at vi deles 50/50 om nætterne herhjemme, men sådan har det ikke altid været. Min mand kunne slet ikke tage nætterne da min søn vågnede hver 90. minut hele natten igennem (hvilket han gjorde i et halvt år). Han kunne simpelthen ikke klare søvnmanglen. Men da min søn begyndte at sove 3 timer i streg uden opvågninger, så begyndte vi at dele nætterne og morgenerne, og det gjorde altså en verden til forskel.

Vi har kun ét barn, og jeg må nok erkende at vi ikke får flere. Jeg ville rigtig gerne have én til, men det ville kræve at min mand tog del i nætterne, også når de var allerhårdest og baby vågnede meget ofte. Og det kan han bare ikke. Og jeg tror simpelthen ikke at vores forhold ville kunne overleve sådan et forløb igen. Og jeg vil hellere være kernefamilie med et barn end skilsmissepar med to børn. Samtidig ser jeg veninder der har tre børn og mega meget overskud, og ja. Så føler man sig sgu som et ret nederen menneske. Men der er bare nogle mennesker der har mere energi end andre, og det må man lære at acceptere. Og gøre det bedste med hvad man har.

Du får også lige en krammer herfra!

 

Og så ville jeg bare sige tak for din åbenhed og ærlighed.

Loa skriver:

Jeg har altid elsket børn.. Fra jeg var heeelt ung har jeg simpelthen elsket at omgive mig med børn. Fra jeg var 12 til 15 brugte jeg mine sommerferier i min mosters vuggestue, blot for at være sammen med børn...

Så det at skulle have børn var jo nærmest en selvfølgelig for mig.

Og for 3 1/2 år siden blev vi jo beriget med en lille datter Isabella.

Jeg blev ikke overvældet af den der wow kærligheds-følelse som man hører så meget om.
Hun krævede rigtig meget, græd nærmest uafbrudt, intet vi gjorde virkede, jeg vandrede rundt i stuen hele natten og svingede hende frem og tilbage i mine arme blot for at få hende til at falde en smule til ro.
Jeg har groft sagt ikke sovet igennem hele natten mere end måske maks 10 gange siden vi fik hende, og det har været de gange hun er blevet passet med overnatning.

Pludselig rammer det mig nu her at jeg intet overskud har til hende, jeg snakker grimt, har ingen tålmodighed og orker nærmest ingenting med hende. Føj hvor jeg bare føler mig som den værste mor ever! Kan ikke engang skrive det her uden at sidde og tude...

Jeg elsker hende over alt på jorden, og ville dø for hende, men tit tænker jeg på at hun fortjent en meget bedre mor for hende, en som har overskud og som bager sammen med hende, klippe klister sammen med hende, en som ikke snerrer og bider af hende fordi tålmodigheden er i bund.
Min mand sagde her til morgen at han tror jeg trænger til en weekend uden hende, men hvilken mor skal have en weekend væk fra sin datter.......

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her, og måske fortryder jeg at jeg skrev det uden at være anonym......

ALLE mødre kan få brug for en weekend væk fra sine børn !!!!

Jeg glæder mig til jeg skal 3 dage til island med min skole... Og jeg GLÆDER mig til at kunne sove en hel nat uden forstyrrelse... At kunne stå op og bare kun tænke på MIG SELV... Ikke skulle sørger for morgenmad, ble og tøjskift 


Du er ikke en dårig mor

Wow det er heller ikke mange gange du har fået lov til at sove igennem, så er det da ikke underligt at dit underskud er i bund. Det må være hårdt.
Min dreng har været lidt som din datter, men det sluttede pludselig omkring 1 års alderen og jeg synes klart også det kunne ses i mit adfærd...jeg kunne pludselig sove stort set hver nat.
Jeg synes du skal tage imod den weekend og få slappet godt af, helt uden dårlig samvittighed og så komme tilbage med lidt overskud
Men hvor meget hjælper din mand om natten? Jeg tænker at han da også må tage noget af den sure tjans så du kan få sovet lidt.