Fravalg af børn med Down Syndrom?!

newsence skriver:

jeg ville vælge abort

 

Jeg  har arbejdet på inst. og har set så mange børn blive anbragt der som en salgs kostskole fordi forældrene ikke magter det alligevel, eller at det går for meget ud over søskende. Forældrene elsker deres børn men må træffe den svære beslutning af hensyn til barnet og resten af familien.

 

Om det er et værdigt liv eller ej med downs skal jeg ikke kunne sige. Det kommer meget an på det enkelte individ, dets netværk, helbred osv. Og hvem er vi til at bedømme det? Dog mener jeg man skal tænke sig godt om. Det kommer til at gå ud over en og evt. søskende.

 

Jeg skal scannet i det nye år, men vi er enige om en abort.

 

Jeg vil ikke udsætte en andet meneske for det liv.

Måske er der noget etisk i det, men det er der også i det at andre får abort fordi det er nemmest. Her fjernes  der raske børn fordi forældrene ikke magter det og ikke kan tilbyde barnet det det fortjener. Så er det vel også ok at fjerne syge børn fordi man ikke magter det og ikke kan tilbyde det barnet fortjener.

 

Syntes man skal se det i sammenhængen. det er i mit tilfælde ikke værre fordi det er en sygdom. Kan man ikke magte det og ikke give barnet det bedste af det bedste så skal man ikke have det uanset grunden.

Føler mig stødt over din udtalelse.
"Børn bliver anbragt der som en slags kostskole fordi forældrene ikke magter det alligevel" ???

Vi er nogle forældre der ikke vidste vores børn var syge før de kom ud - og vi har lige valgt en aflastningsinstitution til vores datter, en beslutning som jeg har haft det rigtig dårligt med, men nu må jeg da indrømme at jeg føler mig fuldstændig som en fiasko!

Før eller siden kommer Lærke til at bo fast på en institution - og det piner mig, hold op hvor gør det ondt!

Men vi kan bare snart ikke mere! Og jeg synes ikke vi skal dømmes. Vi knokler r***n ud af bukserne for hende, men for pokker... Der er grænser for hvad et simpelt menneske kan klarer!

Jeg ville vælge abort.. 

De fleste ds børn ender i en inst før eller siden.. 

jeg synes tit jeg ser folk få børn med et handicap, enten er de uvidende til fødslen, ellers kan de ikke få sig selv til at få abort.. Alligevel ender mange af disse børn i aflastning, og i inst. 

Mener personligt at man skal tage sig af sine egne børn, så kræver de ekstra, jamen så må man tage konsekvensen af at ville have dem.. 

Men det er min mening, og ville derfor vælge abort, vi er heldigvis 100% enige om at et ikke er noget vi ville byde vores barn.. Så her er der ikke tvivl .. 

Jeg ville uden at blinke vælge det fra.

 

Jeg fik en moderkagebiopsi af samme grund da jeg var gravid med mit første barn fordi jeg fik et risikotal der hed 1:173. Heldigvis havde han ingen kromosonfejl

Jeg kan ikke stemme for jeg aner virkelig inderst inde ikke hvad jeg ville stille op i situationen...

Jeg siger at jeg ikke ville vælge barnet fra, hvis det har down syndrom... Men jeg er ikke sikker... For jeg tror det vil blive SÅ hårdt at have to raske børn og så den mindste som ville være handicappet... Jeg tror jeg ville vælge det fra, men jeg er ikke sikker....

Jeg er ikke i tvivl. Jeg ville vælge abort.

Ikke kun for min egen skyld, men også for min datter og for det ufødte barn. Jeg synes det er synd, at sætte et barn til verden man i forvejen ved, skal have hjælp for at kunne overleve. Når vi har muligheden for at få vished inden, så ville jeg hel klart også handle ud derfra.

AnnaKJ skriver:

Kan virkelig godt lide dine intentioner
Men er bare nød til, at sige dig at virkeligheden er en helt anden.
Kommunerne (regeringen, staten eller hvem det nu er?), gør det virkelig svært at være forældre til handicappede.
Jeg var også indstillet på at gå hjemme med vores datter, men faktum er at jeg ikke kunne få ret meget i tabtarbejdsfortjeneste. Og når du først kommer på det, så gør de alt for at få det fra dig igen.
Vi ville ikke kunne leve af den ta jeg fik, derfor måtte jeg videre og lade Lærke begynde i speciel bh.

Når man ikke har prøvet det, så aner man ikke hvor mange kræfter der skal til. Du skal kæmpe for alt! Selv det dit barn virkelig har behov for, intet bliver fortalt - du skal selv finde ud af alt hvad du har ret til. Ingen fortæller dig noget!

Det er nemt at sige at du vil have dit barn hjemme, men let's face it - før eller siden må man give op, om barnet så er 1 år eller 15 år, det er lige godt. Men før eller siden bliver opgaven for stor.
Du kan som menneske ikke blive ved og man har ikke uendeligt kræfter til at kunne blive ved med at kæmpe. Du vil på et eller andet tidspunkt sende dit barn på en aflastningsinstitution eller i fast pleje samme sted.

Desværre, men det er den grumme virkelighed.

Det er meget muligt at du har ret! Men i mit tilfælde er børn med specielle behov mine hjertebørn og pt tager jeg en uddannelse, som forhåbentlig gør det muligt for mig at arbejde indenfor feltet! Ikke nødvendigvis downs, men også en masse andre psykiske handikap.

Derudover har vi et meget stort netværk som ville hjælpe os! Halvdelen af familien er pædagoger - begge mine forældre går hjemme og vi har en formodning om at vi godt ville kunne leve for min mands løn!

Jeg er klar over at jeg er idealist og virkeligheden er en anden, men det er de tanker som jeg har gjort mig!

Jeg har stemt, vælge abort. Selvom det ville være ubeskriveligt svært, når ønsket om et barn er så stort. Men vores familie ville ikke kunne klare det, og det er for os en stor erkendelse.

Lunae skriver:

Personligt forestiller vi os herhjemme, at vi ville vælge at beholde barnet! Årsagen til at vi alligevel vælger NF-Scanningen er for at se om der er liv! (Har tidligere haft en missed abortion)

Vi har været enige om herhjemme at vi ville beholde barnet uanset hvad.

Vi valgte ligesom dig at få NF alligevel. Til dels for at få en mere nøjagtig termin, men også fordi vi havde mistet før og gerne ville se at alt var ok. Og også fordi at hvis barnet havde været i risikozonen for at fejle noget, så ville vi gerne vide det på forhånd så vi kunne forberede os bedst muligt til at tage imod det.

Jeg syntes at det er et meget højt antal af forældre der vælger abort. Jeg havde måske troet at det var lidt mere lige fordelt mellem for og imod. Jeg vil dog gerne understrege at jeg ikke på nogen måde dømmer dem der har valgt anderledes end os, jeg er bare overrasket over at tallet er så højt.

Lunae skriver:

Det er meget muligt at du har ret! Men i mit tilfælde er børn med specielle behov mine hjertebørn og pt tager jeg en uddannelse, som forhåbentlig gør det muligt for mig at arbejde indenfor feltet! Ikke nødvendigvis downs, men også en masse andre psykiske handikap.

Derudover har vi et meget stort netværk som ville hjælpe os! Halvdelen af familien er pædagoger - begge mine forældre går hjemme og vi har en formodning om at vi godt ville kunne leve for min mands løn!

Jeg er klar over at jeg er idealist og virkeligheden er en anden, men det er de tanker som jeg har gjort mig!

Også jeg kan sagtens følge dine tanker - tro mig, jeg har været der.

Jeg kan fortælle, at vi også har en meget stor familie og det godt netværk. Der iblandt har vi folk der arbejder inde for pleje.
Og det var som også nemt nok at få Lærke passe i starten.
Men eftersom hun bliver større og der er kommet flere praktiske ting, ja så har 95% meldt sig ud. Vi står nu tilbage med et par der kan passe Lærke, eller dvs. det er kun en person der står for alt det praktiske.

De andre har enten ikke overskuddet, ressourcerne eller også så tør de bare ikke have hende.

Vi kunne også sagtens leve af min mands løn, men det ville betyde, at vi ikke ville få flere børn og det kan jeg personligt ikke leve med.

Som sagt tidligere så kan jeg godt lide dine intentioner, men har bare svært ved folk der bare siger "selvfølgelig skal barnet da være hjemme, det er ikke mere end hvad vi kan klarer"-agtigt, for jo, det er det.
Vi kender efterhånden mange familier med handicappede børn og ikke en familie får ikke aflastning eller har deres børn boende på institution.
Ikke en.

Det er overhovedet ikke for at være strid eller negativ, og beklager hvis det virker sådan.
Det er skønt at folk er optimistiske omkring handicappede, men det er også bare synd når den optimisme slår fejl, for det gør den før eller siden.

AnnaKJ skriver:

Kan virkelig godt lide dine intentioner
Men er bare nød til, at sige dig at virkeligheden er en helt anden.
Kommunerne (regeringen, staten eller hvem det nu er?), gør det virkelig svært at være forældre til handicappede.
Jeg var også indstillet på at gå hjemme med vores datter, men faktum er at jeg ikke kunne få ret meget i tabtarbejdsfortjeneste. Og når du først kommer på det, så gør de alt for at få det fra dig igen.
Vi ville ikke kunne leve af den ta jeg fik, derfor måtte jeg videre og lade Lærke begynde i speciel bh.

Når man ikke har prøvet det, så aner man ikke hvor mange kræfter der skal til. Du skal kæmpe for alt! Selv det dit barn virkelig har behov for, intet bliver fortalt - du skal selv finde ud af alt hvad du har ret til. Ingen fortæller dig noget!

Det er nemt at sige at du vil have dit barn hjemme, men let's face it - før eller siden må man give op, om barnet så er 1 år eller 15 år, det er lige godt. Men før eller siden bliver opgaven for stor.
Du kan som menneske ikke blive ved og man har ikke uendeligt kræfter til at kunne blive ved med at kæmpe. Du vil på et eller andet tidspunkt sende dit barn på en aflastningsinstitution eller i fast pleje samme sted.

Desværre, men det er den grumme virkelighed.

Først vil jeg sige at jeg sagtens kan forstå det du siger. Sagtens!

Men er samtidig ked af at en mor til et handicappet barn skal komme med netop den udtalelse. Jeg mener, det er jo derfor så mange vælger disse børn fra.

Jeg ved også hvordan det er at kæmpe med kommunen og ja, det er da hårdt. Men ikke hele tiden. Vi har også skønne øjeblikke som er uvurderlige og som jeg tror at man som forældre til et barn med et handicap sætter ekstra meget pris på. F.eks. begyndte min yngste forleden at klappe og mor her var klar til at tude. Hvem får lov til at opleve sådan en enorm glæde ved en sådan "banal" ting?

Jeg tror netop der er brug for en erkendelse af at handicappede børn er meget forskellige og har brug for forskellige ting, heraf kan man håbe at der med tiden også opstår en erkendelse i kommunerne af hvor vigtigt det er at stole på forældrene, så børnene kan leve i hjemmet frem for en specialinst., for det er jo netop DET der koster basseører.