Wimmie skriver:
Der er altså nogle ting jeg ikke helt forstår i denne debat...hvorfor går folk så meget op i penge og hvad andre får?
Når man er 2 er man jo fælles om udgifterne, og hvis den ene (eller begge) tjener for meget til boligstøtte og friplads, jamen så har de jo også de flere penge og har derfor ikke brug for støtten...
Jeg synes mange glemmer at man som enlig står alene med ansvar - både for barn/børn og det økonomiske. Den økonomiske støtte er en stor hjælp - ikke kun fordi man som enlig forsørger kun har én indkomst (og ofte ikke har mulighed for ekstraarbejde/overarbejde og studiejob hvis man læser).
Desuden letter den økonomiske hjælp også i forhold til de bekymringer det ellers kan give at stå alene med det hele.
Flere snakker om at de enlige belønnes med penge, men hvilket offer har man så ikke også givet? Hvis man virkelig går så højt op i at man også selv vil have disse goder, så værdsætter man efter min mening ikke sit forhold højt nok - burde det ikke være dét der er det vigtigste? At man selv er en lykkelig kernefamilie uanset hvad man tjener?
Personligt ville jeg hellere at jeg kunne have haft et lykkeligt liv med min (eks)mand - uden boligstøtte og friplads.
Der er skisme så meget jantelov og "det er snyd at de får mere end mig" - synd at man ikke bare kan værdsætte det man selv har...
Og her taler jeg ikke om dem der begår socialt bedrageri eller på anden måde udnytter vores system; det er naturligvis aldrig i orden.
Jeg synes både det ene og det andet. Kan ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg synes.. På den ene side synes jeg helt ærgerligt, at der er irriterende at vide, at jeg ville få flere penge, end min kæreste og jeg har tilsammen, hvis jeg gik fra ham.. (Især i de perioder hvor det bare går skidt - og økonomien er som regel grunden til dette) Og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor skal man have så meget "plaster" på såret, fordi man er enlig.. Jeg ville kunne blive boende i vores store dyre lejlighed alene med vores datter.. Jeg ville sådan set også have råd til bilen, hvis jeg kunne holde andre udgifter nede. Det synes jeg er vildt som studerende! Og vildere som enlig studerende.
Men på den anden side, synes jeg det er skønt, at der er muligheder for enlige i vores samfund. At man kan tage en uddannelse, uden at gå nedenom og hjem økonomisk. For i sidste ende giver det jo pote ikke bare til den lille familie, men også til vores samfund 
Jeg ville ønske, at jeg kunne slippe min første og ærgerlige tanke.. For jeg har ikke lyst til at have det sådan.
Jeg tror det er janteloven, som du også skriver..
Mit indlæg er baseret på vores økonomi, når vi begge er på SU. Der ville jeg have flere penge, hvis jeg gik fra ham. Dette vil selvfølgelig ikke være for evigt - da vi jo gerne på et tidspunkt skulle blive færdige og få jobs. Og dét må da give flere penge, en hvis jeg kun havde min løn..
