Der er altså nogle ting jeg ikke helt forstår i denne debat...hvorfor går folk så meget op i penge og hvad andre får?
Når man er 2 er man jo fælles om udgifterne, og hvis den ene (eller begge) tjener for meget til boligstøtte og friplads, jamen så har de jo også de flere penge og har derfor ikke brug for støtten...
Jeg synes mange glemmer at man som enlig står alene med ansvar - både for barn/børn og det økonomiske. Den økonomiske støtte er en stor hjælp - ikke kun fordi man som enlig forsørger kun har én indkomst (og ofte ikke har mulighed for ekstraarbejde/overarbejde og studiejob hvis man læser).
Desuden letter den økonomiske hjælp også i forhold til de bekymringer det ellers kan give at stå alene med det hele.
Flere snakker om at de enlige belønnes med penge, men hvilket offer har man så ikke også givet? Hvis man virkelig går så højt op i at man også selv vil have disse goder, så værdsætter man efter min mening ikke sit forhold højt nok - burde det ikke være dét der er det vigtigste? At man selv er en lykkelig kernefamilie uanset hvad man tjener?
Personligt ville jeg hellere at jeg kunne have haft et lykkeligt liv med min (eks)mand - uden boligstøtte og friplads.
Der er skisme så meget jantelov og "det er snyd at de får mere end mig" - synd at man ikke bare kan værdsætte det man selv har...
Og her taler jeg ikke om dem der begår socialt bedrageri eller på anden måde udnytter vores system; det er naturligvis aldrig i orden.
Anmeld